SKABELSESBERETNINGEN i Første Mosebog
"I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden", står der i Første Mosebog 1:1. Bibelens indledende ord drejer sig om skabelsen af vort solsystem, deriblandt vor planet, såvel som stjernerne i de milliarder af galakser i universet. Ifølge Bibelen var Jordens overflade dengang "formløs og øde". Der var hverken kontinenter eller frugtbar jord. Men de næste ord oplyser hvad der ifølge forskere er den vigtigste betingelse for at der kan være liv på en planet - en righoldighed af vand. Guds ånd var "i bevægelse frem og tilbage over vandene". (1 Mosebog 1:2)
For at overfladevand kan forblive flydende, må en planet være i den rette afstand fra dens sol. "Mars er for kold, Venus er for varm, Jorden er lige tilpas," udtaler Andrew Ingersoll, der forsker i planeter. Ligeledes må der være tilstrækkelig med lys af hensyn til plantevækst. Og det er værd at lægge mærke til at den bibelske beretning fortæller at Gud under en tidligere skabelsesperiode fik Solens lys til at trænge igennem mørke skyer af vanddamp der indhyllede havene som et "svøb" om en baby. (Job 38:4, 9; 1 Mosebog 1:3-5)
I det følgende vers i Første Mosebog læser vi at Skaberen frembragte det Bibelen kalder "det udstrakte rum". (1 Mosebog 1:6-8) Dette udstrakte rum er fyldt med luftarter der udgør jordens atmosfære.
Bibelen fortæller videre at Gud ændrede den formløse jordoverflade til tørt land. (1 Mosebog 1:9-10) Han fik øjensynlig jordskorpen til at slå folder og bevæge sig. Det kan have forårsaget at der blev dannet både dybe kløfter og kontinenter, der hævede sig fra havets bund. (Salme 104:6-8)
På et ikke nærmere angivet tidspunkt i Jordens historie skabte Gud mikroskopiske alger i havene. Ved hjælp af energi fra Solen begyndte disse selvproducerende encellede organismer at omdanne kuldioxid til føde samtidig med at de frigav ilt til atmosfæren. Denne fantastiske proces blev fremskyndet i en tredie skabelsesperiode med dannelsen af plantevækst som til sidst dækkede Jorden. Derved øgedes mængden af ilt i atmosfæren, så det blev muligt for dyr og mennesker at opretholde livet ved at trække vejret. (1 Mosebog 1:11-12)
For at gøre landet frugtbart sørgede Skaberen for en righoldighed af organismer der skulle leve på jorden. (Jeremias 51:15) Disse bittesmå skabninger omdanner og nedbryder dødt stof til elementer som planterne skal bruge til at vokse af. Visse typer jordbakterier optager kvælstof fra luften hvorefter de leverer dette livsvigtige grundstof til planterne så de kan gro. En håndfuld almindelig jord kan indeholde seks milliarder mikroorganismer.
I Første Mosebog 1:14-19 siges der at Gud frembringer Solen, Månen og stjernerne i en fjerde skabelsesperiode. Ved første øjekast kan det se ud til at være i modstrid med den foregående bibelske forklaring. Men husk på at Moses, som skrev Første Mosebog, nedskrev skabelsesberetningen set fra Jorden. På det tidspunket ville man øjensynlig kunne skelne Solen, Månen og stjernerne gennem Jordens atmosfære.
Beretningen i Første Mosebog fortæller at skabninger i havet blev til i løbet af den femte skabelsesperiode, og landdyr og mennesker i løbet af den sjette. (1 Mosebog 1:20-31)
Virker det ikke som om livet på Jorden, der fremkom som beskrevet i beretningen i Første Mosebog, skulle være til glæde? Du har sikkert prøvet at vågne en solrig morgen og indåndede den friske luft og glædet dig over livet. Måske gik du en tur i en have og nød blomsternes duft og skønhed, eller vandrede i en frugtplantage og smagte på de friske frugter. Sådanne nydelser er kun mulige på grund af: (1) Jordens righoldighed af vand, (2) den rette mængde varme og lyst fra Solen, (3) vores atmosfære som har den rette blanding af luftarter, og (4) frugtbar jord.
Alle disse elementer - som ikke findes på Mars, Venus og andre planeter i solsystemet - er ikke blot et produkt af blind tilfældighed. De er fint afstemt i den hensigt at gøre livet på Jorden behageligt.
Med venlig hilsen, ftg.
For at overfladevand kan forblive flydende, må en planet være i den rette afstand fra dens sol. "Mars er for kold, Venus er for varm, Jorden er lige tilpas," udtaler Andrew Ingersoll, der forsker i planeter. Ligeledes må der være tilstrækkelig med lys af hensyn til plantevækst. Og det er værd at lægge mærke til at den bibelske beretning fortæller at Gud under en tidligere skabelsesperiode fik Solens lys til at trænge igennem mørke skyer af vanddamp der indhyllede havene som et "svøb" om en baby. (Job 38:4, 9; 1 Mosebog 1:3-5)
I det følgende vers i Første Mosebog læser vi at Skaberen frembragte det Bibelen kalder "det udstrakte rum". (1 Mosebog 1:6-8) Dette udstrakte rum er fyldt med luftarter der udgør jordens atmosfære.
Bibelen fortæller videre at Gud ændrede den formløse jordoverflade til tørt land. (1 Mosebog 1:9-10) Han fik øjensynlig jordskorpen til at slå folder og bevæge sig. Det kan have forårsaget at der blev dannet både dybe kløfter og kontinenter, der hævede sig fra havets bund. (Salme 104:6-8)
På et ikke nærmere angivet tidspunkt i Jordens historie skabte Gud mikroskopiske alger i havene. Ved hjælp af energi fra Solen begyndte disse selvproducerende encellede organismer at omdanne kuldioxid til føde samtidig med at de frigav ilt til atmosfæren. Denne fantastiske proces blev fremskyndet i en tredie skabelsesperiode med dannelsen af plantevækst som til sidst dækkede Jorden. Derved øgedes mængden af ilt i atmosfæren, så det blev muligt for dyr og mennesker at opretholde livet ved at trække vejret. (1 Mosebog 1:11-12)
For at gøre landet frugtbart sørgede Skaberen for en righoldighed af organismer der skulle leve på jorden. (Jeremias 51:15) Disse bittesmå skabninger omdanner og nedbryder dødt stof til elementer som planterne skal bruge til at vokse af. Visse typer jordbakterier optager kvælstof fra luften hvorefter de leverer dette livsvigtige grundstof til planterne så de kan gro. En håndfuld almindelig jord kan indeholde seks milliarder mikroorganismer.
I Første Mosebog 1:14-19 siges der at Gud frembringer Solen, Månen og stjernerne i en fjerde skabelsesperiode. Ved første øjekast kan det se ud til at være i modstrid med den foregående bibelske forklaring. Men husk på at Moses, som skrev Første Mosebog, nedskrev skabelsesberetningen set fra Jorden. På det tidspunket ville man øjensynlig kunne skelne Solen, Månen og stjernerne gennem Jordens atmosfære.
Beretningen i Første Mosebog fortæller at skabninger i havet blev til i løbet af den femte skabelsesperiode, og landdyr og mennesker i løbet af den sjette. (1 Mosebog 1:20-31)
Virker det ikke som om livet på Jorden, der fremkom som beskrevet i beretningen i Første Mosebog, skulle være til glæde? Du har sikkert prøvet at vågne en solrig morgen og indåndede den friske luft og glædet dig over livet. Måske gik du en tur i en have og nød blomsternes duft og skønhed, eller vandrede i en frugtplantage og smagte på de friske frugter. Sådanne nydelser er kun mulige på grund af: (1) Jordens righoldighed af vand, (2) den rette mængde varme og lyst fra Solen, (3) vores atmosfære som har den rette blanding af luftarter, og (4) frugtbar jord.
Alle disse elementer - som ikke findes på Mars, Venus og andre planeter i solsystemet - er ikke blot et produkt af blind tilfældighed. De er fint afstemt i den hensigt at gøre livet på Jorden behageligt.
Med venlig hilsen, ftg.