S og SF er den sikre vej til Danmarks fallit

»Socialdemokraterne giver milliarder af kroner ud til højre og venstre - og SF gør det gange ti. Det kan vores troværdighed ikke holde til. En sådan regering kan vi ikke bakke op,« fastslår Khader.
http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=834664/
Ja, det er der ikke noget nyt i.
Venstrepopulisten Thorning-Schmidt der køber sig stemmer ved at ville ansætte endnu flere i den offentlige sektor og hykleren Søvndal der vil nasse på befolkningen er i sig selv udtryk for at regeringens kulturkamp endnu ikke er vundet.

Vil du dermed sige at Nyrup regeringen kørte Dk økonomisk i sænk. De havde sikkert deres fejl, men dengang de tiltrådte var der 325000 arbejdsløse i danmark. Det var de i høj grad med til at rette op på. Og det var ikke kun deres konjukturer, de gjorde det meget bedre end gennemsnittet af lande vi sammenligner os med!

Arbejdsløsheden, det var sku kun fordi han satte folk på overførelseindkomst, så kan alle fjerne arbejdsløshed, mange firmaer lukkede og flyttede til udlandet under Nyrup

I starten af 90'erne. Trods dette var overskudene på statsfinanserne pirmært opnået gennem engangsindtægter. Salge af TDC - fremrykning af skattebetalinger osv ....

Ligesom de har gjort lige siden Fogh er kommet til.

Jeg vil ikke afvise at der skulle ske brandslukning efter Slytter.

Som daværende finansminister Heinesen sagde - Danmark stod overfor afgrunden.
Schlüter rettede en del op på det, dog uden at skære alle socialsutteordningerne som efterløn osv væk.

Det var Slytter der sagde at det gik ufatteligt godt. Alligevel var der flere arbejdsløse da han gik af end da han tiltrådte. Jeg husker også kartoffelkuren. Det var den daværende regering der for sent opdagede at forbruget steg for meget, de havde glemt at justere på økonomien i tide.
Når det gik "godt" under Slytter, så var det i høj grad nordsøoliens skyld.

Ellers bliver du stævnet af Dansk Sprognævn.

Snarere monetarisme frem for keynesianisme.
Vi er mange der tydeligt husker da Anker Jørgensen smed regeringsmagten fra sig og gik uden valg, fordi han ikke kunne få økonomien til at hænge sammen: han kunne ikke få endnu en finanslov igennem. Han havde et flertal imod sig.
I begyndelsen af 1980erne under socialdemokraterne var der op imod 300.000 arbejdsløse mennesker. Udlandsgælden var på svimlende 150 milliarder kroner. De statslige finanser var i konstant og stort minus, og for overhovedet at få det til at hænge sammen, måtte staten optage både indenlandske og udenlandske lån i hastigt tempo.
Den stadige trussel om devalueringer gjorde, at långiverne forlangte en solid risikopræmie. Samfundet var låst fast i en økonomisk stagflationsfælde – der var på én gang en høj inflation og meget lav økonomisk vækst. Inflationen lå over ti procent, og renten toppede på 22 procent. Den høje realrente mildnedes som mange husker af, at man kunne trække den svimlende renteudgift fra i skatten, der dengang kunne nå op over 70 procent.
Det var omtrent på det tidspunkt, den daværende socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen så rigtigt advarede om, at landet økonomisk befandt sig på afgrundens rand.
Der var tale om, at Danmark skulle sættes under administration af IMF – Den internationale Valutafond. Da et fremtrædende socialdemokratisk medlem af Finansudvalget i Radioavisen rejste tvivl om statens evne og vilje til at honorere sine gældsforpligtelser, var målet fuldt. Den socialdemokratiske regering under Anker Jørgensen gik af uden at udskrive valg.
Når Danmark efter valget fik vendt skuden og begyndte ad vejen fra låntager- til opsparingssamfund og fra højrente- og høj-inflationsøkonomi til det modsatte, er der især to begivenheder, der kan tilskrives æren herfor.
1. Den borgerlige firkløverregering så langsigtet på tingene og lagde sig på en konsekvent fastkurspolitik og fjernede den socialdemokraternes inflationspumpe, dyrtidsreguleringen. At man således fraskrev sig devalueringsmuligheden og cementerede det med en liberalisering af kapitalbevægelser, blev modtaget positivt af omverdenen. Den nye tillid til dansk økonomi udmøntede sig i, at renteniveauet i Danmark på bare et enkelt år faldt fra 22 til omkring 14 procent.
2. Den anden store kursændring i økonomien med langtidsvirkning kom nogle år senere, da firkløverregeringen ramte sine egne kernevælgere dobbelt med skattereformen og kartoffelkuren i 1986-87. Disse to indgreb havde en efter danske forhold dramatisk styrke. De indebar blandt andet en stor reduktion i skattefradraget for renter af gæld, et stop for spekulation i garanterede kursgevinster på obligationer, nye huslån, der var mere byrdefulde i starten og en afgift på renter af forbrugslån i bred forstand.
Kartoffelkuren: Gjorde det dyrere at låne til forbrug og boligbyggeri. Hvorfor? Den kontraktive finanspolitik, som blev gennemført med kartoffelkuren, opnåede mærkbare resultater på betalingsbalancen. Allerede i 1987 var underskuddet blevet reduceret fra 36 til 20 mia. kr.. Grunden til den positive udvikling på betalingsbalancen var det bratte fald i den indenlandske efterspørgsel efter varer som kartoffelkuren medførte.
Forbruget i landet gik i stå i årene efter kartoffelkuren, samtidig med at den danske befolkning valgte at spare mere op. Inden for boligbyggeriet fik den faldende aktivitet ganske rigtigt konsekvenser, som du alene hænger dig i. Kartoffelkurens indførelse af mixlån medførte et kraftigt fald i nybyggeri. Nedgangen i landets aktivitet fik også konsekvenser på arbejdsmarkedet, hvor ledigheden steg.
Firkløveret opnåede dog sine mål med en opbremsning i det private forbrug, og dermed vende underskuddet på betalingsbalancens løbende poster.
Konsekvenserne blev dog, at ledigheden steg, hvilket førte til øgede offentlige udgifter, da flere i samfundet modtog overførselsindkomster. Hårdest ramte indgrebene dog folk med store renteudgifter og unge førstegangskøbere af fast ejendom, der havde sat sig hårdt i tillid til de hidtidige regler. I årene efter blev mange husejere endvidere teknisk insolvente, og antallet af fogedsager og tvangsauktioner eksploderede.
Det skal indrømmes at de borgerliges langsigtede økonomiske medicin var besk på kort sigt, men den virkede!
Betalingsbalancen kom i overskud og inflationen faldt til omkring tre procent om året. Grundlaget for vore dages lavrente- og lavinflationssamfund var lagt.
Nogen spørgsmål i den forbindelse?

Jeg vil gerne give dig ret, hvis du indrømmer at det faktum, at vi i løbet af få år blev selvforsynende med energi, havde betydning for betalingsbalancen?

... blev jo klattet bort!
Nyrup havde en international højkonjunktur i ryggen, og hvad brugte han den til? Intet! Nævn bare en ting. Færre arbejdsløse skriver du. Ja tak, der var jo højkonjunktur!!?!
Fogh har også en i international højkonjunktur i ryggen, og hvad bruger han den til? Han giver bl.a. ikke efter for Soc.dem og SF som mener at man skal smde flere penge ud i samfundet. Nej for det medfører kun en ting på mellemlang sigt: Inflation. Og der var så den højknjunktur...
Arbejdsløsheden er jo for tiden rekordlav - der er jo højkonjunktur...
Fogh-regeringen gældsafvikler derimod! Mindre gæld - flere penge. På lidtlængere sigt altså.
Penge til hvad? Ikke at jeg bryder mig om begrebet, men... ældrebyrden f.eks, eller nye togskinner, eller...
Men lige nu står den på gældsafvikling. Fornuftigt.
Og forresten. Hvem har skaffet Danmark gælden på halsen. PS. Det er et ledende spørgsmål.

Danmarks udvending af Olie og naturgas havde ligget meget stabilt op gennem 70'erne siden starten gik i 72 med DAN-feltet.
I 82 begyndte produktionen at stige og i 86 øgedes stigningstakten yderligere. Dette resulterede, som du er inde på, i at Danmark i 91 blev selvforsynende og i år 2000 var forsyningsgraden tæt på 200 %, med deraf følgende gode eksportindtægter.
Så du har da ret i at energiforsyningen spillede en rolle, men den økonomiske genopretning i 80'erne var desuagtet alligevel en tvingende nødvendighed.
At situationen de senere år har været anderledes komfortabel kan vi jo kun være glade for.

De havde sikkert deres fejl. Men jeg anerkender altså ikke at de førte en fejlagtig eller uansvarlig finanspolitik. Dk fik mere ud af højkonjukturen end alle andre lande.
Hvis det er fordi du mener at pengene blev brugt forkert, så kan du da bare sige det!

Ud med muslimerne, det kan ikke gå for langsomt.

Nu er det altså værd at bemærke, hvordan økonomien under Nyrup og senere under Fogh i høj grad har fulgt den internationale konjunktur, mere præcist den amerikanske. Højkonjunktur fra 1993-2001, lavkonunktur / stagnation 2001-2004, højkonjunktur 2004-?.Ja, Danmark følger stort set USA.
Nyrup førte i mine øjne ikke nogen god, men heller ikke nogen elendig økonomisk politik. Men han sad i en god periode, under en højkonjunktur, hvilket altså gjorde hans arbejde meget lettere – Schlüter i 80’erne havde jo hele tiden en lavkonjunktur imod sig.Nyrup benyttede højkonjunkturen til i vanlig stil at pumpe betydelige summer ud i samfundet, ja faktisk så meget, at da gælden steg under Nyrup.
Jeg er ikke helt sikker på hvad du sigter til. Andre lande nød jo også godt af den internationale højkonjunktur i 1990'erne, men de lider stadig med store statsbudgetunderskud, og i eksempelvis USA's tilfælde også med massive betalingsbalanceunderskud. Bush er jo uansvarlig. Ligeledes var der ingen af de andre EU lande der formåede at nedbringe arbjedsløsheden i samme grad som Danmark.
At andre lande har ført en elendig økonomisk politik, gør dog ikke pr. definition Nyrups god. Gældstigning når det er helt unødvendigt …?!!
Bemærk fx at under Fogh kom der i første omgang færre arbejdsløse sammenlignet med de andre lande og nu er der historisk få. Altså må Fogh jo være i international særklasse. Nej, selvfølgelig ikke.

Du bruger meget arbejdsløshed som parameter. I Nyrups periode faldt arbejdsløsheden til det laveste siden 70'erne, lav inflation, massive overskud på statsbudget og betalingsbalance og lav rente. Hvor meget bedre kan det gøres
Flere af tingene var Nyrup er altså ikke ansvarlig for: Betalingsbalancen gjorde Schlüter noget ved i 80’erne. Nyrup fortsatte den – ja, borgerlig økonomisk politik under Nyrup (vældig interessant).
Så er det rigtigt, at, der var overskud på budgettet, da Nyrup gik af, men gælden steg altså under Nyrup. Helt unødvendigt tillige.
Det finanspolitisk gode ved Euron viser sig tydeligst når Danmark er Socialdemokratsk ledet. Danmark er nemlig afskåret fra brugen af pengepolitik ved at være knyttet til euroen. Ren monetarisme = borgerlig politik. Den lave rente kan vi altså takke Frankfurt for.

Indrømmet, jeg har ikke tal på det. Men jeg vil da gerne vide om du også mener at der var relativ gældsstigning. Altså i % af budgettet.

Nej, det mener jeg ikke, og det er også det socialdemokraterne altid hænger sig i: At BNP steg mere, dvs. at gælden blev relativt mindre.
Realivt, ja. For gælden steg. Og så er 64.000 kroners spørgsmålet jo det stadig ubesvarede. Hvis man ikke kan gældsafvikle under en massiv højkonjunktur, hvornår kan man så?
Svaret er enkelt: Man SKAL gældsafvikle under en højkonjunktur. Det skylder man simpelthen de kommende generationer, og den alm. ansvarlighed.
Det andet er jo skruen uden ende: Så længe økonomien, BNP, stiger så blæse være med at gælden går samme vej, så længe stigingstakten er lavere. Nej, nej.
Sæt nu, gud forbyde det, at noget uventet (terror, naturkatatrofer, uhelbredelige epeimier, e.a.) sætter den globale økonomi i stå. Så er det, mildest talt, rigtig skidt at akkumuleret yderligere gæld medens man burde have afviklet den.
Heldigvis afvikler den nuværende regering da også gælden - i rekordfart.

Det er vel også et resultat af den lave arbejdsløshed og usultning af off institutioner.

... skattestigninger. hvor meget må skatten i givet fald stige, synes du? Og gælder det så kun til næste skattestigning, eller?
Det er da indlysende at højkonjunkturens lave arbejdsløshed, medfører færre oofentlige udgifter og hvad der er sparet er tjent, lige for tiden...
At skattestoppet har en mindre glamourøs bagside skal jeg være den første til at erkende, og det kan jo heller ikke vare evigt. Man kan jo ikke delvist fastfryse de offentlige indtægter, og samtidig have offentlige udgifter som følger prisudviklingen: Offentligt vareforbrug og lønninger.
M.a.o. kan skattestoppet på længere sigt ikke hvile i sig selv. Det vil til syvende og sidst vende den tunge ende nedad. Hvis diverse offentlige institutioner tillige skal have budgetforøgelser, har vi først brug for nytænkning.
Bevares skattestigninger er jo det nemme svar, men vi er i forvejen verdens hårdest beskattede, og det ses jo ikke på f.eks. behandlingsgarantien.
Andre løsninger er påkrævede. Havd kan de i Tyskland og frankrig som vi ikke kan?