Piger kan bedre lide en, hvis man behandler dem dårligt?

Jeg har hørt dette mange gange. Er det en usand stereotype?
Men er det ikke rigtigt? hvordan kan det være at så mange kvinder er sammen med mænd, som er ret pæne at se på, men som behandler dem dårligt.
Er det fordi at mange/nogen kvinder tænker, at hvis der er nogen der ikke kan lide dem særlig godt, så vil de gøre en større indsats for at deres mænd skal kunne lide dem?

eller hvad? kvinder kan bare godt lide mænd med selvtilid? noget som de fleste arrogante og selvglade røvhuller har!?
det virker ihvert fald sandt så vidt jeg kan se med, kvinderne i 20erne... specielt rigtig pæne kvinder, ser ikke ud til at sætte pris på en sød, men grim/ucharmerende/nørdet/kiset fyr!

Ikke at mænd, er meget bedre... men er der noget om at piger et eller andet sted godt kan lide at blive sat på plads og blive behandlet skidt, og få dem fortalt at de skal holde kæft nogen gange etc?
er det fordi at kvinder tænder på "rigtige" mænd, og ikke sådan nogen skabs nisser der snakker om følelser og prøver at være gode til at lytte og den slags, fordi det er ikke mandens rolle?

.....hvordan kan det være at så mange kvinder er sammen med mænd, som er ret pæne at se på, men som behandler dem dårligt.
Jeg ved jeg ikke er alene, og jeg ved også heldigvis at selvom der er mange af dem, så er det og ikke et flere tal, men jeg løb altså ind i en vaskeægte psykopat, og der kan du snakke om en der var nydelig, charmerende, farlig, voldlig, truende og han skal have point for foræsget med at nedbryde mig totalt - selvom det ikke lykkedes helt.
Selvfølige vil vi kvinder da helst have en der behandler os pænt - jeg formoder da også at mænd helst vil være sammen med en kvinde der behandler dem pænt....Og findes der mon ikke ogås mænd der finder sig i en skidt behandling blot fordi hun ser stjerne godt ud???
Næ du, find mig en sød, rar, intelligent og kærlig kæreste - så vil jeg næsten love at han vil blive rigtig FLOT i mine øjne *S*

Jeg har nu været sammen med min kæreste i 4 år, jeg er en køn pige og har aldrig haft problemer med at få en kæreste...
Men en dag blev det for meget for mig med alle de mænd som bare kun går op i dem selv!
Så jeg begyndte at snakke med en sød fyr på nettet, og vi mødtes en uge efter.. Han kom i noget ganske alm tøj IKKE Modetøj, men et par brune alm bukser og en ganske alm tshirt og ja... vi snakkede hele natten og så har ví været sammen lige siden.. vi har boet sammen siden dag 2 og er bare super glade for hinanden og jeg venter vores 2 barn nu.. så ikke alle pæne pigerne i 20erne går efter de fyre med masser af selvtillid og lækkert hår hehe...
Min kæreste havde slet ikke selvtillid omkring piger da vi mødtes *S*
Meeen nuuuuj hvor jeg elsker den fyr!!

at tendensen, specielt i 20'erne, er at både mænd og kvinder går efter det pæne, præcentable og seje, altså pigerne går efter de smarte fyrer, som er nogle røvhuller, (den stereotyp vil jeg gerne give dig ret i, sådan er det tit synes jeg) og drengene går efter de lækre piger (som så også tit viser sig at være nogle tøjter)
Men men men begge køn, uanset forudsætning, ser slet ikke at der faktisk er nogle søde og rare og kærlige mennesker som måske ikke har det optimale udseenede iforhold til idealerne.
måske skal tøserne bare igennem røvhuller nok indtil de ved hvilke værdier der rigtig tæller, nemlig hvad man har kørende oppe på øverste etage... det gjorde jeg...
og nu har jeg det forhold jeg altid har drømt om... gigidy gigidy geeks in love... og jeg har mange år tilbage i 20'erne skal det lige siges :P
der er håb for stereotyperne endnu :P

Det er desværre ret almindeligt, og hænger ofte sammen med at disse kvinders tidlige erfaringer med kærlighed var ulykkelige. Hvis de fra barnsben har oplevet, at deres kærlighed var forbundet med smerte og længsel, f. eks. kærlighed til en fjern eller upålidelig forælder, vil de som voksne søge samme mønster, da de identificerer det som kærlighed. Deres erfaring siger dem, at når man elsker nogen, oplever man smerte. Så logikken er klar: hvis man ikke føler smerte, er man ikke forelsket. At der tilsyneladende er så mange kvinder, der har denne hang til smerte, siger måske noget om, hvordan folk behandler deres børn!

vil ik sige at piger er glade for fyre der behandler dem dårligt. Selvfølgelig er der nogen der bliver alligevel (ligesom nogle piger bliver ved en voldelig mand), men det er pga. selvtillidsproblemer hos dem selv.
Jeg tror mange piger godt kan lide en fyr med selvtillig, der ikke er bange for at for at vise hvad han står for og sige fra når en person går over hans grænser (selvfølgelig på en pæn og civiliseret måde).
Jeg kender selv en utrolig sød fyr som vil være en perfekt kæreste for en sød pige og gøre hende utroligt lykkelig. Men han er alt FOR sød. Når han falder for en pige forsvinder alle hans grænser. Hvis en mand er villig til at opføre sig som en hundehvalp allerede inden man indleder et forhold, så er det et big turn off.
Man vil ikke have et forhold til en hundehvalp, men en partner som ser sig selv som ligeværdig med en selv og opføre sig derefter.
Hvad ser du som at behandle en dårligt?

De fleste kvinder vil gerne være i et ligeværdigt forhold. Det betyder, at hun ikke skal bukke og skrabe for manden - men det betyder omvendt også, at manden ikke bukker og skraber for hende.
Det kaldes populært set for modspil og det betyder såmænd ikke andet end at ens partner er i stand til at sige sin ærlige mening og stå ved den, selvom han ikke er enig med en - og markere sine grænser og sige fra, når man overtræder dem.
Der findes ikke noget værre end ja-sigere og fyre, der er så dårlige til at sige fra og "SÅ stopper du, dét gider jeg ikke være med til", og bliver kede af det og mutte i stedet for at sige fra og vise karakter.
Det er ikke det samme som, at kvinden bliver behandlet dårligt. Det betyder bare, at manden har sat sig i respekt og kræver den løbende, og så længe at han også sender noget respekt tilbage i hendes retning, så er de fleste kvinder glade.

Det sagt, så er det meget normalt at se kvinder, der er opvokset i et dårligt miljø, opsøge det samme miljø igen senere i livet.
Kvinder, der voksede op med en alkoholisk far, har statistisk set en stor risiko for at finde sammen med en alkoholisk partner senere i livet. På samme måde er det med vold, narkomisbrug, psykisk vold/terror og andre ubehagelige ting.
Det lyder måske mærkeligt, men det er en forsvarsmekanisme.
Disse kvinder ved slet ikke, hvordan man skal opføre sig eller gebærde sig i et normalt, jævnbyrdigt forhold, for det har de ingen erfaring med. De bliver usikre og synes det er svært.
Og når folk bliver usikre, så har de en tendens til at søge tilbage til gamle vaner, uanset hvor dårlige de måtte være, for vaner er i det mindste noget man kender, noget man ved hvad er.
- For selvom disse kvinder ingen erfaring har med at være i et godt og sundt forhold, så har de jo MASSER af erfaring med at være sammen med en alkoholiker, en narkoman, en voldelig mand etc.
Dét er noget de kender, dét er noget de kan finde ud af og noget de kender "spille-reglerne" for, og derfor har de tendens til at opsøge den slags mænd og indgå partnerskab med dem, for det er simpelthen det eneste de kender til og det føles på en lidt syg måde "tryg og sikkert", for det er jo mønstre de genkender fra deres barndom.

Jeg var selv i nogle år kærester med en fyr, der var alt for sød.
Jeg er selv en lidt dominerende kvinde, der har let ved at træde på andre hvis de ikke kan sige fra. Så jeg har brug for, at folk kan sige stop, og til og fra, for ellers kommer jeg uforvarende til at såre dem.
Men jeg var som sagt kæreste med denne her fyr, der ikke kunne finde ud af at sige fra overhovedet. Det gjorde mig helt vildt stresset, for udover at jeg skulle holde styr på mine egne grænser og egne lyster/behov, så skulle jeg samtidig også holde styr på hans, for at forholdet ikke kulsejlede helt og blev på mine præmisser alene.
Til sidst turde jeg knap sige eller gøre noget, for jeg var meget bange for at såre ham uden at ville det, og jeg vidste jo at i stedet for at sige fra og sige "Nej, nu er det nok!", så ville han bare blive ked af det og indelukket; og man ønsker jo ikke at såre sin partner.
I sidste ende betød det, at han heller ikke var i stand til at snakke med mig om sine følelser og behov, og eftersom jeg hverken var eller er tankelæser, så fik han ikke det fra mig han havde brug for.
Det kulminerede så med, at han var mig utro og vi gik fra hinanden.

En selvsikker mand, der ikke mister sig selv fordi han indgår i et forhold, er at foretrække. Jeg er i dag sammen med en mand, der behandler mig pænt og godt, men han er ikke bange for at sige fra når han synes, jeg er for meget og han er heller ikke bange for at melde ud, hvis noget går ham på.
Jeg kan slappe meget mere af i det her forhold, for jeg ved at hvis noget går min fyr på, så kommer han af sig selv og fortæller mig om det.
Og jeg kan slappe af og være min egen, for jeg ved også at hvis jeg bliver for dominerende eller streng, så skal min kæreste nok sige fra og markere sine grænser. Det giver sådan en befriende frihed, at jeg ikke skal vogte hvert et skridt af frygt for at såre nogen, for min kæreste skal nok sige fra længe inden det sker.
Det er ikke det samme som, at han kalder mig alle mulige grimme ting eller behandler mig skidt.
Men kan står ikke i vejen for at sige: "Nu holder du kraftedme kæft et øjeblik, for du har jo helt misforstået pointen" når jeg er en rigtig harpe og kører i samme sure rille.
--- Han tager ikke imod pis fra nogen, heller ikke mig, og dét tænder i dén grad. For jeg ved jo samtidig også, at han heller ikke ville finde sig i, at nogen behandlede MIG dårligt, så på den måde er vi mere et team end vi ellers ville være.

Jeg har kun haft "rigtige" forhold med nørder og fyre der generel´t ikke har været særligt lækre. de andre kan selvfølgelig være mega sexede og tiltrækkende, men de er kun sjove en aften. Fyre der ved at de kan finde en ny kæreste nemt er ikke særligt sjove at være sammen med, så jeg vælger dem der normalt har meget svært ved at score, men som er vildt søde.