Så mange tanker!
Har bare brug for at komme ud med alle mine tanker.
Jeg forsøgte at skubbe dig fra mig i starten og ville under ingen omstændigheder være kærester... men pludseligt så havde du mig. og så havde du mig HELT.
og nu - nu står JEG her og er blevet forladt af dig.
Når jeg og alle andre vidste for et år siden at det var dét der ville ske.
Jeg ville ønske jeg havde holdt mig væk, for jeg vidste at det var MIG der ville blive forladt...
Jeg hader at du får mig til at føle sådan om mig selv: At jeg er en, der bliver forladt. Som om jeg ikke fortjener andet end at blive skidt på.
Jeg hader at du har taget troen på kærligheden fra mig.
Jeg hader at jeg nogensinde lod mig selv blive forelsket i dig, for jeg har jo gang på gang lært at sådan noget altid ender ulykkeligt.
Men du fik mig til at tro på at vi kunne holde for evigt.
Jeg savner ikke en kæreste - jeg har levet fint uden - men jeg savner dig.
Og det gør så ondt på mig at du kan leve uden mig - hvordan kan du det, når jeg ikke kan leve uden dig?
Jeg gav alt af mig selv til dig. Jeg ville have givet dig hele verden og have elsket dig lige så længe det skulle være.
Jeg har det så blandet. Til dels er jeg glad for at være ude af forholdet og glæder mig til at komme videre med mit liv, for jeg var så udmattet til sidst og glemte hvem jeg selv var. Til dels håber jeg på en barnagtig og naiv og fjollet måde at du kommer tilbage til mig og kan love mig guld og grønne skove.
Men det værste er hvordan jeg har det med mig selv... Jeg føler mig uattraktiv og uønsket og uværdig og desperat og ynkelig.
Jeg føler mig bare.. helt palle alene i verden. Og jeg føler bare tiden står helt stille og verden er gået i stå. Og jeg vil bare gerne væk fra det hele.
Eller lægge mig ned og sove indtil smerten er væk.
Men jeg kan ikke sove... Jeg er bare vågen hele natten som en zombie og tør ikke ligge mig til at sove, fordi jeg ved jeg ikke kan lade være at tænke på det hele...
Er så bange for at jeg for altid vil se mig selv som uværdig og finde mig i alt for meget...
Jeg forsøgte at skubbe dig fra mig i starten og ville under ingen omstændigheder være kærester... men pludseligt så havde du mig. og så havde du mig HELT.
og nu - nu står JEG her og er blevet forladt af dig.
Når jeg og alle andre vidste for et år siden at det var dét der ville ske.
Jeg ville ønske jeg havde holdt mig væk, for jeg vidste at det var MIG der ville blive forladt...
Jeg hader at du får mig til at føle sådan om mig selv: At jeg er en, der bliver forladt. Som om jeg ikke fortjener andet end at blive skidt på.
Jeg hader at du har taget troen på kærligheden fra mig.
Jeg hader at jeg nogensinde lod mig selv blive forelsket i dig, for jeg har jo gang på gang lært at sådan noget altid ender ulykkeligt.
Men du fik mig til at tro på at vi kunne holde for evigt.
Jeg savner ikke en kæreste - jeg har levet fint uden - men jeg savner dig.
Og det gør så ondt på mig at du kan leve uden mig - hvordan kan du det, når jeg ikke kan leve uden dig?
Jeg gav alt af mig selv til dig. Jeg ville have givet dig hele verden og have elsket dig lige så længe det skulle være.
Jeg har det så blandet. Til dels er jeg glad for at være ude af forholdet og glæder mig til at komme videre med mit liv, for jeg var så udmattet til sidst og glemte hvem jeg selv var. Til dels håber jeg på en barnagtig og naiv og fjollet måde at du kommer tilbage til mig og kan love mig guld og grønne skove.
Men det værste er hvordan jeg har det med mig selv... Jeg føler mig uattraktiv og uønsket og uværdig og desperat og ynkelig.
Jeg føler mig bare.. helt palle alene i verden. Og jeg føler bare tiden står helt stille og verden er gået i stå. Og jeg vil bare gerne væk fra det hele.
Eller lægge mig ned og sove indtil smerten er væk.
Men jeg kan ikke sove... Jeg er bare vågen hele natten som en zombie og tør ikke ligge mig til at sove, fordi jeg ved jeg ikke kan lade være at tænke på det hele...
Er så bange for at jeg for altid vil se mig selv som uværdig og finde mig i alt for meget...