Undtagelsesvis vil jeg indsætte et klip fra en anden hjemmeside
dialogcentret har skrevet om Grosbøll,og da det dækker min holdning, vil jeg tillade at bringe det her.
Er Grosbøll nyreligiøs?
Der har været talt meget om Grosbøll. Men hvad tror han egentlig på, kan vi forvente mere af samme slags, og hvad skal vi gøre ved det?
Af Jens Linderoth
Thorkild Grosbøll må være den mest omtalte præst inden for de sidste mange år. Han har for nylig udgivet to bøger, der begge har givet en voldsom ballade. Først En sten i skoen, dernæst prædikensamlingen Til sagen. Men hvad går mandens tro (eller mangel på samme) ud på? Hvorfor al den ståhej?
Det er lettest at begynde med, hvad Grosbøll ikke tror på. Allerede i begyndelsen af En Sten i Skoen siger Grosbøll om sin egen bog:
Den [bogen] rummer ikke nogen skabende og opretholdende gud, ingen forestilling om en opstandelse eller et evigt liv. Den slags har aldrig sagt mig noget end ikke som barn.
Nu er det jo nemt at kaste den første sten og sige: Hykler, hvorfor er du så præst? Men det vil jeg ikke gøre. Jeg vil gerne forstå Grosbøll. Måske er manden slet ikke hykler? Måske tror han selv på, at han forvalter kirkens arvegods på en god og gyldig måde. Han siger fx:
Det betyder bestemt ikke, at jeg ikke tager bibelen alvorligt. Snarere tværtimod. Men alvorlig som et civilisatorisk indspil på linie med ethvert andet forsøg på at italesætte verden....Hvorfor blive ved med at bøvle med den stakkels tømrer? Fordi han mere end nogen anden har haft indflydelse på vores civilisation.
Javel, Grosbøll er altså en ateist, der mener, at Jesus var en slags humanistisk helt – måske endda i klasse med Brandes og Dalai Lama?
Det er ikke helt forkert, men det er heller ikke helt rigtigt. Det er i det hele taget ikke særlig nemt at få helt fat i, hvad Grosbøll mener. At Grosbøll udtrykker sig så uklart, skyldes ikke (kun), at han er et sludrehoved. Det skyldes, at han er „postmoderne". For postmodernister er virkeligheden flertydig, og alle forsøg på at udtrykke sig klart og entydigt, opfatter postmodernisterne som ideologiske overgreb, der ødelægger nuancerne i virkeligheden. At tro på én sandhed er en slags vold, mener de postmoderne. Hvis vi vil forstå Grosbøll, kommer vi altså på arbejde. Og måske kan det slet ikke lade sig gøre…
Længere henne i En Sten i Skoen skriver Grosbøll: Mine bestræbelser går i første omgang kun ud på at adskille gud fra Gud – altså adskille gud som tydning fra gud som forklaring. (s. 42)
Betyder det, at Grosbøll alligevel tror på Gud på en eller anden måde. Bare med lille g? Eller betyder det bare, at han tror, at verden (eller hans arbejdsplads kirken) endnu ikke er parat til at smide Gud helt ud?
Grosbøll mener, at Gud (med stort G), Gud som magt, som person, uomtvisteligt er død. Og alle forsøg på at vække ham til live igen som skabermagt, anser Grosbøll for at være dødsdømt, nostalgisk middelalderævl. Desuden mener han, at idéen om en Gud, der står bag alt, er en ideologi, der vil undertrykke os. Han mener nemlig, at alle ideologier er „magtdiskurser", der vil undertrykke os. Og for ham er enhver tro på Sandheden med stort S, altså udtryk for undertrykkende ideologi!
Grosbøll har ikke lyst til at afskaffe gud helt. Gud skal bare flyttes helt ind i verden.
Når Grosbøll i citatet ovenfor siger i „første omgang", så er det ikke så meget, fordi han håber, at kirken engang fjerner „det guddommelige" helt fra sin forkyndelse. Men Grosbøll vil for alt i verden ikke selv undertrykke nogen. Han vil lade muligheden stå åben for, at mennesker engang ønsker at bruge et andet ord end gud for det guddommelige. Det vil Grosbøll sandelig ikke indvende noget imod.
Når Grosbøll anser sig selv for at være arving til den kristne tradition (og derfor mener, at han kan være præst i folkekirken), så er det altså ikke, fordi han har fundet ud af, at „den historiske Jesus" forkyndte den samme ateistiske filosofi eller ideologi som Grosbøll selv forkynder. Det er fordi, han mener, at Jesus igangsatte og er bærer af en omdefinering af Gud. En omdefinering som Grosbøll godt kan se ikke er fuldbragt i Det Nye Testamente.
Ifølge Grosbøll dur Gud ikke som forklaring på, hvor vi kommer fra. Han dur heller ikke som den instans, vi står til ansvar overfor. Grosbøll vil af med hele den klassiske kristne forståelse af Gud som en overnaturlig magt, der blander sig i historiens gang og i menneskets liv. Faktisk vil Grosbøll fuldkommen afskaffe tanken om Gud som et væsen, der findes i sig selv uden for det menneskelige. Det er „metafysik", og det er et grimt ord, når man er postmodernist. Derimod skal man som tidssvarende kristen tyde det guddommelige ind i det, vi møder, særligt i medmennesket (næsten) og i livets store øjeblikke.
Grosbøll er altså ikke ateist på samme måde som gamle dages „fritænkere". Han tror, at man skal fortolke verden, som om gud findes i næsten og i det nærværende. Han tror – som Tor Nørretranders – på troen. Det er menneskets egen indstilling til tingene, som det hele kommer an på.
Dette, mener han, burde være kristendommens projekt: Ikke at afskaffe Gud, men at pille ham ned fra himlen og tolke ham ind i menneskets hverdag, så Gud bliver til gud – en fornemmelse af uendelighed, som vi møder momentant i vores næste og livets store øjeblikke. Sådan forstår Grosbøll inkarnationen. Og han tror, at Jesus døde for at bane vejen for, at denne „indre" guddommelighed i livet og det nærværende kunne bryde igennem.
Og Kirken skal kendes på sine frugter, mener Grosbøll senere i En Sten i Skoen:
Således skal kirken kendes på, om den modvirker grimheden i verden, om den fremmer ynde, nåde, skønhed. (s. 152)
Kirken har altså den rolle (via sin tradition) at minde os om Jesus og hjælpe os til at efterligne Jesus i Jesu stædige insisteren på at tyde livet og næsten som gud (dvs. noget guddommeligt).
Kan det kaldes kristendom?
Kan Grosbøll virkelig mene, at dette er kristendom? Han kan i hvert fald komme igennem et helt kirkeårs tekster uden at forkynde andet end sin tro på at tro på (at tyde) næsten og livet som guddommeligt.
Og han bruger skam søndagenes tekster. Når han nytårsdag prædiker over Fadervor, så opfatter han bønnen med alle dens led som en påmindelse om at holde livet i ære. Ja, alt hvad der gøres i kirken, gør vi for at minde os selv om vores pligt til ikke at stille os i vejen for det dennesidige guddommelige liv. Første bøn Fadervor, du som er i himmelen, helliget blive dit navn betyder ifølge Grosbøll: det, den fjerne gud er navn for, må holdes helligt blandt os mennesker, og Grosbøll ved jo med profetisk tyngde, at gud kun er navn for gudsriget, der kun er det, der eksisterer mellem os mennesker. Men hvem beder vi så til? Vel ikke Gud selv? Det giver ingen mening, skriver Grosbøll. Så når vi beder denne bøn, så er det kun os selv, vi minder om at holde livet helligt. Vi beder til os selv, når vi beder Fadervor!
Grosbøll kan også citere teologer. Han har citeret Regin Prenter – en god og rimeligt konservativ teolog – over for biskop Rebel. Prenter siger:
Gud er Jesus. Udenfor Jesus findes kun vores gudsidéer, som alle er produkter af afgudsdyrkelsen.
Med det mener Prenter, at vi ikke kender den Gud i himlen (som det for øvrigt giver god mening at bede til) gennem andre end hans søn Jesus Kristus. Alle andre guder (inklusive næsten tydet som gud) er afgudsdyrkelse!
For Grosbøll gælder det modsatte. Da det er en selvfølge for Grosbøll, at Jesus kun var et menneske, betyder Prenter-citatet, at mennesket Jesus er gud. Jesus er symbol på oplevelsen af livet og næsten som noget guddommeligt. Og da Jesus lærte os, at vi skal se ham i alle, selv de mindste, så betyder citatet for Grosbøll, at gud er næsten, livet og intet andet. Vi har kun livet og hinanden!
Men er Grosbøll så ikke en kristen præst? Kan vi tillade os at dømme ham som kætter? Han læser jo Bibelen (og teologiske værker) med alvor. Han tolker den bare på sin egen måde, men gør vi ikke alle det? Ganske vist tolker han dem på en ret så speciel måde, men hvem er vi, der vover at dømme om, hvad der er rigtigt eller forkert, god eller dårlig tolkning, og hvem der er frelste eller fortabte? Er det ikke farisæisme at mene at vide noget om, hvad sandhed er (for at omskrive et Pilatus-citat)? Hvis nu Grosbøll mener, at han er kristen, hvad giver os så ret til at belære ham om noget andet?
Hvis vi tænker sådan, er vi selv blevet postmoderne oven i hovedet. Og det er ikke evangeliets forkyndelse, og derfor er det ikke kristendom! I evangeliet er det centrale, at Jesus er vejen sandheden og livet. Hvis Jesus – noget ganske bestemt – er Vejen, Sandheden og Livet med stort, så må vi også kunne vide noget om ham, denne bestemte. Og derfor findes der gode og dårlige tolkninger – og kirkens historie er fyldt med eksempler på, at man har afgrænset sig i forhold til de dårligste tolkninger – og kaldt dem for kætteri. Det er fra denne afgrænsningsproces, vi har alle vores bekendelser. Derfor må og skal vi også i dag turde afgrænse os over for kætteri.
Hvad Grosbøll forkynder, er tydeligt inspireret af kristendommen. Der ligger en dyb kristelig etisk pointe i hans tro. I næsten skal vi se Vorherre. Men det skal vi ikke, fordi næsten er identisk med Vorherre.
Når Jesus taler med autoritet, så er det ifølge evangeliet, fordi han er den skabende og opretholdende Guds eneste søn. Han har sin autoritet fra nogen. Sådan er det i alle de bibelske skrifter, i alle bekendelser og i al klassisk kristen teologi. Og når han opstår fra de døde, så er det ikke bare noget, disciplene beslutter at tro på for at kunne tro på, at livet er livet værd. Sådan er det aldrig før blevet læst. Og Paulus – der jo har grundlagt den kirke, Grosbøll ser sig som arvtager af – siger: Er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom.
Min påstand er: Grosbølls forkyndelse er kættersk. Ikke fordi den fortolker kristendommen på en måde, som jeg ikke er helt enig i. Men fordi kristendommen ind i sin inderste kerne modsiger Grosbølls religion.
I kristendommen kommer Gud til os. Han er til som en instans uden for os selv, som vi søger og spørger efter, men aldrig selv kan finde, fordi vi selv har fjernet os fra ham (syndet). Men på trods af dette vores fald elskede Gud os og gav os mulighed for at kende ham igen ved at komme til os i Jesus Kristus. Og det der genopretter forbindelsen mellem os og Gud er én afgørende ting: Jesu opstandelse fra de døde. Hvis Gud ikke havde valgt at gøre Jesus levende igen – så var forsoningen ikke sket, og vi havde stadig været overladt til vores afguder (f.eks. „livet" som gud).
Uanset hvordan man vender eller drejer kristendommen og dens indhold, kommer man ikke uden om, at dens kerne er, at Gud frelste os, da vi var kommet uendelig langt væk fra Ham. Vi kommer heller ikke uden om, at frelsen peger ud over vores liv her på jorden. I kristendommen er døden ikke noget naturligt. Døden er der, fordi vi er på afstand af Gud. Og nu da vi er forsonet med ham, så er der håb om opstandelse. Døden er ikke mere vores yderste horisont.
Men for Grosbøll er afstanden mellem mennesker og „gud" uendelig stor. Så stor, at Gud slet ikke findes mere! Det er et faktum, mener Grosbøll, at Gud er død, og at mennesket er alene. Når nu det er et faktum, så må vi selv finde noget, der ligner den afdøde og gøre det til Gud. Den enkelte må sætte sig selv, sit eget liv og det menneske, det møder, på den døde Guds plads. Ellers ville livet være alt for tomt og meningsløst. Og det har Jesus hjulpet os med. Han kan hjælpe os med at forsone os med intetheden. Lidt ligesom julemanden. Men døden og meningsløsheden er stadig vores yderste horisont. Derfor har Grosbøll heller ikke nogen trøst at komme med til et døende menneske. Han konstaterer bare, at de fleste bliver religiøse en kort overgang lige inden de dør, men at det da heldigvis er noget, der går over! Klassisk kristendom er åbenbart kun for de svage!
Sand kristendom indeholder en trøst og et liv, der kommer til os udefra, og som vi kun kan tage imod med tak, lovsang og efterfølgelse! Vi kan elske, fordi Gud i Jesus elskede os først.
Grosbøll elsker, fordi han har besluttet sig til det – som en fortvivlet gestus inden mørket opsluger ham.
Det betyder ikke, at Grosbøll er ligefrem ukristelig. Han prøver virkelig at følge efter Jesus og se på næsten, som Jesus gjorde. Han mangler bare den detalje at tage sin dåb på sig, omvende sig og turde tro på at Jesus er troværdig, så det hele ikke afhænger af Grosbøll selv, men af dåben og evangeliet. Han mangler at turde tro på, hvor højt han er elsket… af den fjerne Gud, der af kærlighed har skabt og opretholder alt.
„At tro på at tro" – en ny religion
Mange opfatter Grosbøll som en enlig svale. Han er et efterladenskab fra de ateistiske 70’ere eller måske endda 50’ere. „I dag er alle langt mere spirituelle og langt mindre afvisende over for det religiøse end Grosbøll er", siger man. Det, tror jeg, er helt hen i skoven. Grosbøll er jo ikke klassisk ateist. Han er skam meget åben overfor en religiøs tydning af tilværelsen. Ja han mener endog, at vi skal have en sådan tydning. Ellers bliver livet da for fladt og deprimerende. Han benægter bare, at der er noget at tro på!
Troen er blevet til noget, der kan give øget livskvalitet og lykke. Jeg vil gerne tro på noget, jeg vil gerne have mig en religion, for det beriger mig, ligesom det beriger at dyrke motion eller se en god film!
I dag er de fleste derfor meget positivt indstillede over for religion og kristendom. Det er godt at tro. Man lever fx længere, og er mere harmonisk på arbejdspladsen og i familien. Men det betyder ikke, at man vil tro på noget. Nej, det man vil, er at finde en vare i supermarkedet, der kan øge ens livskvalitet uden at være alt for forpligtende. Lidt ligesom med ægteskabet i vore dage. Nyd, brug og smid væk. Man tror på et eller andet, lidt kristendom, lidt buddhisme, lidt astrologi til husbehov. Men hvad det dybest set er, det ved man ikke, og i virkeligheden vil man vel helst heller ikke vide det. Det kunne jo være, at religionen begyndte at stille krav, der hæmmede den frie livsudfoldelse, og som truede harmonien…
Bibelen for den nye religion kom med Tor Nørretranders’ bog At tro på at tro. Heri forklarer den gæve gamle ateist, hvilken åbenbaring det var for ham at opdage, at tro i sig selv er noget, som evolutionen har skabt, fordi det er en fordel for mennesker at have. Derfor gælder det om at tro på selve det at tro uden at blive fanget i religionens fælde, hvor den begynder at stille krav til en. Det gælder om hele tiden at tyde tilværelsen religiøst uden nogensinde at glemme, at det er én selv, der tyder – altså at vi skaber og sammensætter religionen (og Gud).
Grosbøll har samme religion som Tor Nørretranders. Det særlige ved Grosbøll er bare, at han er præst og sætter sin tro på at tro i forbindelse med kristendommen. Den er nu engang hans kulturbaggrund. Denne hybrid mellem kristendom og ateisme står han ikke alene med. Andre „vælger" at tro på samme måde. Her kan nævnes biskop Spong, filosoffen Vattimo og teologen Don Cupitt.
Og mange (måske især intellektuelle?) synes at det er dejligt at kunne være religiøse kristne uden at skulle tro på kristendommen og dens forargelige tro på, at mennesket og forstanden ikke er den yderste grænse, men står til ansvar over for Gud.
Hvad gør vi?
Hvordan skal vi som kristne og som kirke forholde os til denne nye religiøse strømning, der gerne vil kalde sig kristen?
Først må vi gribe i egen barm. Alt for længe har det vigtigste for kirkens folk været at markere sig i forhold til hinanden. Teologerne har udtænkt smart og sofistikeret teologi, der kunne udtrykke kristendommen på stadig nye måder, der passede til øjeblikkets filosofi – teologi, der kunne bruges til at distancere sig i forhold til hinanden og gøre sig bemærket. Også for at forsvare, at man da sagtens kan være både kristen og intellektuel på samme tid.
Korsets dårskab og forargelse må bare ikke glemmes. Kirken må og skal være et sted, hvor folk kan høre evangeliet. Vi skal passe på ikke at skjule dets enkelhed i dybsindig teologi eller drukne det i interne småfilosofiske stridigheder.
Det er vigtigt, at der ikke bliver lavt til loftet i kirken. Vi skal altid turde formulere troen på forskellige måder og give andre plads til det samme.
Men mindst lige så vigtigt er det, at folk kan gå til kirken og få at vide, hvad kristendommen er. Vi må lære at sætte grænser. Ikke snærende bånd, der minder om en moderne inkvisition, men grænser, der er klare og markerer, hvad der er kristen tro, og hvad der er menneskesnak. Vi skal ikke gå rundt og undersøge, hvad folk mener eller være enige om alt, men hvis nogen, præst eller læg, direkte går ud og forkynder et evangelium, der helt tydeligt er i modstrid med den kristne bekendelse, og dernæst kalder dette for kristendom, som man vil arbejde for bliver hele kirkens tro, så må vi sige fra. Vedkommende er naturligvis altid velkommen i kirken, bare ikke som et medlem, der tager kirken som gidsel for sin egen religion!
Vi må som samlet kirke kunne sige til Grosbøll (og de andre grosbøller, som vi desværre nok vil se fremover): Kære ven, vi tror på, at du mener det godt. Men vi kan altså ikke genkende det, du siger, som kristendom. Det kan godt være, at vores religion forekommer dig gammeldags og barnlig, men det er altså den tro, du møder i Det Nye Testamente og op gennem kirkens historie. Og ikke mindst i din kirkes bekendelser. Derfor vil vi være glade for, at du enten vender dig fra din hjemmelavede gud. Eller holder op med at kalde det, du forkynder, for kristendom. Du kan jo i stedet kalde det „kristent inspireret humanisme" eller „livsfilosofi". Under alle omstændigheder kan vi ikke være med til at legitimere din forkyndelse som kristendom, og derfor kan du ikke være præst hos os.
Hvis vi ikke sætter grænser, så får mennesker ingen mulighed for at vide, at Grosbølls religion faktisk ikke kan kaldes kristendom – og så vil vi se flere og flere, der „tror på at tro" og kalder det kristent. Hvis vi tydeligt, men uden fordømmelse, fortæller dem, at det ikke er særligt sammenhængende, og at vi ikke vil kalde en tro, der beror på mennesket alene, for kristen, så kan det jo være, at de begynder at tænke over, hvad kristendommen så går ud på.
Men vi skal også i dialog med de mennesker, som tror på denne nye religion. Det er vigtigt, at vi anerkender, at de er inspirerede af kristendommen, og at vi er åbne over for, hvad de har på hjerte. Vi skal give dem en reel chance for at se, at kristendom, der kan skrive under på trosbekendelsens tre artikler, ikke behøver at være mørk snæversynet middelalder. Også derfor skal der være højt til loftet hos os. Højt til loftet, men med vægge, kan der kun være, hvor der er et loft. Ikke bare tynd luft foroven.
Er Grosbøll nyreligiøs?
af Jens Linderoth
Den Nye Dialog nr. 97 (september 2004)
"Er Grosbøll nyreligiøs?" af Jens Linderoth
Den Nye Dialog nr. 97 september 2004
Artiklen kan findes på
www.dci.dk/?artikel=1141