Udsendes.. Børn ??

Hej jeg en fyr på nu 19 og skal udsendes her til næste år til Afganistan..
Jeg har en datter på snart 14 måneder med min eks..
Hun gik fra mig da jeg meldte mig frivilligt til millitæret fordi hun mente at det var fordi jeg ikke ville være sammen med hende og vores datter og som de fleste jo så nok kan regne ud blev det ikke bedre efter jeg fortalte hende at jeg skal udsendes til Afganistan for så mener hun at jeg ikke elsker vores datter.. Grunden til jeg skriver dette indlæg er fordi jeg ville høre jeres meninger, om hun har ret eller måske delvis..??
Min egen mening er at det intet har med min datter af gøre da jeg elsker hende over alt på jorden.. Godt nok har de gjordt meget ud af at vi skal fortælle vores familier at risikoen for at dø er der.. Og at det kan være vi ikke kommer hjem i live.. Men grunden til jeg gerne vil udsendes er fordi jeg gerne vil være med til at gøre en forskel for dem dernede som har det meget værre end oz herhjemme og som har brug for hjælp.. Selvom min eks kun mener jeg tager derned for at dø og det samme gør resten af min familie så det ikke den store opbakning man har men sådan er det.. Men håber at høre jeres meninger..
PÅ forhånd Tak..

Men ved at blive hjemme... Helt ærligt, hvad fanden forventer du dig af en tur til dette forpulede land..???? At du kan gøre en forskel..???? Hvor herre bevares.... Du vil bitterligt fortryde det......
Bliv du hjemme ved din datter og giv hende en fremtid.
Tror du stadig at du gør en forskel når du ligger i en rendesten i en eller anden afghansk landsby medens blodet tapløber fra dig på grund af en vejsidebombe...Og når det sidste du registrerer, ud over smerterne er, at en afghaner grinende sparker til dit og medens livet løber ud af dig spytter inderligt på dig.....
Hvor stor forskel tror du så du har gjort...???
Ved næste sandstorm, når dit blod er dækket af sand er der ingen der vil huske dit offer længere..... Kun din datter.........😕

klart en forskel og syntes det er kanont flot af dig at tage dette valg 😉
kan være svært når man ikke føler man har opbakning fra venner og familie. men tror en del af deres reaktion bunder i at man kun høre de "dårlige" ting dernede fra og at de re bange for at miste dig.
syntes specielt din eks ´s reaktion er meget hård. virker lidt som en dårlig undskyldning at forlade dig bare fordi du melder dig til militær tjeneste. det viser da bare at du tør tage et ansvar og har hår på brystet.
og nej at du tager til afganistan har INTET med hvor meget du elsker din datter at gøre. at din eks har sagt det er måske for at give dig dårlig samvittighed og et klodset forsøg på at du så måske ombestemte dig.
tag du trygt afsted og kom sikkert hjem igen. din datter har helt sikkert en far hun kan være stolt 😉
alt mulig held og lykke 🙂[s]

Lad dog det land klare sig selv, det Nato gør er alligevel totalt spildt.
Russerne prøvede i 12 år med 1,5 millioner mand, hvad tror nato de kan gøre med de knap 50.000 de stiller op med.
Det er en ren farce hvor unge mænd og kvinder sætter liver på spil for en flok politikeres tomme ord og floskler.

den første tanke der faldt mig ind.
Din Kæreste bruger vist det påskud for at forlade dig, men hvad med dig selv? I er meget unge, var det for tidligt at få barn allerede nu?
Held og lykke i Afghanistan [s]
Løvemor

på at gøre en forskel i Afganistan, fordi dit unghjernesind gør, at du føler dig noget værd og er sej....
Når du har sat et barn til verden er det din fornemste opgave, at være der for hende. Du har et ansvar overfor din datter, som du er ved at løbe fra og kan du forestille dig, at når din datter bliver stor, at hun så siger: farmand, rend mig i røven, du var der ikke for mig, da jeg var barn og nu hvor du er gammel og har brug for mig, så kan du rende mig i røven...
Nej du, find du dig hellere end anden intersse, end at beskæftige dig med et andet land, hvor du sætter dit liv på spil og du kan ikke gøre nogen forskel.
Jeg kan fortælle dig, at jeg har hørt om så mange, der er blevet ødelagt psykisk og har fået varrige men af at være i forsvar i et krigsland- vil du udsætte dig selv for det???? jeg kan umiddelbart godt forstå, at du føler dig draget af Afganistan og det er din unge alder, der ikke ved hvad konsekvenserne alvorligt kan blive.
Jeg vil anbefale dig, at du afprøver dine grænser, bliver udfordret eller hvad du nu har brug for - her hjemme i Danmark....😉

For det første har det intet med følelserne for børn eller andre familimedlemmer når man vælger at blive udsendt. For det næste synes jeg det er frygteligt for dig at du ikke får mere opbakning fra hjemmefronten. Min kæreste står også og skal afsted til Afghanistan snart og han har også været i Irak, vi har godt nok ikke børn (det ville dog ikke ændre min opbakning til ham).
Jeg synes da ikke det er rart han skal afsted, men er der for ham 100% og synes det er familiens vigtigste opgave i sådan en situation da den udsendte ikke skal bruge alt for meget tid på at bekymre sig om dem når han lige pludselig står så langt væk.
Min kæreste fik heller opbakning fra sin egen familie og jeg så hvor hårdt det var for ham så jeg håber virkelig din familie vil vænne sig lidt mere til tanken og støtte dig i dit valg.
Mange tanker herfra og ønsker om en god og sikker tur.

lytte til dit inderste og gør hvad du føler er mest rigtigt.
Hvis du ønsker at blive udsendt og tjene dit land og gøre en forskel i et krigshærget land, ja så er det det du skal gøre.
Hvis du ønsker at tage afsted for at få heltestatus, så skal du blive hjemme. Sådanne folk er der ikke brug for i Forsvaret.
Selvfølgelig elsker du din datter og selv om du er ung, føler jeg, at du er gammel nok til at tage ansvar for både hendes og dit eget liv. Når man melde sig frivillet til Forsvaret, så er det som regel en gennemtænkt beslutning, da man jo ved på forhånd, at man bliver udsendt.
Men sørg for at holde kontakten til din datter mens du er udsendt og send godt med billeder til hende. Selv om hun ikke er ændre, kan hun sagtens, som rigtig mange andre børn, være stolt over sin far i uniform.
Jeg arbejder selv indenfor Forsvaret og tager hatten af de for mennesker, der i værste tilfælde, ofrer sit eget liv, for at forsøge på at forbedre andres liv og vilkår. Jeg har set rigtig mange fædre blive udsendt og komme tilbage igen og hvor glade børnene er for at se deres far igen. Men det værste for dig er, at dit bagland ikke bakker dig op. Det er for egoistisk gjort af dem. Det er dit valg og så bør de stå bag dig.
Jeg er selv alene med tre børn, civil ansat, men i det tilfælde jeg selv skulle udsendes, ja så gør jeg det.
Og hvis min egen søn på 15, kommer og fortæller mig engang, at han melder sig frivilligt til Forsvaret, vil jeg selvfølgelig være nervøs men meget stolt over hans måde at tage ansvar for både sig selv og andre på.
Held og lykke og jeg håber det bedste for dig

Jeg ved ikke om det for tidligt, måske og måske ikke men nu er det jo som det er og det fortryder jeg ikke..
Og jeg er da utrolig ked af at skulle tage fra min datter og jeg ved det kommer til at gøre mere ondt når tiden kommer til at skulle afsted.. Og tak :)

Ja det kan jeg godt se.. Men vi kan jo på den anden side heller ikke bare se på at folk dør.. Jeg så min far tage sit sidste åndedræt på sygehuset, grundet kræft og det var noget jeg var lang tid om at fatte og det gjorde vildt ondt og kan ikke beskrives..
Og hvad med dem dernede der mister deres kære selvom det et andet land ???
Og hvad hvis det var Danmark der var i krig og de andre lande bare sagde at vi måtte klare oz selv ??

Jeg kan fuldtud godt forstå dig og det ikke fordi jeg føler mig noget værd eller sej, jeg vil bare gerne hjælpe andre og ja det kan man også gøre på andre måder end at skulle risikere sit eget liv eller skyde andre.. Men jeg kan lide at være soldat og vide at skulle der en dag ske noget i Danmark så kan man være med og hjælpe istedet for bare at se på.. Og selvom jeg er dernede og som du siger at min datter bare kan sige rend mig fordi jeg ikke var der da hun var ung.. Jamen selvom jeg er dernede så vil jeg stadig gøre så meget jeg kan for at være der for hende..

Tusinde Tak og ja opbakning betyder meget og jeg tror at lige nu prøver min familie at glemme det så meget de kan men jeg tror at når dagen kommer så bliver det nok den sværeste dag fordi de ikke har villet snakke om tingene og tror at det sikkert er sidste gang de ser mig.. Og flot at du støtter din kæreste så meget da det nok også betyder utrolig meget for ham

Jeg vil bare gerne ud og opleve noget og hjælpe andre og det kan man i militæret og ja der er jo risiko for ikke at komme hjem igen, det ved jeg..
Og jeg håber da også at min familie kommer til at se anderledes på det en dag inden det for sent.. Og min datter vil altid komme i første række..
Og ja hvis bare havde samme holdning som dig.. Så ville det nok se anderledes ud men man skal jo også kende lidt til militæret for at kunne sætte sig ind i tingene og tusinde tak

Tusinde Tak..
Ja det svært men jeg kan jo ikke bare ændre deres mening men blot fortælle dem grunden til at jeg gør det, men´de har svært ved at snakke om det da det eneste de tænker så snart man snakker om det er bare at man skal derned og dø..
Og jeg er også ked af min eks tager det sådan og siger sådan da jeg selv ved at det ikke er derfor jeg tager derned men hun har jo lov til at have sin mening, men det vil aldrig ændre på om jeg er der for min datter eller elsker hende for det vil altid komme i første række..

Jamen hvorfor tror du landet er blevet som det er..? fordi der nogle som vil bestemme alt og over andre og som dræber dem som er i mod deres mening.. De har ikke samme frihed som vi har herhjemme og som vores børn kan leve i frihed..
Vi kæmper også for vores rettigheder herhjemme i Danmark men vi bliver ikke skudt når vi siger i mod politikerne vel.. Vi vil have det godt herhjemme og det har vi.. Gratis sygehus og tag over hovedet, mad og hvad vi ellers har brug for.. Og de har intet dernede.. bliver du syg så kan de jo ikke bare ringe efter en ambulance..
Vi bliver nød til at hjælpe folk og ikke bare være egoister og kun tænke på os selv.. Vi skal alle kunne leve frit og have det godt

I at de prøver at glemme/fortrænge, men vil håbe de finder modet til at prøve at snakke om det inden du skal afsted. Selvfølgelig er de bange, kan levende forestille mig hvordan de har det. Prøv at forklare dem at det er helt naturligt de er bange, men at det vil hjælpe alle parter hvis I prøver at få en dialog igang om hvad det er der skal ske. Evt. kan de snakke med hinanden hvis de ikke har lyst til at vise deres angst/nervøsitet over for dig.
For dit vedkommende når du er kommet afsted, så husk at sende dem mails når du har tid men ikke på samme tid hver gang så bliver de bare ekstra nervøse den dag du lige pludselig er et andet sted og ikke har skrevet 🙂

😖 Kære 19 årige
Jeg er selv mor til nogle fornuftige voksne børn :-) på din alder og lidt ældre end
dig.Hvis min søn fortalte mig, at han skulle rejse til Afghanistan ville jeg låse ham inde og smide nøglen væk ( i mine tanker) alle rædsler ville gå igennem mit hoved, frygten for at miste. Jeg er mor med stort M, når vi er det er vi overbeskyttende, nogle gange går vi over grænsen, så skal vi påmindes om det :-). Nogle gange tænker jeg, om vi får en brist når vi får børn. Jeg har mange gange i de år der er gået, måtte sætte mig ned og tænke nu holder du op, du kan vejlede, prøve at få dine børn til at forstå du er bange for at miste dem, men at du ikke kan træffe deres valg, at de skal passe på sig selv. Jo jeg har også prøvet at ligge vågen, sukket dybt når mine børn er kommet hjem en sen nat, sagt det er fordi jeg har søvnbesvær, prøvet at ringe og spørge hvad skal vi have til aften i morgen, eller endnu værre, vil du med i byen i morgen, Ha de har gennemskuet mig hver gang, spurgt om det er kontrollen der ringer, jeg har tænkt det var sidste gang, følt mig lidt dum, "suk" hvorefter jeg igen har kvajet mig. Men kun når frygten har overmandet mig, for at nu ville der ske noget, min undskyldning har været mor med stort M. Ser du, bedst som man tror nu går det, så finder ens børn igen på noget som vi forældre mener er endnu mere vanvittigt "suk" og næsten får os forældre til at få et hjerteslag.Prøv at tænk, de ting vi bekymrer os over, børn skal gå, så løber de, skole, cykler, knallert, fester, bil, uddannelse, arbejde, rejser og meget mere,
men inderst inde fortæller jeg mig selv, jeg gør det fordi jeg elsker mine børn og nødigt vil miste dem.
Nu er det jo ikke kun småting du skal, det er langt alvorligere.
Så mit råd er, at hvis du ikke kan tale med dit barns mor eller din familie, kunne du måske skrive et brev til dem, ikke et bittert brev, men et hvor du fx. fortæller dem hvor vigtig det er for dig, at du elsker dem, ved de er bekymret, det er svært, men du har besluttet dig, så er det vigtigt at i får en god tid nu, får fortalt at i holder af hinanden. Suk hvad ved jeg, jeg er bare en bekymret mor med stort M, som har lært at bekymre mig lidt i det skjulte uden at være kontrollerende og lade mine børn drage deres egne veje, tage deres egene beslutninger og være mor for dem når de har brug for det.
Held og lykke
pas godt på dig selv.
mor med stort M

Mange Tak for dit svar..!! Jeg holder utrolig meget af min familie også mere and de tror.. Min far døde 2005 af kræft.. det bryd mig sammen selvom min mor og far har været skilt i mange år.. Min far var mit et og alt.. Og ja så kan man se mig og min eks.. Jeg har på en måde ikke rigtig kunnet med min mor og bror.. dog har det ændret sig lidt efter jeg startede i mili.. Og at de ved jeg skal udsendes.. Og jeg ved hverken hvordan jeg skal sige farvel til dem og min datter når jeg skal afsted.. Og jeg vil selvfølgelig også skrive til dem så tit som muligt men tænker hele tiden på hvordan de har det hvis jeg lige pludselig ikke skriver mer og de så hører i tv at danske soldater er døde.. Og jeg så ikke fik sagt til dem hvad de betyder og at jeg elsker dem.. For jeg var hos min far de sidste dage og så ham tage det sidste åndedrag men selvom jeg var der helt alene med ham i 3 nætter hvos hans familie kun var der om dagen så nåede jeg aldrig og sige til ham hvor meget han betyder for mig og at jeg elsker ham og det tænker jeg på hverdag og hvor vigtig det er at fortælle sine kære hvad de betyder.. For en dag kan det være for sent.. Og det ikke fordi jeg bange for at dø dernede for det har jeg gjort klart for mig selv at den risiko er der.. Det bare dem man efterlader der får det hårdest

Kære 19 årig,
jeg var selv passiv U.S.Army (betyder familiemedlem), og har set mange der blev udsendt til Dessert Storm, Somalia osv. - og kom tilbage, jeg synes du skal tænke en ekstra gang. Jeg kender nogen, der har stadigvæk problemer til dagen i dag efter de har været i de områder derned. Det yngre - det værre. Det kan ske, at du kommer til at se eller opleve noget forfærdelig lort. Jeg har for set noget billeder og har hørt noget historier, som jeg går stadigvæk engang i mellem og tænke over. Efter rigtig mange år. At risikere for at blive skudt er en af risikoen man tager, men at ens sjæle for varig tager skader er det de færreste tænker over.
Ligegyldig hvilken beslutning du tager, så gøre det ud af din egen overbevisning om at det er det rigtige du gøre. Hvis du tager afsted, så bliver din datter helt sikker stolt på dig, fordi du i det mindste prøvet at gøre en forskel (hvor mange andre lukker øjne). Hvis du ikke tager af sted, så bliver din datter stolt på dig en dag, fordi du har sætte familiens behov højrer end din egen.
Pas rigtig godt på dig selv, fordi enhver pige har ret til et bryllupstale fra sin far.

Selv tak :-) KSE 19.
Ja det er svært, at miste dem man holder af. Ja og vigtig så længe vi er her at fortælle vi elsker og holder af.
Vi kan nu engang ikke gøre det om vi ikke fik gjort.
Jeg har også prøvet at miste, uden af få sagt alt det jeg gerne ville.
Jeg har fundet en stjerne på himlen :-) som jeg engang i mellem ser op på, der bor den person jeg holdt af, fortæller ind i mellem, imens jeg ser op :-) det jeg ikke fik sagt, og det jeg måske ikke kan sige til andre. Vigtigt at finde en måde at komme af med tankerne på, vi skal leve :-).
Det du skriver her :-) ville få mig til at tænke,stof til eftertanke, få en klump i halsen, en tåre, hvis det var min søn der skrev det. Kunne du evt. bruge noget af det du skriver i et brev.
Pas god på dig selv.
Et stort Knus til dig

Ja det har du ret i.. Og er helt enig.. Men der ligger også lidt flere ting bag alt dette her.. Fx. nu hvor jeg er 19 og har måttet klare mig selv siden jeg var 16 da jeg boede ude der.. Og jeg har oplevet nogle ting som har taget hårdt på mig psykisk men jeg har aldrig haft nogen at snakke med mine ting om ikke fordi jeg ønsker en løsning på det men bare at snakke med nogen om det og komme ud med det og bla det med min far, jeg har aldrig snakket med nogen om det, der aldrig været nogen der spurgte om jeg ville snakke, jeg prøvede kommunen men blev på en pæn måde sat til side og jeg skulle nok klare det og alt det..Så jeg har en masse ting i mig selv som jeg bare går med og en dag så ved jeg det kommer ud og jeg ved også at dernede kan man også komme til at opleve ting men aldrig glemmer..! Jeg ved ikke om jeg udtrykker dette forkert men håber du lidt forstår det.. Jeg vil altid være der for min datter uanset hvad.. Men jeg hvis jeg på en måde bliver ødelagt dernede vil jeg ikke have det på nogen måde må gå udover hende..
Ps.. Tak for dit svar.. :)

Hej igen,
jeg har ikke betvivlet med en øjeblink, at din datter er det vigtigste i dit liv, synes altså at det kunne man tydelig læse.
Jeg har hele mit liv haft "militær familie", og jeg synes at det er et job som mange andre, det er jeg opvokset med. Det er vigtig at vi har soldater, men jeg synes også at det er vigtig at man gøre det rigtige. På den måde, at man træffer den rigtig valg i forhold til sit eget liv.
For dig er det måske også lidt svært med at forstå at din familie ikke støtter dig i din beslutning, Husk nu lidt på, at det er dem der sidder derhjeme med en klump i halsen og bliver bange når det banker på døren, når de ikke venter besøg. (Ved ikke hvordan den danske hær overbringer dårlige nyheder)
Har læst, at du har en masse du kunne tænke dig at snakke om, har du lyst til at skrive tilbage???
hilsen

Det ved jeg men jeg vil bare ikke have folk tror at jeg ikke elsker min datter for det gør jeg og jeg prøver også at tage det rigtige valg men føler bare nogen gange at uanset hvad man vælger så ender man gerne med at såre nogen eller sig selv.. Og det danske forsvar ringer til en kontakt person som de overbringer de dårlige nyheder til.. Og jeg vil bare også gerne gøre noget for mig selv og kommme ud og hjælpe andre som virkelig har brug for hjælp og være der hvor det sker..
Og ja vil gerne skrive :)
Tak:)

Hej med dig,
tror mig, at jeg har været mester med at tage dårlig valg. Der en gammel ordsprog som hedder "Aldrig fortryde hvad du har prøvet, men fortryde hvad du ikke har prøvet"
Jeg synes i hele taget, at man skal følge sit hjerte, fordi så er der ingen der kan påstår at man har spillet komedie over for dem.
De dårlig valg, jeg har truffet var i hele taget noget, som jeg følte mig fra forskellige sider trængt til at vælge, så som familie, venner, samfund osv.
Mange mennesker er hurtig ud med god råd ud af deres eget syn, uden at overveje om det er det rigtige for den anden.
F.eks. dengang jeg var ved med at beslutte mig at flytte til Danmark, alle have en mening om, hvor langt det var væk; hvad nu hvis manden svigter, så er du helt alene; du taler ikke engang sproget; blablabla
Og alligeved flyttet jeg herhen sammen med mit lille barn. Jeg fulgte mit hjerte og har aldrig fortrudt. For mig var det det rigtige, for andre ville det har været forkert.
Kender også godt den der følelse om at ville hjælpe andre, især de svageste. Hvor langt tid har du til at bestemme dig? Og hvor langt tid var det du skulle være afsted?
vh