Unge spørger: Hvorfor skader jeg mig selv?
„Jeg skar mig selv i håndleddene så jeg skulle sys. Jeg sagde til lægen at jeg havde skåret mig på en elpære, hvilket var sandt — jeg sagde bare ikke noget om at jeg havde gjort det med vilje.“ — Sasha, 23.
„Mine forældre har set mine sår, men kun dem der ikke er så slemme, og som bare ligner hudafskrabninger. . . . Når de ser et nyt, finder jeg på en forklaring. . . . Jeg vil ikke have de skal vide det.“ — Ariel, 13.
„Jeg har skadet mig selv siden jeg var 11. Jeg vidste hvordan Gud ser på menneskelegemet, men end ikke dét kunne få mig til at lade være.“ — Jennifer, 20.
DU KENDER måske nogle som Sasha, Ariel eller Jennifer. Det kunne være en klassekammerat, en af dine søskende, ja, det kunne endda være dig selv. Alene i USA anslås det at millioner af mennesker — mange af dem unge — skader sig med vilje på forskellige måder, for eksempel ved at kradse, skære, brænde eller slå sig selv.
For år tilbage ville mange have forbundet det at skade sig selv med vilje, med en bizar kult eller lignende. I nyere tid er vores viden om selvskadere og selvskadende adfærd dog øget markant, og det ser ud til at det samme gælder antallet af dem som fortæller at de har dette problem. „Alle læger siger at selvskadende handlinger forekommer hyppigere og hyppigere,“ siger Michael Hollander, som er leder af et behandlingscenter i USA.
Det er sjældent at en der skader sig selv, dør af sine læsioner. Men en sådan adfærd er ikke desto mindre farlig. Beth fortæller for eksempel: „Jeg bruger et barberblad når jeg skærer mig selv. To gange har jeg måttet indlægges på hospitalet, og én gang måtte jeg på skadestuen med et dybt snitsår.“ Som mange andre med dette problem har Beth skadet sig selv siden hun var barn. „Jeg begyndte da jeg var 15 år gammel, og nu er jeg 30,“ siger hun.
Kæmper du eller nogen du kender, med en selvskadende adfærd? Så fortvivl ikke. Der er hjælp at hente. I morgen vil vi se på hvordan de der skader sig selv, kan få hjælp. Men først vil det være godt at finde ud af hvem det er der skader sig selv, og hvorfor de gør det.
Det er svært at placere selvskadere i én bestemt kategori. Nogle kommer fra konfliktramte familier, andre fra glade og trygge hjem. Nogle klarer sig dårligt i skolen, men mange er virkelig dygtige elever. De der skader sig selv, giver sjældent andre grund til at tro at der er noget galt, for én der kæmper med modgang, viser det ikke altid udadtil. Bibelen siger: „Selv under latter kan hjertet lide.“ — Ordsprogene 14:13.
Det er desuden meget forskelligt fra person til person hvor ofte de skader sig selv. En undersøgelse viser for eksempel at nogle kun snitter sig en gang om året, mens andre i gennemsnit gør det to gange om dagen. Interessant nok er der flere drenge og mænd end hidtil antaget der skader sig selv. Problemet forekommer dog oftest blandt teenagepiger.
På trods af selvskadernes forskellige omstændigheder lader det til at der er visse ting der går igen. Et opslagsværk om unge siger: „Teenagere med en selvskadende adfærd føler sig ofte magtesløse og bange, har svært ved at fortælle andre om deres følelser, føler sig ensomme eller udenfor og har et lavt selvværd.“
Mange vil nok sige at denne beskrivelse kunne passe på så godt som alle teenagere der oplever den angst og usikkerhed som er forbundet med at blive voksen. Men for dem der skader sig selv, er kampen særlig hård. De kan ikke sætte ord på deres følelser og give udtryk for dem over for én de stoler på. Det gør at presset i skolen, forventningerne på arbejdspladsen eller problemerne derhjemme kommer til at virke helt overvældende. De kan ikke se nogen løsning og føler ikke at de har nogen at snakke med. Presset forekommer uudholdeligt. Til sidst opdager de noget: Når de skader sig selv fysisk, er det som om de finder lindring for deres følelsesmæssige smerte, og de føler at de kan fortsætte med deres liv — i hvert fald for en tid.
Hvorfor tyr de der skader sig selv, til fysisk smerte for at lindre den følelsesmæssige smerte? Lad os illustrere det med et eksempel: Tænk på hvad der sker når du er ved lægen for at få en indsprøjtning eller få taget en blodprøve. Har du nogen sinde nevet dig selv eller trykket en negl hårdt ned i huden for at aflede tankerne fra stikket fra nålen? Selvskaderen gør faktisk noget lignende, blot på et mere alvorligt plan. Den selvskadende handling virker som en afledning og en form for lindring for de følelsesmæssige smerter. Og smerten er så stor at den fysiske smerte foretrækkes. Det er måske grunden til at en selvskader har beskrevet sin adfærd som „medicin mod min frygt“.
For dem der ikke kender til lidelsen, kan selvskadende handlinger ligne selvmordsforsøg. Men det er normalt ikke tilfældet. „Almindeligvis prøver disse mennesker blot at gøre ende på deres smerte, ikke deres liv,“ skriver Sabrina Solin Weill, der er redaktør af et ungdomsblad. Det er også derfor en bog omtaler selvskadende adfærd som „en overlevelsesstrategi snarere end en selvmordsplan“. Den bliver også kaldt „et middel til at håndtere stress“. Hvilken form for stress?
Det har vist sig at mange med en selvskadende adfærd har haft en traumatisk opvækst, for eksempel ved at de er blevet mishandlet eller forsømt. I andre tilfælde er forklaringen familiekonflikter eller en alkoholiseret far eller mor. For nogle spiller en psykisk sygdom ind.
Der kunne også være andre problemer. Sara kæmpede for eksempel med hvad hun kalder en selvdestruktiv perfektionisme. Sara er et af Jehovas Vidner, men det der blev ved med at give hende skyldfølelse, var hendes egne små ufuldkommenheder i det daglige. „Jeg mente at jeg var nødt til at ’være hård’ ved mig selv,“ fortæller Sara. „For mig var det at skade mig selv blot en form for selvdisciplin. Min ’selvdisciplin’ indebar at jeg trak hår ud, snittede mig i håndled og arme, slog mig selv og gav mig selv store blå mærker. Jeg straffede mig selv ved for eksempel at holde hånden under brændende varmt vand, sidde udenfor i kulden uden jakke eller ved ikke at spise en hel dag.“
For Sara var det at skade sig selv et udtryk for et stort selvhad. Hun fortæller: „Der var perioder hvor jeg var klar over at Jehova havde tilgivet mine fejl, men hvor jeg ikke ville have at han gjorde det. Jeg ønskede at lide fordi jeg hadede mig selv så meget. Jeg vidste at Jehova ikke har skabt et sted med lidelser, som kristenhedens helvede, men jeg ønskede at han opfandt et udelukkende til mig.“
Nogle spørger måske hvorfor man først er blevet opmærksom på dette chokerende problem her i de senere årtier. Men ivrige bibellæsere ved at vi lever i „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1) Derfor overrasker det dem heller ikke at høre at nogle, også unge, tyr til en adfærd der kan være svær at forstå.
Bibelen siger også at „undertrykkelse kan få den vise til at handle forrykt“. (Prædikeren 7:7) De udfordringer som unge står over for — i nogle tilfælde sammen med tragiske oplevelser — kan skabe et grundlag for en række ødelæggende handlinger, deriblandt at påføre sig selv skade. Unge der føler sig ensomme, og som ikke mener at de har nogen at snakke med, kan begynde at skære sig selv i et forsøg på at finde lindring. Men enhver lindring denne adfærd synes at give, er kortvarig. Før eller siden vender problemerne tilbage, og det gør den selvskadende adfærd også.
I de fleste tilfælde ønsker selvskaderne at holde op, men det er vanskeligt for dem. Hvordan har det alligevel været muligt for nogle? Det vil jeg komme ind på i morgen.
„Mine forældre har set mine sår, men kun dem der ikke er så slemme, og som bare ligner hudafskrabninger. . . . Når de ser et nyt, finder jeg på en forklaring. . . . Jeg vil ikke have de skal vide det.“ — Ariel, 13.
„Jeg har skadet mig selv siden jeg var 11. Jeg vidste hvordan Gud ser på menneskelegemet, men end ikke dét kunne få mig til at lade være.“ — Jennifer, 20.
DU KENDER måske nogle som Sasha, Ariel eller Jennifer. Det kunne være en klassekammerat, en af dine søskende, ja, det kunne endda være dig selv. Alene i USA anslås det at millioner af mennesker — mange af dem unge — skader sig med vilje på forskellige måder, for eksempel ved at kradse, skære, brænde eller slå sig selv.
For år tilbage ville mange have forbundet det at skade sig selv med vilje, med en bizar kult eller lignende. I nyere tid er vores viden om selvskadere og selvskadende adfærd dog øget markant, og det ser ud til at det samme gælder antallet af dem som fortæller at de har dette problem. „Alle læger siger at selvskadende handlinger forekommer hyppigere og hyppigere,“ siger Michael Hollander, som er leder af et behandlingscenter i USA.
Det er sjældent at en der skader sig selv, dør af sine læsioner. Men en sådan adfærd er ikke desto mindre farlig. Beth fortæller for eksempel: „Jeg bruger et barberblad når jeg skærer mig selv. To gange har jeg måttet indlægges på hospitalet, og én gang måtte jeg på skadestuen med et dybt snitsår.“ Som mange andre med dette problem har Beth skadet sig selv siden hun var barn. „Jeg begyndte da jeg var 15 år gammel, og nu er jeg 30,“ siger hun.
Kæmper du eller nogen du kender, med en selvskadende adfærd? Så fortvivl ikke. Der er hjælp at hente. I morgen vil vi se på hvordan de der skader sig selv, kan få hjælp. Men først vil det være godt at finde ud af hvem det er der skader sig selv, og hvorfor de gør det.
Det er svært at placere selvskadere i én bestemt kategori. Nogle kommer fra konfliktramte familier, andre fra glade og trygge hjem. Nogle klarer sig dårligt i skolen, men mange er virkelig dygtige elever. De der skader sig selv, giver sjældent andre grund til at tro at der er noget galt, for én der kæmper med modgang, viser det ikke altid udadtil. Bibelen siger: „Selv under latter kan hjertet lide.“ — Ordsprogene 14:13.
Det er desuden meget forskelligt fra person til person hvor ofte de skader sig selv. En undersøgelse viser for eksempel at nogle kun snitter sig en gang om året, mens andre i gennemsnit gør det to gange om dagen. Interessant nok er der flere drenge og mænd end hidtil antaget der skader sig selv. Problemet forekommer dog oftest blandt teenagepiger.
På trods af selvskadernes forskellige omstændigheder lader det til at der er visse ting der går igen. Et opslagsværk om unge siger: „Teenagere med en selvskadende adfærd føler sig ofte magtesløse og bange, har svært ved at fortælle andre om deres følelser, føler sig ensomme eller udenfor og har et lavt selvværd.“
Mange vil nok sige at denne beskrivelse kunne passe på så godt som alle teenagere der oplever den angst og usikkerhed som er forbundet med at blive voksen. Men for dem der skader sig selv, er kampen særlig hård. De kan ikke sætte ord på deres følelser og give udtryk for dem over for én de stoler på. Det gør at presset i skolen, forventningerne på arbejdspladsen eller problemerne derhjemme kommer til at virke helt overvældende. De kan ikke se nogen løsning og føler ikke at de har nogen at snakke med. Presset forekommer uudholdeligt. Til sidst opdager de noget: Når de skader sig selv fysisk, er det som om de finder lindring for deres følelsesmæssige smerte, og de føler at de kan fortsætte med deres liv — i hvert fald for en tid.
Hvorfor tyr de der skader sig selv, til fysisk smerte for at lindre den følelsesmæssige smerte? Lad os illustrere det med et eksempel: Tænk på hvad der sker når du er ved lægen for at få en indsprøjtning eller få taget en blodprøve. Har du nogen sinde nevet dig selv eller trykket en negl hårdt ned i huden for at aflede tankerne fra stikket fra nålen? Selvskaderen gør faktisk noget lignende, blot på et mere alvorligt plan. Den selvskadende handling virker som en afledning og en form for lindring for de følelsesmæssige smerter. Og smerten er så stor at den fysiske smerte foretrækkes. Det er måske grunden til at en selvskader har beskrevet sin adfærd som „medicin mod min frygt“.
For dem der ikke kender til lidelsen, kan selvskadende handlinger ligne selvmordsforsøg. Men det er normalt ikke tilfældet. „Almindeligvis prøver disse mennesker blot at gøre ende på deres smerte, ikke deres liv,“ skriver Sabrina Solin Weill, der er redaktør af et ungdomsblad. Det er også derfor en bog omtaler selvskadende adfærd som „en overlevelsesstrategi snarere end en selvmordsplan“. Den bliver også kaldt „et middel til at håndtere stress“. Hvilken form for stress?
Det har vist sig at mange med en selvskadende adfærd har haft en traumatisk opvækst, for eksempel ved at de er blevet mishandlet eller forsømt. I andre tilfælde er forklaringen familiekonflikter eller en alkoholiseret far eller mor. For nogle spiller en psykisk sygdom ind.
Der kunne også være andre problemer. Sara kæmpede for eksempel med hvad hun kalder en selvdestruktiv perfektionisme. Sara er et af Jehovas Vidner, men det der blev ved med at give hende skyldfølelse, var hendes egne små ufuldkommenheder i det daglige. „Jeg mente at jeg var nødt til at ’være hård’ ved mig selv,“ fortæller Sara. „For mig var det at skade mig selv blot en form for selvdisciplin. Min ’selvdisciplin’ indebar at jeg trak hår ud, snittede mig i håndled og arme, slog mig selv og gav mig selv store blå mærker. Jeg straffede mig selv ved for eksempel at holde hånden under brændende varmt vand, sidde udenfor i kulden uden jakke eller ved ikke at spise en hel dag.“
For Sara var det at skade sig selv et udtryk for et stort selvhad. Hun fortæller: „Der var perioder hvor jeg var klar over at Jehova havde tilgivet mine fejl, men hvor jeg ikke ville have at han gjorde det. Jeg ønskede at lide fordi jeg hadede mig selv så meget. Jeg vidste at Jehova ikke har skabt et sted med lidelser, som kristenhedens helvede, men jeg ønskede at han opfandt et udelukkende til mig.“
Nogle spørger måske hvorfor man først er blevet opmærksom på dette chokerende problem her i de senere årtier. Men ivrige bibellæsere ved at vi lever i „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1) Derfor overrasker det dem heller ikke at høre at nogle, også unge, tyr til en adfærd der kan være svær at forstå.
Bibelen siger også at „undertrykkelse kan få den vise til at handle forrykt“. (Prædikeren 7:7) De udfordringer som unge står over for — i nogle tilfælde sammen med tragiske oplevelser — kan skabe et grundlag for en række ødelæggende handlinger, deriblandt at påføre sig selv skade. Unge der føler sig ensomme, og som ikke mener at de har nogen at snakke med, kan begynde at skære sig selv i et forsøg på at finde lindring. Men enhver lindring denne adfærd synes at give, er kortvarig. Før eller siden vender problemerne tilbage, og det gør den selvskadende adfærd også.
I de fleste tilfælde ønsker selvskaderne at holde op, men det er vanskeligt for dem. Hvordan har det alligevel været muligt for nogle? Det vil jeg komme ind på i morgen.