Spørgsmål om den helt rigtige kæreste

Kære Alle med en personlig overbevisning/livserfaring som kæreste/partner
Er det vigtigt for dig at din kæreste eller den du ønsker at møde hvis du er single, giver dig oplevelsen af, at søge at lære dig at kende som det menneske du er? og hvordan ved du at det er præcis det han/hun gør❓Hvordan gør du?
Hvor ærlig er du om dine personlige egenskaber i de indledende runder /mødet med potentiel kæreste ?
Hvad er det der får dig til at kunne sige at du kender din kæreste og han/hun kender dig?
og derfor (går jeg udfra), også kan sige at du elsker ham/hende?
Er det vigtigt at dele fælles værdier eller ok at være uenige ?
Er det "modsætninger mødes" eller "lige børn leger bedst" der gør et forhold til det helt "rigtige" forhold ?
Har du oplevet at gå videre med en kæreste til et fast forhold selvom du ikke vidste om i var de rigtige for hinanden ?
Hvordan ved du med dig selv, når forholdet er slut ?
Tænker du så at det er dig der havde fejlene og er umulig at være kæreste med, eller modsat? Hvordan kommer du videre ?
Håber på jeres bidrag.

Jeg vil sige det er meget individuelt hvordan man oplever et forhold og hvornår man synes et forhold er rigtigt.
For mig er et forhold rigtigt når man kan både være enige og uenige, man kan diskutere ting uden at det hele går op i en spids, at man har det godt sammen og arbejder mod et funktionelt forhold hvor begge parter har det godt. For mig er det helt rigtige forhold ikke nødvendigvis "modsætninger mødes " eller " lige børn leger bedst", for uanset om det er det ene eller det andet er det at bygge et "rigtigt" forhold op, er at kunne give plads til hinanden og arbejde sammen og ikke modarbejde hinanden.
Når jeg siger at jeg kender min kæreste godt, er det ud fra ting jeg har lært om ham igennem de snart 5 år vi har været sammen... ting han kan lide og ting han ikke kan lide.. Ting jeg ved han sætter pris på, og hvordan han vil reagere i forskellige situationer.
Og udfra det jeg kender til ham og har lært at kende til ham gennem mange år, kan jeg kun sige jeg elsker det han er og det han står for, alt i alt hans personlighed.
Der kan være mange årsager til at et forhold slutter, kan være fordi man er " vokset fra hinanden", altså at man ikke føler det samme for ham/hende som man hidtil har gjort, og man arbejder i hver sin retning.
Personligt er jeg ikke den der går ind og siger at det er mig der har alle fejlene for at et forhold er fejlet, for så kommer man ikke videre, man må glæde sig over den gode tid man havde med hinanden også ellers bare komme videre i eget tempo.
Just my 2 cent.

Tusind tak for dit svar.
Du skriver mest om hvordan du kender din kæreste, men ikke så meget om hvordan du ved at han også kender dig ?
Søger han tilsvarende de ting som glæder dig❓Og gør han det af egen fri vilje eller fordi du gør ham opmærksom på det?
Hvordan ville du have det hvis du hele tiden skulle gøre opmærksom på hvad du ønsker fra ham fordi du ikke oplever at du modtager hans opmærksomhed i andet end når Han har brug for det og ikke når du har ?
Jeg spørger bare fordi det er hvad jeg selv har oplevet.
og på forhånd tak for dit svar.

at den jeg møder for første gang eller, som jeg er sammen med gider dialogen, hermed sagt at den skal være gensidig, på den måde vil jeg få følelsen af, at min partner vil se mig, som jeg er – dog synes jeg også at handling kan sige lige så meget som ord og det er her jeg tror de fælles værdier bliver flettet ind, det gør hverdagen mere givende, eller et overskud til, at ville/turde den måske belastende dialog, for klart uenigheder/konflikter skal der være plads til – ellers tror jeg dialogen/forholdet bliver for inaktiv.
Jeg vil lige nævne, jeg kan aldrig forvente, at min partner er synsk.
I de indledende runder? – hvis der lige frem bliver spurgt ind til mine egenskaber, vil jeg foretrække, at være ærlig.
Hvordan vi ved, at vi kender hinanden? Skisme et godt spørgsmål, for spørgsmålet er om vi nogensinde kommer til dette? - Jo jeg kan da godt skrive, at når vi tør grine af hinanden…… eller generelt tør, så er vi nået langt.
Jeg tror det er ”lige børn leger bedst” krydret med ”modsætninger mødes” ;))
Nej jeg har ikke gået ind i et fast forhold, velvidende at det var forkert.
Når forholdet er slut, er det ikke længere givende på alle punkter og alene står en hel del konflikter, der aldrig bliver løst, kan man sige en form for stagnering eller en inaktivitet, måske en slaphed?
Ja jeg tænker om det var min fejl og det modsatte – eller rettere jeg tænker tilbage og tænker på hvor stagneringen startede, for bedre at kunne forstå, men nej jeg tænker ikke at jeg er umulig at være kærester med – husk lige på der skal være to til en tango ;)
Hvordan jeg kom videre? – tiden og det, at snakke om det med en veninde, var mit redskab, ja så en masse byture hvor hjernen blev brændt af :))) nej absolut nye oplevelser, var s… godt.
:) Krampen

Tak skal du ha for dine ærlige svar/erfaringer
De konflikter du nævner som står tilbage og uløste, skyldes så alle de gange man ikke fik snakket konflikterne igennem og kom frem til en løsning. Vidner jo så også om vigtigheden af at kunne have dialogerne.
Men hvor ofte skal det´ være en stor del af indholdet, før man må sige at forholdet er for belastende til at det er givende❓og hvad hvis det kun er den ene part der er god til at tage dialoger mens den anden er konfliktsky eller ikke på forhandlerniveau?
Jeg spøger fordi jeg selv står i denne situation!

da jeg læste dit spørgsmål, var ”lige børn leger bedst”. Men det, at den ene part er mere konfliktsky, kan selvfølgelig være en konflikt i sig selv – hvis i begge er villig til, at løse denne, ser jeg det som
værende befordrende/udviklende, for jeg begge.
   
Dernæst, der er stor forskel på at ”kan ikke” og ”vil ikke” hvis ”vil ikke” er trådt i karakter – ærligt, så ser jeg intet lys men kun denne før omtalte ”slaphed”.
Jeg er ikke sikker på at jeg forstår denne sætning? : ”Men hvor ofte skal det´ være en stor del af indholdet, før man må sige at forholdet er for belastende til at det er givende ?” – er det muligt at formulere den om eller at uddybe den?
(Hvis jeg bliver for provokativ, siger du bare til, ikk?) Kan du mærke dine følelser? – hvad siger de?
:) Krampen

Med sætningen mener jeg hvor ofte skal der være konflikter som kræver dialog for at nå til en forståelse af hinanden og hinandens forskelligheder ?
Jeg har ikke noget problem med at acceptere at den anden part mener noget andet og har andre synspunkter someksempelvis om børn og den såkaldte opdragelse.
Men hvis man dagligt har konflikter pga uenighed og ikke kan mødes i en dialog, hvad gør man så?

at jeg giver dig svarene, fordi du er frustreret lige nu? – men det kan jeg ikke, for jeg er ikke dig, men jeg kunne spørge dig, kan man sætte tid på dette, altså at sætte tid på at finde en forståelse?
Måske de kan hjælpe disse her, hvis du har kræfterne til det, måske ville de virke provokerende, for det er dig og kun dig der har svarene?
Hvor ofte har du energi til, at være i dialog, for at finde en forståelse?
Findes der accept af forståelsen?
Vil i gerne begge komme frem til en forståelse?
Finder du lethed i dit forhold?
Finder du tunghed i dit forhold?
Har du forventninger til din partner, hvilke?
Har din partner forventninger til dig, hvilke?
Føler du dig elsket? Hvis ”ja” hvordan? Hvis ”nej” hvordan kan det være du ikke gør?
Føler din partner sig elsket? Hvis ”ja” hvordan? Hvis ”nej” hvordan kan det være du ikke gør?
Var du ærlig i den indledende runde? – var din partner? Har det en betydning her og lige nu? Hvordan?
Har i fælles værdier? – hvilke?
Tror du på ”lige børn leger bedst” eller at ”modsætninger mødes”? Hvorfor?
Prøv at definere begrebet ”konflikt” – ser du det som et negativt eller positivt begreb?
Er du gået ind i et fast forhold, trods du viste fremtidsplanerne var lige nul? – og hvad med din partner? Hvis ”ja” Hvad er til grund for dette valg?
Alle disse spørgsmål jeg lige har spurgt om, tør/vil/kan/har du stillet dem til din partner eller omvendt?
Ønsker du de bliver stillet og talt om? – ville de bliver modtaget?
Som før skrevet, jeg mener der er forskel på ”kan ikke” og ”vil ikke” bag alle de begreber der findes i et forhold, nogen ”vil ikke” går man på kompromis med og andre ikke, derfor kræver det gensidighed, altså følelsen af, at møde forståelse må gerne være tilstede, ligesom trygheden i det, at kunne give slip og tænke; det er ok lige nu, at modparten ikke vil og tryghed i at sige som en part af forholdet; det vil jeg ikke.
Men hvis ”vil ikke” er blevet en konstant sætning der ikke er til, at bøje, er det så muligt, at indgå i et partnerskab?
Hvis man ”kan ikke” – altså ikke kan, så mener jeg, at det er vigtigt igen, at trygheden findes og igen skal den være gensidig, hvis dialogen/i skal udvikle jer sammen.
Jeg vil gerne høre hele din historie, hvis du har lyst eller det kan lette?
:) Krampen

Tak igen.
Jeg kan godt se hvor du vil hen med dette svar og jeg er meget taknemmelig.
Det er vigtige spørgsmål for mig, her i hvad jeg kalder den sidste fase af et forhold.
Jeg vil bruge tid på at tygge over spørgsmålene , men du skal vide at de er en stor hjælp.
Jeg føler at være den eneste der har ansvar for om forholdet består og hvordan, eller om det afbrydes og hvorfor. Og det har fyldt rigtig meget i rigtig lang tid.
Jeg vil gerne skrive igen.

Jeg er glad for, at de fleste af dine egne spørgsmål fik dig til at tygge ;))
Jeg ønsker dig pøjpøj på din vej.
:) Krampen

og til hvad jeg har brug for. Han gør ting for at glæde mig af egen fri vilje, da jeg ikke tror på at man skal gøre opmærksom på at man er der, men at det skal være en naturlig del af ens forhold at man giver hinanden opmærksomhed.
Han kender mine grænser, hvad jeg kan lide og ikke lide. Han ved at jeg ikke behøver opmærksomhed 24 timer i døgnet, men at et kys, at holde i hånd eller andet er nok til at jeg ved at han ved jeg er der.
Hvis jeg hele tiden skulle gøre ham opmærksom på hvad jeg ønskede så ville jeg hurtigt finde en anden, ganske simpelt af den grund af det skal være gensidigt og hvis ikke jeg er en opmærksomhed i mig selv bare 5 minutter engang imellem på en dag for hans synspunkt ville det være ligegyldigt da man så ikke deler noget med hinanden efter min mening. Men igen det er jo også svært at bedømme fra menneske til menneske hvad opmærksomhed er for dem.
Håber det gav dig lidt svar og hvis ikke så klokken er mange og jeg er lidt træt :P