tvangspræget personlighedsstruktur

kunne du have en kæreste af den karakter...???? eller kender du nogen, der har denne lidelse?
Min kæreste har fået denne diagnose, jeg har længe luret den, for synes han opfører sig underligt engang imelem...
Det værste er alle hans vaner og den måde han gerne vil have folk/jeg skal passe ind i hans kasse..tingene skal helst altid være på hans måde, ellers går han i sort.
Han er rigtig god at få viklet mig ind i hans edderkoppespind, så jeg føler mig fanget og ikke kan komme ud af det igen.
Jeg er ved at blive vanvittig af hans opførsel, det går mig på nerverne..
Hvordan kommer jeg ud af dette her??

der skal komme ud af hans vanvittige opførsel - det er ham.
Han bør søge hjælp. Derefter kan du jo blive viklet ud sammen med ham

God weekend

xxXxx

psykisk lidelse er en udfordring både for den der har har lidelsen og de pårørende.
Hvis du ikke kan "leve" med hans være måde, må du gå... han kan ikke ændre sig, og han kan ikke gøre for det.
Du skal sætte dine grænser uden at kritisere ham, irettesætte ham... Hverken han eller du er tjent med at blive sammen hvis det ikek fungere.
Kontormus - der er mor til en paranoid-skizofren.

årevis at komme ud af hans mønstrer, og han er også nået et lille stykke, men stadigvæk langt fra, hvad jeg kan lære at leve med og min tålmodighed er ved at være slut.
Han har i en del måneder gået hos en psykolog, men opgav, da han ikke synes det hjalp tilstrækkeligt.

det er ikke lige så let, for jeg er blevet viklet ind i hans syge sind.
Jeg prøverihærdigt at sætte mine grænser,men han respekterer dem ikke særlig længe ad gangen -eller han kan ikke.
Han kan ikke se ud over sin egen næsetip og føler sig altid såret og kritiseret, når jeg sætter en grænse - lige meget hvor nænsomt jeg end gør det...Men ind imellem kan jeg ikke pakke ham ind i vat og så taler jeg, så det ikke er til at misforstå...

Er det ikke underligt at det faktisk er hvad der skal til? Behandler du ham som en syg forbliver han syg. Der er ingen god grund til at han dropper behandling - bare afsted med ham.

hvis han bliver fornærmet over dine grænser, så har HAN problemet med at blive god igen.
Du skal sætte dine grænser, og holde fast i dem -måske netop fordi han er tvangshandlingspræget.. det handler om at få indarbejdet nye rutiner i hans sind...
Jeg ønsker dig held og lykke og alt det bedste for jer - om det så bliver sammen eller hver for sig.... Det handler også om dit mentale helbred...

hun røg ud da jeg opdagede at jeg var ved at blive en del af hendes spind, jeg ville ikke og vil aldrig nogensinde mere bruge så meget som 10 sekunder på et menneske der prøver at nedbryde min personlighed, så vil jeg hellere deportere dem til en øde ø hvor de ikke kan skade andre mennesker.
Sorry at jeg er så hård, men jeg taler af bitter erfaring, den skingrende skøre kvinde var ved at drive mig til selvmord med hendes vanvid

til psykolog, så jeg har sagt til ham, at så kan han ikke hjælpes. Vi gok fra hinanden en overgang, da han ikke ville gøre noget for at rede vores forhold.
Så der erik mere at komme efter...der skal to til en tango..

går efter hans hovede, så stikker han af hjem til sig selv og er sur i flere dage.
Jeg kan ikke mere, jeg orker ikke mere, det er så hårdt at arbejde alene på at tingene skal ændre sig..Jeg siger ikke, at jeg er fejlfri, men når han ikke har situationsfornemmelse, så der det ikke let.

du havde muligheden for IKKE at behøve leve med en sindslidende person, og du valgte fra, Det var nødvendigt for din spykiske overlevelse.
Jeg er mor til en psykisk syg, og jeg er i gnang med at lære at give slip... ikke at cutte ham ud af mit liv, men lade ham tage mere ansvar for sit liv.. Han har så sandlig også været ved at drive mig langt der ude hvor jeg ikke følte jeg kunne bunde - Men mit barn er mit barn, så at afskære ham er IKKE en mulighed for mig.
Jeg forsøger at fastholde ham i den virklige verden når psykoserne trænger sig på, og andet kan jeg faktisk ikke gøre for ham - og for migselv sætter jeg kærligt men BESTEMT mine grænser og dem respekter han... heldigvis😉

så lad ham dog gå hjem til sigselv og være sur - og nyd at han ikke er i dit hjem [s]hvor du bestemmer.

nej, du er ikke hård, du er bare ærlig og det er jeg glad for.Lad os kalde en spade for en spade..
Må jeg spørge dig om, hvor lang tid havde i kendt hinanden, før du opdagede, at din ex havde tvangspræget personlighedsstruktur ?
Så vidt jeg har læst om dig herinde, så er du nemlig en mand, der ikke finder dig i noget som helst. jeg er bare nysgerrige på at høre hvordan du havde det, for jeg synes ikke, at det er let med kæresten...
Jeg havde faktisk lige fra starten af vores forhold en mistanke om, at han ikke var jhelt rask, men jeg kunne ikke finde ud af, om det skyldes han ikke var nok intereseet i mig, sidenhen hans kalender var så vigtig at rette sig 100 % efter.
Jeg tog en snak med ham og sagde, at den måde han levede på ikke passede ind i mit liv, så han begyndte at ændre sig.
Men når man finder en mand sommin kæreste, hvor han opfører sig så anstændigt, taler så pænt, passer sine ting og sager, så gik det lang tid for mig, før jeg blev klar over, at det faktidk ikke var mig, der var noget helt galt med - men nu er det for sent, han har viklet mig ind i sit spind og ALDRIG i hele mit liv har jeg oplevet mig mere fanget, selv ikke dengang, jeg som 16 årige blevet slået af en kæreste, da var det ud af klappen i en fart...men ham her, han er så syg, at han ligefrem er "professionel edderkop"

Tænk dig godt om, du ender let hvor jeg endte med den psykisk syge kvinde, det kommer glidende ganske langsomt, jeg troede også jeg kunne hjælpe hende, men jeg er ikke uddannet til det, så det nedbrød mig mentalt.
Næ kontormus, jeg skal ikke undskylde, men jeg har ikke haft det godt med at forlade hende, jeg elskede hende betingelsesløst og det var det hun udnyttede til at trække mig med ind i hendes formørkede verden.
Kære kæreste, et velment råd, bryd med ham inden det er for sent, dette råd er noget jeg meget sjældent skriver til andre, men som jeg læser dine indlæg er du på det nærmeste desperat fordi du kan se hvad der er ved at ske.
Med mentalt nedbrudte hilsener
Ernst

at vi ikke bor sammen...Jeg lader ham gå og heldigvis er jeg ikke så påvirket af det mere, som før, men alligevel med så mange andre ting, så vil han så gerne styre mig..
Jeg har førs skrevet herinde om ham, at jeg undrede mig over hans opførsel,men pådet tidspunkt var jeg ikke klar over, at han havde en diagnose.
Der var faktisk flere der skrev dengang, at han var sygelig kontrolfreak, men det kunne jeg ikke tro, men nu hvor jeg har læst om hans lidelse, så forstår jeg bedre....jeg har bare undretmig såmeget, for han virker ikke som om, at han bevidst vil skade andre mennesker, men uanset bevidsthed ellerej, så kan jeg ikke acceptere.
Jeg kan nu se tingene oppefra og håber derved, at jeg hurtigere kan handle mig ud af situationen - mit første skridt er, at jeg har genoptaget en interesse...på den måde håber jeg, at jeg lige så stille kan slippe fri af hans spind...

langsomt, hvor de vikler en ind i deres spind og man opdager det først til fulde, når de har fanget en godt og grundigt...puhh ha, hvor er det skræmmende at tænke på...
Ja, jeg er nærmest desperat, for nu ved jeg hvor syg han er og hvor meget tag han har i mig..
Jeg har mest lyst til at flygte langt væk fra ham, for han bor næsten lige rundt om hjørnet af min lejlighed. Om han vil komme rendende, ja, det tror jeg, for han har før ringet på min dør, da det var slut (igen)med favnen fulde af roser, han er kommet rendende efter mig på kirkegården, (da jeg besøgte min farfar)med en bluse, som han havde købt til mig, for at gøre det godt igen. Han har villet styre mig, da min farfar døde, altså hvornår han ville hjem, at han ikke ville med til kaffebord osv, lige indtil jeg sagde nu er det fandme slut, hvis du ikke opfører dig ordentligt, så skal jeg glædeligt fortælle alle gæsterne hvorfor du ikke vil med og hvorfor du vil styre det hele, nemlig, at du kun kan lide dig selv og du synes de andre er nogle røvhuller... du kan tro, at kan klappede i som en østers...
Jeg synes du fortjener et stort skulderklap ernst, at du er kommet ud af dette forhold.🙂[f]🙂

men som mange andre havde jeg en tyrkertro på at jeg kunne hjælpe, det blev til næsten 2 år før jeg indså, at hun ganske langsomt men sikkert nedbrød mig.
Min nuværende veninde har også det med kalenderen, men det skyldes en dårlig hukommelse af grunde som jeg ikke vil beskrive offentligt, men det er til at leve med det med kalenderen, men at leve med et menneske der er psykisk syg kræver meget af lægfolk og de fleste bliver knækket af det, de forældre som har et psykisk sygt barn er oplært til det ved at have barnet om sig hele tiden og der er sikkert også støtte fra professionelle til at lære at tackle det, men hvis ikke du er uddannet til at omgås psykisk syge mennesker, skal du have en enorm stærk psyke for at overleve og du skal være benhård.
Men i dag har jeg det godt med mit brud med pigen, og jeg ser mig altid godt for når jeg lærer nye mennesker at kende, ved det mindste tegn på psykisk ustabilitet løber jeg så hurtigt at man ikke kan se min røv for bare skosåler, det har jeg lært ar det bedste for mig.
Hvad du end vælger at gøre, så held og lykke med det, håber du kommer frem til det der er rigtigt for dig
Med hurtigløbende hilsen
Ernst

har mange af os i sig.... jeg har lagt frelsergenet på hylden for lang tid siden i vores forhold, nu vil jeg bare gerne have lagt, nej ikke nøjes med at lægge ham på hylden, men ud af døren i en fart...
Det er underligt, at der faktisk går nogle år, før man sådan ritigt er klar over, at mennesket er så sygt og man selv er ved at blive nærmest syg.
Jeg har faktisk en god intuition, så nu vil jeg lære at lytte til den og tage den alvorligt, ligesom du nu er opmærksom på folk, som er ustabile...

- Det kan jo være svært nok, men det bliver nok langt svære at leve med ham. Det vil til alle tider være at aflevere uden at få noget tilbage. Det kan ingen holde til på sigt. Mon ikke du er kommet dertil nu?
Held og lykke fremover
/Dulkis

- jeg kan godt huske den med kirkegården... så den må have gjort et vist indtryk🙂
Håber for dig, du kommer ud i god behold.

bliver det sikkert sværere at skulle leve samen med ham, end som hvis det var slut nu - det er kun en overgang, det bliver svært, bliver jeg, så bliver livet med ham ved med at være svært..

har jeg skrevet om for mange mange måneder siden... allerede dengang havde jeg en fornemmelse af, at der var noget galt med min kærestes manglende situationsfornemmelse og andre ting....
Ja, den må have gjort indtryk, men man hører nok ik så ofte folk rende efter en på en kirkegård, for at "købe" en til forsoning...😉
jo tak, jeg skal nok komme ud i god behold... 🙂[s]