min mor og jeg

min mor og jeg har aldrig haft det varmeste forhold til hinanden, men vi er alligevel glade for hinanden (jeg er)
Jeg har igennem min barndom forsøgt at tilpasse mig hendes holdninger og meninger for at opnå accept og anerkendelse uden jeg føler at det er lykkes 100%.
Jeg har valgt at tage samme uddannelse som mor (pædagog) for at blive anerkendt og rost for mit valg og min dygtighed (er ikke dygtigere end andre men jeg er jo hendes barn) Jeg har en uddannelse som klinikassistent fra tidligere.
Da jeg gik i gang med min pædagogiske uddannelse var hun glad og stolt. Men hver gang jeg fik svar på prøver og karakter virkede hun altid negativ. Jeg sluttede af med 4stk 11 taller så jeg var selv meget glad af mit resultat og lykkelig da jeg fik drømme jobbet lige efter endt uddannelse.
Hun har aldrig sagt tillykke eller rost mig.
Jeg har her til aften været på besøg hos min mor og da samtalen flere gange blev drejet ind på en faglig diskussion sagde hun "ja ja du ved sikkert bedre" eller "jeg gider ikke høre på dig"
Jeg bliver skuffet og ked af det, men det virker ikke som om hun har empati med mig, hvorfor?
Jeg er 36 år, gift på 12 år og vi har sammen tre børn. Så jeg mener at jeg er voksen og har krav på at blive behandlet ordentlig. Eller skal jeg bare lade som ingenting.

jeg trog det er mærklig med det kan være du har fået beddere karakter end hinne og det er hun både stolt af inde i men også misunlig på det er derfor du ved best !!! bare en ide jeg fik af at læse det du skrev

Syntes du skal sige det som det er, især hvordan du har det og føler. Hun er ikke tankelæser og det er du heller ikke. Kan det være i går forbi hinanden?
Mødre vil ofte have samme adfærd som deres ejen mor havde over for dem. Måske er det den adfærd hun ubevist bruger overfor dig?. Det er ikke sikker hun fik ros af sin ejen mor.
Det er da en tung bagage du bærer på syntes jeg. Forældres accept er meeeeggget vigtigere end vi vil indrømme, som du selv skriver var det derfor du tog udd. som pæd.
Lad være med at tie, du samler bare på fustrationer som kan gå ud over din mand, børn eller dig selv. Din mor vil heller ikke leve forevigt(desvære men sådan er det) derfor det er bedre at afklare det inden det er for set.
Husk man kan sige stort set alt til et andet menneske, man skal bare sige det på den rette måde, og husk ikke at bebrejde.
Håber virkelig i finder ud af de, held og lykke.

Jeg har haft det samme problem, måske værre? Intet er godt nok af alt, hvad jeg valgte. Jeg burde vide bedre m.h.t. uddannelse, valg af partnere m.v. Det endte med, fordi hun var dybt utilfreds med mit livs udkårne for 35 år siden, at jeg måtte sige stop og sige til hende, at jeg gjorde mine egne valg og levede mit eget liv. Hvis ikke hun kunne acceptere det, måtte hun så holde sig væk fra mig, da jeg ikke har nerver til det andet. Der gik nogle måneder, før hun kom uanmeldt, og vi fik en god snak, hvor hun langt om længe indså at hendes dejligste datter, som hun var så stolt af er blevet voksen og lavede sine egne valg. Hun havde ikke længere KONTROL over mit liv. For god ordens skyld skal jeg sige, at jeg har prøvet mange gange at tale fornuftigt med hende omkring mine følelser om manglende accept, hvilket ikke lykkedes, da hun stadig troede, at hun skulle have KONTROL over sin voksne datter.
Idag har vi det dejligt med gensidig respekt og accept.
Et forslag? Kvinder er jo temmelig kontrollerende.

Du kan ikke sætte lighedstegn mellem karakterer
og empati. Du er så fokuseret på karakterene, at
du har glemt forskellen mellem teori og praksis.
Jeg har selv fået mange høje karakterer, men
har aldrig diskuteret faglighed på det grundlag.
Desuden diskuterer jeg aldrig min store faglige
viden med mine forældre.
Drømmejobbet kan hurtigt blive til et drømme helvede.
En i min familie er pædagog på halvtid, fordi
hun fik empati for de psykisk udviklingshæmmede.
De psykisk udviklingshæmmede har ikke brug for
pædagoger med selvmedlidenhed. Men for glade
og støttende pædagoger, så de kan få et lykkeligt
og livsbekræftende liv. For sygdommen skal de
under alle omstændigheder leve med resten af livet.

Så hun er nok ret egoistisk.

nu er jeg selv en halvgammel fyr på 63 år, men da jeg var dreng__jeg har en bror der er 1½ år ældre___blev jeg heller ikke acepteret af mine forældre, og jeg har aldrig forstået hvorfor.
det er pinagtigt at tænke på, og jeg har haft mindreværdskomklekser hele mit liv, og isoleret mig langt væk fra andre mennesker, jeg har aldrig været i "byen, eller deltaget i noget som helst socialt, jeg kan ikke "tale med andre mennesker, kun formulere mig skriftligt.
jeg har ikke været uden for en dør de sidste 6 år, bortset fra købmanden, som bor lige i nærheden.
da jeg er født i juni kom jeg ud af skolen som 13 årig, selvom min lærer sagde, at jeg burde læse videre i Randers, men dengang var der noget med at forældrene skulle betale transporten, tror jeg nok, og det ville mine forældre ikke. en transport på 15 km begge veje.
min kammerat var så heldig at hans forældre blev skilt, så moderen og han flyttede til Randers, hvor han fik en god uddandelse.
jeg kom i lære hos en bager som 14 årig, men han var et dumt svin, udover mit arbejde, skulle jeg også cykle 26 km 3 gange om ugen i min fritid, til en teknisk skole.
mit værelse var sammen med melet og sukkeret, et frygtelig koldt kammer.
vi fik mel og sukker hjem i 100 kg sække, som jeg skulle bære op af 2 trapper.
da jeg blev 15 år, ville bageren tegne en kontrakt med mig, men jeg nægtede, min far kom på besøg, så han kunne læse kontrakten.
min løn var 11 kr om ugen samt 5 kr ekstra for at fodre grisene, og holde haven ren, og så skulle jeg også med på landtur 3 gange om ugen.
om mandagen var bageriet lukket, så jeg burde have en fridag, men da bagte vi lagkager og roulader til en grossist, og jeg fik naturligvis aldrig de ekstra lovede 5 kr.
kort efter jeg fyldte 15 år gik jeg ned til fjorden, min far havde en bådplads der, så jeg tog et reb og gik om i skoven for at hænge mig.
jeg sad oppe i træet, da der pludselig kom en masse mennesker, og de råbte, at jeg skulle smide rebet ned.
derefter cyklede jeg ca. 37 km til Århus for at få en søfartsbog, og jeg fik også en hyre som kahytsdreng med det samme, men da jeg var træt. lagde jeg mig til at sove på nogle brædder nede på havnen.
da jeg vågnede kunne jeg ikke finde mine briller, og jeg turde ikke spørge havne arbejderne om hjælp.
jeg skulle rejse til Rotterdam næste aften med tog, så en venlig nabo, som havde bil, kørte mig til optikeren i Randers, og hun lovede at brillerne var færdige næste dag.
vi sejlede med kul fra Polen til Danmark, også til Randers, og engang havde jeg nogle smugler cigaretter med, som jeg kastede ud fra agterenden, hvorefter min far samlede dem sammen.
vi havde jo lods ombord, så jeg skulle være forsigtig, men dengang havde man en tønde ude agter til madaffald, så jeg lod som om jeg tømte kabyssens affald i tønden.
jeg sejlede med det skib i 6 måneder, indtil det skulle hugges op i København, det var det sidste danske dampskib, cimbria.
på den sidste rejse fra Polen, smed vi alt det overbord, som ikke længere skulle bruges, som en sidste hilsen til alle de søfolk som aldrig kom hjem.
vi havde selv dårligt vejr, da vi over radioen hørte at Hans Hedtoft var gået ned på sin jomfrurejse fra Grønland.
når jeg efter længere tid kom hjem igen, kunne jeg kun bo hjemme hvis jeg havde penge til mad og logi, min mor var efter mig konstant, og min bror og jeg måtte vaske gulve, plukke høns og dueunger, holde haven, og meget andet, min mor gik naturligvis hjemme.
vi havde ikke avis eller telefon, så jeg måtte meget ydmygende søge hjælp på tanken, og spørge om jeg måtte læse deres avis, eller ringe til forhyringskontoret.
jeg fik nogle små jobs i Randers, som bydreng hos en bager, hvor jeg også havde et kammer.
senere fik jeg hyre i det samme rederi på et nyt skib vi skulle hente i Ålborg, vi var væk i 9 måneder, vi sejlede mest på USA og Canada.
jeg skulle vække kaptajnen, og servere hans mad, han spiste sammen med maskinmesteren, og under et party i New York, skulle jeg bære nogle fade ind fra pantryet, så jeg så ikke en dame, som var på vej ud af døren, hun sagde noget, som jeg ikke forstod, men kaptajnen var meget venlig, så jeg spurgte ham, hun sagde exuse me, så da kaptajnen spurgte mig, hvad jeg troede hun sagde, blev jeg meget flov, og sagde, jeg tror hun sagde kys mig, han oversatte, og der var en munter stemning i hans salon.
jeg nægtede at bruge fodtøj, så jeg serverede altid barfodet, men da vi næste gang kom i havn, gik jeg i land med styrmanden, som købte sko til mig, og kaptajnen betalte.
mit livs rejse begyndte uden tænder, da jeg badede i fjorden, var der en fyr der kastede et flaske i hovedet på mig, så alle mine tænder blev knust, så mine forældre sagde til tandlægen, at alle stumper skulle ud, jeg havde først råd til et gebis da jeg som 20 årig skulle ind som soldat.
jeg mødte op i Fredericia med bihulebetændelse, og klinikdamen spurgte mig, om det var mine egne tænder, hvortil jeg naturligvis varede ja, jeg havde lige fået dem, og jeg havde kviteringen i lommen, men hun blev meget sur, efter hun havde taget et billede.
jeg skulle slet ikke have været soldat, da jeg ikke kunne se, hvilket også fremgik af min søfartsbog, men det var Mili ligeglade med, jeg kunne bare få en kammerat til at se efter rust på min riffel.
jeg kom til Odense, efter min rekrut tid, men diverse øjenlæger, sagde at jeg ikke skulle gøre tjeneste, så efter 10 måneder blev jeg sendt hjem igen, men jeg skulle møde på session året efter, hvor jeg blev kaseret, dengang var soldatertiden 1½ år, så jeg brugte 10 måneder på at feje gårdspladsen.
jeg manglede 1 måneds sejltid i, at jeg kunne komme på kokkeskole, så forhyringskontoret sendte mig til et hotel i Bybæk ved Vejle, jeg troede at de havde sørget for en kontrakt, men jeg var 10 måneder på hotellet, før jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne få papir på det, så jeg blev først færdig som kok som 25 årig, og de andre lærlinge var meget yngre.
derefter sejlede jeg verden rundt, men endte som 28 årig i Grønland, på en plads de kaldte den sorte engel, en mineby, som var under konstruktion, vi arbejdede 18 timer i døgnet, hver dag, i 8 måneder, indtil vi havde ferie i 28 dage, og jeg tabte alt mit hår, i de 3½ år jeg var der.
da kontrakten var færdig kom jeg til thule air base, hvor jeg var i 14 år, og senere var jeg selvstændig i Godthåb i ca. 12 år, indtil jeg fik psoreasis, og mistede alt hud på kroppen og hænderne.
jeg ventede 2 år i Godthåb, uden dag eller sygepenge, så jeg tabte alt jeg havde sparet op, danskere kan ikke få sygedagpenge i Godthåb, og fagforeningen sagde, at alt ophold i Grønland er ferie, hvis ikke man er i arbejde.
SANA, sygehuset var besat med kaserede danske læger, så jeg var tvunget til at rejse til Danmark, jeg havde fået stafylikokker i begge ben, og de var dobbelt så tykke som normalt, og jeg kunne næsten ikke gå, jeg måtte bruge gummihandsker døgnet rundt, da mine hænder væskede af materie. en frygtelig pinefuld tid.
først da dyrlægen kom på besøg, var det slut med min kantine, lægerne vidste udmærket at jeg arbejdede som kok, da jeg jo måtte have behandling med skift af bandager i arbejdstiden.
lægerne tog aldrig en blodprøve, så først da jeg kom til en hudlæge i Hobro, skete der noget, hun tog blodprøver hver dag, og jeg fik noget kraftigt kræft medicin, som helbredte mig på 3 måneder, desuden sendte min læge mig til en specialist, som fjernede mine årknuder i begge ben.
som nævnt har jeg aldrig fungeret normalt, jeg kan ikke tale med andre mennesker, jeg isolerer mig, jeg er gift nu, med en pige som jeg har skrevet med i 4 år, inden hun kom her til landet, eller det vil sige, hun kom for næsten 20 år siden, men vi har intet tilfældes, ingen sex, og altså ingen børn, hun er så katolsk, at vi sover sammen med jomfru Maria, præsten og Jesus i samme seng, soveværelset er besat af alt muligt ragelse, med jomfruer og Kristusfigurer.
vi taler naturligvis ikke sammen, men vi har hver sin computer, og jeg er bare en slags chaufør, der kører hende alle mulige steder rundt i landet til møder, jeg har kørt fra Randers til Roskilde, Odense, Esbjerg, og retuneret alene, ikke engang en kop kaffe kunne diverse nonneklostre servere, og idag skal jeg køre hende til Esbjerg.
begge mine forældre er døde nu, og vi fik aldrig sagt farvel, jeg kunne ikke komme hjem på grund af kontrakten.
jeg har hele mit liv levet et sobert liv, jeg har aldrig drukket så meget som en øl, hvilket var en pestilens i forhold til mine kollegaer, stol aldrig på en kok der ikke drikker, var den gængse udtalelse, så når jeg var færdig med mit arbejde, sad jeg på mit værelse og skrev lange breve til familien, engang var jeg ikke på ferie i Danmark, så jeg rejste med hundeslæde til Qaanaaq, en by der ligger 100 km nord for basen i luftlinie, men vi måtte over politikkens bræ, det tog ca 4 døgn, og var en frygtelig tur, jeg frøs så gudsjammerligt, og da slæden kørte op af bræen, faldt jeg af slæden, fangerne fortsatte bare turen, men efter 2 timer fandt de ud af at de havde tabt mig, og kom tilbage.
bræen er livsfarlig at færdes på, og meget stejl på begge sider, når turen gik nedaf, måtte hundene spændes bag om slæden, så de gik baglæns.
jeg havde fundet en gammel amerikansk skrivemaskine der vejede mindst 15 kg, men i min fritid lærte jeg at bruge 2 finger systemet, og jeg skrev 18 sider om min tur til mine forældre, og fik 2 linier tilbage.
jeg kan ikke besøge deres grav, vi kommer der tit, men jeg kan bare ikke gå ind på graven, jeg kan intet sige, der er alt for mange uløste spørgsmål, så min kone holder bedemøde for hele familien, på diverse gravsteder.
min læge forstår mig ikke, for jeg kan ikke forklare mig, når jeg er i hans konsultation, jeg kan kun skrive, og han har ikke tid til at læse mine griflerier.
jeg fejler intet legemeligt nu, men jeg må nok indrømme, at mit liv slutter for egen hånd, jeg kan ikke klare det mere, i de sidste 4 år har jeg haft en ven, som jeg kun skrev sammen med, men han tog røven på mig, da jeg skulle sende penge til et project i udlandet, så det har skuffet mig meget.
hele mit liv har jeg behaget andre, men ingen har gjort noget for mig, og jeg fornemmer at enden er nær, så jeg forstår dig udmærket, desværre.

Når din mor åbenbart selv er pædagog, er jeg forundret over hendes opførsel. Jeg troede pædagogik gik ud på, at få det bedste frem i folk. Hvis man ikke engang kan rose sine egne unger når de klarer sig godt, er man da fattig både som pædagog men da også som menneske og mor. Ret ryggen, det er mor der er galt på den, udfra det du skriver.