Min mor er ensom

Problemet er min mor. Jeg tror virkeligt hun er ensom. Det eneste hun laver er at arbejde og sidde hjemme og kigge i luften, det har været sådan mange år nu. Hun har ingen mand, mine forældrer er skilt, har de været ca 10 år. Jeg spøgere tit om vi ikke skulle lave noget, men hun vil ikke noget. Hun har dårlig selvtillid. Hun bruger altid den undskyldning at hendes familie og kolleger osv. har mand og familie så de har ikke tid og hun vil helst bare være alene. Jeg kan ikke huske hvornår hun sidst har lavet noget sjovt, og det går mig på. Hver gang vi skændes får jeg så dårlig samvittighed bagefter. Hvad kan jeg gøre? Tror ikke hun savner en mand, men en god veninde hun kan opleve noget med!

du har jo prikket til hende.... ta hende med ibyen en dag?
min mor var også slem til at sidde hjemme førhen...den dårligste undskyldning var at hun havde mine søskende...men dem tog jeg så nogle aftner så hun kunne komme ud...så nu vil hun ibyen hele tiden :)

Det virker som om din mor "er gået i stå". En hobby, en veninde, at være besøgsven, frivillig hjælper, tage på en rejse, et kursus o.lign vil være en god start på at få sig et liv- Synes du skulle vise hende at du har startet denne tråd fordi du elsker hende og er bekymret på hendes vegne. Det er ikke godt for hende at bure sig inde og "ofre" sig for sit barn/børn. Hun skal opleve noget uden for sit hjem og sit arbejde, så hun også får overskud og glæde til at gøre noget sammen med dig. Din mor er heldig at hun har dig- prøv at overtale hende til at gøre noget godt for sig selv.

Sådan en mor har jeg også. Jeg blev også ved med, at prikke til hende. En dag sagde hun til mig, at hun bestemt ikke følte sig ensom. I mange år havde hun været mor og kone. Altid haft mennesker omkring sig og skulle opvarte.
Nu nyder hun bare, at være sig selv og gøre hvad hun vil. Glo fjernsyn i nattøj, spise når hun vil osv...
Din mor behøver slet ikke at være ensom.
Husk at det er en stor værdi, at kunne være i selskab med sig selv, uden at være ensom.
Der er lige så mange mennesker, der sidder i et stort selskab og føler sig ensomme.
Lad din mor gøre, hvad hun har lyst til.

Det minder meget om min egen mor, og jeg
hænger på hende. Hun vil overhovedet
ingenting, og gider ikke veninder. Min
mormor har hellere aldrig taget initiativ
til noget, så hun har sikkert arvet det
fra hende.

Jeg er næsten mage til din mor.
Jeg passer mit arbejde og mit hjem og når det er gjort, så er jeg træt.
Jeg er for træt til at høre på venindepladder eller ægtepars skærsmysler. Så de to typer er jeg ikke sammen med.
Af og til går jeg til en udstilling, men helst alene.
Jeg nyder mit eget selskab og mine bøger og vil jeg omverdenen noget, har jeg en PC, en telefon, en mobiltelefon og ellers kan jeg gå ned på gaden. Jeg bor på strøget.
Lad mig for fanden da være i fred. Hvorfor er det så fuldstændig uforståeligt at jeg har andre interesser end selskabspapegøjerne?
Jeg HAR venner, som jeg kan besøge, hvis jeg vil, og det gør jeg f.eks nytårsaften. Måske går der et år til vi så ses igen, og hvad så? Det betyder intet, når man har kendet hinanden i 48 år!! Fat det dog. I må gerne kigge forbi, men føl Jer ikke forpligtede og bliv ikke for længe.
Jeg har været gift i 34 år. Har haft 5 børn og alle er blevet passet, madet, klædt på og hvad, man eller skal - jeg er træt og nyder, der kun er mig at sørge for.
Inviter mig en gang imellem en søndag, hvor jeg ved gud ikke gider lave mad, men overdriv det ikke. Med 5 børn er én gang om året mere end jeg gider overkomme.
Så ærlig talt; ring og sig du har det godt og begræns taletiden. Så er jeg tilfreds.

Hvad er det for et aktivitetsniveau, du mener man skal have for at være trendy? - Nogle har det virkelig fint med deres stilstand.
Har du hørt om åndsliv? De der aktiviteter er som pedigerør i røven - på tværs.
Sikke et råd.

Så¨skal det nok ikke være sammen med et af børnene - medmindre hun er over 84 - vel?
Hvor gammel er du egentlig selv Jytte-med-de-gode-råd?

Ja, jeg ved en del om åndsliv og forbinder det slet ikke med at sidde og glo trist ud i luften- livet er da ikke en jammerdal af ensomhed og forsagelser, fordi man har et lidt lavt selvværd- man kan altid ændre sin situation hvis man har modet til det. Tænk at ligge på sit dødsleje og begræde at man ikke turde se verden i øjnene og gøre en forskel og udrette lidt mere end man gjorde- det er en ommer! Mine råd var forslag- hvor er dine råd henne?

Tja- jeg ved ikke hvad det har med min alder at gøre- men jeg er en kvinde i min bedste alder, hvis du kan bruge det til noget. Jeg bor selv alene- men er en glad og udadvendt person med mange interesser og gode oplevelser på arbejdet, med kolleger,mine børn, venner og familie. Så hvis denne mor ellers er rask, så giver jeg hendes barn ret i, at et lavt selvværd ikke bør være grunden til, at man ikke tør tage del i livet uden for de 4 vægge. Men selvfølgelig kan den mor jo også være ganske godt tilfreds med kun at ha sit arbejde og intet andet at gå op i-trendy eller ej, he,he. Men det var ikke det indtryk jeg fik af trådens starter.