Slået op med kæreste

Ja, nu er der nok mange der vil sidde og grine eller syntes det er et åndsvagt spørgsmål, men her kommer det frit fra leveren:
Jeg har kendt en pige i snart 1½ år, der har været mange op og nedture, men i bund og grund elsker vi hinanden extremt meget, nå men så var det at vi havde 2 børn hver, hvor den ene af dem slår de andre og tiltaler min kæreste dårligt, og det er selvfølgelig ikke rimeligt, men jeg fik i december så et ultimatum om at hvis jeg ikke havde fået styr på ham og nogle andre ting så ville jeg blive smidt ud af døren den 31/1-05, nu er det jo bare lige sådan at jeg selvfølgelig godt kunne sige (og har gjort det) at jeg ikke ville have ovenstående ting, men det stoppede ikke.
Nå men helt fra i sommers har jeg haft savnet den fysiske kontakt og nærhed som der normalt er i et forhold, men hun blev ved med at sige hvordan hun skulle kunne give mig denne når jeg ikke havde styr på ovenstående ting, jeg kunne bare ikke få hende til at forstå at jeg savnede hende, på andre planer end at hun skulle løse mine problemer med mit barn.
Da tiden så nærmede sig, og jeg følte presset mere og mere samtidig med at jeg savnede fysisk kontakt og nærhed helt tilbage fra i sommers, talte vi sammen i telefonen hvor jeg igen prøvede at få hende til at forstå at jeg savnede hende på et andet plan, men hun ville slet ikke lytte, og blev ved med at sige at før jeg havde styr på det kunne/ville hun ikke give mig noget igen, jeg ved ikke om det er forståeligt, men blev meget gal og ked af at hun ikke ville lytte til mig, og jeg kom så til i forviringen at sige til hende at jeg droppede hende
De efterfølgende dage blev hun ved med at ringe til mig om alt muligt, og jeg fornemmede at hun gerne ville tilbage, og til sidst sagde jeg at hvis hun gerne ville tilbage, så kunne vi godt finde ud af det. Nå men jeg fik mere og mere lyst til at få hende tilbage, men nu har hun pludselig ikke lyst, eller skal vi sige hun siger hun har mange mange føelser for mig, men at der er mange ting der skal laves om, og at hun ikke ved/tror på at det kan ske, jeg har fået ordnet alle de andre ting, der er kun mit barn tilbage, men det tror hun ikke på???? Men hvad skal jeg gøre, hun siger at hun er ved at lave en liste med de ting som hun ønsker sig af et samliv, og jeg har haft sendt hende mit, men hvorfor fanden vil hun ikke tilbage, og hvor lang tid kan det tage at lave en sådan liste, jeg har det bare sådan lige nu at jeg føler at hun driver gæk med mig, og selvom hun siger at hun ikke ledder efter en anden, ja så er hendes mobil altid tændt nu, det er den ellers aldrig, jeg spurgte hvordan det nu kunne være og til det svarede hun at hun ventede en sms????
Skal jeg videre eller skal jeg vente og i hvor lang tid er det rimeligt at vente på et svar, man bliver helt rundt på gulvet af den her ventetid, Jeg elsker hende, men jeg vil ikke være til grin

Min fordel er, i modsætning til dig, at jeg er som en flue på væggen. Jeg ser objektivt på dine/jeres problemer uden at have en masse følelser i klemme.
Der er for mange betingelser og ensidige kompromisser mellem jer. Hun spiller med dine følelser, som på et musik instrument.
Det at du har fået det med din søn på plads er ikke længere nok, nej nu er der en liste af ting som skal være ok for at hun vil give dig det du sulter efter. Kan du ikke selv se et mønster? Gu kan du så, ellers havde du ikke skrevet dette indlæg.
At hun vandt dig tilbage efter du havde "droppet hende", var en kvindes behov for at vise at hun kunne.
Jeg mener at du har fortjent bedre. Og at du ikke bør finde dig i at hun leger med dig. Det er ikke så længe siden jeg selv har været "der". Og jeg ville ikke se tegnene, selvom alle andre så dem. Jeg var forelsket, og havde ikke "en flue på væggen"

men jeg ville ikke have ventet..
forstår da godt at hun ikke vil have at dit barn slår, men det er ikke bare fra den ene dag til den anden at man kan lave om på det.
min søn er 2 år, hans far slog ham tit og det lærte min søn så af ham.
jeg har kæmpet i snart 7 måneder for at få ham til at holde op, det er da blevet bedre, men han er ikke holdt endnu, det tager tid at få et barn til at lære det.
hvis hendes telefon altid er slukket og lige pludselig så er tændt hele døgnet så vil jeg ikke mene at det bare er en sms hun venter, jeg kunne godt fristes til at tro at hun måske har noget kørende med en anden, men ved det ikke..
som du skriver at det hele foregår, at hun vil skrive et brev hvori der skal stå hvad hun vil have i et parforhold, det er da fint nok, men for mig lyder det som om hun ikke kan li dig som den du er, men vil ha dig til at være en anden. det ser jeg som et problem. man vælger en mand af kærlighed og personlighed, man vælger ikke en mand for at lave om på ham og bestemme hvordan han skal være..
hvis jeg var dig ville jeg nok gå ud og finde en anden, en som kan li dig for den du er og ikke vil lave om på dig. og hvad dit barn angår, hav tålmodighed, han lærer at holde op med at slå men det tager tid..
håber du finder ud af det..
held og lykke.

Jeg har netop ikke fået alt på plads med min søn, men de andre ting hun var utilfreds med er på plads, dog formåede jeg ikke at få dem på plads før et par dage inden jeg droppede hende, fordi jeg simpelhent ikke forstod hvad det var hun var utilfreds med, alle diskutioner gik på min søn og det det åbenbart også handlede om var min ex, som har blandet sig, men hende er der styr på, men hvordan fanden kan jeg gætte mig til at hun var sur på hende, når de hæftige diskutioner gik på min søn, jeg ved simpelhent stadigvæk ikke hvad jeg skal jeg savner og elsker hende, men hvorfor skal hun pludselig vende om og sige at hun alligevel ikke ved om hun vil???? Jeg snakkede med hende imorges fordi det er mieningen at et vennepar skal komme, og sagde om hun kom eller hvad for jeg skulle købe ind, og så svarede hun at hvis jeg pressede hende ville svaret nok være negativt, men hvad gør jeg så????

Hej prøv lige at se det svar jeg gav til aremis
Hvor lang tid er rimeligt at skulle stå i standby???

det er kun dig der kan vide det, men synes ikke hun er fair overfor dig. synes nu heller ikke du skal begynde at købe ind for hende, lad hende få den tid hun skal bruge, hvis hun så finder ud af at det er dig hun vil have, så må du jo gøre op med dig selv om du så stadig vil have hende eller om du vil videre med dit liv.
din ex, er det børnenes mor...?

Det er ikke rimeligt at skulle vente på et svar det er et ja eller et nej, men kan ikke blæse og have mel i munden, tal med hende og find ud af om det skal være jer eller ej......
Jeg er selv en kvinde og ville forlange et ja eller nej os eller alene!!!!!
for mig lyder det som om hun har noget andet kørende.... been there try'ed that...
Held og lykke

Du må undskylde at jeg misforstod mht din søn. Men det med at din kæreste klager over alt andet end lige præcist det som sagen handler om - nemlig din eks, er klassikeren.
Den kvinde er ikke født endnu.som siger tingene ligeud. Mænd er fra Mars og kvinder fra Venus!! Kvinder har det ikke så godt med at sige ligeud at de har et problem med partnerens eks. Havde det ikke været din søn hun lod sin frustration gå ud over, så havde det været den berømte hætte på tandpastaen eller et ikke nedslået toiletbræt.
Gode mand, det gen vi mænd mangler - nemlig det gen som ville gøre at vi kunne læse kvinders tanker, har vi ikke. Og det lærer mænd eller kvinder aldrig at forstå.
Jeg kan kun råde dig til at se på din kæreste med lidt afstand. Tænke tingene godt og grundigt igennem, og så drage dine konsekvenser.
Ingen kvinde har endnu besiddet den frækhed overfor mig at servere en liste over ting som skal ændres ved mig, eller som skal til for at vi kunne få det ideelle partnerskab. Og den dag det skulle ske, så er hun ikke den rette partner for mig.

Ja det er det

Ja det er børnenes mor jeg tænker på her

...da du gav det svar, at din eks er moren til dine børn. Hver gang din kæreste ser din søn, så ser hun hvad, eller at du havde noget med din eks. Ja, det er sguda logisk at dine børn må komme et eller andet sted fra. Men er din eks et stort tema mellem jer? Taler du ofte om din eks?

men så må din (kæreste) jo også acceptere at hun blander sig engang imellem, det kan være svært at have et forhold hvor der er børn i forvejen, men det valg har i jo begge taget.
min kæreste skal også finde sig i min eks (barnets far), det er træls men jeg valgte jo selv at få et barn med ham og må så nu leve med at han blander sig.
men hvad er det præcis hun gør som din (kæreste) bliver sur over...?

Ja min ex har åbenbart været det store emne for min kæreste men det var bare ikke det de fleste diskutioner gik på, det var min søn og hans væremåde

hvor gammel er din søn...?
lyder til at i har diskuteret meget om ham, men så gal en væremåde kan han da heller ikke ha..

Ja, det blev indlysende for mig da jeg læste dit foregående svar, og fordi jeg har oplevet det på min egen krop.
En partner har ret til at komme med berettig kritik over "umulige" børn. Men de har satme ikke retten til at lade deres frustrationer gå ud over partnerens barn. Og som sagt..jeg ser ingen uproblematisk fremtid for jer. Jeg tror at hun har brændt fingrene i tidligere forhold og ser "spøgelser".
Held og lykke til dig og dine børn i en forhåbentlig lysere fremtid :o)

Det er mange ting som der har været oppe men som jeg ikke har følt som det store problem fra hendes side, men det er sådan noget med at jeg i sommers fik et epileptisk anfald, og fik et kørselsforbud, her blandede hun sig rigtig nok i at jeg ikke skulle kører i vores ferie med børnene selvom der kun var 2 uger tilbage før jeg måtte kører og da vi så kom hjem sagde hun at hun syntes nu at det var rimeligt, og jeg tog det til mig selvom det selvfølgelig er forkert at kører ligemeget hvad, men det flegnede kæresten fuldstændig ud over, så er det sådan noget med at min ex besøger min mor og halvfar, jeg har bedt dem lade være fra begge sider, og min mor har sagt at det ville hun ikke, men min kæreste ville så ikke besøge min mor, fordi hun ikke ville have min ex. med som et tredje hjul, og jeg valgte så side til min kærestes fordel, det var svært meget svært, men det tæller åbenbart ikke med som et plus for hende
det her fortæller måske også noget for jer?
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=16&conference=171&posting=129541

Man kan elske en anden på mange måder og lige såvel savne af forskellige årsager. Hvori ligger dine følelser for hende og på hvilken måde savner du hende?
Hvad føler du? Det er jo det, du skal forholde dig til og ikke hvad vi andre tror, du eller hun føler.
Følg dit hjerte som det jo så fint lyder..det er i hvert fald ud fra det du træffer det bedste valg.
Held og lykke

4½ år

Ja, jeg elsker hende over alt i verden, og vil som du nok også kan se ud af nogle af svarene gøre meget faktisk alt for meget, men jeg har det lidt sådan, at jeg føler det må være rimeligt at hun giver mig besked om hun kommer lørdag, men har det også sådan at hun ikke skal komme hvis hun ikke vil noget med mig, men hvis jeg ikke kan spørge hende om hun kommer uden at hun føler sig presset, hvad eller hvordan skal jeg så stille det op???

kan ikke forstå hvor meget brok hun kan ha over ham, så skal hun bare vente til han bliver 15...
nej, alvorligt, hun skal under ingen omstændigheder lade hendes frustrationer over din søn, han er ikke så gammel, men han forstår godt hvad hun siger. det må også være utroligt hårdt for dig at høre på, da han jo er din. det var måske også en ting du skal have snakket ordentlig igennem om, hvis du vælger at det være jer.

kan godt forstå hun ikke er glad for din ex og dine forældre snakker sammen, men de er vel også blevet glade for hinanden da i var sammen. og jeg vil mene det er en god ting stadig at have kontakt til dem, da det giver børnene nemmere ved at forældrene ikke er sammen, så ser de også at i ikke hader hinanden, men stadig kan snakke sammen.
jeg mener personligt at det er forkert du skal vælge side, det skulle jo helst ikke ødelægge din familie at hun er kommet ind i billedet...
jeg har også skrevet et indlæg her i debatten, det hedder svigerforældre, der kan man se det fra en lidt anden vinkel, hvor det er svigerforældrene der ikke kan li mig, men jeg har ikke og vil aldrig be min kæreste om at vælge side..

Ja, det er hårdt og jeg forsvarer ham selvfølgelig, de fleste gange uberettiget føler hun, men som jeg siger han farer jo ikke bare ind og slår helt umotiveret, det kunne jo være at der var andre der havde kørt ham op, eller selv havde kommet til at puffe eller skubbe til ham, men det syntes hun stadigvæk ikke er iorden, og det er det selvfølgelig heller ikke, men hvor mange ville f.eks stå og finde sig i at blive skubbet, eller på anden måde kørt op??? og det kan jeg ikke få hende til at forstå, nå men jeg ved stadigvæk ikke hvad jeg skal gøre, for ikke at presse hende mht. til på lørdag, hvor vi skal have gæster hjemme hos mig, jeg er nød til at købe ind, og det er ikke ligemeget om der kommer 6 eller 8 mennesker

Jeg synes at den kvinde stadigt mindre fortjener en så følsom mand. For mig ser det ud som om hun vil kontrollere ALT!
Det er fanme for lavt at en voksen kvinde ikke magter en lille fyr på 4½år. Men at hun vil styre hvad kærestens eks, hans forældre og omgivelser gør eller ikke gør...jamen for faen. Jeg skulle hurtigt få sat hende på plads!

hvad lørdag angår.
synes du bare skal købe ind, så der er hvis hun vil komme, og hvis hun ikke vil så har du rester til dagen efter.
på den måde presser du hende ikke, men så er der mad og plads hvis hun har lyst, så er det jo bare op til hende, tror ikke der er meget mere at gøre ved det. jeg håber virkelig at hvis hun også elsker dig lige så meget som du elsker hende at hun så vil ændre lidt på hendes holdninger, så i kan få et rart og afslappet forhold.

og at blive elsket....
Hmm har lige læst dit andet indlæg vedr. din ex og din mor m.m.
Jeg har selv stået i en sådan situation hvor min ekskærestes forældre og hans ekskone inviterede hinanden til alle slags arrangementer. Den er sku svær at sluge. For det første talte han altid dårligt om ekskonen men alligevel skulle det hele se ud som om de stadig var en familie...for børnenes skyld. Derfor blev alle inviteret. Hans ekskone besøgte også ofte hans forældre og det var da dejligt....på sin måde, for det fik også mig til at føle mig udenfor idet, de jo havde en fortid sammen og kendte hinanden langt bedre og der var al denne indforståethed mellem dem. Det var lidt svært at takle. Måske synes hun det samme..måske ikke.
Det var lige et sidespring....
Et råd...lyt til din intuition. Du kender allerede svaret på dine spørgsmål.

Nu har jeg læst dit første debatindlæg og alle de efterfølgende. Du spørger,hvor længe du skal vente på et svar fra "din kæreste". Jeg synes svaret næsten allerede er givet.....du har ventet for længe allerede. Det ser ikke ud som om, at hun melder positivt tilbage på de ændringer og tilbud du allerede har givet, og jeg synes det virker til, at du har strukket dig langt. Men derimod havde hun svært ved at undvære dig da du droppede hende. Jeg synes, at du skal give hende tilbage af samme skuffe som hun giver dig. Lad være med at rykke mere efter lister over hvad hun ønsker af parforholdet og om hun kommer på lørdag, gå ud fra, at hun ikke kommer. Hvis hun klager over det manglende "pres" kan du jo sige, at du kun har gjort hvad hun bad dig om. Lad være med at tigge og bede.
Hun er gal på den både overfor din søn og dig, desuden skal hun slet ikke blande sig i om dine forældre ser din exkæreste og søn eller ej. Så længe dine forældre ikke forventer, at både din ex og din kæreste skal sidde ved samme kaffebord og smile, er det deres ret at holde en god kontakt til exsvigerbørn og børnebørn. Det kan jeg overhovedet ikke se noget forkert i - tværtimod, mener jeg, at hun er den, der er helt galt på den!
Om hun har en ny flamme eller ej er svært at svare på ud fra det du fortæller, men hvis du lægger afstand til hende og hun selv kontakter dig, så er det nok fordi hun ikke er helt færdig med dig trods alt - spørgsmålet er bare, om der ikke er så mange skår klinket, at du i længden er bedre tjent med at gøre det helt forbi selv. Men hold nu afstand og se hvad der sker. Pøj-pøj!

Hej Ups og aino. Jeg læste med interesse dit indlæg UPS. Og jeg kan godt forstå dig et langt stykke ad vejen. Sagen er dog den, at hans forældre ikke blot er hans forældre, men tillige børnenes bedsteforældre? Den ret må man vel ikke helt se bort fra?
Desværre har jeg selv været ude for at være komplet udelukket fra min eks´s familie, og jeg bør tilføje at jeg holdt rigtigt meget af dem. Min respekt for min eks´s vilje gjorde at jeg ikke fulgte mine ønsker.
Det er en meget individuel ting.

Ja det er en meget individuel ting, det vil jeg give dig ret i. For det kommer jo netop an på hvad der har været sket inden man blev til en "eks-familie" :o) Jeg ville selv have det svært, hvis mine forældre så min eks, men jeg ville også synes det var ok.Jeg skulle bare ikke være i stue med ham, men det er jo min sag. At han og jeg ikke kan sammen mere er jo ikke ensbetydende med, at de skal cutte enhver forbindelse med ham efterfølgende. Børnene skal selvfølgeligt have kontakt med bedsteforældrene "uanset" hvad.
Men det jeg ville sige med mit forrige indlæg er bare...at det kan være svært at komme ind i en familie der rummer kærestens ekskone eller eksmand.

Ja, i har alle meget ret i det hele, hvorfor ikke bare se tiden an, MEN DET GØR FANDME ONDT, når hun ikke direkte bad om at komme tilbage men alligevelet gjorde, og så siger man ok, og så stiller hun sig på bagbenene, hvorfor? er det en eller anden form for magtsyge at hun skal ihvertfald nok bestemme på hvilke betingelser det her skal kører, og lige meget hvad du siger mener jeg det modsatte??
Er i syv sind, hvorfor forstår hun det ikke, hvorfor forstår hun ikke at jeg faktisk er gået meget langt for hende, hvorfor forstår hun ikke at jeg ønsker nærhed / fysisk kontakt, eller nærmere, fatter hun ikke en brik. Jeg elsker hende, men men men

Ja, men det er altsammen rigtig men det forholder sig ikke sådan at de (min mor) har villet inviterer ekén og min kæreste samtidig, men som jeg ser det er det måske et spørgsmål om at min mor har haft talt godt om min ex og det er selvfølgelig ikke sjovt hvis hun føler det på den måde

Jeg ved heller ikke om hun føler det sådan...jeg kan jo kun fortælle om mine egen oplevelser og hvad jeg har følt.
Der kan være 100 årsager til at din kæreste opfører sig som hun gør, men jeg tror ikke hendes opførsel har noget at gøre med din ekskone.
Er det du ønsker hun skal svare på eller bekræfte,er det om det er slut imellem jer? Jeg kan ikke se hun burde føle sig presset, hvis hun elsker dig. For elsker hun dig ville hun ikke opføre sig sådan. Ring til hende og pres hende for et svar. Hun vil ikke give dig et nej hvis hun føler for at sige ja. Stol på det. Siger hun nej, ville hun sige nej alligevel. Så det er op til dig om du virkeligt er interesseret i at høre hvad hun vil svare dig.

...i at din kæreste ikke alene er magtsyg, men også ønsker at kontrollere alt. Det er ganske utroligt at hun ikke har "numse i bukserne" til at tage en konfrontation direkte med dig, men vil lade det gå gennem den svageste i dette spil - din lille søn.
Hun ser ud til at stille som betingelse for et forhold til dig, at hele din fortid skal viskes ud. Det er ikke alene urimelig, men også barnligt og meget meget egoistisk.
Og jeg kan ikke være uenig i at dette er en forsmag på et liv med hende.

Det lyder jo ret meget som om, barnet har slået fra sig hele tiden, og jeg tænker mig, at I måske ikke har taget fat om problemets rod, da det opstod, men derimod nærmest har placeret et ansvar hos hinanden og/eller hos barnet.
Når dit barn slår fra sig, handler det jo om, at han ikke kan klare sig på andre måder. Det I står med, er et barn der handler i afmagt, og når I som voksne "tillader" ham at blive fanget i afmagt, synes jeg såmænd, at I bør sørge for, at den slags situationer ikke opstår i hans lille verden.
Hvis din kæreste giver barnet ansvaret for hans adfærd, er det nærmest som en ond cirkel, fordi det forøger hans følelse af afmagt.
Hvis du ikke bakker ham uden at blive sur, både på ham og på din kæreste, pålægger DU ham også ansvar, om ikke andet, så bliver det hans "skyld", at der er en dårlig stemning.
Din eks-kone spiller også en stor rolle her; for hans reaktioner hos hende, er de samme, som hans reaktioner hos jer. Jeg må gå ud fra, at I har forsøgt at løse problemet sammen??
Hånden på hjertet: Jeg forstår din kæreste. Jeg forstår, at hun også er i en afmagtssituation, og jeg tror faktisk også, at hun i et presset øjeblik, vil kunne finde på at kræve, at barnet slet ikke skal komme i jeres hjem. Det vil hun garanteret aldrig tillade sig selv at indrømme, men jeg kender udmærket følelsen der siger "Møgunge - gid du for fanden bare blev væk". Jeg kender de grimme følelser OG den dårlige samvittighed, der følger efter.
Så det du har på dine hænder er faktisk en kæreste og et barn, der begge er magtesløse, og faktisk begår den ene panikhandling efter den anden.
Du selv er ligeså magtesløs; "undskylder" det hele med, at du har foretaget ændringer, at du tror, at hun har gang i noget andet med en anden mand, at du tror at hun straffer dig osv.osv.
Istedet for at slå og "straffe", sætter du dig tilbage og vælger sådan halvt om halvt, at problemet nok ikke kan løses, tror jeg.
Du har allerede givet halvt op, og søger nu bekræftelse i, at du "har ret til" at være uforstående overfor din kæreste, at du "har ret til" at sige, at du ikke KAN løse problemerne med dit barn osv.
Jeg tillader mig at skrive til dig, at du bør hive fat i din mave, glo alt lortet lige op i fjæset og tage fat fra en ende af.
Jeg tror ikke på, som andre har skrevet, at det løb er kørt. Jeg tror på, at hvis I virkelig vil hinanden, så er alt andet sådan set bare praktiske problemer. For sådan er det. Og praktiske problemer kan heldigvis løses med praktiske værktøjer.
Som jeg læser det, er jeres eneste problem, at I har et barn, der har problemer. Løs hans problemer uden at pålægge hinanden skyld, og så løser I også jeres problemer.

Ja, jeg kan da godt hive tingene op af maven:
ja jeg har et problem i og med at mit ene barn slår
Ja jeg har et problem i og med at min kæreste ikke vile se min mor
De to ting er mega store, måske ikke så meget det sidste for det har jeg på et eller andet plan sagt at sådan er det lige nu
Jeg har personligt et problem med at jeg ikke blev vist kærlighed så meget da jeg var mindre, og at mine forældre blev skilt. (det ved jeg ikke lige hvad jeg skal gøre ved, men jeg arbejder da med det)
Ja jeg har et problem med at min ex, hvor jeg har haft "givet" hende lov til at blande sig i nogle ting, som hun i princippet ikke kunne blande sig i, f.eks hvornår jeg skulle kører i bil efter mit epilepsi anfald, og det har jeg for nylig haft diskuteret med hende og fortalt at jeg altså ikke gad alle hendes indblandinger, og ej heller om vi skulle tage det ene eller det andet sted, i mine week-ender.
Jeg har et problem i at min kæreste flere gange har haft stillet sig op og sagt til mit barn at kunne han ikke være ordentlig, så ville hun ikke have ham på besøg, ikke alene for ham, men det indebærer jo så også mig og min datter og jeg mener ikke at man kan stille sig op og fortælle et barn på 4 år dette.
Og ja jeg og kæresten har forsøgt at løse tingene vedr. mit barn, og han slår selvfølgelig ikke ligeså meget mere, men det er som om at det bare ikke er godt nok, og nej han må ikke slå, og nej min ex gider eller vil ikke løse tingene, for hos hende er der ikke noget siger hun, ja han har da slået fortæller hun, men jeg kan åbenbart ikke få min ex til at indse at det ville være nemmere for knægten hvis vi begge steder har de samme regler og rammer begge steder.
Der er ikke noget jeg hellere ville end at hjælpe min knægt ud af den frustration eller hvad det nu er der gør at han tyr til at slå, eller tale grimt, men hvad gør man??, jeg har prøvet at tage fat i ham og sige at han skal opfører sig ordentlig, at han ikke må slå, at han skal tale pænt, og at han skal spise sin mad, og at hvis han f.eks. ikke spiser den ja så må han gå fra bordet, og jeg mener selv jeg har sagt alle tingene rimeligt strengt, kæresten har også haft sagt jeg vil ikke have du slår (han har aldrig slået hende, men hendes eller andres børn) for så bliver jeg rigtig sur og ked af det, så siger han bare mig bliver også sur og ked af det, og det tænder hende fuldstændig vildt af. Hun har haft sagt at hun syntes at han er en sød dreng men at hun ikke ville have at han gjorde sådan og sådan (det har jeg også) men det hjælper ikke???? vi har prøvet rigtig mange ting for at få ham til at stoppe, men ???

Nu spørger du om rigtig mange ting i dit sidste indlæg. Ikke kun de spørgsmål du stiller med et❓efter, men alle de spørgsmål, som ligger gennem alle dine ord.
Dit barn:
Det kræver mange ressourcer for de fleste voksne, at sætte sig ind i, hvorfor et barn reagerer som det gør. Underligt på en måde, for vi har jo selv været der allesammen. Men vi glemmer hvordan det er at være barn. Mine erfaringer er, at du har to muligheder:
1)Involver daginstitutionen. Der er uddannede pædagoger, som jo allerede kender situationen. Det skulle undre mig meget andet. Og de vil som regel gerne hjælpe.
2)Hjælp dit barn HELE tiden. Det er hårdt arbejde, og afhængigt af de øvrige børns alder, kan de inddrages. Det er væsentligt, at du selv er i nærheden af drengen hele tiden, så du med egne øjne ser, hvilke situationer der skaber konflikterne. Sådan en slags "overvågning".
Derudover er det tvingende nødvendigt, at barnet får tillid til dig og evt. din kæreste. For i stedet for at slå, er første skridt, at han sladrer. Han skal simpelthen komme og sladre HVER gang han føler, at han bliver drillet så meget, at han skal til at begynde at slå. Han er stor nok til at forstå det, og han er stor nok til at begynde at sladre. Ved at se hvordan du/I løser konflikten uden at slå på de andre, vil han efterhånden begynde at kopiere, og dermed vil I langsomt gøre ham i stand til at hjælpe sig selv.
Din kæreste: Du er nødt til at gøre hende klart, at HUN er fungerende mor for drengen, når han er hos jer. Hun hverken kan eller skal stå på sidelinien, og det betyder, at når I har din søn, så "findes" hans mor ikke. Det lyder måske hårdt og unødvendigt, men det virker som om, din kæreste IKKE har nogle rettigheder over det barn du har fået med moren. Jeg kender naturligvis ikke alle detaljer, men jeg tror ikke, at jeg tager fejl, når jeg siger, at I har hver jeres børn, og at børnene ikke er "lige", når I har dem alle. Jeg KAN tage fejl, men jeg tror det ikke. Hvis din kæreste "tages med" som mor, vil hun jo få "lov" til at opdrage på din søn, og det er jo meget nødvendigt, når I nu engang har besluttet jer for, at I skal have jeres familie til at fungere.
Din mor: Tjah - jeg har allerede været ind over "aino" med svar, og det jeg har genlæst får mig sådan set ikke til at føle, at det er nødvendigt at tilføje noget.
Dig: Jeg er i tvivl om, hvilke spørgsmål du egentlig har her. Ikke at jeg ikke forstår, hvad du skriver, men du hænger jo også uhjælpeligt fast i din egen fortid. Jeg tror på, at i det øjeblik vi begynder at tage ansvar for vores liv i fortiden, uanset hvem der har "skyld", så kan vi komme videre.
Jeg tænker mig, at jo mindre du er i stand til at afslutte din egen fortid, jo sværere er det for dig, at forholde dig til din søn....

Min datter begyndte at reagere voldsomt efter jeg fik en ny kæreste. Hun blev agressiv, hun bed, sparkede, slog, nev, kastede med ting, smækkede med døren ja og meget andet. Det skete et par uger efter han var begyndt at komme i vore hjem og min kæreste og jeg var meget kede af det for vi kunne simpelthen ikke forstå hendes reaktion. Hun kastede sig om halsen på ham når han trådte ind af døren, så jeg selv pænt måtte vente til det blev min tur til at få et velkomstkys. Hun kildede ham og de lo og legede og pludseligt kunne hun reagere fuldstændigt modsat og bede ham om at gå sige hun ikke kunne lide ham ovs. Min kæreste og jeg havde mange samtaler om situationen og vi var godt klar over at min datter var ked af det, men vi vidste ikke var grunden var. Hun var forresten 4 år. Jeg begyndte langsomt at spørge ind til hvorfor hun var så ked af det og blev så gal og langsomt kom det frem at hun var ked af det, fordi hun ikke måtte sove ved siden af mig når han var der :o) Tja ikke? Og i børnehaven var mange af de piger hun havde leget med stoppet, så hun havde ingen at lege med. Der var altså sket nogle store omvæltninger for hende og det er da klart at hun reagerede. Jeg tog en snak med pædagogerne i børnehaven og satte dem ind i situationen og spurgte om de havde oplevet nogle forandringer med hende. Det havde de ikke så hun afreagerede altså derhjemme. Min kæreste og jeg talte igen sammen og fik sammen talt med min datter og lod hende forstå at der var plads os alle og der ikke "gik noget" fra hende fordi han var kommet til. Efter et par uger og megen kærlig omsorg, faldt hun til ro igen. Nu har hun en ekstra Far for det er han når vi er sammen. Han får lov til at være med i hendes opdragelse, hvilket er utroligt vigtigt for at også han skal føle sig som en del af "familien". Min datter har tillid til ham og hun ved hvor hun har ham henne. Han er ikke en bussemand for hende når han sætter grænser, tvært i mod så.
Tag fat i din søn og sig til ham at du kan se han er ked af det. Spørg ham om han er ked af noget der er sket derhjemme, i børnehaven hos dig og din kæreste eller andet. Fortæl ham at at det er i orden at være ked og gal og fortæl ham så at man istedet for at slå når man bliver gal eller ked, så skal man sige at man er ked af det eller man er gal i stedet. Tal med pædagogerne og din ekskone. Det er vigtigt at I alle får talt om dette. Hvis din eks. er så god til at blande sig, så kan hun jo passende tage del i søn søns adfærd der i den grad er selvdestruerende og ødelæggende for jer alle. Din eks. kan måske være med til at spørge ham.

Tjo. det lydder da fair nok, jeg har bare prøvet, og hver gang siger han at han savner sin mor, og vi har snakket med børnehaven, se evt. lige svar til solitair

Børnehaven er involveret, og det er PPR også, fordi de siger at de i institutionene mener at han har behov for en støttepædago, og det ligger i licitatione nu
Har prøvet at overvåge ham, og det gør faktisk kun situationene værer, fordi han så ikke ved hvilket ben han skal stå på
Det ville for så vidt være iorden at han sladrede, men hvad hvis man ikke har set en given situation, jeg syntes ikke man kan gå ind og skælde en anden ud uden at vide hvad der er sket???? ligesom jeg ikke mener man kan gå ind og skælde ham ud hvis en anden kommer og siger at han har slået, de børn han er omgivet af når han er hos mig er 3 piger på 6,8 og 10 år og de kan sagtens finde ud af at tirer hinanden, og også ham, så hvornår er det rimeligt?
Vi har haft kontaktet børnehaven og han slår eller som de siger kommer også ud i mange konflikter dernede, de har søgt at få en støttepædago til ham, men de hænger ikke på træerne. Og før at han kunne få det skulle han til PPR, det har han været, og hun siger at han har behov for det, og at han flakker meget omkring i institutionen, hvilket hun har bedt inst. sørge for at han ikke kommer til, men det virker ikke som om at de formår det særlig godt.
Min mor, tja. hvad skal jeg sige
min fortid prøver jeg at arbejde med i følge anvisninger fra PPR, så som at starte med at tage ham op til mig, tænke over hvad jeg kunne have haft behov for da jeg var lille

Jeg kan godt se det er en frustrerende situation for jer alle. Jeg ved ikke hvad jeg skal råde dig til. Husk blot at du aldrig kan fortælle og vise dine børn hvor stolt du er af dem og hvor meget du elsker dem. Husk at rose dem for de ting de gør, istedet for at påpege de fejl de begår.
Held og lykke
og glem nu ikke dig selv!

Det hele er nu ligemeget hun kan eller vil ikke tilbage til mig, har lige fået beskeden, jo det kan godt være siger hun at man efter en periode kan begynde et forhold op igen, det ved jeg bare ikke lige hvordan det skulle kunne lade sig gøre? man ringer jo ikke til hinanden f.eks efter 2-4 måneder og så bare siger nå hej du skal vi ses, jeg vil gerne have et forhold til dig, eller gør man? jeg vil, tror jeg efter 2- 4 måneder ikke kunne ringe til hende, for så tror jeg jeg ville have et så stort had til hende, at jeg simpelhent ikke ville kunne snakke med hende.
Og jeg syntes så bare flot at hun venter 14 dage med at give mig et svar, men så kunne hun jo også vade godt og efter trygteligt på mig.
Jeg har ikke haft nogle at snakke med om de her ting, så en stor tak til jer alle der har hjulpet mig.
Burde jeg skrive en mail til hende med links til de tråde jeg har haft oprettet herinde, så hun kan se hvad i andre mener om de situationer vi har været ude for?
Tak til alle

Jeg har sagt at jeg ville være med på kompromisser på mange af hendes ting, men hun tror ikke det kan lykkedes????????????????????????
Øv jeg hader mig selv, hvorfor hvorfor skal hun vade sådan på mig??
står foran en week-end hvor jeg skal have mine børn, skal fortælle dem det, skal have gæster lørdag, skal til min farmor søndag

Nej hvorfor skulle du det? Ville du få det bedre af det? Tror du det gør en forskel...andet end at du prøver at dukke hende også? Lad være med at gå ned på hendes niveau ikke?
Jeg ved det er hårdt, men tag fat i dig selv. Glæd dig over at der kommer til at ske noget her i weekenden så du ikke sidder alene, selvom det er det man har mest lyst til. Få talt med dine venner og græd..hvis det er det du har brug for. Det er ok at være ked af det og vise at man er det.
Vær ikke gal på hende...det er spild af energi og du får det ikke bedre af at gå og være gal over hun trak tiden ud....som jeg tidligere nævnte...du kender selv svaret men ønsker du at høre det?
Kom videre og brug tiden på at få din søn til at føle sig tryg. Der vil komme en dag hvor du også vil blive holdt af og elsket for den du er.
Må lyset og kærligheden følge dig på din "nye" vej. Når en dør lukkes åbnes en ny :o)

Trist at høre, at forbindelsen mellem jer er brudt. Men ting sker, jo. Fordi det skal de.
Det værste er, at du er så bitter; for den bitterhed du føler idag, er den bitterhed der skaber din dag imorgen.
Hvis dine følelser og tanker sætter sig for meget på tværs i dig, er du velkommen i min mailbox.

Tja det kunne da godt være at jeg ville få det bedre af at hun hørte andres meninger, nej jeg personligt ville nok ikke, men man bliver vel på et eller andet plan hævngærig, og nej jeg kan godt se hvad du mener, og gør det nok heller ikke.
Det der med at der sker noget i week-enden, ja men jeg syntes på et eller andet plan at hun er en røv at gøre det på det her tidspunkt, pkt. 1 hun ved jeg har mine børn, hun ved at min store datter elsker hende (faktisk rigtig meget) og ja jeg har været nød til at fortælle hende som det første da vi gik ud af skolen (der hentede jeg hende) at vi ikke kom til at se hende mere, fordi hun spurgte om vi ikke skulle ud til hende, og hun blev ved med at spørge om alle mulige og umulige ting, og til sidst satte jeg mig ned på en bænk udenfor og fortalte dem hvad der var sket (ikke i detaljer) men at vi ikke kom til at se hende mere, det tog meget meget hårdt på hende, hun fik tårer i øjnene og så knugede hun sig ind til mig og jeg må ærligt indrømme, jeg kom sku også til at fælde en tåre mere, endnu engang, selv om jeg har gjort det i 14 dage nu hver eneste aften, jeg kan snart ikke græde mere, nu begynder det kan jeg mærke mere at vende sig til et had til hende, men samtidig elsker jeg hende???????? og savner hende og hendes selskab?????
Meht. venner ja så har jeg kun 2 tilbage og den ene kommer imorgen, men kan eller vil ikke hører på det imorgen, de har selv børn med, den anden kunne jeg selvfølgelig ringe til, men det kan man jo heller ikke når mine børn er her, men alt i alt syntes jeg at hun er en lort at gøre det på det her tidspunkt, men sådan er det jo bare. Man kan sige at der ikke er hverken gode eller dårlige tidspunkter at gøre tingene slut på, og den efterladte, vil nok altid føle at den anden er en røv at gøre det lige på det tidspunkt han/hun gør det.
Ja jeg vil prøve at pleje mine børn de næste par dage, men frygter egentlig aftenerne hvor der så ingen er, og jeg overvejer egentlig at tage på ferie i næste uge, så jeg er fri for at hun evt. skulle ringe, eller at jeg skulle komme til at ringe til hende, fordi jeg savner hende så extremt meget, tuuuudddddderrrrr igen, men ligemeget hvor meget hun egentlig har jokket på mig så elsker jeg og savner hende, jeg ved ikke om det er forståeligt?

Tak for jeres suveræne hjælp, den er simpelhent uvurderlig, og hvis jeg kunne ville jeg give jer et kæmpe kram og et kys på kinden

Tja du sagde det jo allerede til mig for lang tid siden, men jeg var forblændet af andre ting og troede ikke det her ville ske, hun ændrede mit forhold til min mor, og så skippede hun mig bagefter, jeg var bare så dum så dum at jeg ikke kunne se hvad hun havde gang i.
Tak fordi du vil hjælpe også bagefter, det er jo bare kanont, og helt extremt, jeg har aldrig oplevet nogle mennesker der har været så søde og dejlige som jer, forhåbentlig får jeg selv lov at hjælpe èn en dag, bare det ikke er jer det er gået ud over, men ellers skal i alle være velkomne. TAK TAK TAK, jeg vil aldrig glemme jer
jeg vil prøve at pleje mine børn de næste par dage, men frygter egentlig aftenerne hvor der så ingen er, og jeg overvejer egentlig at tage på ferie i næste uge, så jeg er fri for at hun evt. skulle ringe, eller at jeg skulle komme til at ringe til hende, fordi jeg savner hende så extremt meget, tuuuudddddderrrrr igen, men ligemeget hvor meget hun egentlig har jokket på mig så elsker jeg og savner hende, jeg ved ikke om det er forståeligt?
Hun har også en seng stående i min kælder, så jeg slipper vel ikke for at se hende, hun har sagt at hvis jeg ville have den stående ville hun være glad, og har haft sagt ja at det måtte den, men samtidig melder den her grimme føelse sig der siger fuck hende hun har lavet grin med mig og jeg har det måske allermest sådan lige nu at jeg godt kunne finde på at ringe til hende og sige at hendes seng stod uden for min lejlighed (på gaden) om 10 min, men det vil vel egentlig heller ikke gavne nogle?
Man kan måske på et eller andet plan sige at jeg da så endelig havde fået kastet hende helt ud af mit liv, om det vil gavne mig eller hvad, tja, det ved jeg ikke rigtig??????

Tak for jeres suveræne hjælp, den er simpelhent uvurderlig, og hvis jeg kunne ville jeg give jer et kæmpe kram og et kys på kinden

det er forståligt at du stadig savner og elsker hende, følelser forsvinder ikke bare fra den ene dag til den anden, det vil tage tid, men tiden læger alle sår.
at du også hader hende, er så også forståeligt, hun har jo såret dig meget, men det du selv beskriver lidt pakket ind (kærligheden er stærkest), og det er rigtigt, den er svær at kæmpe imod. at tage på ferie ville nok være en god ting, på den måde kommer du lidt væk fra det hele og har en mulighed for at tænke på noget andet.
det var trist at høre din datter blev så ked af det, hun skal nok komme over det, men børn er meget følsomme og det vil du også kunne mærke.
ved det er svært at tænke på andet lige nu, men prøv at lav noget sjovt og spændende sammen med dine børn, ikke snakke så meget om din eks men bare hygge, det vil også aflede din datters tanker, så hun kan komme lidt op med humøret.
håber at du kan få genoprettet forbindelsen til dine forældre, da du har brug for dem nu.
jeg ønsker dig og dine børn alt held og lykke på jeres vej.
Kram

Tja det er fandme hårdt det her, jeg tudder flere gange om dagen kan ikke arbejde mv. Mine forældre prøvede jeg at ringe til igår, men de var is kolde, jeg fortalte ikke at det var slut da jeg kunne mærke isen ned af ryggen.
I lørdags ringede ex. og sagde at hun havde oprette en profil på en date side, det var med fuld overlæg jeg havde gjort det for jeg vidste at hun på et eller andet plan ville se der hvor vi havde fundet hinanden, nå men hun skrev den her sms om at hun havde fundet mig der og om hvor meget kærlighed der så egentlig havde været, men hun havde haft tænkt sig at ringe og sige at hun måske havde draget en forhastet beslutning,, jeg ringede til hende og sagde at det var med fuld overlæg jeg havde gjort det, og hun vil vist efter hvad hun siger tænke sig om igen, men hun havde følt sig presset pga. sammenkomsten med mit vennepar og besøget om søndagen til min farmor, TJA. hvad fanden skal jeg gøre????? Jeg vil jo gerne have hende tilbage, men men men, jeg ved snart ikke ud eller ind,

Hej igen
Jeg er stadigvæk totalt frustreret.
Det er nu gået sådan at vi har haft diskuteret flere ting og i onsdags i sidste uge fik jeg en sms efter lange diskutioner om at hun ville hente sin seng i week-enden, men fordi jeg var så såret og vred skrev jeg til hende at hun bare kunne komme og hente sin seng nu, og at jeg ville stille den op fra kælderen, nå men det gjorde hun. og dagen efter skrwev hun en mail om hvad fanden det her egentlig var for noget, og at vi begge var åndsvage
Nå men dagene gik og vi aftalte at skulle ses fredag, det gjorde vi, og jeg kørte sent hjem, på vej hjem tilbød jeg hende at hjælpe med at flytte rundt på et værelse dagen efter hvis hun ville have det. nå men det ville hun gerne, og vi fik samtidig snakket meget frem og tilbage og bare hyggede os ALENE uden børn. Nå men nu sker der så det at vi jo hver især har vores børn og vi har begge haft fortalt at vi ikke er sammen, og hun ved stadigvæk ikke helt hvordan det skal komme til at lykkedes os, men nu går så spørgsmålet om hvordan vi kommer til at ses i hverdagen om man bare skal lade som om at der intet er sket og om børnene skal se os sammen, eller om det skal hemmeligholdes, og at man så evt. ses om aftenen når hendes børn er lagt i seng, (DE KOMMER SENT I SENG ca. kl 21) eller om man bare skal ses i fri week-ender??? det syntes jeg personligt vil være for lang tid at vente hver gang men hvad syntes i??