¤ Var der en undskyldning for Judas Iskariot?
- I sin tale til en kreds af protestanter under påskehøjtidelighederne i 1977 forsvarede en schweizisk professor Judas Iskariots forræderi mod Jesus. Professoren sagde at et forræderi kan være enten til skade eller til gavn, og han hævdede at Judas’ forræderiske handling var til gavn, fordi den satte „frelsens hjul i gang“. Efter professorens mening skulle Judas „befries for rollen som syndebuk“.
Goethe havde i det attende århundrede en lignende teori, der gik ud på at Judas handlede i tro for at tvinge Jesus til at gøre sig gældende over for de romerske herskere og fordre sin retmæssige stilling som jødernes konge. Det blev hævdet at forræderiet fik så negativt et udfald fordi Jesus tøvede med at udnytte den mulighed som Judas skaffede ham.
Andre siger at man ikke kan fordømme Judas fordi han handlede som de inspirerede hebraiske skrifter havde forudsagt. (Sl. 41:10; 55:13, 14; 69:26; 109:8; Apg. 1:16-20) Ville det være rigtigt af os at undskylde Judas?
Før Jesus udvalgte sine 12 apostle søgte han sin Faders råd, og der står om ham at „han tilbragte hele natten i bøn til Gud“. (Luk. 6:12, 13) Det ansvarsfulde hverv som apostel blev selvsagt ikke betroet mænd som var ondsindede eller svage i troen. Når Judas blev udvalgt som en af de 12, viste det derfor at både Gud og Jesus betragtede ham med velvilje dengang. Ydermere fik han det tillidshverv at passe på de penge som Jesus og de 12 havde i fællesskab. Det tyder på at han var pålidelig på det tidspunkt, især i betragtning af at Mattæus, som var vant til at have med penge og tal at gøre, ikke fik denne opgave. — Matt. 10:3; Joh. 12:6.
Men viser Johannes 6:64 ikke at Judas havde været utro lige fra det øjeblik Jesus udvalgte ham som en af de 12 apostle? Dette vers lyder: „Fra begyndelsen vidste Jesus . . . hvem den ene var som ville forråde ham.“ Her må vi gøre opmærksom på at Bibelen også siger at „Djævelen har syndet fra begyndelsen“. (1 Joh. 3:8) Djævelen syndede naturligvis ikke fra det øjeblik han blev skabt som en tro søn af Gud, men fra det øjeblik han begyndte at gøre oprør mod Gud. Hvad Judas Iskariot angår, vidste Jesus også „fra begyndelsen“, eller fra det øjeblik Judas begyndte at handle forkert, at det var Judas der ville forråde ham. Det øjeblik havde ingen andre observeret, for kort tid før forræderiet skete, var de 11 trofaste apostle endnu ikke klar over at Judas havde forræderiske tendenser. — Joh. 13:27-30.
Judas gik hen til de øverste præster og tilbød at overgive Jesus til dem for 30 sølvstykker. Præsterne tog imod tilbudet, og „fra da af søgte [Judas] så stadig en gunstig lejlighed til at forråde [Jesus]“. (Matt. 26:15; Mark. 14:10, 11) Forræderiet var altså overlagt og planlagt på forhånd; det blev ikke begået efter en pludselig indskydelse i et svagt øjeblik. „Satan gik i Judas,“ læser vi i Lukas 22:3, og det betyder sandsynligvis at den forræderiske apostel bukkede under for Djævelens vilje og lod sig bruge som Satans redskab. Det forudsagte forræderi var medvirkende til at man kunne se hvem der var den sande Messias, men det var ikke nødvendigt for at sætte „frelsens hjul i gang“. Menneskets frelse afhang af at Jesu blod blev udgydt, ikke af at han blev forrådt.
Senere gik det op for Judas hvad han havde gjort, og da det ikke lykkedes ham at tilbagelevere de 30 sølvstykker han havde fået for at forråde Jesus, kastede han dem ind i templet og gik hen og hængte sig. Hvis Judas havde handlet i tro og i håb om at udrette noget godt, ville han så have taget imod betaling for det? Da Jesus instruerede de 12, understregede han princippet om at gøre godt uden at vente at få penge for det; han sagde: „I har fået det for intet, I skal give det for intet.“ (Matt. 10:8) Man kan næppe heller tro at et menneske som er overbevist om at det har gjort noget gavnligt ville gå hen og tage sit eget liv bagefter. I øvrigt sagde Judas selv til de øverste præster: „Jeg syndede da jeg forrådte retfærdigt blod.“ — Matt. 27:1-5.
Den schweiziske professor som blev omtalte i begyndelsen af dette indlæg fortsatte med at bagatellisere alvoren bag Judas’ handling, idet han sagde at de andre apostle i virkeligheden ikke var bedre end Judas. Han påstod at de også var forrædere, eftersom de svigtede den jødiske tro da de blev kristne. Er det rigtigt?
Apostlene var jøder, født under Moseloven og forpligtede til at holde den. Jesus lod ikke på noget tidspunkt hånt om Loven. Han sagde: „I må ikke tro at jeg er kommet for at nedbryde Loven eller Profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.“ (Matt. 5:17) Efter Jesu død og opstandelse ville jøderne ikke mere være forpligtede til at overholde Moseloven. (Kol. 2:13, 14) Apostlene svigtede ikke den sande tro som Gud gav Israel; de bestræbte sig ganske enkelt for at følge med den fremadskridende kundskab.
Judas, derimod, lod hånt om Moseloven. Loven tillod ikke at han stjal. Den godkendte heller ikke at han var begærlig, at han tog imod bestikkelse eller at han forrådte en uskyldig. (2 Mos. 20:15-17; 5 Mos. 27:25) Det var altså Judas, og ikke de andre apostle, der var en forræder — endog mod den jødiske lov.
Bibelen fortæller os ikke i alle detaljer hvad der rørte sig i Judas’ tanker. Nogle mener han havde politiske ambitioner og var skuffet over at Jesus ikke etablerede et jordisk rige hvor han, Judas, kunne spille en fremtrædende rolle. Uanset om det er tilfældet må Judas på en eller anden måde have ladet selviskhed og begærlighed få indpas i sit sind. Dette røbes ved en hændelse der indtraf to dage før Jesu død. Ved den lejlighed salvede Maria, Lazarus’ søster, Jesus med velduftende olie til en værdi af 300 denarer, det vil sige cirka en årsløn for en arbejder. (Matt. 20:2) Judas indvendte forbitret at olien burde have været solgt og pengene givet til de fattige. „Dette sagde han imidlertid ikke fordi han bekymrede sig om de fattige,“ hedder det i Johannes-evangeliet, „men fordi han var en tyv og havde pengekassen og plejede at tage det der blev lagt i den.“ — Joh. 12:2-6.
Som det fremgår af Bibelen, gennemgik Judas’ personlighed altså en forandring. Fra at være en trofast tjener for Gud ændrede Judas sig til en selvisk, begærlig, bedragerisk hykler. Intet under at Jesus, den sidste aften før hans jordiske liv blev afsluttet, sagde om Judas: „Det ville have været bedre for det menneske om det ikke var blevet født.“ (Mark. 14:21) Ifølge Bibelen var der ingen undskyldning for Judas Iskariot.
Goethe havde i det attende århundrede en lignende teori, der gik ud på at Judas handlede i tro for at tvinge Jesus til at gøre sig gældende over for de romerske herskere og fordre sin retmæssige stilling som jødernes konge. Det blev hævdet at forræderiet fik så negativt et udfald fordi Jesus tøvede med at udnytte den mulighed som Judas skaffede ham.
Andre siger at man ikke kan fordømme Judas fordi han handlede som de inspirerede hebraiske skrifter havde forudsagt. (Sl. 41:10; 55:13, 14; 69:26; 109:8; Apg. 1:16-20) Ville det være rigtigt af os at undskylde Judas?
Før Jesus udvalgte sine 12 apostle søgte han sin Faders råd, og der står om ham at „han tilbragte hele natten i bøn til Gud“. (Luk. 6:12, 13) Det ansvarsfulde hverv som apostel blev selvsagt ikke betroet mænd som var ondsindede eller svage i troen. Når Judas blev udvalgt som en af de 12, viste det derfor at både Gud og Jesus betragtede ham med velvilje dengang. Ydermere fik han det tillidshverv at passe på de penge som Jesus og de 12 havde i fællesskab. Det tyder på at han var pålidelig på det tidspunkt, især i betragtning af at Mattæus, som var vant til at have med penge og tal at gøre, ikke fik denne opgave. — Matt. 10:3; Joh. 12:6.
Men viser Johannes 6:64 ikke at Judas havde været utro lige fra det øjeblik Jesus udvalgte ham som en af de 12 apostle? Dette vers lyder: „Fra begyndelsen vidste Jesus . . . hvem den ene var som ville forråde ham.“ Her må vi gøre opmærksom på at Bibelen også siger at „Djævelen har syndet fra begyndelsen“. (1 Joh. 3:8) Djævelen syndede naturligvis ikke fra det øjeblik han blev skabt som en tro søn af Gud, men fra det øjeblik han begyndte at gøre oprør mod Gud. Hvad Judas Iskariot angår, vidste Jesus også „fra begyndelsen“, eller fra det øjeblik Judas begyndte at handle forkert, at det var Judas der ville forråde ham. Det øjeblik havde ingen andre observeret, for kort tid før forræderiet skete, var de 11 trofaste apostle endnu ikke klar over at Judas havde forræderiske tendenser. — Joh. 13:27-30.
Judas gik hen til de øverste præster og tilbød at overgive Jesus til dem for 30 sølvstykker. Præsterne tog imod tilbudet, og „fra da af søgte [Judas] så stadig en gunstig lejlighed til at forråde [Jesus]“. (Matt. 26:15; Mark. 14:10, 11) Forræderiet var altså overlagt og planlagt på forhånd; det blev ikke begået efter en pludselig indskydelse i et svagt øjeblik. „Satan gik i Judas,“ læser vi i Lukas 22:3, og det betyder sandsynligvis at den forræderiske apostel bukkede under for Djævelens vilje og lod sig bruge som Satans redskab. Det forudsagte forræderi var medvirkende til at man kunne se hvem der var den sande Messias, men det var ikke nødvendigt for at sætte „frelsens hjul i gang“. Menneskets frelse afhang af at Jesu blod blev udgydt, ikke af at han blev forrådt.
Senere gik det op for Judas hvad han havde gjort, og da det ikke lykkedes ham at tilbagelevere de 30 sølvstykker han havde fået for at forråde Jesus, kastede han dem ind i templet og gik hen og hængte sig. Hvis Judas havde handlet i tro og i håb om at udrette noget godt, ville han så have taget imod betaling for det? Da Jesus instruerede de 12, understregede han princippet om at gøre godt uden at vente at få penge for det; han sagde: „I har fået det for intet, I skal give det for intet.“ (Matt. 10:8) Man kan næppe heller tro at et menneske som er overbevist om at det har gjort noget gavnligt ville gå hen og tage sit eget liv bagefter. I øvrigt sagde Judas selv til de øverste præster: „Jeg syndede da jeg forrådte retfærdigt blod.“ — Matt. 27:1-5.
Den schweiziske professor som blev omtalte i begyndelsen af dette indlæg fortsatte med at bagatellisere alvoren bag Judas’ handling, idet han sagde at de andre apostle i virkeligheden ikke var bedre end Judas. Han påstod at de også var forrædere, eftersom de svigtede den jødiske tro da de blev kristne. Er det rigtigt?
Apostlene var jøder, født under Moseloven og forpligtede til at holde den. Jesus lod ikke på noget tidspunkt hånt om Loven. Han sagde: „I må ikke tro at jeg er kommet for at nedbryde Loven eller Profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.“ (Matt. 5:17) Efter Jesu død og opstandelse ville jøderne ikke mere være forpligtede til at overholde Moseloven. (Kol. 2:13, 14) Apostlene svigtede ikke den sande tro som Gud gav Israel; de bestræbte sig ganske enkelt for at følge med den fremadskridende kundskab.
Judas, derimod, lod hånt om Moseloven. Loven tillod ikke at han stjal. Den godkendte heller ikke at han var begærlig, at han tog imod bestikkelse eller at han forrådte en uskyldig. (2 Mos. 20:15-17; 5 Mos. 27:25) Det var altså Judas, og ikke de andre apostle, der var en forræder — endog mod den jødiske lov.
Bibelen fortæller os ikke i alle detaljer hvad der rørte sig i Judas’ tanker. Nogle mener han havde politiske ambitioner og var skuffet over at Jesus ikke etablerede et jordisk rige hvor han, Judas, kunne spille en fremtrædende rolle. Uanset om det er tilfældet må Judas på en eller anden måde have ladet selviskhed og begærlighed få indpas i sit sind. Dette røbes ved en hændelse der indtraf to dage før Jesu død. Ved den lejlighed salvede Maria, Lazarus’ søster, Jesus med velduftende olie til en værdi af 300 denarer, det vil sige cirka en årsløn for en arbejder. (Matt. 20:2) Judas indvendte forbitret at olien burde have været solgt og pengene givet til de fattige. „Dette sagde han imidlertid ikke fordi han bekymrede sig om de fattige,“ hedder det i Johannes-evangeliet, „men fordi han var en tyv og havde pengekassen og plejede at tage det der blev lagt i den.“ — Joh. 12:2-6.
Som det fremgår af Bibelen, gennemgik Judas’ personlighed altså en forandring. Fra at være en trofast tjener for Gud ændrede Judas sig til en selvisk, begærlig, bedragerisk hykler. Intet under at Jesus, den sidste aften før hans jordiske liv blev afsluttet, sagde om Judas: „Det ville have været bedre for det menneske om det ikke var blevet født.“ (Mark. 14:21) Ifølge Bibelen var der ingen undskyldning for Judas Iskariot.