Papmor

Er det forkert af min mand at forvente af mig at jeg skal være min 7 årige pappdatters "rigtige" mor, da hendes biologiske mor drikker. Er han ikke mere ansvarlig for hende? Pigen er sød, men meget forkælet. Hun kan også godt lide mig, men jeg synes, at jeg er havnet i en svær situation, da forholdet imellem en stedmor og steddatter ikke altid er så let.

Naturligvis kan man ikke lave sådan en hård opdeling. Din mand er ansvarlig både juridisk og moralsk set. Du kan naturligvis aldrig gå ind og blive barnets ”rigtige” mor. Hun har en mor i forvejen uanset om den mor drikker eller ej. Men du har en forbandet pligt til at stille op som barnets ven. Hvis barnet i et eller andet omfang overskrider dine grænser. Så må du sige fra på en måde, så pigens selvværd ikke bliver ødelagt. Og tale med din mand om det.
Disse forhold med dine, mine og vores børn kan være utrolig komplicerede. Men da du indgik i en relation til en mand, der havde et barn i forvejen, må du have gjort dig nogle tanker om, hvad dette ville indebære?
Det er utrolig synd for barnet, at hendes biologiske mor drikker. Jeg mener at din mands datter har brug for al den opbakning og støtte, hun kan få fra jer.
Når du siger at hun er forkælet, hvad mener du så?
vichri

Du har et ansvar som voksen. Du kan ikke være rigtig mor og er papmor uanset hvor meget du engagerne dig.
Det ansvar du har for barnet er ligså vigtig som barnets rigtig mor, uanset om hun drikker eller ikke.
Når barnet er hjemme hos jer, skal barnet have de voksne til at kigge op til, og de skal kunne sætte de moralske og etiske grænser. Uanset hvilken forhold i har.
Jeg tænker at din mand siger at du skal tage ansvar, og vise at du påtager dig denne rolle.
hvis du ikke kan , skal du forlade dem, for du gør mere skade end gavn. barnet har brug for voskne der tager ansvar og hvis man ikke gør det lærer barnet at man ikke behøver at tage ansvar ovenfor barn som man har en tæt relation til.
Dette er min menning, og det behøver ikke være rigtig, men jeg mener at du skal tænke på barnets tarv. Det er svært at at komme ind i en familie uden at have vokst op med børnene, men det gør ansvaret ikke mindre.
/t

din papdatters rigtige mor, men som de andre også siger, så har du pligt til at sørge for barnet, så længe I bor sammen.
Det er så synd for den lille pige, at hendes mor drikker - og, når du har sagt A må du også sige B - du vidste vel, at din mand havde pigen, da I flyttede sammen?
Og som Terry (?) rigtigt siger, så gør du mere skade end gavn, hvis du ikke kan tage barnet til dig, hun lider nok i forvejen.
Du må sætte dig ned og tale med din mand, og I må blive enige om opdragelse osv. og så skal I gøre alt hvad I kan for at give pigen en god opvækst.
Hvis du ikke kan klare det, så er du ilde stedt - for så vil din mand på et tidspunkt være nødt til, at vælge datteren frem for dig - det er nemlig hans pligt!
Hvis du har det godt med datteren kan jeg så heller ikke se det store problem!
Jeg kender adskillige papmødre- og fædre, der har alletiders forhold til deres papbørn, også når de er blevet voksne og er flyttet hjemmefra - man kan være forældre af navn, men også af gavn.
Du vil sikkert ikke fortryde det, hvis du tager pige til dig - herregud da, hvordan skulle folk, der har adopteret børn, så kunne elske dem, som deres egne? Det kan de og det kan DU også - men giv dig selv lov til det.

i virkeligheden er dig selv, som er forkælet?
Du vil vist helst ikke dele i din mand med hans datter eller...?
Du siger selv, at pigen godt kan lide dig, så må problemet vel ligge hos dig selv - eller der ligger hunden begravet, som man siger

Kære papmor.
Jeg har al den faglige og menneskelige ballast man kunne ønske sig i bagagen når det kommer til at takle en svær teenager. Alligevel synes jeg det kan være overvældende og ufatteligt svært at være papmor.
Man går med et idealbillede i hovedet om hvordan det burde være. Hvor meget man skal være der for barnet og hvor kærligt og nært forholdet burde være. Man vil gerne give, man vil gerne elske, og elskes igen. Man vil gerne anerkendes for den indsats man gør, og den rummelighed man kæmper for at udvise.
Vi kan hutrigt blive enige om at idealet er et forhold hvor du elsker pigen og pigen elsker dig, og forældrene giver plads og anerkendelse til din indsats. Men det er desværre yderst sjældent at dette ideal kan opnås. Noglegange elsker man ikke, noglegange får man intet igen. Noglegange bliver ens indsats ikke anerkendt.
Det er helt naturligt at du ikke føler dig som mor, med de tilhørende følelser og uegoistiske tendenser. Du er papmor, ikke mor. Jeg ville gerne vide hvad han mener med "MOR" Hvad er det han forventer af dig?
Du kan kun gøre dit bedste og vise omsorg respekt og rummelighed overfor pigen, men du kan ikke tvinge følelser frem som ikke er der.
Snak med din mand om hvad han mener med "mor". Hvad er det han forventer.? Men lad nu være med at stræbe efter et ideal der er urealistisk for så er i dømt til at være ulykkelige. Vi er kun mennesker.
Man kan læse dit indlæg som skrevet af en kvinde der ikke vil tage ansvar og ikke vil udvise omsorg. Sådan har de andre læst det. Men jeg jeg læser det ikke sådan.
Jeg tror du gerne vil, lige som jeg selv gerne vil. Jeg tror du giver meget, lige som jeg gør. Men vi er kun mennesker, vi er kun pap mødre. IKKE MØDRE.
Ikke sandt.
Svar fra:
Kun et menneske ikke et idealbillede.

Hej igen.
Som du nok kan høre er jeg selv papmor. Min mand kan bevidne at jeg har stået på hovendet på hænder og på tungen for at gøre det så godt for min papdatter. Jeg har selv stræbt efter idealet med det tætte forhold, men har ikke kunne opnå det. Jeg har været knust og følt mig som en fiasko. Pigen som nu er 16, giver nemlig intet igen, og jeg står gang på gang tilbage, såret og pisset på. Hun kender hverken ordet tak, eller ordet undskyld, og hun ved ikke hvad det vil sige at tale pænt, være ærlig eller at holde en aftale.
På min mands og mine venners opfordring er jeg begyndt at tage vare på mig selv. Jeg er ikke en bundløs brønd der kan øse af kærlighed, og serviceydelser, uden at få noget igen.
Forskellen mellem en papmor, og en mor ligger i den følelsesmæssige tilknytning som etableres tidligt. En mor er en bundløs brønd af kærlighed fordi hendes barn er en bundløs brønd af kærlighed. Kærligheden er gensidig, der er tilknytning. Dette bånd eksisterer ikke automatisk. En papmor får ikke altid hengivenhed, klem, og smil til gengæld. Til gengæld forventes hun at give mindst lige så meget af sig selv som en mor.
Sandheden er:
Det er ikke spor nemt at være papmor. Det er ikke nemt at give uden at få igen. For mig personligt ville det have været nemmere hvis jeg for 5 år siden havde været i stand til at sætte forventningerne meget lavere. Jeg forventede at være mor, med den gensidighed der lå i det. Jeg forsøger nu at ændre mine succeskriterier. For når man stiler efter et idealbillede kan man næsten kun blive skuffet.
Du kan kun gøre dit bedste, og forsøge at være der for din papdatter, men lad være med at gøre samme fejl som mig. Husk dig selv.
Det er svært at være papmor. Vi får ikke den samme hengivenhed tilbage som forældrene gør. Derfor har vi brug for vores mænd til at støtte os og anerkende vores indsats. Sig det til din mand.
Jeg håber i finder ud af det sammen.
Kærligst
Også kun en papmor. Ikke et overmenneske.

Uden at vide det, lyder det som om, at de fleste af de svar, du har fået, kommer fra folk, der aldrig selv har prøvet rollen som papforældre.
Jeg er selv papmor. Min mand har to drenge fra et tidligere forhold, som bor hos os og vi har en datter sammen. Rollen som papmor er meget kompliceret. Som "en anden papmor" skriver forventes det, at vi som papmødre er en bundløs brønd af kærlige følelser til vores papbørn. Men hvis ikke man får en masse kærlighed igen på samme måde, som man får det fra sine egne børn, kan man altså ikke blive ved med at øse ud. At sammenligne med adoption, som det bliver gjort i et af de andre svar, er jo fuldstændig absurd. Når man adopterer, er det noget man som par gør i fællesskab. Barnet ser dig som mor og din mand/partner som far. Sådan er det jo ikke at blive papmor. Her har to andre mennesker taget en beslutning om at få et barn. Uden at ville lyde grov (for mine papsønner er to dejlige børn), så er din nye partners børn jo noget, der følger med, som du ikke kan vælge fra. Men det er ikke en fælles beslutning, at man har fået børnene. Og de har som regel også en anden forælder, som de betragter, som deres forælder og ikke dig. Derfor modtager man ikke den ubetingede kærlighed, som man får fra sine egne børn. Og det er også helt OK.
I min rolle som papmor har jeg valgt at være en god ven og omsorgsfuld voksen for mine papsønner. Men det er også det og jeg har et fint forhold til dem. Dog kunne jeg godt ønske, at deres mor ville gøre noget mere for dem. Min mands drenge besøger deres mor 4 dage hver 14. dag. Det er det eneste samvær, hun ønsker med dem og har faktisk skubbet alt ansvar over på min mand og jeg. Hun kunne fx aldrig drømme om, at tage drengene i hånden og gå ned og købe en fødselsdagsgave, når de skal til børnefødselsdag. Den skal ligge klar og pakket ind i weekendtasken. Er de på weekend, er legekammerater en by i Rusland - det gider hun ikke køre dem til og deres fritidsinteresser kommer de ikke til, når de er på weekend hos hende. Selv om min mand har den fulde forældremyndighed, mener jeg ikke, at man som mor kan skubbe alt ansvar fra sig. Det er synd for børnene og min mand og jeg kæmper en brav kamp for at hun skal tage et større ansvar som mor, for hendes drenge mangler hende. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, at man kan vende sine børn ryggen på den måde.
Alligevel føler jeg, at omverdens forventninger til mig, er større end til deres mor, fordi drengene bor hos min mand og jeg. Hvorfor? Bare fordi, man mister forældremyndigheden over sine børn, kan man vel ikke bare lukke for kærligheden til dem? Og man kan da ikke fralægge sig ethvert ansvar. Forældremyndighed eller ej - efter min mening er det stadig børnenes forældre, der bærer hovedansvaret og så må vi som papforældre støtte så godt, vi kan ved siden af. Men som forældre kan man ikke bare løbe fra sit ansvar for sine børn, selv om man går fra hinanden. Så jeg kan godt forstå dig! Men vær en god ven for din papdatter og støt henden, når hun har brug for det.

??? Hvad er det for noget at skrive? Du er da vist ikke selv papmor, siden du kan skrive sådan noget. Man bliver nød til selv at være i situationen får man ved hvordan det er..

Det er din MANDS barn og det er i den sidste ende HANS ansvar.
Jeg synes man skal være en rigtig god ven til sine papbørn. En som hjælper, støtter og opdrager dem som en voksen, men ikke som en reserve-mor.
Uanset hvordan man vender det, så har de forældre og man vil som papforældre aldrig kunne få det samme forhold til dem.
Man skal også kunne sige til faderen, hvis man har brugt for at han tager sig 100% af børnene et par timer, så man kan "være sig selv"

Dette er ikke nødvendigvs et svar tl Maimi.
men,
Jeg kan simpelhen kke forstå folk der går ind i et forhold med en der har et barn, når personen i virkeligheden helst vil have den anden person for sig selv.
Man kan alligevel Aldrig få personen for sig selv, men bare gøre livet surt for et lille menneske.
Når man går ind i et forhold med en som har et barn forpligter man sig sku ! Man har et ansvar !
Jeg voksede selv op med 2 papfædre den ene gav ikke en skid for mig og ville bare have min mor for sig selv. Det forstår børn ikke, og jeg følte som om det var mig der var noget galt med.
Det er vigtigt for et barn at føle sig elsket af alle der er i hjemmet. Vel og mærke også lige så elsket som dets halvsøskende !
Jeg ville aldrig lave forskelsbehandling på mine unger og min mands bio børn. Uanset hvad fortjener de alle sammen at føle sig elsket.
Mvh. Kira

Ja - alle børn fortjener at føle sig elskede!! OG - så nemt er det bare ikke - som der er andre der har skrevet så popper den store moderkærlighed ikke bare op som en trold af en æske. Jeg elskede ikke min papdatter betingelsesløst fra første gang jeg så hende - jeg elsker hende heller ikke betingelsesløst nu, hvor jeg har kendt hende et par år. Jeg sætter meget stor pris på hende og hun er utrolig kærlig, dejlig og nem - men jeg elsker hende ikke som hendes far gør.....DET KAN JEG IKKE - og jeg VIL ikke lade som om. Jeg gør mig den største umage for at være sammen med hende med indlevelse - lytte til hende selv om jeg ikke har lyst, lave noget sammen med hende selv om jeg hellere ville noget andet - jeg prøver så godt jeg kan - men jeg gider ikke være urealistisk og ha´ en forventnig til mig selv om at jeg skal elske hende som hendes forældre gør. Det er alt for hårdt og i øvrigt kan børn (i hvert fald min papdatter) godt mærke om jeg er falsk eller ægte. Så lad os dog holde op med at lade som om.