Min historie, nogen der kender det?

Kære alle,
Jeg ved ikke, om dette er det rigtige forum, men jeg håber trods alt på tilbagemeldinger.
Jeg er en pige på 29 år..har været på lykkepiller i 4 år (on and off) fordi jeg tænker for meget. Hovedsagligt er det 1 tanke, jeg ikke kan slippe, og det drejer sig tit om skyldfølelse over noget jeg gør/ ikke gør - og altid over for en kæreste.
Da jeg for 2 år siden mødte min nuværende kæreste, var det ikke med kriller i maven og dyb forelskelse. Men jeg følte med det samme, at jeg havde det skide godt med ham, og jeg kunne sagtens se en fremtid med ham.
Gennem vores forhold har jeg knyttet mig rigtig meget til ham og jeg er superglad for ham. Tvivlen har dog naget mig i ny og næ, om han var den rigtige, netop fordi jeg ikke havde den stormende forelskelse. Jeg har dog altid kunne se os med børn og hus, så jeg har nemt skubbet tanken og tvivlen væk og blevet glad igen. Desuden har jeg tidligere haft to meget lange forhold, så jeg ved godt, at han ikke lige bliver "the biggest love of all" lige med det samme. For mig tager den slags tid.

Nu kommer hele humlen af det hele....jeg er stoppet på mine lykkepiller for en måned siden. Han har gjort mig glad og jeg mente, at nu havde jeg det så godt, at jeg godt ku stoppe på pillerne med succes.
Men ak nej!! Der begynder at gentage sig en mønster, som før jeg tog pillerne. Når jeg nu bliver i tvivl om min kærestes og mit forhold, er det hele bare noget lort. Jeg kan ikke trække mig selv op igen. Det bliver en ond tanke, der nager mig morgen og aften. Hvor jeg før kunne sige "skide være med, at jeg ikke var mega forelsket i starten, og skide være med jeg er længe om at føle det er min helt store kærlighed", "Jeg har det jo rigtig godt, og vil ikke havde det på andre måder". Så siger jeg nu "Fuck hvor er jeg bare ond over for min kæreste, jeg kan ikke være det bekendt, er det her forhold overhovedet det rigtige, lige pludselig føler jeg slet ikk noget er rigtigt". Jeg panikker nærmest fuldstændig!

Jeg har spurgt mig selv, om det virkelig er fordi, jeg har valgt en "forkert" kæreste, at jeg får det sådan....svaret må altså være nej. Jeg er og bliver en "tænker", og uanset hvem jeg var sammen med, ville jeg desværre nok havde det sådan. Det begynder jeg at tro på, eftersom det har gentaget sig igen og igen.
Lige nu er jeg bange for at skubbe min dejlige kæreste væk, fordi jeg bilder mig selv noget forkert ind midt i denne negative tankegang.
Jeg må desværre nok på pillerne igen...
Bare et indlæg herfra :-) Med håbet om, at nogen har lignende erfaringer eller nogle forløsende ord.
Knus og krammer

I perioder hvor hun havde det rigtig godt, mente hun også, hun skulle holde op med at tage sin medicin. - Det gik aldrig godt.
Sagen var, at tog hun sine piller var hun normal og kunne leve et normalt liv. Var hun medicinfri så var hun syg. Sådan var det.
Om din kæreste er rigtig eller forkert for dig, tror jeg ikke på har noget med sagen at gøre. Det det handler om er, at du må erkende at hvis du vil fungere må du tage imod hjælpen fra medicinen. Du har brug for medicin for at kunne overskue dit liv.
Det er ikke godt at fylde sig med unødvendig medicin, men noget tyder på at den er nødvendig for dig. Prøv at skabe et andet billede i dit hoved: Hvis du f.eks. havde et ben, der var lidt kortere end det andet, så ville du sikkert få lagt ekstra sål under skoen og så gå, stå og løbe normalt. Så går det fint! Men du ville ikke være helbredt og kunne smide de skæve sko, vel?. Svært at erkende at man har en kronisk sygdom, men når nu der findes en god hjælp til at gøre den usynlig og udholdelig, så tag dog imod! Held og lykke og gode ønsker til dig!

... spise lykkepiller for at dæmme op for uafklarede tanker - det bliver det da bare værre af, fordi du aldrig får en afklaring. Til terapi med dig i en vældig fart.
Jeg kender selv de der destruktive tankemønstre og den indre dialog. Jeg har via terapi lært at det er sider i mig der kører en evig slåskamp. Tricket er at få dem ud i det åbne så man kan se sine mønstre/sider. Konkret kan man øve sig med en lille nem øvelse hvor man sætter tre stole op. To overfor hinanden og een lidt tilbagetrukket. Så skifter man mellem de første to stole - den ene stol har en rolle, den anden en anden og den tredie stol er observatør stolen, hvor man kan sætte sig og se hvad der foregår. Det lyder pjattet - men det virker! Du starter med at finde en situation hvor du har en indre dialog med dig selv. Sæt dig i den ene stol og sig højt den ene side af emnet - efter en tid skifter du til den anden stol og giver versionen fra den side og vise versa. Du vil hurtigt opdage at "samtalen" får sit eget liv, du vil skifte kropsholdning alt efter hvilke rolle der taler osv - ind imellem kan du trække dig tilbage til observatørstolen og se hvad der foregår. Øvelsen går ud på at man skal opdage og eksponere den indre kamp/dialog der foregår og på den måde finde ud af hvad der er dig selv - rigtigt og på den måde få nogle valgmuligheder,............
Prøv det - lidt grænseoverskridende, men der er jo ikke nogen der kan se dig mens det foregår ;-)
pøj pøj
martin

Det lyder nu ret grænseoverskridende det med stolene. Men jeg har læst om kognitiv adfærdsterapi på nettet og synes, det lyder meget som noget, jeg kunne have gavn af.
Jeg bliver simpelten nødt til at bryde det tankemønster på en måde, og ja pillerne gør, jeg har det godt...men det er ikke en problemknuser...
Jeg har tidligere gået hos en psykolog, men der var jeg kun et par gange, for hun var meget speciel. Jeg skulle kravle rundt på gulvet og sige høje lyde, så jeg kunne åbne op for mine nervebaner, eller hvad dælen hun mente, det skulle gøre gavn for. Efter der, gav jeg op med psykologer.
Jeg har heldigvis en dejlig kæreste, som lytter til alt det her..men når det ligesom drejer sig om ham meget af det, kan jeg jo ikke undgå at gøre ham ked af det.

hvorfor Manna har fået lykkepillerne. Hvis diagnosen var at hun f.eks. mangler serotin, så kan den mangel altså ikke afhjælpes ved at flytte rundt på møblerne eller andre alternative metoder, men du har naturligvis ret, hvis hendes sygdom skyldes ubehandlede traumer.

er, at ingen kan forklare, hvorfor jeg pludselig fik det sådan for 4 år siden...
Det eneste jeg ved er, at jeg har et typisk tankemønster, som går igen.

Hovedessensen af det hele er nok også, at man ikke kan mærke sine følelser og forstå sine tanker ordentligt....
Er det f.eks meningen, at min kæreste ikke er den rigtige, siden jeg har det sådan? Eller er det min tilstand, som gør, at jeg tænker sådan...?
Hvad er rigtigt og forkert...?
jeg har nogle veninder, som siger, jamen så mærk dog efter om han er den rigtige for dig. Det er sq så nemt at sige :-)
Alt i alt er jeg bare bange for at såre nogen og holde nogen for nar. Men hvis man har det godt med ham, er det vel ikke at holde nogen for nar - hverken mig selv eller ham!

At tro på at den store kærlighed rammer dig, er en illusion, som forhindrer mange i at finde den almindelige, daglige kærlighed og nærhed.
At acceptere at den store kærlighed ikke findes, gør forventningerne mere realistiske og livet meget lettere....
... hvis du forstår, hvor jeg vil hen?
MVH
GL

hej igen
lad dig ikke vælte af at du har mødt een psykolog du ikke havde tillid til. Hvis ikke man har tillid til en psykolog og/eller de metoder der anvendes så skal man stoppe øjeblikkeligt. Den gode terapeut vil respektere dine grænser og nænsomt lede dig i den rigtige retning....... du skal bare finde den rette for dig (og ja det kan være sin sag). Den terapeut jeg gik hos var min type - mand, tænksom som jeg, havde prøvet lidt af hvert og så var han nænsom med stor respekt for grænser og integritet.
Mht. stolene ER det grænseoverskridende - men prøv at se det som at den eneste at være genert overfor - det er dig selv. Da jeg i sin tid startede med det sagde jeg heller ikke noget til min kæreste. Det har jeg gjort nu hvor det hele er afdramatiseret og det kan være en meget god måde at få talt om sine mønstre og indre dialoger - for alle har dem jo ........ right ;-)
;-)
martin

gennem fire år uden at man har forsøgt at finde en grund til din tilstand? Det lyder lidt uforsvarligt fra din læges side at bruge lykkepillerne som ren og skær symptombehandling.
Det kræver naturligvis lidt overskud og opbakning - og måske lang ventetid, men mon ikke du skulle få din læge til at henvise dig til at få lavet nogle psykologiske tests, så du kan nå frem til en diagnose og dermed nå frem til den rigtige behandling i stedet for at fumle sig frem mellem forskellige metoder, som man jo dybest set ikke har nogen viden om kan hjælpe.
Det hjælper jo ikke at prøve at overbevise dig om, at du 'bare' skal nyde den gode tid med din kæreste, når du hele tiden plages af dette tankemylder om den nu også er god. Men du må focusere på din mentale tilstand og forsøge at gøre noget for dig selv inden alt andet.

Ja, jeg ved godt hvor du vil hen :-)
Jeg har også sagt til mig selv, at det er ikke en regel, at man når man møder en ny kæreste, skal man være "head over heals" og helt gokkelog.
Jeg har her fundet en sjæleven.. han er min bedste ven og en dejlig kæreste på samme tid. Og jeg kan ikke se, hvem ellers end ham, der er den perfekte far for mine kommende børn. Det er vel også en slags forelskelse - selvom det dog nager mig, at jeg ikke får sug i maven. Om det så kommer med tiden, kan man håbe :-) Vi har stadig kun været sammen i 2 år...mit tidligere forhold varede næsten 8 år...så det her er endnu "nyt".

... det kan du selvfølgelig have ret i - det med kemien.
stoleøvelsen er nu ikke specielt alternativ, men en ret almindelig gestalt-teknik der anvendes af mange psykologer og terapeuter. Jeg ved ikke om den er anvendelig ved traumer - men til at afdække disse indre dialoger er den genial.
martin

Jeg har i de 4 år nedtrappet 1 gang på egen hånd (dårlig ide) og 1 gang i samråd med læge... for derefter at starte på pillerne igen. Jeg har jævnligt gået til kontrol, hvor jeg jo har haft det godt!
På torsdag skal jeg til lægen igen, hvor jeg tror, jeg vil tage en snak med hende om alt det her

Det du nævner om, alle har tanker....
Jeg har en veninde, som netop er flyttet sammen med sin kæreste, men også tænker, om det er det rigtige. Så har jeg en veninde, som er højgravid, og græder over sin ekskæreste i smug om natten.....Alle har jo ting og tanker de tumler med..
Forskellen er bare, at på mig virker det invaliderende. Andre skubber det væk og fører en normal hverdag...og netop fordi, jeg reagerer så kraftigt, ved jeg, at mit sind ikke er "Normalt".

Det forhold, du beskriver, lyder langt bedre end den brusende forelskelse, som nogle (måske) oplever, men som som uddør! Den kan normalt ikke leve meget længere end 7 måneder, så skal den erstattes af noget andet, og gerne den dybe soulmate-kærlighed, du faktisk beskriver.
Så tag ham med op i en af de vilde forlystelser i Tivoli, hvis du vil have sug i maven. Og glæde dig over, at du faktisk har noget rigtig sundt at bygge videre på
MVH
GL

Ja det kan du have ret i :-) Og så må man vist bare acceptere, at man har op- og nedture i sit forhold...alt er vel ikke en dans på roser.

Nedturen har jo også den effekt, at man husker at være glade for opturene.
Jo, det går da op og ned i et forhold, nogle mere end andre. Jo højere, man kommer op, jo længere kan man komme ned. Ligesom med rutchebanen
MVH
GL

Pas nu på at din kæreste ikke bliver din terapeut, for det kan du nemt gøre ham til. Det vil ødelægge jeres forhold og stille helt forkerte krav til jer.
Det er noget, jeg selv er nødt til at være meget opmærksom på i dagligdagen, da en del af mit arbejde er udøve terapi.
MVH
GL

Jeg kan godt se, hvad du mener....men det er som om jeg har en trang til at fortælle ham det...som om jeg holder ham for nar, hvis ikke jeg gør det...
Og jeg kan godt se, det er noget hø...for han forstår selvfølgelig ikke hvorfor. Han siger "jamen, vil du have vi skal gå hver til sit?". Og når jeg svarer nej: "jamen hvorfor fortæller du mig det så?", spørger han.

hæ - hvem har det ?? uanset hvad - så er der nogen som dig og mig som måske ikke har fået det rigtige med i bagagen hjemmefra og derfor senere får problemer i livet. I mit barndomshjem fx. var der utrolig meget skyld, fordømmelse og bebrejdelser. Min mor var ofret man skulle tage hensyn til, min far den lunefulde fordrukne hustyran osv osv. Senere var mit problem den indre dialog med selvfordømmelser/bebrejdelser osv og det var en stor lettelse at se hvordan jeg bare reproducerede det jeg havde lært hjemmefra og hvor utroligt svært det var at finde sig selv i det tankemorads.............
men måske er dit problem et helt andet ??
;-) martin

Nogen gange kan man næsten føle sig lidt presset til at skulle være helt vild.
Jeg er ikke typen der er helt vild. Jeg er meget rationel af en pige at være.
Jeg var/er forelsket, men sus i maven får jeg sjældent. I det hele taget.
Men fra min anden date kan jeg stadig huske den klokkeklare stemme i mit hoved da jeg tog hans hånd "jeg vil have HAM" "Jeg elsker ham allerede".
Og det har jeg gjort lige siden. Han er den dejligste fyr og jeg vil ikke have andre end ham.
Men jeg er bare ikke den vilde følelsesvulkan, sådan er det bare og sådan er vi så forskellige. Måske du har det som mig, men det er en svær balancegang for man skal jo stadig lytte til den indre stemme.
Det kan naturligvis være svært hvis man er på medicin.
Min far har haft depression næsten hele sit liv, men har erkendt at han har det bedst på lykkepiller og dem fortsætter han bare med.
Lykkepillerne bliver hele tiden gjort finere og mindre skadelige for kroppen og det må så bare være den last man har.
Held og lykke med alt du nu foretager dig :-)

Uh, hold straks op med det - og fortæl ham at det er fordi du ikke vil plage ham med det, så han ved, at det ikke er tævepis (undskyld mit fransk).
Brug dine venner, helst kun en, eller til nød stedet her og læsse af på. Du er godt i gang med at ødelægge jeres forhold.
Bare et velment råd, selv om det lyder hårdt.
MVH
GL

Med ord lyder det nemt men det er en lang proses, en proses der kræver hjælp fra en person som har brugt mange år på at studere netop dette fænomen, ja det er en psykolog der skal til for at hjælpe dig. Hvis du møder en psykolog som du ikke har tillid til så er det videre til den næste, men husk at være åben det er dig som har valgt at søge hjælp. Prøv to til tre gange hos den samme psykolog og hvis ikke tilliden er der så videre til den næste, der er en som kan hjælpe det lover jeg dig.
Du presser dig selv ved at være i et forhold samtidig med at du har en masse rod i hovedet, men på samme tid kan en partner være til stor gavn for dig hvis det er en person som kan rumme dig. Det må være op til dig om din partner er til gavn for dine tvangstanker eller en belastning og det er nok ikke noget du kan mærke lige nu, men senere i processen hvor du er i gang med at hele.
lykkepiller kan man sige mange gode og dårlige ting om, men se at kom i gang med at finde den psykolog du kan føle tillid til hellere i dag eller i morgen, tag så en beslutning sammen med ham/hende om, hvorvidt lykkepiller kan være til gavn for netop dig.
Til sidst en lille øvelse, find en person veninde/ven/søster/bror ja næsten lige meget hvem, en du har tillid til og en du ved kan rumme dig. Aftal med vedkommende at du frem over i en rigtig lang periode vil skrive en sms til ham/hende hver dag hvor du skriver, hvad din kæreste har gjort i dag som fik dig til at smile,grine eller gjorde dig glad, en sms du ikke skal have svar på, men som kun skal tvinge dig til mindst en positiv tanke omkring din kæreste hver dag. det skal du blive ved med indtil du ikke føler et behov for det længere, men den du skriver til må under ingen omstændigheder være din kærste.
held og lykke og husk nu tag kontakt til en psykolog så hurtigt som muligt

Det er jeg ked af at høre.... Det gør sig ikke gældende her. Jeg er enebarn og har altid været tæt knyttet til både min mor og far. Jeg har ikke måtte vokse op med problemer i familien.

at du har så evig ret....! :-)

Jeg tror også, jeg er ret stille af sind og ikke så frembrusende med mine følelser. Og jeg har også altid vidst, at jeg har været glad nok for ham. Men pludselig finder jeg mig selv i et tankevirvar, hvor jeg nærmest fra den ene dag til den anden slet ikke føler, det her forhold er holdbart...Det undrer mig, og det piner mig, at jeg tænker så negativt...og derfor tror jeg det er en konsekvens af nedtrapningen af mine lykkepiller. Det hele ser lidt mere "sort" ud og ingenting er godt nok!

Ja netop det med psykologen er jeg fast besluttet på at benytte mig af :-)
Jeg prøver også hver dag at tænke på de positive ting ved min kæreste. Men tankerne bliver hurtigt dulmet af negative tanker. Så får jeg det hurtigt sådan, at jeg tænker, at jeg hellere var fri for forholdet. Og jeg ved jo inderst inde godt, at det har jeg aldrig ønsket, så hvorfor skulle jeg det nu?! Jeg tror jeg tænker sådan, fordi, hvis han ikke var der, så var skyldfølelsen og bekymringerne der heller ikke....
Men mit problem er, at jeg kan ikke rigtig føle efter og mærke, hvad tankerne betyder, og hvad der er rigtigt og forkert. Er jeg i virkeligheden blevet grundigt træt af ham....eller er det min tilstand lige nu som gør, jeg er træt af det hele?!
Det kan være svært at forklare....

og fået en henvisning til psykolog. Min læge syntes også, det ville være en god ide. Og så starter jeg på pillerne igen.
Utroligt som pillerne kan gøre så meget ved en. Når jeg før i tiden tænkte negativt om det forhold, nu var det rigtige, fik jeg hurtigt vendt det til noget positivt.
Nu oplever jeg en følelse af håbløshed. Skal jeg altid være i tvivl? Tænk hvis det virkelig er det forkerte, og så står man pludselig der med hus og evt. børn. Det må ikke komme så vidt, at vi bliver nødt til at gå fra hinanden, hvis der pludselig er børn inde i billedet. Jeg er næsten bange for at springe ud i tingene nu...!
Jeg håber og tror på, at jeg ser lidt lysere på tingene snart. OG så skide være med at man har tvivl, og man i perioder ikke føler sig ovenud forelsket i den anden. Alle kan vel have det sådan.
Jeg glæder mig til at kunne nyde mit forhold igen....og bare mærke...ikke tænke ;-)

Du må prøve at lære at stole mere på, hvad du føler - og så ikke så meget på, hvad du tænker.
Det meste af, hvad man tænker, er noget vrøvl anyway (det gælder altså ikke kun dig) [s]

Taknemmelig for alle jeres besvarelser....det har lettet lidt i bøtten på mig ;-)
Jeg har nu været på antidep. medicin i en uge og trapper snart op. Første psykologbesøg er i næste uge. I går var min kæreste og jeg ude at spise i byen (den første mad jeg har fået ned i en uge), og alt føltes så dejligt "normalt" igen. Det begynder mere og mere at gå op for mig, at jeg jo altid har nydt vores forhold, og at min pessimisme lige nu må jeg simpelthen abstrahere fra. Jeg trøster mig med, at alle i perioder vel kan føle sig træt af forholdet, have lidt krise, og så komme ovenpå igen, når man jo normalt føler sig glad og tilpas i sit forhold. Jeg er desværre bare langsomt blevet fanget i en ond spiral af negative tanker, som resultat at jeg er stoppet på min medicin.
God vind til alle....jeg begynder at føle medvind!