single eller par?

Kender I det, at man ikke lige kan finde ud af hvad man egentlig selv vil med livet?
Jeg har været alene-mor i et par år nu og det er da stort set også gået rimelig godt - ikke mindst fordi min bedste veninde også var alene og vi derfor kunne gøre en masse ting sammen. Vi var ret tæt knyttet til hinanden og sov tit hos hinanden med børnene. (vi er to voksne kvinder med teenage børn).
Det var faktisk rigtig hyggeligt at have sin frihed til at være sammen med veninden, uden en mand som ville blive sur over at at man brugte for meget tid på veninden.
Nu har veninden imidlertid fundet en kæreste som hun er flyttet sammen med.
Jeg under hende skam kærligheden men kan ikke sige mig fri for at savne vores tætte samværd.
Jeg besøger dem skam også i ny og næ - men det er selvfølgelig ikke det samme som før da hun også var alene.
fakta er, at jeg er kommet til at føle mig ensom - men ved egentlig ikke rigtig om jeg orker at finde en kæreste selv.
Tanken om at skulle lære en ny mand at kende, at skulle fortælle ham om hele mit liv virker uoverskueligt - og ikke mindst siger min erfaring mig, at det jo næsten altid er svært når der er børn indblandet.
På den anden side savner jeg jo en at dele livet med.
Hvordan finder man ud af havd man egentlig selv vil?
Måske lyder det helt hen i vejret!