stor angst for afvisning

jeg har mødt denne dejlige fantastiske mand for snart 4 måneder siden og aldrig før, har jeg været så angst for afvisning og at miste, men jeg har heller aldrig oplevet en så stor forelskelse før..
Jeg har sagt til ham for nylig, at jeg elsker ham, men han sagde ikke de store ord til mig - han tog blot om mig og sagde åhhh hvor sødt..
Han siger af og til, at han er glad for mig og det tror jeg bestemt også på, men jeg synes samtidig, at jeg har svært ved at vide, at han åbenbart ikke føler helt det same som jeg gør...
Vi har også talt fremtid sammen, men han siger, at han ikke tænker så meget på fremtiden og han er bange for, at han ikke kan leve op til det at bo sammen med en, for det har han prøvet flere gange før og det er gået galt.
Ja, det har det jo gjort for de flerste nu til dags har jeg sagt til ham..
Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om det er fordi han er bange eller det i virkeligheden er fordi han ikke elsker mig, at han ikke tænker på en fremtiden sammen med mig....og han er begyndt at blive sur, når jeg bringer spørgsmålet om fælles fremtid på banen...
Han siger lad os nu se tiden an ik, for vi har jo ikke kendt hinanden så længe...
Nu må jeg vist se i øjnene, at jeg må acceptere, at han kun vil mig halvt og det er virkeligt svært.
Måske er jeg bare desperat eller hvad????? jeg kan ikke finde hoved og hale i dette forhold og jeg er efterhånden så bange for at komme til at sige noget forkert...
Mangler nogle indput og gerne opmundrende tak[sol]

Uh, jeg kender det godt. Jeg er selv mand og har desværre før i tiden, da jeg var i slutningen af 20erne og i starten af 30erne, haft utrolig let ved at forelske mig. Jeg havde på daværende tidspunkt følt mig selv desperat. Da jeg var meget opmærksom på dette (er vokset op i et matriarkalsk hjem og blandt kvinder, så har ofte hørt historien fra det modsattes køns) og haft den uheldige vane at skrue helt ned for blusset og gøre alt for IKKE at vise, at jeg var dybt forelsket i vedkommende kvinder.
Dette havde blot den uheldige konsekvens, at kvinderne ikke troede at jeg var interesseret i dem. Altså min frygt for en afvisning blev istedet til et selvopfyldt profeti...fordi jeg ikke turde gøre noget ved det!!
Du tør derimod! Derved får man reaktion før eller siden. Selvfølgelig skal man passe på ikke bare at "bruse frem", for så kan en partner altid blive skræmt. Men jeg synes, du gør det helt rigtige og efter 4mdr mener jeg bestemt godt man kan sige "JEG ELSKER DIG!!".
Jeg tror ikke nødvendigvis, at han "kun vil dig halvt". Kender du noget til hans baggrund mht. kærlighedslivet? F.eks. om han har brændt sig på kærligheden og derfor er påpasselig? Prøv at spørg lidt ind til hans tidligere kærlighedsliv evt. Ellers forstår jeg dig udmærket 🙂

Du skal gå meget ned i gear. Manden ER interesseret i dig, men du kvæler ham og når han til sidst ikke længere kan ånde, så mister du ham!

- hvad er det du vil? Vil du have hverdag? Det ville da være synd at ødelægge en forelskelse med det, ville det ikke.
- Tag en slapper, læn dig lidt tilbage og nyd ham. Prøv at opleve ham i stedet for at stille urimelige krav til, hvordan han skal være, hvad han skal sige og gøre, for at du ikke bliver helt rundt på gulvet - for det er det du er. Man kender ikke et menneske efter 4 måneder. Lær ham at kende. Man skal ikke bare være forelsket, for at leve sammen med en mand, man skal også kunne lide ham. Det tager 2 år - så tålmodighed....🙂

dem har jeg kunne bruge til noget....
Jeg kan godt se, at jeg er alt for frembrusende og det har jeg endelig kunne tage ved lære af så småt, da jeg ved, at det er mit problem, nåpr jeg bliver alt for forelsket...
Det gik super godt igår da kæresten kom, jeg holdte mig naturligt tilbage overfor ham, istedet for at overfalde ham (vi har lige været igennem en krise pga. min måde at sætte mig på ham, men har nu nærmet os hinanden igen)
Han sagde til mig, at han var meget forelsket i mig.... åhhh, hvor blev jeg glad, og jeg sagde til ham, at jeg også er forelsket i ham og så lå vi i hinandens arme og det var bare så dejligt.... jeg sagde så ikke mere, havde det været for bare 14 dage siden havde jeg snakket hus, volvo og vovse med det samme, men hvorfor kvæle denne gode stemning med alt mit snik snak....
Jeg føler underligt nok nu, at jeg ikke er så bange for at blive afvist mere nu, efter igår, for han gav mig al mulig god grund til at mærke, at han vil mig og så vil jeg nu nyde ham i fulde drag og tage en dag ad gangen, så jeg ikke kvæler ham mere...🙂

Og hvor har du så denne "regel" fra? Jeg kan sige så meget, at jeg og min kæreste flyttede sammen efter 3 mdr - og er stadig sammen nu på 6. år - og stadig lige nyforelskede *SS* [l][l]

En generel tendens hun refererer til.
I øvrigt har jeg læst nogle gange efterhånden, at parforhold hvor man sidder lårene af hinanden fra start og volddyrker hinanden, er dem der med størst sandsynlighed går fra hinanden.
Så hun skal da helt sikkert slappe af. Jeg tror bestemt manden er interesseret i hende, men han er bare ikke en skødehund og han har lige nogle lig i lasten der skal bearbejdes lidt🙂

Åndede helt lettet op, da jeg læste dit indlæg. Jeg har det lidt som din kæreste. Jeg kan ikke lade mine følelser få frit løb, hvis der er nogen der sidder på nakken af mig og kvæler mig. Men hvis det holdes på det plan, hvor du er nu, så er jeg fyr og flamme🙂 Så jeg forstår godt din kæreste og du gør det rigtige🙂