til fjern jeres adhd børn

jeg har valgt at oprette en ny tråd for den anden er blevet alenlang .
som mor til et sæt tvillinger der desværre blev født for tidligt og derefter fik diagnosen adhd og senfølger af for tidlig fødsel - kan jeg sagtens sætte mig ind i hvordan det må føles for forældre til alm børn samt de børn der går i klassen . totalt stressende at nogen børn dominerer klassen .
nu er mine børn heldigvis ramt atypisk så de udgør ikke et larmende problem ifølge alle der har med dem at gøre , men der går flere diagnosticerede børn i klasserne og problemet opstår af 2 forskellige ting .
mange forældre søger faktisk specialskoler til disse børn , men kommunerne vil ikke betale for dette tilbud . mange ramte forældre kæmper en daglig kamp for at få hjælp til dette men pengene er der ikke .
så prøver disse forældre at få støtte til disse børn . her kan jeg tale med for selvom ankenævnet for specialundervisning har tilkendt mit samt 3 andre børn fra klassen en pædagog i hovedparten af undervisningstiden - er de nu tildelt 10 timer til deling om ugen - disse timer samlere lærerne sammen og bruger dem f.eks i håndarbejde på at dele klassen op - så ingen hverken børn med diagnoser eller alm børn har glæde af dem .
jeg er bestemt ikke en svag forældre som en debatør i den anden tråd skriver - så jeg kæmper faktisk for alle børn i klassen - men det hele er som at slå i en dyne . og ingen har gavn af dette .
ingen er tjent med disse forhold men det er simpelthen så svært at trænge gennem systemet .
jeg er så ked af alle de fordomme der trives omkring adhd børn og deres forældre - så jeg kan ikke andet end kommentere dette - ingen forældre opdrager mere end forældre der har adhd børn - vi propper ikke vores børn med sukker - vi forsøger dem at lære at være gode ved andre børn - at forstå sociale spilleregler, samt være stille i timerne og lytte og lære - derfor er det simpelthen en katastrofe at folk har den modsatrettede opfattelse - uanset om i tror på diagnosen eller ej . ( som jeg kan se mange herinde ikke gør )
jeg er stolt over at lægen på vores sygehus sagde at jeg var en god mor og at mine børn skulle være glad for at være landet hos os - men vi hviler ikke på laurbærene vi kæmper for en god tilværelse for disse børn 24 / 7 for en dag er det dem der skal være med til at forsørge danmark - derfor kan vi stadig se ud over vores egen næsetip og se at det er synd og skam for helt alm børn - som mister en masse - men det er desværre syetemet i også er nødt til at råbe op - ligesom vi forsøger
hilsen en bekymret men stærk mor

- En ting jeg ikke fatter er, hvordan kan det være at hvert 10. barn idag har en "diagnose".
- Vi var også forskellige børn. Nogle af os meget forskellige, men vi var alligevel i den samme klasse og kun 2 (ud af 28) fik ekstra hjælp. Den ene var der en forklaring på. Han var ordblind, men den anden var bare et meget forstyrrende element, der havde svært ved alt, man skulle sidde stille til.
- Det betød jo ikke at der ikke var andre, der havde svært ved at sidde stille, holde deres mund og bare være mønsterelever, men vi kom da på en eller anden måde igennem.
- Du ved formentlig en masse, for du har poterne i det. Var børnene i min generation bare ikke diagonerede eller er ADHD blevet udbredt og hvad er årsagen, hvis det er det sidste?
- Jeg har et barnebarn, der er "for tidligt født" en god måneds tid, men der er intet med ham. Hans syn er okay, hans indlæringsevne okay, hans sociale færdigheder okay og sådan kunne jeg blive ved. Han har et enkelt filter; mors stemme, når den kører i rillen, men det mener jeg egentlig, er en kvalitet. Det siger mig, man ikke pr. automatik har behov for en diagnose, fordi man holder fødselsdag lidt tidligere end læge og jordmoder var gearet til. Men guderne skal vide han havde alles fulde opmærksomhed til han var 4. Det Lola Jensen kalder "find 5 fejl" og det er ikke anvendeligt - efter min mening. Man kan ikke finde 5 fejl på ham, men 10 forrygende gode egenskaber er ikke svært..
- Det ændre ikke på, jeg gerne vil have mere forståelse for de forældre og deres børn, der føler sig "ramte".
- Du er meget velkommen til at belære mig og jeg lover dig, jeg er lutter ører.

så kan du læse at der har været meget debat om damp børn.
for ca. 11 år siden var der en udsendelse i TV hvor lægerne fortalte om, at hvis forældrene vidste hvilke pinsler og smerter de for tidlig fødte måtte gennemgå, så ville de have ønsket en abort.
hvis forældrene vil have special undervisning til deres damp børn, så må de selv betale, det er meningsløst at almindelig begavede børn skal domineres af damp børn i næsten hver eneste klasse.
tidligere blev det kaldt ungdoms sløvsind, men for at lokke flere penge ud af samfundet, så skal der være en diagnose. spanskrøret, eller spansk flue.

det er en genfortælling om gummistøvlen, den brankede, og piskesmældet.
det er muligt at dem der har oplevet krigstraumaer i første, anden og i Vietnam krigen slet ikke vidste at de skulle kæmpe med damp.

alle de diagnoser er gået amok! Jeg er da sikker på at før i tiden var man ligeglad om børn havde problemer, eller opdagede det slet ikke. Men i dag har stort set alle jo en diagnose, og der er noget galt med alle, og de skal proppes med medicin. Jeg tror man skal passe på med at gøre et stort nummer ud af en eller anden diagnose, det ender bare med at barnet selv tror på det er skudt i krydderen, hvor det måske var gået bedre uden de 47 forskellige diagnoser det barn har. Hvem er egentlig normal og almindelig i dag? Alle og enhver uden undtagelse der går op til en psykolog, kan jo få en diagnose på et eller andet. Men det betyder jo egentlig bare at alle er forskellige.

Godt med det du siger, tror bestemt du har helt ret hgmn. Det er ved fuldstændig ved at tage overhånd....

Vil du lige gentag

med diagnosen Borderline (???????!!!!!!!) og Biopolar,nu er man så blevet Manio depresiv,det hed det i gamle dage.Hver 4. er nu enten Borderline eller Biopolar.....Jeg græmmes!

Fordi der var noget at debattere. Og jeg ændrer ikke min holdning fordi du starter ny tråd.
Jeg er enig med 90 % andre på trådene at man overdiagnosticerer alting i dag og der findes stadig INTET belæg fysisk for ADHD.
ADHD er bare en omskrivning af alle ting man ikke lige ved hvad man ellers skal kalde og det er efter min mening ikke en sygdom men en tilstand - som kan ændres.
Jeg synes stadig ikke man skal medicinere børn til forståelse og til at kunne være sammen med andre mennesker.
Basta

Hvis der er så mange med psykiske defekter; så er det interessant hvis man ved noget om hvor mange normale der er, som tilbringer hele tilværelsen uden en liste med psykiatriske diagnoser.

var betegnelsen for skizofreni - ikke ADHD.... Så det der skizofrenipjat er måske også noget, folk har fundet på for at "lokke penge ud af samfundet"?
http://www.dr.dk/DR1/laegen/Programmer/2005/051103/20051115141522.htm

Det er altså svært at tage indlæg alvorligt, når folk ikke aner, hvad de skriver om. Psykologer kan ikke give diagnoser - bare for at starte et sted...

60.000 danskere har diagnosen borderline. Det svarer til 1-2% af befolkningen.
Bipolar sygdom er af størrelsesorden ca. som skizofreni - 25.000 danskere anslås at lide af denne.
Hvordan får du det til hver FJERDE??
- Til sammenligning lider godt 100.000 danskere af middelsvær til svær depression. Græmmes du også over det? Eller er nogle diagnoser "rigtigere" end andre?
Borderline-diagnosen har i øvrigt eksisteret i over 30 år og kan altså ikke just kaldes en ny "opfindelse".

- jeg har sympati for dit forsøg på at viderebringe fakta - som fx, at adskillige forældre til ADHD-børn HJERTENSGERNE vil have deres barn i specialskole, men ikke får muligheden - men for flertallets vedkommende taler du for døve øren.
ADHD findes ikke - Alle uopdragne børn kan få diagnosen - I gamle dage havde alle børn det godt - ADHD findes ikke - Forældre til børn med ADHD er tabere - I gamle dage var der ingen problemer, eller også gik de over af sig selv - ADHD findes ikke - Man går bare til sin læge eller en psykolog, så giver de lige barnet en diagnose - ADHD findes ikke.
Skriv det 200 gange på tavlen til på mandag og forfald endelig ikke til at tro, at læger med speciale i psykiatri har den fjerneste forstand på noget som helst. De har jo da kun en af landets længste uddannelser bag sig.

Jeg troede, at den træthed, man kunne rammes af som ung var det, der hed "ungdomssløvsind" og vidste intet om hvad skizofreni var for en størrelse. Noget lignende gælder vel også i forbindelse med ADHD, der er et relativt nyopdaget fænomen.
Jeg ved faktisk ikke hvad det er, og hvorfor er der mere fokus på ADHD end på eksempelvis autisme og asperger eller fysisk udmattende somatiske sygdomme, epilepsi eller skoletræthed. Så er det nemmere at have en standarddiagnose. Det må da være en endnu vanskeligere opgave for en lærer, hvis elever kunne have megalomani/storhedsvanvid dvs. urealistisk vrangforestilling om egen betydningsfuldhed og evner, og vedkommende hr held til at have en vis magt over de andre og så dem der erklærer sig iloyale over for læreren, der i så fald slet ikke kommer nogen vegne med at undervise. Situationen kan blive endnu mere vanskelig for ledere af børne-fritidsaktiviteter. (kender det fra arbejde med børnekor, dog kun på mellemlederníveau).
Også at der ser ud til at være totalforvirring om hvad der er sygdom, anden form for mental forstyrrelse eller almindelig dårlig opførsel/uopdragenhed.
Jeg vil blot ønske alle lærere og andre børne-instruktører god arbejdsslyst!

kunne de diagnostiserede børn nærmest være hjernevaskede med, at de er skæve i låget, hvis de enten hele tiden belæres om dette eller der snakkes om det ikke direkte, men til tredje person. Hvis forældre er meget bekymrede eller afprøvende kan det ramme dobbelt.
Jeg husker en psykiater på TV, der med et nidstirrende blik belærte om, at de psykisk syge ikke ved at de er syge. Jeg vidste godt hvad han mente da jeg netop kender til et eksempel, en der heldigvis blev psykisk rask igen ved en dygtig og ikke mindst omgængelig psykiaters mellemkomst!
Da jeg i en anden tråd havde omtalt asperger som en sygdom kom der straks en reaktion på, at det IKKE er sygdom og jeg skulle lade være med at rode rundt i noget jeg ikke havde forstand på. (i formindelse med Jellingsten-bemaleren).

Psykologer kan ikke udstede recepter, det skal man være læge for at kunne (kan både være egen læge eller en specialist f. eks. en psykiater.) Der er vist ikke tale om håndkøbsmedicin, hvadenten det er ritlin eller "lykkepiller", sidstnævnte er ifølge professor Tom G Bolwig ikke "bolcher".

du har fuldkommen ret Dulkis i at rigtig mange børn idag har en diagnose , for mig betyder diagnoser ingenting - man møder barnet der hvor barnet er . men psykiaterene ved at en diagnose betyder at barnet har lidt nemmere ved at få den rette hjælp, derfor gives de nærmest som klistermærker .
jeg tror altid at damp ( nu adhd ) har været til stede - det var enten klassens klovn eller den meget stille pige nede bagved , eller roden der tæskede løs på de andre . for der var ikke forståelse for problemet den gang . vi har allesammen mødt dem da vi gik i skole . folk der talte som et vandfald , startede projekter men aldrig gjorde dem færdige.
fælles for de børn der har damp ( adhd ) er den maskinlarm de har i ørerne hele tiden , det der gør de ikke kan koncentrere sig , disse børn ved, uden vi påvirker dem at de er anderledes - de føler sig ualmindelig anderledes . men problemet er bare tit at der ikke kun er adhd til stede , det følges som regel af noget andet . ufrivillige ticks ( kaster med nakken , eller laver høje lyde ( skrig måske ) eller ocd hvor de tæller ting, vasker hænder eller har andre ritualer ( tvangstanker )
dit barnebarn er måske en af de heldige - hvis ikke han er en af de sarte drenge , tit og ofte er for tidligt fødte nemlig meget sarte og lydfølsomme , du har ret i at de kan være ramt på øjne eller indlæringsvaskeligheder , men de.er jo desværre kun det fysiske - der følger en masse psykisk med , som læger idag ved stammer fra for tidlig fødsel . det gør mig rigtig glad hvis han er sluppet næsten helt uden mén.
jeg går ikke så meget op i de diagnoser der stilles og er rent faktisk ligeglad hvad det kaldes og folk må mene hvad de vil - for faktum er at disse børn er anderledes - ikke blot " gardinkravlere" , larmehoveder , klassens klovn , osv
mit ene barn ligger blandt top 2 i danmark i karakter , men han kæmper dagligt for at blive som de andre - her kommer min sorg ind i billedet , at jeg kan se - han ikke kan holde på venskaber, skal sidde med hørebøffer i timerne , er vådligger så han ikke tør sove sammen med andre , har en angst for alt nyt så han nærmest bliver gennemsigtig i huden og straks bliver tågænger, når lærerne præsenterer dem for at de nu skal på tur , alt det uforudsigelige . der er så meget mere , men man skal nok have det inde på livet for helt at forstå det .
på ingen måde er jeg pylret , jeg vil skabe små mandfolk der kan klare sig i verden , men jeg kommer alligevel nok til at blive pylret når ingen børn mødes med den forståelse eller de behov de har brug for .
vi forældre er naturligvis ligeså forskellige som alle jer andre, der findes gode og dårlige - og god og dårlig opdragelse . men som langtids observatør på dette felt må jeg personligt konkludere - at denne gruppe børn har brug for hjælp og støtte - og så vil de kunne klare sig ligeså godt som alle de andre .
jeg håber dette besvarer lidt af det vi " ramte" forældre tumler med 🙂

Hej Dulkis
Nu er jeg mor til 3 piger som er født for tidligt. 8 uger før tid for nu at være præcis. De to af dem har ikke problemer på baggrund af det, men vi var i sin tid indlagt rigtig længe for det kræver den slags børn altså. De har været igennem utallige hjernescanninger, blodprøver og jeg-skal-komme-efter-dig-skal-jeg af undersøgelser.
Så har jeg en dejlig pige som i en eller anden grad har sanseintegratoriske problemer. Hun har altid været et meget anderledes barn - hendes opførsel er ikke altid som andres. Eksempelvis skal hun forberedes grundigt på ALT. Vi kan ikke "bare" stikke i Bilka og handle...det skal hun vide nogle dage i forvejen. Vi har lige ommøbleret et rum i huset - vi fik ikke forberedt hende - og for hende var det som om hendes verden styrtede sammen. Reaktionen var megen gråd og utryghed. Det tager ofte lang tid før hun "tilgiver" sådan en handling. Da hun var mindre sloges vi med at maden skulle ligge på tallerkenen på bestemte måder, at hun skulle have tøjet på i en bestemt rækkefgølge, at selv et lille vaskemærke i en trøje gjorde ondt på hende. Alt dette er da blevet bede men det går nok aldrig helt væk. Idag døjer hun mest med at hun slet ikke tåler for meget larm eller for mange indtryk. Det betyder bl.a. hun ofte har hørebøffer på i skolen, at hun har mulighed for at gå ind i et lokale alene og lige trække "vejret". Har hun oplevet for mange indtryk bliver hun temmelig uregerlig - kan ikke finde ro - kan ikke sove...i det hele taget virker hun "opkørt". Det stiller enorme krav til os som forældre. ALT skal hun forberedes på - vi har måtte forlade mange ting som eks. fødselsdage fordi det var for meget for hende. Vi skal rydde op i huset så der er orden omkring hende for ellers bliver det for kaotisk inde i hendes hoved - det stiller så mange krav. Men ved du hvad....hun er det mest omsorgsfulde barn jeg kender. Hendes empati og forståelse for andre er enorm. Hun deler hellere alt sit slik med andre end spiser det selv. Hun er kærlig, enormt intelligent, videbegærlig og helt fantastisk.
For tidligt fødte børn kommer fra deres svære start på livet på forskellige måder. Nogle har mange følger af det og andre har ingen - man kan desværre ikke generalisere på det område.
Jeg har en ENORM forståelse for forældre med ADHD børn. Måske fordi min datter er som hun er, måske fordi jeg selv har et handicap og har mødt mange fordomme, måske fordi jeg har mødt en del af disse vidunderlige børn og ved hvad de kæmper med. Mit forhold til børn er meget enkelt: jeg kan lide dem alle som dem de er.
Vi skal da naturligvis være varsomme med at klistre diagnoser på børn. Min datter har ingen formel diagnose og får ingen speciel hjælp og støtte - selvom jeg ind i mellem mener hun måske burde have det. Men ofte så baner diagnoser vejen frem for hjælp og forståelse. Desværre findes der så mennesker som ikke VIL rumme andre og de problemer andre kan have - herhjemme er vi nok meget modsat - de specielle børn, børn som kommer fra specielle hjem - de har en enorm stor plads her hos os. Og vores børns venner og veninder VED de er velkomne og vil blive mødt med forståelse her.
Jeg kunne skrive meget mere men vil stoppe her.
Mvh.
denlykkeligemor

Fra verden udenfor SOLen har jeg hørt, at det ofte er forældre, der vil have sygeliggjort deres børn med psykiatriske diagnoser, intet om det specifikt drejer sig om dampende ADHD. Det er galt hvis raske børn, der blot er lidt småforstyrrede og forstyrrende medicineres med ADHD-medicin og dem der kunne have andre sygdomme som er betydelig mere behandlings-og medicinkrævende (skizofreni, psykoser, epilepsi mv.) fejes af som ADHD-ere. Det er muligt at noget af medicinen er en kortsigtet løsning, men kan give varige mén der viser sig senere hen og så er der dem, der senere i livet afkræves ikke blot ren straffeattest, men også pletfri helbredsattest (i visse offentlige tjenester). Jeg ved ikke om Ritalin og lign. er en slags indlærings-serum for tungnemme.

kan høre du er en person uden empati og uden børn ... ellers ville denne smøre ikke være skrevet 😕

Forestil dig følgende: Du har i årevis haft fysiske symptomer, som hæmmer dig i hverdagen og fortvivler dig. De giver dig smerter og får dig til at bevæge dig på en underlig måde. Du kan ikke sætte en finger på, hvad symptomerne skyldes, men både du og dine omgivelser bemærker dem og deres negative indflydelse på dit liv. Du og andre forsøger målrettet og bevidst at "behandle" symptomerne, men der sker ingen fremgang. Nogle i din omgangskreds registrerer, at du bevæger dig på en underlig måde, men mener, at du sagtens kunne bevæge dig normalt, hvis du tog dig sammen.
Eksperterne får mistanke om, at der er tale om en bestemt sygdom. Du indleder et længere udredningsforløb og får til slut at vide, at du lider af en bestemt sygdom. Først er du lidt fortvivlet over at skulle erkende, at du er syg, men snart opdager du, at der søreme kan gøres noget for dig. Helt rask og velfungerende bliver du måske aldrig, men med bl.a. medicinsk hjælp oplever du en reel og synlig bedring.
Da du fortæller din omverden, at lægerne nu har konstateret, at du har den pågældende sygdom, og at du i øvrigt har det meget bedre, får du følgende reaktioner:
"Alle ved da, at den sygdom ikke findes! - Dine symptomer skyldes kun, at du ikke kan tage dig sammen. - Det er sgu da bare fordi, du (eller dine forældre eller din ægtefælle) gør/har gjort noget HELT forkert! - Nå nå, har du nu også fået den sygdom - den får alle jo nu om dage! - Okay, så du mener, at medicinen hjælper dig? Den gør da INTET godt for dig - faktisk er du et dårligt og uansvarligt menneske, at du overhovedet vælger at proppe dig med medicin!"
Nogle begynder endda at hviske i krogene om, at du burde forlade dit job - det er nemlig ret belastende for dem at skulle se på dine underlige bevægelser, som vitterligt ER til gene for dig og andre. Du ved, at der faktisk er jobtilbud, som er skræddersyet til folk med din sygdom, og du forsøger at komme i betragtning til disse, men døren er lukket, og du kan intet gøre. I stedet kæmper du en daglig kamp for at passe dit job så godt, du nu evner - med skiftende succes. Og du har ikke mulighed for at sige dit job op.
Mens du kæmper for at holde skindet på næsen og bevare din selvrespekt, konfronteres du løbende med udsagn som førnævnte. Ikke kun IRL, men også i den offentlige debat. Folk, som har set andre som dig og registreret jeres mærkelige bevægelser, mener at vide, at nu er det hver 4. eller 7., der render til lægen og vil have hjælp for disse selvforskyldte symptomer. De mener også, at INGEN led af denne sygdom for 50 år siden. Du ved, at fakta er anderledes. Du ved at folk med din sygdom i stor stil er endt som misbrugere og/eller kriminelle, og at du er privilegeret at leve i en tid, hvor man bl.a. medicinsk kan ændre på vilkårene.
Vil og skal du acceptere, at fejlinformation og grove anklager om, at din situation er selvforskyldt, florerer i debatten? Vil og kan du acceptere, at nogle mennesker bebrejder dig, at du bliver i dit job og ikke søger derhen, hvor du af bitter erfaring ved, at der ikke er en plads til dig?
Miseren skyldes først og fremmest, at lægerne ikke kan påvise din sygdom på et scanningsbillede - det er en sygdom i nervesystemet, som (endnu) ikke kan påvises med objektive fund, hvorfor diagnosen stilles ud fra andre kriterier. Dette gør sig gældende for flere bredt anerkendte lidelser af både fysisk og psykisk karakter - men du har "trukket nitten" ved at få netop den sygdom, som er "dømt ude" af en bred del af befolkningen.
Vil du, efter at have været gået i dialog med andre, korrigeret deciderede fejlagtige udsagn og opfattelser og gang på gang forsøgt at forklare, hvordan sygdommen opleves, fortsat blidt og mildt tage imod sårende og fejlbaserede "hug" fra andre og formulere for dem, at de da nok har en pointe - og at det i bund og grund nok er tvivlsomt, at du er syg?

Jeg tro at du misforstår. Jeg er ikke imod, at børn der har fået konstateret ADHD skal medicineres for det, hvis det både kan hjælpe dem og omgivelserne, blot ikke at dem, der fejler andre ting får en ADHD-diagnose og hermed fejlmedicineres eller helt raske risikerer at blive ADHD-diagnostisrde/medicinerede. Jeg kan ikke se, at dette er manglende empati. De syge skal der gøres alt for at hjælpe, helst så de kan blive helbredte eller i det mindste symptomfri, og raske skal ikke i "den sorte bog" som "syge", og jeg ønsker ikke at børn skal have det skidt. Jeg håber vi er nået til enighed.
Det med om der er bivirkninger eller manglende adgang til visse erhverv må fremtiden så vise.
NU ved jeg godt at tråden drejer sig enm en specifik sygdom eller hvad det er.

burde være tilgængelige for menigmand, når der er så meget forvirring omkring hvad der er psykisk sygdom, neuropsykiatrisk lidelse eller mental afvigelse fra det neurotypiske spektrum.
Hvorfor denne klapjagt på børn netop med det ret nyopdagede ADHD, når der findes tusindvis af andre psykiske defekter?
Som jeg læser det i de andre tråde (jeg forstår godt, at denne særskilte tråpd blev startet) er det fordi især er ADHD-børn og blot børn med hæftigt temperement, der belaster lærerens arbejdsmiliø og hæmmer de øvrige elevers indlæring. Lidt som at det tidligere var meget omtalt, at man på psykiatriske hospitaler pumpede patienterne med stærke sager som en "nem" løsning. Det hører man aldrig om mere.
Udenfor denne debat har jeg fået indtryk af, at Ritalin og lign. ofte anses for at være et mirakelmiddel, faktisk et indlærings-serum, der øger indlæringsevnen (jeg tvivler), og hvis ellers raske børn skal medicineres for at blive til "superbørn", så er noget gået galt. (har ikke hørt om konkrete eksempler).

Fra Ugeskrift for lægfolk 49/2001:
Det er en farlig tendens, at sygeliggøre børn. Børnenes reaktioner er ofte en naturlig reaktion på de påvirkninger og vilkår, de udsættes for. At dæmpe eller undertrykke disse reaktioner med medicin, så børnene opfører sig mere "normalt" eller er mere "medgørlige", er en fremgangsmåde, der kan have katastrofale følger for de børn, det går ud over.
Senere står der
Ritalin, forårsager ændringer i hjernen
Ritalin er et amfetaminlignende stof, som visse læger og psykiatere ordinerer til urolige og "besværlige" børn.
Et dyreforsøg tyder på, at Ritalin kan forårsage langvarige ændringer i hjernecellernes struktur og funktion - i lighed med dem, der kan ses ved brug af stoffer som amphetamin og kokain. Citat slut.
Og fra "Ingeniøren" forskning.
Derfor får hjerne-epoen Ritalin hjernen til at køre i højt gear
Medicinen Ritalin bruges lovligt af ADHD-patienter - og ulovligt af studerende, der vil forbedre eksamensresultater. Selv om stoffet har været på markedet i 60 år, er man først nu ved at forstå, hvordan stoffet virker. Citat slut-
Der er direkte tale om doping og at ADHD-erne kan blive endnu mere syge senere hen.

Endnu en sygdom hedder dømmesyge!
Der er andre end mig, der kan skrive lange indlæg, men du rammer plet! Problemet er blot lidt anderledes hvor det drejer sig om børn, hvor ansvaret losses over på forældrene, som vil have at netop deres børn klarer sig bedre end andre børn i det konkurrencesystem, som skolen er, hvis det er et barn med ADHD, og der findes en medicin, der på kort sigt løser deres indlæringsproblem, og samtidig skaffe ro nok til at de øvrige også lærer bedre og læreren ikke skal kæmpe op imod uro.
Børn, der hoster og nyser kraftigt eller kaster op (måske er smittefarlige), eller falder i søvn og snorker højlydt kunne vel også være forstyrrende. Eller dem der besvimer, måske ligefrem får epileptiske anfald, sidstnævnte er afhængig af medicin. Dem med type 1 diabetes kunne vel beskyldes for at være stiknarkomaner, hvis de må bruge injektionssprøjte. Og så kan man ikke afvise, at nogle kan være dovne eller larmende, men som læreren selv kan ”kurere”. Hvad med faktisk alle andre både fysiske og psykiske sygdomme eller sygdomslignende tilstande?
Ritalin ti udvalgte elever er vel en nødvedig kompromis-løsning.
I min barndom var ADHD'en ikke opfundet, og dengang var det ikke dem, dr mobbede eller tævede, men dem der blev mobbet og tilmed måske koporliogt mishandlet den var gal med, og sygdommen hed "pivet" 😃

ADHD var også opfundet i din barndom, medmindre du altså er omkring de 100 år - den blev først beskrevet i starten af det 20. århundrede (altså omkring 1900-tallet) - dengang hed den ganske vist ikke ADHD, som er en relativ ny betegnelse, men symptomerne var de samme.
Og for også lige at slå fast, at vi ikke først ser følgerne af børn med ADHD's forbrug af bl.a.Ritalin og andre lignende centralstimulerende medicin - disse har været kendt og brugt siden 50érne - i DK siden 60érne, så det er en meget velkendt og yderst veldokumenteret behandling (som dog aldrig kan stå alene - de pædagogiske tiltag spiller en meget stor rolle her).

men en rastløshed som manifester sig som en maskine lyd, eller en summen.
morsomt nok forsvandt de fleste af mine problemer der jeg fyldte 18 og droppede sukkeret, fordi jeg selv skulle betale mine tandlæge regninger.

har lige mistet sit barn fordi kommunens psykolog gav barnet en diagnose, og forældrene hvor moren er pædagog, ikke ville mediciner barnet.

Det gør du ofte, gør du ikke? En psykolog hverken diagnoserer eller udskriver medicin. Forældre "medicinerer" ikke deres børn. Det gør receptudskrivningsberettigede læger.

så er barnets egen læge selv imod medicineringen, men kommunen presser på, og ja kommunens psykolog er den som presser kommunen.
Der kører sag om det i Freriksberg retten du kan jo kigge forbi og se hvad der foregår.

På den tråd. som MammieBlue satte i gang, så er der kommet flere oplysninger frem om hvad der er los. MaammieBlue vil nødig have sin datter over i en anden skole blot på grund af en enkelt plageånd. Hun beskriver en adfærd der kunne tyde på helt andre ting end hvad der beskrives i forbindelse med ADHD, bla. a. at den såkalde ADHD-pige er sent udviklet het nede på småbarns-stadiet og tilmed kunne have mytomani, dvs. opdigte hændelser, der ikke har fundet sted.
Her er et citat fra den oprindelige nu meget lange tråd, som er et svar til mig efter at jeg havde foreslået, at den såkaldte ADHD-pige som vi foreløbig må kalde hende og MammieBlues datter kunne mødes udenfor skoletid. Her citatet: … Og det ender altid i situationer hvor den ADHD ramte beskylder min datter for ting der ikke har fundet sted. Hun laver med vilje situationer og tilstande hvor hun derefter kalder på sin Mor og opdigter historier om hvad mit barn nu har gjort. Præcis det samme som i skolen hvor hun derudover også rykker i hår, skubber i timerne, snakker i timerne m.v. Og det ender altid i situationer hvor den ADHD ramte beskylder min datter for ting der ikke har fundet sted. Hun laver med vilje situationer og tilstande hvor hun derefter kalder på sin Mor og opdigter historier om hvad mit barn nu har gjort. Præcis det samme som i skolen hvor hun derudover også rykker i hår, skubber i timerne, snakker i timerne m.v. Citat slut.
Problemet er at moren/forældrene til det såkaldte ADHD-barn og i det hele taget forældre både til AHDH-børn og normale børn helst vil have, at deres børn kan gå i den stedlige skole frem for en eller anden specialskole eller ”anstalt”. Debatten hører ikke hjemme i en ”slyngelstue” som SOLen, (jeg er selv en af slynglerne) men jeg ved ikke hvor man ellers debatterer den slags?
Jeg har blot ikke vidst om ADHD-en og det der ligner, men er en helt anden ubalnce i hjernen før det kom op i medierne, og der er utrolig megen uvidenhed om det stadigvæk, når så mange foreslår lussinger og spanskrør i stedet for enten den ene eller den anden mediocinske behandling. En rask, der opfører sig dårligt skal ikke have psykopharmaka.
.

Hvis du kigger længere nede i tråden har jeg skrevet om oplysninger fra starteren af den oprindelige tråd, hvor trådstarter sætter debatten in gang med en oplysning om at den klassekammerat, der ødelægger det for hendes datter har ADHD.
Vi ved slet ikke, om den diagnose holder vand, om der overhovedet er stillet nogen diagnose, men jeg fronemmer på den seneste oplysning, at det kunne være noget helt andet, noget der ikke lader sig løse med "disciplinpiller" med en en 12-13 årig helt nede på 3-5 års stadiet, som både er lystløgner og ekstremt aggressiv.
Nu er det kun gennem de seneste år, at jeg overhovedet har vidst, at noget kunne hedde DAMP siden ændret til ADHD, og nok mødt urolige børn på min vej, men ikke haft spor anelse om, at det kunne være sygdom,og hvis det var, så vidste jeg slet ikke hvilken.
Engang for et halvt år siden skrev ”Fruppe” Citat: ”Som udgangspunkt skal man være obs på psykiske sygdomme, men man er også forkert på den når "hyperaktive" i stærkt stigende grad får medicinering for ADHD”. Citat slut. Hvis ”Fruppe” har ret, så er der noget, der kan forveksles med ADHD, men som kræver en helt anden behandling. Men nok ikke lussinger.
Claus