Plej dig selv!
Jeg får sikkert "hug" for den her fordi indlægget er så politisk ukorrekt som det kan være:
Jeg har ellers altid været utroligt arbejdsom, og benyttet enhver lejlighed til at få et job, også hvis det drejede sig om at køre med aviser eller gøre rent.
Derfor har det taget utroligt lang tid at tjene til et nogenlunde liv.
Gerne op til 65-70 timer pr uge ;/
Det havde bare den "bivirkning" at jeg i al min travlhed "glemte" dem jeg elsker - det ødelagde forholdet til både min daværende kæreste, og mit barn kendte jeg knapt nok.
Nu har jeg så lært at al den travlhed ikke er de 500 eller 1000 kroner mere værd som jeg måtte få i et lavtlønnet job fremfor kontanthjælp.
Selv ikke 100.000 kroner kan erstattet forholdet jeg har med min datter, som langsomt er på vej tilbage til "normalt".
Jeg gik så meget på arbejde fra hun var 0-6 år at jeg nærmest ikke kendte hende udover at jeg vidst hun eksisterede.
Derfor sparer jeg penge hver eneste dag. Bruger toiletpapiret på begge sider, køber 5 liter mælk af gangen, lever af pasta og ris og rugbrød, ruller mine smøger selv, kører kun meget nødig på eller i noget som benytter benzin, det er jo nærmest "gulddråber" efterhånden - og alt hvad der spares går direkte ind på min datters børneopsparing.
Det er meget muligt at jeg ikke kom så godt i gang med "voksenlivet". Men det betyder ikke at min datter skal lide samme skæbne.
Hun skal ikke stå når hun fylder 18 og tænke "hvordan hulen skal jeg få et kørekort og en bil?" Eller "Hvordan hulen skal jeg kunne betale husleje på bare en lille husleje med en SU og samtidigt have til mad og transport?"
Mit liv ER kørt, jeg har ca lavet alle de fejl man KAN lave, herunder været i fængsel, været arbejdsløs i en del år snart, og har en så usund livsstil at lægerne direkte har anbefalet mig at opsige den pensionsopsparing jeg havde, for jeg ville nok aldrig få brug for den.
Og jo jeg er ryger, drikker ofte for meget, og den mad jeg spiser er nok ikke lige verdens sundeste.
Prøver at suplere ved at huske at drikke mælk hver dag og snige en vitaminpille indenbords, og går med vilje uden om bilen hvis der hvor jeg skal hen er maks 2-3 km væk. Så står den på gåben, rulleskøjter eller cykel, eller når jeg er doven på knallert, men det giver jo stadig en masse frisk luft (og bruger dyr benzin)...
En bil har jeg slet ikke. Og det er ikke fordi jeg ikke har kørekort, jeg kørte gerne uden. Men når man HAR bil så bliver man alt for let tilbøjelig til at tage den fremfor cyklen eller rulleskøjterne ;)
Jeg er helt klar over at det strider mod alt moral at jeg går så målrettet efter IKKE at arbejde.
Men den tid jeg har, vil jeg altså hellere bruge på min familie mens jeg har den, fremfor at vaske gulv efter en stiv tysker i et sommerhus ;)
Jeg har ellers altid været utroligt arbejdsom, og benyttet enhver lejlighed til at få et job, også hvis det drejede sig om at køre med aviser eller gøre rent.
Derfor har det taget utroligt lang tid at tjene til et nogenlunde liv.
Gerne op til 65-70 timer pr uge ;/
Det havde bare den "bivirkning" at jeg i al min travlhed "glemte" dem jeg elsker - det ødelagde forholdet til både min daværende kæreste, og mit barn kendte jeg knapt nok.
Nu har jeg så lært at al den travlhed ikke er de 500 eller 1000 kroner mere værd som jeg måtte få i et lavtlønnet job fremfor kontanthjælp.
Selv ikke 100.000 kroner kan erstattet forholdet jeg har med min datter, som langsomt er på vej tilbage til "normalt".
Jeg gik så meget på arbejde fra hun var 0-6 år at jeg nærmest ikke kendte hende udover at jeg vidst hun eksisterede.
Derfor sparer jeg penge hver eneste dag. Bruger toiletpapiret på begge sider, køber 5 liter mælk af gangen, lever af pasta og ris og rugbrød, ruller mine smøger selv, kører kun meget nødig på eller i noget som benytter benzin, det er jo nærmest "gulddråber" efterhånden - og alt hvad der spares går direkte ind på min datters børneopsparing.
Det er meget muligt at jeg ikke kom så godt i gang med "voksenlivet". Men det betyder ikke at min datter skal lide samme skæbne.
Hun skal ikke stå når hun fylder 18 og tænke "hvordan hulen skal jeg få et kørekort og en bil?" Eller "Hvordan hulen skal jeg kunne betale husleje på bare en lille husleje med en SU og samtidigt have til mad og transport?"
Mit liv ER kørt, jeg har ca lavet alle de fejl man KAN lave, herunder været i fængsel, været arbejdsløs i en del år snart, og har en så usund livsstil at lægerne direkte har anbefalet mig at opsige den pensionsopsparing jeg havde, for jeg ville nok aldrig få brug for den.
Og jo jeg er ryger, drikker ofte for meget, og den mad jeg spiser er nok ikke lige verdens sundeste.
Prøver at suplere ved at huske at drikke mælk hver dag og snige en vitaminpille indenbords, og går med vilje uden om bilen hvis der hvor jeg skal hen er maks 2-3 km væk. Så står den på gåben, rulleskøjter eller cykel, eller når jeg er doven på knallert, men det giver jo stadig en masse frisk luft (og bruger dyr benzin)...
En bil har jeg slet ikke. Og det er ikke fordi jeg ikke har kørekort, jeg kørte gerne uden. Men når man HAR bil så bliver man alt for let tilbøjelig til at tage den fremfor cyklen eller rulleskøjterne ;)
Jeg er helt klar over at det strider mod alt moral at jeg går så målrettet efter IKKE at arbejde.
Men den tid jeg har, vil jeg altså hellere bruge på min familie mens jeg har den, fremfor at vaske gulv efter en stiv tysker i et sommerhus ;)