Velfærdsstatens fremtid?
Med globaliseringen tegner sig en fremtid hvor firmaer og mennesker er mindre bundne til bestemte geografiske lokaliteter.
Firmaer vil derfor søge derhen, hvor de har størst mulighed for at opfylde deres primærfunktion, som er kapitalakkumulering til gavn for investorerne.
Ligeledes vil medarbejderne foretrække en lokalitet, hvor de får mest muligt udbytte af at sælge deres arbejdskraft til firmaer.
Da indtægterne ved salg af firmaernes produkter er mindre afhængige af deres placering i den globale verden, vil de foretrække områder, hvor udgifterne er små, for at sikre stort overskud.
Betalingen af medarbejdernes arbejdsindsats er også fastlagt ved verdensmarkedets pris på ydelsen. Så han vil også vælge et land, hvor han får lov at beholde mest muligt selv.
En skattefinancieret velfærdsstat som den danske er dermed ikke egnet til at fastholde firmaer og dygtige, produktive mennesker, da udgifterne for begge parter er større end nødvendigt. Selvom firmaer måske kan undgå at betale skat, vil de have svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft, da medarbejderne skal aflevere en stor del af indtægten til forsørgelse af de uproduktive.
Det er svært at forestille sig, at de dygtige personer, som kan klare sig fint overalt i verden, vil blive i Danmark på grund af solidaritet med andre danskere. En sådan nationalistisk indstilling bliver heller ikke i mindste måde opmuntret. Tværtimod er den gængse opfattelse, at det er forkasteligt at være mere solidarisk med sine landsmænd end med andre.
Den dygtige kan altså ikke påregne stor solidaritet fra andre danskere. Følgelig kan de heller ikke forvente den af ham. Meget naturligt vil han vælge at varetage egne og familiens interesser som første prioritet. Det vil meget sandsynligt være ved at arbejde til gavn for et andet geografisk område.
Uden national solidaritet som motivationsfaktor vil det være nødvendigt at konkurrere med udlandet på økonomien. Den skattefinancierede velfærdsstat må afvikles hurtigst muligt, da vi ellers vil blive frygteligt fattige allesammen, når vi ikke har så mange firmaer, hvis indtægter vi kan leve af.
De svage og uproduktive må ofres. Ellers skal alle ofres. Det må være valget.
Firmaer vil derfor søge derhen, hvor de har størst mulighed for at opfylde deres primærfunktion, som er kapitalakkumulering til gavn for investorerne.
Ligeledes vil medarbejderne foretrække en lokalitet, hvor de får mest muligt udbytte af at sælge deres arbejdskraft til firmaer.
Da indtægterne ved salg af firmaernes produkter er mindre afhængige af deres placering i den globale verden, vil de foretrække områder, hvor udgifterne er små, for at sikre stort overskud.
Betalingen af medarbejdernes arbejdsindsats er også fastlagt ved verdensmarkedets pris på ydelsen. Så han vil også vælge et land, hvor han får lov at beholde mest muligt selv.
En skattefinancieret velfærdsstat som den danske er dermed ikke egnet til at fastholde firmaer og dygtige, produktive mennesker, da udgifterne for begge parter er større end nødvendigt. Selvom firmaer måske kan undgå at betale skat, vil de have svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft, da medarbejderne skal aflevere en stor del af indtægten til forsørgelse af de uproduktive.
Det er svært at forestille sig, at de dygtige personer, som kan klare sig fint overalt i verden, vil blive i Danmark på grund af solidaritet med andre danskere. En sådan nationalistisk indstilling bliver heller ikke i mindste måde opmuntret. Tværtimod er den gængse opfattelse, at det er forkasteligt at være mere solidarisk med sine landsmænd end med andre.
Den dygtige kan altså ikke påregne stor solidaritet fra andre danskere. Følgelig kan de heller ikke forvente den af ham. Meget naturligt vil han vælge at varetage egne og familiens interesser som første prioritet. Det vil meget sandsynligt være ved at arbejde til gavn for et andet geografisk område.
Uden national solidaritet som motivationsfaktor vil det være nødvendigt at konkurrere med udlandet på økonomien. Den skattefinancierede velfærdsstat må afvikles hurtigst muligt, da vi ellers vil blive frygteligt fattige allesammen, når vi ikke har så mange firmaer, hvis indtægter vi kan leve af.
De svage og uproduktive må ofres. Ellers skal alle ofres. Det må være valget.