Så gik den ikke længere.

Fik endelig taget mig sammen til at få smidt min fyr ud. Tænk han var alkoholiker men jeg troede som mange før mig at min kærlighed til ham ville få ham til at stoppe. Det gik også fint det første halve år men såååå tror jeg på det tog overhånd igen.
Nu er spørgsmålet så. Hvorfor er jeg ked af det og græder når jeg skulle være lettet. Ved jo godt det er den helt rigtige beslutning men tårerne vælter ud af øjnene på mig.. Hvordan kommer man oven på igen??

jo noget tid da du sikkert stadig elsker ham.

Hej med dig.... Du skal give dig selv lov til at sørge over et forhold der ikke blev, som du havde håbet.
Prøv at mærke efter om det er HAM du savner, men alt hvad han indeholder, for meget sandsynligt er det mere to-somheden...
Bogen "kærestebilleder" af Anne Hostrup hjalp mig til at se mit tidligere forhold ud fra et realitisk synspynkt, og den hjalp til at fjerne følelsen af tab og smerte. Den kan virkelig anbefales til at blive klogere på dig selv og din smerte.

Det tager tid.. Har selv været i en ligende sitation og tror sku at det tog mig et halvt år før det gik op for mig at det var en kæreste jeg savnede og ikke ham. Men giv dig selv tid og lov til at græde..

kan ikke hjælpe en alkoholiker.
Der skal behandling til.
Lad være med at fortælle mig du elsker ham, når du end ikke har forsøgt at få ham til at gå i behandling, men forlangt at FORDI DU "elsker" er det stort nok til at holde hans sygdom i skak.
Enten er du totalt uvidende - og det undskylder selvfølgelig en del - eller også er du en egoistbolle, han er bedre tjent foruden.
Fat det: Hvorend han gerne ville kan han ikke lade være. Det er en sygdom.
Ville du forlange af en diabetiker, han skulle leve uden insulin for du var forelsket nok til at han kunne undvære det?
Jeg synes du skal gå i tænkeboks.

at jeg ikke aner en skid om at være alkoholiker. Jeg vidste ikke han var før efter 6 mdr, han skjulte det for mig. Jeg er slet ikke van til at man drikker i mit liv overhovedet.. Jeg er for dum og for naiv..