svindende kørlighed gør ondt....
Hej
Er der andre der har det lige som jeg?
Jeg er rendt i lidt problemer med min kæreste gennem, gennem længere tid.
Han har altid sagt at han var lidt af en en- spænder, men jeg har jo ofte set ham anderledes. Han kan være det sødeste og mest kærlige menneske i hele verden, men vender af og til på en 25 øre og lægger stort set ikke mærke til mig.
Jeg har spurgt til råds før, men det eneste råd man rigtig kan få nu om dage er, gå fra ham. Nej jeg vil da ikke. Jeg har ikke fundet sammen med ham, for derefter bare at give op når der opstår problemer. Det er sku for nemt bare at skride, eller give op.
Jeg orker bare ikke de lange nætter med skænderier der nærmest ender voldeligt. Jeg vil bare gerne, at vi kunne sætte os ned og snakke sammen om tingene, men det er så her det største problem opstår.
Når jeg vil snakke, vil han sove, når jeg vil kysse/ nusse, har han ikke lige tid, når jeg vil have os ud af huset til nogle aktiviteter, gider han ingenting. Hvad skal jeg stille op. Jeg er ærlig talt nogen gange ved at rykke hårene ud af hovedet på mig selv af bare arrigskab. Jeg kan jo ikke få nogen forklaring på hvorfor tingene er som de er. Han siger bare at der ikke er noget galt, og at det er mig der har et overnaturligt behov for kærlighed og tryghed.
Ja, jeg har et behov for kærlighed og tryghed, det håber jeg da så sandelig at alle mennesker har, men nej nej. Det er absolut bare mig der er hysterisk.
Hvad siger i fyre? Er der nogen af jer der har det som ham, så jeg eventuelt kunne få en forklaring på hvorfor han har det som han har det?
Hvad med jer piger? Hvad ville i gøre hvis det være jeres kæreste? Eller har i eventuelt oplevet noget lignende.
Jeg kan faktisk selv genkende lidt a la det samme fra et tidligere forhold, hvor jeg søgte ud af forholdet ved at ignorere ham og virke afvisende. Jeg forstår nu hvor ondt det måtte have gjort på ham.
AMette
Er der andre der har det lige som jeg?
Jeg er rendt i lidt problemer med min kæreste gennem, gennem længere tid.
Han har altid sagt at han var lidt af en en- spænder, men jeg har jo ofte set ham anderledes. Han kan være det sødeste og mest kærlige menneske i hele verden, men vender af og til på en 25 øre og lægger stort set ikke mærke til mig.
Jeg har spurgt til råds før, men det eneste råd man rigtig kan få nu om dage er, gå fra ham. Nej jeg vil da ikke. Jeg har ikke fundet sammen med ham, for derefter bare at give op når der opstår problemer. Det er sku for nemt bare at skride, eller give op.
Jeg orker bare ikke de lange nætter med skænderier der nærmest ender voldeligt. Jeg vil bare gerne, at vi kunne sætte os ned og snakke sammen om tingene, men det er så her det største problem opstår.
Når jeg vil snakke, vil han sove, når jeg vil kysse/ nusse, har han ikke lige tid, når jeg vil have os ud af huset til nogle aktiviteter, gider han ingenting. Hvad skal jeg stille op. Jeg er ærlig talt nogen gange ved at rykke hårene ud af hovedet på mig selv af bare arrigskab. Jeg kan jo ikke få nogen forklaring på hvorfor tingene er som de er. Han siger bare at der ikke er noget galt, og at det er mig der har et overnaturligt behov for kærlighed og tryghed.
Ja, jeg har et behov for kærlighed og tryghed, det håber jeg da så sandelig at alle mennesker har, men nej nej. Det er absolut bare mig der er hysterisk.
Hvad siger i fyre? Er der nogen af jer der har det som ham, så jeg eventuelt kunne få en forklaring på hvorfor han har det som han har det?
Hvad med jer piger? Hvad ville i gøre hvis det være jeres kæreste? Eller har i eventuelt oplevet noget lignende.
Jeg kan faktisk selv genkende lidt a la det samme fra et tidligere forhold, hvor jeg søgte ud af forholdet ved at ignorere ham og virke afvisende. Jeg forstår nu hvor ondt det måtte have gjort på ham.
AMette