tør jeg stole på ham denne gang!
ved godt mit indlæg er langt, men vær sød at læse det og giv mig dit besyv, for mit selvværd er blevet ædt op.
Jeg har været sammen med min kæreste i ca 3 år og i al den tid vi har kendt hinanden har vi været på 4 weekendophold, eller dvs 2 af gangene har det kun været en halv weekend, da han kedede sig og ville hjem...vi har aldrig tilbragt en uge sammen sydpå eller på ferie og det er begyndt at pine mig gevaldig, jeg føler mig kedelig og kan mærke det tærer på selvværdet.
Forholdet blev alt for kaotisk og vi gjorde det slut for ca 9 måneder siden, efter 2 måneders tid fandt vi sammen igen med nyt gå på mod....det gik også super godt de første 4 måneder, han ville næsten alt med mig, vi snakkede ferie, flytte sammen at nu skulle vi have det dejligt sammen, men så skete det, at hans søn kom hjem fra efterskole og hans mindste på 11 kom hver anden uge, det betød for mig at se, at vi ikke kunne tilbringe så meget tid sammen mere og det var også ok, for børnene kommer i første række, men han begyndte at dyrke mere sport, var meget mere sammen med vennerne også i weekenderne, selv den hver anden lørdag jeg har fri, jeg blev godt nok spurgt om jeg ville med sammen med hans venner til fest eller hyggeaften, men det havde jeg ikke lyst til...
nå men snakken om ferie fortsatte, og han nævner af og til at det kunne være dejligt at vi tog på ferie sammen, bare os to som kunne hygge os...jeg begyndte at tro på at han mente det, men samtidig lukkede jeg alligevel af, for jeg tænkte at det bare var luftkasteller....men ok sagde jeg en dag til ham, men vi var enige om af vente flere måneder på at tage afsted , da vejret jo også skulle være godt sydpå..
men forleden dag sagde han, om vi ikke skulle have andre par med på ferie, for det blev sikkert endnu sjovere, end vi bare skulle selv afsted... jo sagde jeg, at det havde han da nok ret i og det synes jeg også var en rigtig god ide, hvis han da også ville tage selv afsted med mig og at jeg havde gjort op med mig selv, at jeg ikke mere kunne leve i et forhold, hvor manden nærmest kedede sig halvt ihjæld i mit ene selvskab en hel uge, for så var der jo noget galt enten med ham, mig eller forholdet (er dog aldrig blevet beskyldt for tidligere at mænd keder sig i mit selskab)
Jeg sagde til ham, kig dig omkring i din store vennekreds, alle uden undtagelse er som par været på ferie sammen i en hel uge....hans svar var at han mente at det knap havde været en uge og ok, så lad os da tage afsted selv sagde han...min fornemmelse var, at han ikke rigtig havde lyst så jeg lod det ligge.
Efter den sidste episode var der gået et par uger og han bringer ferie på banen igen og jeg vælger at tro på ham denne gang, men fandme om han så ikke bakker igen ved at sige, at han ikke har råd, at han hellere de næste mange år vil bruge de fleste af hans penge til opsparing til et hus...ej nu blev det hele simpelthen for meget for mig, jeg sagde til ham, at vi bare skulle glemme alt om ferie og at jeg ikke længere havde lyst til at være i et forhold, hvor han kun tænkte på at arbejde og tjene penge til SIT EGET HUS og jeg ikke ville tilsidesættes i så mange mange år....vi blev så uvenner at jeg lagde ringen jeg havde fået af ham i julegave på hans natbord og så skred jeg....i de efterfølgende dage skrev han flere gange om dagen at han elskede mig, men det prællede af på mig, men i går aftes snakkede vi i tlf sammen og blev gode venner igen, han sagde undskyld og at han var forvirret over hvor han ville bo han ville gerne spare og kunne nok leje et billigt hus men så var der for langt for hans børn at komme i skole, det kunne jeg godt se, men hvor h´var jeg henne i dette her, han sagde at jeg bare kunne flytte med hvorend han flyttede hen, men at vi lige skulle have det gost sammen først. Han lovede mig at vi skulle på ferie sammen og jeg bare kunne hente kataloger så vi i aften kunne kigge ferie sammen, jeg blev lyseslukker og sagde jeg ikke mere stolede på ham, han havde pisset mig op og ned ad nakken mange gange....men han lød så overbevisende at jeg igen begyndte at tro på ham, men i dag har jeg slet ikke mer elyst til at tage på ferie med ham, for jeg er hunde angst for at han igen bakker og kommer med undskyldninger og så ender det med at jeg bliver så rasende at jeg slår ham halvt ihjæld, jeg kan ikke mere magte at blive hevet rundt i manegen og jeg magter ikke mere at føle mig intet værd og skulle det virkelig ske, at vi tog på ferie sammen, ville jeg nok gå rundt og tænke, keder han sig nu, brokker han sig som han plejer og bliver han i dårligt humør over sine spildte penge til en rejse sammen med mig...
HJÆLP MIG; HVAD GØR JEG?
Jeg har været sammen med min kæreste i ca 3 år og i al den tid vi har kendt hinanden har vi været på 4 weekendophold, eller dvs 2 af gangene har det kun været en halv weekend, da han kedede sig og ville hjem...vi har aldrig tilbragt en uge sammen sydpå eller på ferie og det er begyndt at pine mig gevaldig, jeg føler mig kedelig og kan mærke det tærer på selvværdet.
Forholdet blev alt for kaotisk og vi gjorde det slut for ca 9 måneder siden, efter 2 måneders tid fandt vi sammen igen med nyt gå på mod....det gik også super godt de første 4 måneder, han ville næsten alt med mig, vi snakkede ferie, flytte sammen at nu skulle vi have det dejligt sammen, men så skete det, at hans søn kom hjem fra efterskole og hans mindste på 11 kom hver anden uge, det betød for mig at se, at vi ikke kunne tilbringe så meget tid sammen mere og det var også ok, for børnene kommer i første række, men han begyndte at dyrke mere sport, var meget mere sammen med vennerne også i weekenderne, selv den hver anden lørdag jeg har fri, jeg blev godt nok spurgt om jeg ville med sammen med hans venner til fest eller hyggeaften, men det havde jeg ikke lyst til...
nå men snakken om ferie fortsatte, og han nævner af og til at det kunne være dejligt at vi tog på ferie sammen, bare os to som kunne hygge os...jeg begyndte at tro på at han mente det, men samtidig lukkede jeg alligevel af, for jeg tænkte at det bare var luftkasteller....men ok sagde jeg en dag til ham, men vi var enige om af vente flere måneder på at tage afsted , da vejret jo også skulle være godt sydpå..
men forleden dag sagde han, om vi ikke skulle have andre par med på ferie, for det blev sikkert endnu sjovere, end vi bare skulle selv afsted... jo sagde jeg, at det havde han da nok ret i og det synes jeg også var en rigtig god ide, hvis han da også ville tage selv afsted med mig og at jeg havde gjort op med mig selv, at jeg ikke mere kunne leve i et forhold, hvor manden nærmest kedede sig halvt ihjæld i mit ene selvskab en hel uge, for så var der jo noget galt enten med ham, mig eller forholdet (er dog aldrig blevet beskyldt for tidligere at mænd keder sig i mit selskab)
Jeg sagde til ham, kig dig omkring i din store vennekreds, alle uden undtagelse er som par været på ferie sammen i en hel uge....hans svar var at han mente at det knap havde været en uge og ok, så lad os da tage afsted selv sagde han...min fornemmelse var, at han ikke rigtig havde lyst så jeg lod det ligge.
Efter den sidste episode var der gået et par uger og han bringer ferie på banen igen og jeg vælger at tro på ham denne gang, men fandme om han så ikke bakker igen ved at sige, at han ikke har råd, at han hellere de næste mange år vil bruge de fleste af hans penge til opsparing til et hus...ej nu blev det hele simpelthen for meget for mig, jeg sagde til ham, at vi bare skulle glemme alt om ferie og at jeg ikke længere havde lyst til at være i et forhold, hvor han kun tænkte på at arbejde og tjene penge til SIT EGET HUS og jeg ikke ville tilsidesættes i så mange mange år....vi blev så uvenner at jeg lagde ringen jeg havde fået af ham i julegave på hans natbord og så skred jeg....i de efterfølgende dage skrev han flere gange om dagen at han elskede mig, men det prællede af på mig, men i går aftes snakkede vi i tlf sammen og blev gode venner igen, han sagde undskyld og at han var forvirret over hvor han ville bo han ville gerne spare og kunne nok leje et billigt hus men så var der for langt for hans børn at komme i skole, det kunne jeg godt se, men hvor h´var jeg henne i dette her, han sagde at jeg bare kunne flytte med hvorend han flyttede hen, men at vi lige skulle have det gost sammen først. Han lovede mig at vi skulle på ferie sammen og jeg bare kunne hente kataloger så vi i aften kunne kigge ferie sammen, jeg blev lyseslukker og sagde jeg ikke mere stolede på ham, han havde pisset mig op og ned ad nakken mange gange....men han lød så overbevisende at jeg igen begyndte at tro på ham, men i dag har jeg slet ikke mer elyst til at tage på ferie med ham, for jeg er hunde angst for at han igen bakker og kommer med undskyldninger og så ender det med at jeg bliver så rasende at jeg slår ham halvt ihjæld, jeg kan ikke mere magte at blive hevet rundt i manegen og jeg magter ikke mere at føle mig intet værd og skulle det virkelig ske, at vi tog på ferie sammen, ville jeg nok gå rundt og tænke, keder han sig nu, brokker han sig som han plejer og bliver han i dårligt humør over sine spildte penge til en rejse sammen med mig...
HJÆLP MIG; HVAD GØR JEG?