0tilføjet af

Rejsebrev Burma 4

Hej
Saa er vi her igen, her er rigtig varmt. I morgen tager vi videre til Cambodia.
Burma fortsat. Turen tilbage til Sittwe var mere varm og derved hyggeligere men stadigvæk ikke det smukkeste landskab. Vi kom ind paa samme hotel og fik ogsaa der varmet vand. Vi købte billetter til hurtigbåden sydpaa da det er den eneste måde udover at flyve at man kan komme væk fra området. Vi gik rundt i byen og der var ikke nogen turister. Når vi satte os ned i en restaurant der var tom, gik der ikke mere end 5 min. før den var fyldt med lokale der bare skulle se på os. Vi har haft det sjovt med vores digitalekamara, at de kan se sig selv med det samme, det er helt vildt. Vi fotograferede det meste af byen (godt at vi kan slette senere). Vi var kommet til udkanten af byen, da vi mødte en munk. Han havde fået at vide af sin lærer at han skulle tale med udlændinge og det gjorde han de næste 5 timer. Han tog os med til sin engelsklærers hus, hvor vi var sammen med hele familien og havde det hyggeligt i en times tid, det skal lige siges at engelsklæreren snakkede virkeligt dårligt engelsk. Han havde vist været guide engang. Det eneste gode engelske han kunne var at fortælle områdets historie. Det var umuligt for ham at svare hvis vi stillede spørgsmål. Endnu en munk støtte til, en ganske vidunderlig fyr, der rundt med en guldstok. Så kom vi paa byvandring, hen til den lokale fotoshop og der skulle vi fotograferes professionelt for at mindes dagen. Under byvandringen kom vi hjem til flere forskellige familier og vi sluttede af i et kloster hvor der var tilknyttet et stort Buddhamuseum, meget interessant. Klokken nærmede sig 18.00 og de fuldte os tilbage til hotellet før de skulle tilbage for at bede. Vi gik ned paa en kinesisk supperestaurant for at spise. Den første gang vi kom der var han skide sur, men saa hilste Ulla paa ham paa markedet og siden er vi blevet forkælet. Mad, vand og kaffe kom aldrig over 7 kroner for os begge. Paa vejen hjem så vi noget mærkeligt, en yngre dame var død, hun lå i et garagelignede lokale paa en stor dobbeltseng med et lyserødt myggenet over så det lignende en himmelseng, nærmeste familie sad omkring hende og hele byen kikkede med. Næste dag startede med at uret ringede klokken 5. Vi skulle med hurtigbaåden til Thangok, der var vi ved tretiden. Med lidt hjælp fra de lokale havde vi fundet ud af at vi kunne komme over bjergene istedet for at tage sydpå til strandene, som de fleste gør. Vi havde nogle timer i byen før vores bus gik kl 19.00. Igen en meget hyggelig by, der var meget lokal. Ingen hoteller her. Saa startede en af de berømte busturer, med rissække på gulvet så man sad med benene oppe under hagen. Kim fik en plads bag i bussen ved siden af en meget fuld burmeser. Han var meget sød men snakkede hele natten. Ulla fik en plads oppe foran og havde fødderne paa motoren, da det er meget gamle busser blev det saa varmt at sandalerne smeltede lidt. Det var ikke det værste da en meget fin nydelig dame havde taget en stor kurv med tørrede fisk med, det kunne lugtes især da de blev varme. Vi krydsede to bjergkæder og mange kontrolposter. De 150 kilometer tog 1o timer at køre. Allerede i bjergene kunne vi ses Pyays smukke og meget berømte pagode da der var lys på den. Vi sprang Ngapali beach over for at vi syntes ikke vi havde rejst nok, men det har vi nu. Trods det prøvede vi at komme videre til Mandalay med det sammen, men da bussen først gik kl 17.00 om aftenen valgte vi at tage en overnatning. Det er rart at vi to gamle stadig kan klare 24 timer i et stræk uden at skulle paa rekreation bagefter. I Pyay har vi været et par gange før og vi har altid godt kunnet lide dens atmosfære, der er et hyggeligt aftenliv med udendørs cafeer. Ellers gik vi rundt i byen, så på flyvende hunde. En mand syntes at vi skulle have nogle gode billeder, saa han slog med en stok paa træet. Så fik vi flyvende hunde overalt, de er lidt for store når de kommer tæt på, ogsaa lidt ulækre. Vi var også inde paa en fabrik (lille hus) hvor de bankede olietønder ud, så de blev større. Derved kunne de snyde regeringen ved at der kunne være mere olie i tønderne.

_____________________________________________________________
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.