Roman fra 1982 af Henrik Stangerup - ANMELDELSE
Forfatter: Henrik Stangerup
Titel: Vejen til Lagoa Santa
Forlag: Gyldendal
Udkom: 1982
Når man begynder at læse denne roman virker den halvkedelig, der er for meget research, for lidt drama og plot. Som om bogen er vældigt godt researchet og næsten får et dokumentarisk karakter. Der er masser af videnskab, natur- og klimabeskrivelser, men ikke særligt meget persondrama eller konflikt, som vellykkede romaner normalt er bygget op omkring.
Man bladrer for at se om der dog ikke snart sker noget, men det gør der ikke. Man bladrer for i det mindste at kunne suge noget 1800-tals rejsebeskrivelse til sig. Og der er masser at hente, men det forbliver som sagt uden fremskridende og dramaturgisk nødvendig handling.
Men så langsomt, halvvejs inde i handlingen går tingene pludselig for alvor i gang. Hovedpersonen gør nogle spektakulære fund og og bliver centrum for et videnskabeligt drama af globale dimensioner. Det er som et tredje akt der overraskende udfolder sig. Men det klinger glidende over i et vandvidspræget fjerde akt som varer for længe.
P.W. Lund er en interessant, men ikke fascinerende hovedperson. Han burde være karikeret eller trukket mere op til mere ekstreme persontræk, således at historien måske blev lidt mindre tro mod virkeligheden, men mere tro mod læserens naturlige behov for underholdning.
Stangerup er meget tro mod Romantikkens livssyn, så meget at stilen næppe berører et modernistisk opdraget publikum særligt dybt. Der er også en distance eller et vedvarende metalag i stilen som holder læseren på kølig afstand, og et er jo ikke dét vi vil have!
Sproget er tørt, sympatisk og økonomisk - ofte poetisk rablende, men uden humor og pskologisk dybde som vil kunne tryllebinde læseren. Det er godt håndværk, men de sidste 20% genialitet mangler hvorfor romanen forbliver anonym og trist.
Titel: Vejen til Lagoa Santa
Forlag: Gyldendal
Udkom: 1982
Når man begynder at læse denne roman virker den halvkedelig, der er for meget research, for lidt drama og plot. Som om bogen er vældigt godt researchet og næsten får et dokumentarisk karakter. Der er masser af videnskab, natur- og klimabeskrivelser, men ikke særligt meget persondrama eller konflikt, som vellykkede romaner normalt er bygget op omkring.
Man bladrer for at se om der dog ikke snart sker noget, men det gør der ikke. Man bladrer for i det mindste at kunne suge noget 1800-tals rejsebeskrivelse til sig. Og der er masser at hente, men det forbliver som sagt uden fremskridende og dramaturgisk nødvendig handling.
Men så langsomt, halvvejs inde i handlingen går tingene pludselig for alvor i gang. Hovedpersonen gør nogle spektakulære fund og og bliver centrum for et videnskabeligt drama af globale dimensioner. Det er som et tredje akt der overraskende udfolder sig. Men det klinger glidende over i et vandvidspræget fjerde akt som varer for længe.
P.W. Lund er en interessant, men ikke fascinerende hovedperson. Han burde være karikeret eller trukket mere op til mere ekstreme persontræk, således at historien måske blev lidt mindre tro mod virkeligheden, men mere tro mod læserens naturlige behov for underholdning.
Stangerup er meget tro mod Romantikkens livssyn, så meget at stilen næppe berører et modernistisk opdraget publikum særligt dybt. Der er også en distance eller et vedvarende metalag i stilen som holder læseren på kølig afstand, og et er jo ikke dét vi vil have!
Sproget er tørt, sympatisk og økonomisk - ofte poetisk rablende, men uden humor og pskologisk dybde som vil kunne tryllebinde læseren. Det er godt håndværk, men de sidste 20% genialitet mangler hvorfor romanen forbliver anonym og trist.