Når vennepar splittes.

Jeg står i en situation, som jeg gerne vil have vendt med nogle fornuftige mennesker her på debatten.
Min kæreste og jeg har et fælles vennepar, som nu er gået fra hinanden. Det vil sige, han slog op med hende, da det gik op for ham, at han ikke elskede hende mere. Dette skete desværre 2 måneder, før hun skulle føde deres - i fællesskab planlagte - barn.
De har fået en lille pige for en måned siden, og vi har lige hjulpet dem med at få mor og barn flyttet ind i deres nye lejlighed. Selvom han ikke elsker hende mere, har han påtaget sig ansvaret for den lille 100%. Det er ikke barnet, han har forladt. Vi bor alle i samme område, så det er ikke svært at holde kontakten ved lige.
Omgangskredsen har valgt at gøre ham til syndebuk. Hun har nogle andre veninder ( hans søster bl.a.) som selv er enlige mødre, forladt under graviditeten af nogle fyre, som ikke har ønsket kontakt til børnene. Disse insisterer på, at min veninde går efter fuld forældremyndighed, og i deres øjne har han ingen ret til at se sit barn. Hvis det stod til dem, kom han heller ikke med til fødslen, men der valgte min veninde så heldigvis ( i mine øjne ) at give ham lov til at komme med alligevel.
Jeg har ikke lyst til at vælge side, for i mine øjne er det sådan noget, der desværre kan ske. Jeg forstår udemærket, at min veninde er såret, vred og bitter, og hun skal have lov til at sørge over ham på den måde hun selv vælger. Men her er så mit problem. Jeg kan ikke få mig selv til at dømme ham. Tværtimod har jeg det sådan, at han efter omstændighederne har truffet det rigtige valg, men som han nu bliver straffet yderligere for. Ville I foretrække at blive sammen med en fyr, som I vidste, kun var der for barnet og ellers havde det elendigt? Kan han straffes for ikke at elske sin partner mere?
Jeg mener ikke, man kan lægge skylden over på nogen i denne sag. Min veninde spurgte mig for et år siden, hvad jeg mente om, at de overvejede at få et barn sammen. Jeg svarede ærligt, at jeg følte han var for umoden til at blive far nu ( har kendt ham i flere år ). Jeg mente godt, at hun var klar, men han skulle nok have lidt tid. Jeg forventede ikke, at min mening havde nogen større betydning for deres valg, men jeg tror på, at hun havde taget det med i sin beslutning. Hun var så at sige advaret. ( og nej det her er ikke sådan en "hvad sagde jeg!" enetale, selvom det lyder sådan.)
Jeg forsvarer ham nu, fordi jeg er ked af at se, at alle har udstøt ham for den beslutning han har truffet. Men jeg ved ikke, hvor langt jeg kan gå uden at være tvunget til at vælge imellem dem. Jeg ved, at hun har brug for al den opbakning, hun kan få, nu hvor hun er blevet enlig mor. Men jeg har ikke lyst til at "tie og samtykke", når hun og veninderne sviner ham til. Jeg har heller ikke lyst til at sige noget, som kan såre hende lige nu, men det eneste, jeg absolut ikke vil kunne holde ud at se, er hvis hun bruger barnet til at straffe ham med, og det er det, jeg ser begyndelsen til.
Jeg er ked af, at jeg ikke har kunnet formulere det tydeligere og kortere. Håber, det giver mening.

det kan jo hver han ikke er klar til et forhold på dette tid prunt aligvel men det der goot han tag ansvar aligvel

Hej Malene
Jeg syntes du har ret i, at du i skal vælge side. Du er i din fulde ret til, at beholde begge venskaber, uden at skulle vælge side.
En mulighed kunne være at gøre det klart for din veninde, at du gerne vil støtte hende alt hvad du kan, men stadig understrege at du ønsker at beholde venskabet til hendes eks..
Hilsen Oline

Jeg synes det er flot, at I holder kontakt til begge to - for selvfølgelig fortjener de begge at få en vis form for støtte.
Du har nok ret, når du skriver, at han ikke har været moden nok, men kedeligt at det er så sent i forløbet, at han finder ud af, at det alligevel ikke skal være dem.
Selvfølgelig skal han da have lov til at se/have kontakt med barnet, både af hensyn til ham selv og af hensyn til barnet - og det er godt jeres veninde også synes det. Hvis det var min datter (har to dejlige børn) og hun havde spurgt mig i en tilsvarende situation, ville jeg nok anbefale, at hun selv fik forældremyndigheden. Det vil under alle omstændigheder være det nemmeste, og hun har jo også brug for børnepengene, når hun skal være alene.
I behøver jo heller ikke tage parti for nogen af jeres venner - I kan sagtens støtte begge to, så de fortsat kan være venner. - Ærgerligt at pigens veninder ikke kan se så langt.
Man når ingen vegne med bitterhed og tilsvining af andre mennesker - kun at forpeste sin egen og andres tilværelse.

Kære Malene.
Jeg synes, du formulerer dig ganske fint og jeg synes, dine egne betragtninger omkring venneparret er meget fornuftige.
Jeg synes, det er sørgeligt, når "veninder" i misforstået loyalitet er med til at skabe krig og spild, når 2 går fra hinanden og sjovt nok er det ofte kvinderne, der er værst.
Desværre er der altid kun en, der betaler prisen og det er barnet.
Du skal selvfølgelig blive ved med at sige din oprigtige mening og for alt i verden undlade at deltage i hetzen mod hendes eks. fyr.
Du skal naturligvis vægte dine ord til veninden, for du risikerer at støde hende fra dig, hvis du sårer hende. Hvis du løber tør for ord eller havner i en "enten-eller" situation, så prøv istedet at spørge ind til motiverne bag det, hun siger.
Måske hun selv vil kunne se urimeligheden i det, hun siger - eller "veninderne" siger. Ofte er de svar, man selv kommer frem til, dem man tror mest på.
Prøv at få din veninde til at tænke et par år frem i tiden - til den dag, hun skal forklare sin datter, hvorfor hun valgte hendes far fra. Et valg, der får store konsekvenser for barnet.
Det er flot, at faderen vedkender sig barnet 100% og jeg vil håbe, at din veninde vil komme dertil, at hun virkelig påskønner ham, således at de kan være fælles forældre for barnet, selvom de ikke er sammen mere.
Barnet har brug for begge forældre og det vil samtidig være en mulighed for din veninde, at hun kan få lidt "luft" de dage, han i fremtiden skal ha´ barnet på weekend o. lign.
Om du kan bevare venskabet til hendes eks´.. tjaa.. det må tiden vise, men det vigtigste lige nu, er at du er upartisk og prøver at hjælpe din veninde med at holde den gode kurs overfor barnets far.
Held og lykke med det hele...;o))
Jeg håber, din veninde påskønner, at hun har ihvertald eén rigtig veninde, der tør sige sin mening og give hende det fornuftige modspil, hun har brug for.

Slå lige kold vand i blodet.... selvfølgelig er din veninde bitter, og selvfølgelig skal du ikke vælge side og selvfølgelig skal din kammerat ikke tilsvines fordi din veninde er bitter. Men giv dem lidt tid og ro til SELV at finde ud af hvordan det skal være, jeg kender alt for godt til at være i din venindes sko....altså lidt efterladt og bitter- og med et barn. Alting løser sig, men det kræver ro og tid til at tænke. At miste en man elsker er altid svært. Men lad vær med at sidde overhørig når hun sviner din kammerat til, sig dog at du ikke ønsker at høre på det, det er da tilladt, og er hun en god veninde ser hun også din gode mening, at du holder af dem begge. Håber du finder et ståsted i DERES fejde.

Kære Malene
Det er desværre et meget sårbart tidspunkt, han har valgt at forlade hende på (har selv været der - var 5 mdr. henne). Man er nærmest hudløs og utrolig usikker på, hvad der skal ske, når barnet så er der. Kan man klare det? Er man stærk nok? osv. osv.
Han har splintret hendes hyggelige drøm om far, mor og barn i tusinde stykker, hvilket giver ekstra ved til bitterhedens bål, desværre. For mit vedkommende var jeg også ret bitter, men det er jeg altså ikke mere gudskelov. ;o) MIN bedste støtte var faktisk netop en fælles mandlig kammerat, der holdt ud og støttede os begge, selvom han absolut ikke må have haft det let. ;o)
Det er utrolig svært ikke at vælge side, for især din veninde vil føle trang til at komme af med al bitterheden, som du allerede selv har oplevet. Hun vil automatisk blive tiltrukket af mennesker, der giver hende ret, for det er det, hun lige nu synes, hun har brug for at høre, hvor forkert det så end er. ;o(
At holde sig neutral, eller direkte give hende modstand kræver "sin kvinde", og du risikerer, at hun trækker sig fra dig i et stykke tid. Men hold ved og bliv ved at være den, der påpeger sagen fra begge sider, for det har hun sandelig brug for i endnu højere grad. At være omgivet af "ja-sigere" er ikke sundt, det er nemlig nej'et, der får en til at tænke og udvikle sig (min personlige holdning).
Skulle hun trække sig, så trøst dig med, at der højst sandsynlig vil komme en tid, hvor hun har brug for dig igen. Bitterheden forsvinder, eller bliver i hvert fald meget mindre, med tiden, og så vil hun ikke være så ensidig i sin opfattelse af situationen, som hun er nu.
Uanset hvem, der er den store synder i alt dette, så bliv ved at være den gode og stærke veninde, du lyder til at være. Han får også brug for støtte, for hans situation er om mulig endnu mere hård (mange vil nok se rødt over den mening *S*) - hans egen søster er imod ham, så han får nok en del røfler i sin egen familie. Jeg skal hverken forsvare eller angribe hans handling, for det er jo stort set ikke det, det drejer sig om, vel?
Hold ud, søde, og hold ved. Skulle du have brug for en mere dyb "snak" om det, er du velkommen til at skrive til mig.
Hilsen en der har været der

kære malene!
hvorfor en splittelse af det venskab!?
din veninde skal da ikke afgøre hvem du skal være veninde/ven med.når hun alerede har givet afkald på den der umodne `far` til den lille ny er det vil hendes sag.
om hun vil have ham eller ej.men til det du skriver er det rigtigt nok at det er "kællinger"som laver splid og krigeriske scener i hvert familie live.man høre sjældent om "de såkaldte mænd" kunne finde på sådanne noget,-og dog der som sagt nogen i blandt med et socialt problem såsom alkohol,utro osv.men det giver ikke ret til at spolerer et venskab fordi ens veninde ønsker noget andet.
jeg syntes totalt at du skal bibeholde dit venskab med hendes eks.hun kan deltage i jeres samtaler eller lade hver.der er lige en ting jeg må besvare fra dit brev til siden.det er.-må faderen lige have lov til ,at vende sig tanken om ,AT VÆRE FAR!.der er så mange unge mennesker som får børn,og til det triste forlader sin partner igen.man bør`holde dem sammen da det kan koste en del af børnenes liv,og velvære -de vil simpelthen lide under det tab af deres far!.
men på den anden side kan jeg heler ikke forstå at du vil bruge HELE dit liv på det,lad dem selv finde ro idet.så,er det nu engang klogt at bibeholde sinne meninger for sig selv,hvis man ønsker kontakten skal blive.

jeg håber minne ord ikke har været for skrabbe,og hjælpen aligevel har hjulpet en del.fortsat godfornøjelse med det venskab.:-)et opsang fra miss solskin

En meget klog mand(Søren Kierkegaard), har sagt: I livet har vi alle et valg, når du har taget et valg skal du tage ansvar for det.
Jeg syntes din ven har været ærlig og har taget ansvar for sit valg. Hvad angår veninden så er hun jo dybt såret og soler sig i at "de andre" kan hjælpe med hendes ynk ved også at syntes han er dum osv. Jeg forkaster at et barn bliver brugt til at opnå det ene eller det andet, det er fejt. Det ender nok med at du bliver nødt til at vælge side, men også der.. tænk på de kloge ord jeg startede mit indlæg med. Held og lykke

Kære Malene.
Det kan ikke siges bedre end YEP har gjort det i sit svar til dig. Jeg tror dog også at du inderst inde er enig og blot har et forståeligt behov for lige at blive støttet i din situation.
Held & lykke!!

Tak for jeres svar, det var lige de ting, jeg havde brug for at høre!
Jeg ved jo egentlig godt, hvad der skal gøres, men emnet er bare så "ømt", at jeg ville være helt sikker først.
Tak! :-)

ja, enlige mødre er svære at gøre sig kloge på.
På den ene side er enlige mødre nogle ondskabsfulde og lede sataner, som skyer alle midler på at få deres vilje igennem, og det at de er i flok gør det ikke nemmere, men på den anden side kan de også være noget af det sødeste på jorden.
Din ven har så (efter min mening) intet gjordt andet end at tage konsekvensen af at fortælle en bitter sandhed som i kun kan gavne dem begge i længden, for når han ikke elsker hende længere så ville det intet hjælpe hvis de blev boende sammen, og det at han tager det ansvar for barnet, og stadig vil gøre hvad han kan for barnets opvækst viser blot at han er mere mand end de fleste.
Desværre kan enlige mødre godt have svært ved at se de detaljer af sagen, for de kæmper med klær og næb for at få hvad de vil ha.

Så jeg kan kun sige til din ven, klø på. For din egen og dit barns skyld
Carsten

Kære Carsten
Hvis du erstatter "enlige mødre" med "mennesker", vil jeg give dig fuldstændig ret. Ingen af os er udelukkende gode eller dårlige, og når livet brænder på, fordamper fornuften og etikken desværre mange gange. Desuden, hvem kæmper ikke med næb og kløer for det, de vil have, uanset køn???
Men godt at høre du også må have haft nogle gode erfaringer, siden du kan omtale os som søde. *S*
Knuz D.