nogle kan ikke lide sandheden
Politiserende præster slår usmagelig plat på julen
Efterhånden er der ingen grænser for, hvad danskerne må lægge øre til. Lige siden september, hvor Jyllands-Posten formastede sig til at trykke tegninger af profeten Muhammed, har vi været udsat for en sand lavine af angreb på den politik, et flertal af danskerne ønskede ved folketingsvalget i 2001 - og senest ved valget i 2005. Først var der de udenlandske ambassadører, som ville have en demokratisk valgt statsminister til at indføre censur i den danske presse.
Så kom minsandten også en række højst forhenværende danske ambassadører, samt en forhenværende statsminister og udenrigsminister, på banen med beklagelser over ”tonen” i den danske udlændingedebat – samtidig med at en række danske forfattere ”sagde fra” og ”advarede” mod udviklingen. Sidstnævnte er vi nu i øvrigt så vant til. Med jævne mellemrum skal danskerne revses for deres indskrænkethed og smålighed.
Nyt er det imidlertid, at også julen skal spændes for den politiske korrektheds vogn. Cirka to hundrede præster i den danske folkekirke, to hundrede statsfinansierede embedsmænd, valgte i julen at lade evangeliet danne baggrund for en politisk motiveret kritik af den førte indvandrerpolitik. Intet er åbenbart helligt længere. Aktionen hedder ”Der er stadig ikke plads i herberget”, og den er udtryk for et direkte angreb på regeringens og Dansk Folkeparti politik.
Og præsterne skammer sig ikke en gang…
Foruden en massiv medieomtale i dagene op til jul – blandt andet i aviser og TV – fik en af initiativtagerne til aktionen, Helle Myken, lejlighed til at udtale sig i TV2- Nyhederne selve juleaften. På en aften, hvor glæden og freden ellers havde sænket sig over de danske hjem, fik en folkekirkepræst lov at udsende en veritabel bandbulle mod regeringen og Dansk Folkeparti. Ikke engang denne højhellige aften skulle forløbe uden et angreb på den førte og nødvendige udlændingepolitik.
Og feststemte kirkegængere, som på denne juleaften var gået ind i Guds hus for at høre juleevangeliet måtte på årets helligste aften lægge øre til en politisk tale, der i stedet for at beskæftige sig med det guddommelige indeholdt et hyklerisk og plat angreb på menighedens samvittighed. Alle skulle føle sig ramt. Og dermed var præsternes prædiken ikke blot et angreb på regeringen og Dansk Folkeparti, men selve menigheden.
Ved disse to hundrede præster egentlig, hvad de gør? Kender de i det hele taget grænserne for deres embede, når de åbenlyst politiserer og dermed sammenblander politik og religion? En af præsterne, der markerer sig, Bodil Hindsholm Hansen, er i øvrigt lokalformand i Det Radikale Venstre og spidskandidat ved lokalvalget i Randers Kommune. Nej, de stiller ikke en gang spørgsmålet. Et menneske, der kender ”sandheden”, behøver vel ikke spørge om noget?
Hvor ville jeg dog ønske, at præsterne passede deres arbejde i kirken. Så skal vi politikere nok passe vores i Folketinget. Godhed er ikke noget, man demonstrerer i avisspalter eller for rullende kameraer – og da slet ikke noget, man misbruger juleevangeliet til at fremme. Nej, godhed og næstekærlighed kan kun udøves gennem handlinger, ikke floromvundne floskler. Det er folkekirkepræsternes opgave at forkynde evangeliet, ikke at botanisere i det og fordreje det, så det passer ind i en hjemmestrikket politisk tolkning. Heldigvis er det kun to hundrede ud af cirka femten hundrede danske præster, der har lagt navn til aktionen, hvilket vidner om, at hovedparten af præsterne stadig har både fornuft og anstændighed i behold.
Kære præster, I skal være så hjerteligt velkomne til at blande jer i den politiske debat. Men smid præstekjolen først. Lad være med at fægte med bibelen og evangeliet eller tale om Jesu lignelser. Vær konkrete og fortæl om det, der bekymrer jer. ”Fornemmelser” eller ”angst for tonen” kan ikke anvendes til noget som helst. Det er diffuse begreber. I stedet skal I sige præcis, hvad det er, I er utilfredse med.
Er det den lave starthjælp til flygtninge, der skal fjernes? Er det 24 års regelen? Hvem er det, der ikke er ”plads til i herberget”, og hvor mange skal der i givet fald være plads til? Er det samtlige verdens flygtninge, som tidligere foreslået af en radikal udviklingsminister i 2001? Nej, det nytter ikke noget at sidde bag et skrivebord, i fjerne landes ambassader eller bag de tykke mure i en velindrettet præstegård. Kom ud i virkeligheden, hvor de fleste danskere befinder sig! Tag en tur til Nørrebro, besøg en skole i en ghetto eller tal med nogle af de mennesker, som dagligt har problemerne inde på livet.
Tal med de mange danskere, der ikke kan vælge, hvor deres børn skal gå i skole. Få en snak med folkeskolelæreren, politibetjenten, socialarbejderen, brandmanden eller buschaufføren. Lyt til, hvad de har at sige, før I farer ud med det sædvanlige gennemtærskede arsenal af floskler. Aktioner mod regeringen og Dansk Folkeparti med udgangspunkt i evangeliet er forlorne og hule.
Bodil Hindsholm Hansen og ligesindede kommer derfor til at kigge langt den ”folke-bevægelse”, hun efterspørger. Den brede folkelige protest mod udlændingepolitikken findes udelukkende i hendes eget hoved – samt en håndfuld andre præster, ambassadører, politikere og forfattere. Den findes ikke hos danskerne, for så kunne de have sagt fra ved seneste folketingsvalg.
Det er det gode ved demokratiet…
Med venlig hilsen
Pia Kjærsgaard
Efterhånden er der ingen grænser for, hvad danskerne må lægge øre til. Lige siden september, hvor Jyllands-Posten formastede sig til at trykke tegninger af profeten Muhammed, har vi været udsat for en sand lavine af angreb på den politik, et flertal af danskerne ønskede ved folketingsvalget i 2001 - og senest ved valget i 2005. Først var der de udenlandske ambassadører, som ville have en demokratisk valgt statsminister til at indføre censur i den danske presse.
Så kom minsandten også en række højst forhenværende danske ambassadører, samt en forhenværende statsminister og udenrigsminister, på banen med beklagelser over ”tonen” i den danske udlændingedebat – samtidig med at en række danske forfattere ”sagde fra” og ”advarede” mod udviklingen. Sidstnævnte er vi nu i øvrigt så vant til. Med jævne mellemrum skal danskerne revses for deres indskrænkethed og smålighed.
Nyt er det imidlertid, at også julen skal spændes for den politiske korrektheds vogn. Cirka to hundrede præster i den danske folkekirke, to hundrede statsfinansierede embedsmænd, valgte i julen at lade evangeliet danne baggrund for en politisk motiveret kritik af den førte indvandrerpolitik. Intet er åbenbart helligt længere. Aktionen hedder ”Der er stadig ikke plads i herberget”, og den er udtryk for et direkte angreb på regeringens og Dansk Folkeparti politik.
Og præsterne skammer sig ikke en gang…
Foruden en massiv medieomtale i dagene op til jul – blandt andet i aviser og TV – fik en af initiativtagerne til aktionen, Helle Myken, lejlighed til at udtale sig i TV2- Nyhederne selve juleaften. På en aften, hvor glæden og freden ellers havde sænket sig over de danske hjem, fik en folkekirkepræst lov at udsende en veritabel bandbulle mod regeringen og Dansk Folkeparti. Ikke engang denne højhellige aften skulle forløbe uden et angreb på den førte og nødvendige udlændingepolitik.
Og feststemte kirkegængere, som på denne juleaften var gået ind i Guds hus for at høre juleevangeliet måtte på årets helligste aften lægge øre til en politisk tale, der i stedet for at beskæftige sig med det guddommelige indeholdt et hyklerisk og plat angreb på menighedens samvittighed. Alle skulle føle sig ramt. Og dermed var præsternes prædiken ikke blot et angreb på regeringen og Dansk Folkeparti, men selve menigheden.
Ved disse to hundrede præster egentlig, hvad de gør? Kender de i det hele taget grænserne for deres embede, når de åbenlyst politiserer og dermed sammenblander politik og religion? En af præsterne, der markerer sig, Bodil Hindsholm Hansen, er i øvrigt lokalformand i Det Radikale Venstre og spidskandidat ved lokalvalget i Randers Kommune. Nej, de stiller ikke en gang spørgsmålet. Et menneske, der kender ”sandheden”, behøver vel ikke spørge om noget?
Hvor ville jeg dog ønske, at præsterne passede deres arbejde i kirken. Så skal vi politikere nok passe vores i Folketinget. Godhed er ikke noget, man demonstrerer i avisspalter eller for rullende kameraer – og da slet ikke noget, man misbruger juleevangeliet til at fremme. Nej, godhed og næstekærlighed kan kun udøves gennem handlinger, ikke floromvundne floskler. Det er folkekirkepræsternes opgave at forkynde evangeliet, ikke at botanisere i det og fordreje det, så det passer ind i en hjemmestrikket politisk tolkning. Heldigvis er det kun to hundrede ud af cirka femten hundrede danske præster, der har lagt navn til aktionen, hvilket vidner om, at hovedparten af præsterne stadig har både fornuft og anstændighed i behold.
Kære præster, I skal være så hjerteligt velkomne til at blande jer i den politiske debat. Men smid præstekjolen først. Lad være med at fægte med bibelen og evangeliet eller tale om Jesu lignelser. Vær konkrete og fortæl om det, der bekymrer jer. ”Fornemmelser” eller ”angst for tonen” kan ikke anvendes til noget som helst. Det er diffuse begreber. I stedet skal I sige præcis, hvad det er, I er utilfredse med.
Er det den lave starthjælp til flygtninge, der skal fjernes? Er det 24 års regelen? Hvem er det, der ikke er ”plads til i herberget”, og hvor mange skal der i givet fald være plads til? Er det samtlige verdens flygtninge, som tidligere foreslået af en radikal udviklingsminister i 2001? Nej, det nytter ikke noget at sidde bag et skrivebord, i fjerne landes ambassader eller bag de tykke mure i en velindrettet præstegård. Kom ud i virkeligheden, hvor de fleste danskere befinder sig! Tag en tur til Nørrebro, besøg en skole i en ghetto eller tal med nogle af de mennesker, som dagligt har problemerne inde på livet.
Tal med de mange danskere, der ikke kan vælge, hvor deres børn skal gå i skole. Få en snak med folkeskolelæreren, politibetjenten, socialarbejderen, brandmanden eller buschaufføren. Lyt til, hvad de har at sige, før I farer ud med det sædvanlige gennemtærskede arsenal af floskler. Aktioner mod regeringen og Dansk Folkeparti med udgangspunkt i evangeliet er forlorne og hule.
Bodil Hindsholm Hansen og ligesindede kommer derfor til at kigge langt den ”folke-bevægelse”, hun efterspørger. Den brede folkelige protest mod udlændingepolitikken findes udelukkende i hendes eget hoved – samt en håndfuld andre præster, ambassadører, politikere og forfattere. Den findes ikke hos danskerne, for så kunne de have sagt fra ved seneste folketingsvalg.
Det er det gode ved demokratiet…
Med venlig hilsen
Pia Kjærsgaard