Vores stakkel liv

Jeg har her til morgen siddet og læst mange af indlæggende og besvaret nogle af dem.
Jeg er en pige på 24 som kender alt til det med at være nesom og ikke og have nogen kæreste. Jeg har slev været meget mobbet og ja det har desværre sat sine præg dog ikke sådan at mit liv ikke kan hænge sammen.Jeg får min hverdag til at hænge sammen men kan godt føle mig ensom også selv om jeg er blandt mange gode venner. jeg har heller ingen kæreste, men har en fornemmelse at dette skyldes mit udseende. Jeg er nemmelig ikke en af de tyndeste, men dog heller ikke så stor at jeg ikke kan komme rundt. Men selv om man gang på gang hører fyre sige:"jeg går ikke efter udseendet men efter det indre" (gælder også piger)så må alle på et tidspunkt indrømme at lidt har det at skulle have sagt, for tænder man ikke fysisk på sin partner ja så er det slut.Jeg savner da også en at dele mit liv med specielt da hele min omgangskreds stortset alle er i fast forhold, men jeg ved også at den eneste ene er der ude og nok skal komme men jeg er dog ved at blive utålmodig;-)
Så til jer alle jeg forstår jer godt!
Mange hilsner Livsnyderen: alias drømmeren

Hej Livsnyder!
Jeg er en ung mand på 20 år, og jeg kender til de problemer, du beskriver. Jeg gik måske heller ikke i verdens mest behagelige skoleklasse, og jeg tror at det var dér, at mine problemer opstod. Jeg ved hvordan det føles at være ensom selv blandt sine bedste venner, som om man aldrig rigtig 'passer sammen' med de mennesker man omgås, selvom det er søde og venlige mennesker.
Og kærligheden? Ja det er vist noget, der kun er for de andre... Ens eget ufrivillige cølibat kommer også til at stå i så meget skarpere kontrast, når man ser hvordan ens omgangskreds, nærmest som en selvfølgelighed, er i faste forhold.
Det jeg ikke kan lade være med at tænke på er, at der må være noget galt med et samfund, hvor der er så mange, der er ufrivilligt ensomme, og ikke er i stand til at skabe sig meningsfulde sociale kontakter. Spørgsmålet er også noget tabuiseret, det er de færreste, der med åbent ansigt vil stå frem, og indrømme, at de er ensomme.
Og de, der så står frem, og forsøger at gøre noget ved deres problemer, de får problemer med at finde ud af hvad man skal gøre, eller hvor man skal få hjælp, fordi ensomhed ikke er noget 'man' taler om.
Så ikke alene skaber vort samfund ensomhed, nej oven i købet så forhindrer de de ensomme i at få det bedre, ved at fortie og tabuisere ensomheden.
Venlig hilsen
NN

Hvor dit indlæg dog minder meget om min egen situation, er en ensom mand på 28 år. I de sidste 15 år har jeg følt mig ensom. Lige meget hjælper det at have masser af gode venner og veninder, der mangler den specielle kontakt som er mellem 2 mennesker der elsker hinanden. Sagen gøres jo heller ikke bedre af at langt den største del af min omgangskreds er i faste forhold og har børn med i billedet (villa, vovse & volvo). Som den eneste er jeg uden for denne gruppe, ganske ufrivilligt.

Jeg har lige læst begge jeres svar på mit indlæg. Og ja vores samfund har brug for at åbne øjnene for dette store problem. jeg er vildt chokeret over at så mange mennesker i et lille land som DK er så ensomme, ærligt så troede jeg ikke at der var mange der har det som jeg, men jeg tog desværre fejl.
Og jeg kender godt det med villa, volvo og vovse. Min bedste veninde på 22 skal snart giftes og her står jeg mutters alene og ja så er der alle de andre venner i forhold. Jeg plejer at skyde skylden på mig selv, at det er mig der er noget galt med, at jeg er den med problemet når nu jeg sidder alene. Men efter at have læst forskellige indlæg tænker jeg om samfundet ikke har lidt at skulle have sagt. Mine tanker er hos alle mine lidelses frænder.
Livsnyderen/drømmeren.

Hvad er egentlig normalt her i landet? Jeg ved det snart ikke mere. Masser af mennesker lever det meste af deres voksne liv som ensomme individder der ikke kan finde fodfæste i tilværelsen.
I dag har jeg lavet en lille sammentælling, resultatet er ret nedslående. Over 87% af min omgangskreds (familie inklusiv) lever i faste forhold, 9% lever imellem forhold eller har forhold der ikke er alt for faste (under ½ år). De sidste 4% er enten enker, eller yngre der lever alene. Af dem der lever alene er det kun 1 der selv har valgt det helt og holdent. Hun vil ikke under nogen omstændigheder have andet end venner.
Ved ikke hvad jeg skal gøre efterhånden, lige meget hvor jeg kigger hen er der par. Tag en gåtur i en by og du ser par over det hele. Slå op i vejviseren og det er hovedsageligt par der er registreret. Samfundet er bygget op over devicen at man skal være 2 for at klare tingene. Bare ærgeligt at det samme samfund ikke støtter op om dets egen ide. Føler at samfundet ikke helt lever op til de forventninger som jeg har til det.
Mange billige boliger bliver brugt til at huse mere eller mindre illegale indvandrere i, det medfører at vi enlige ikke kan få en billig bolig, men er henvist til "orange" udlejning og dyre lejemål langt fra alt. Ikke det optimale for en person der i forvejen er enlig og ensom. Det ville helt klart være bedre at kunne bo i nærheden af andre enlige og deres mødesteder. Her tænker jeg ikke på "kødmarkedet" hver weekend.

Ja det er forstemmende, når ens omgangskreds klarer sig så godt i forhold til én selv. Ikke at jeg ønsker noget ondt for dem, det er bare rart, at omgås nogen, der ved hvor skoen trykker.
En af mine gode venner har lige mødt en sød pige, og det er godt, og jeg er glad på hans vegne etc. etc., men det er virkeligt en depressionsfaktor, når man hører om hende. Min opfordring til dem, der er så heldige rent faktisk at have et kærligheds- og sexliv: "Hold jeres kæft, og lad være med det utidige kæresteri op i næsen på os, der ikke var så heldige."
Men hvorfor er det blevet sådan? Hvorfor har vi skabt et samfund, hvor så mange er ufrivilligt enlige?
Før i tiden var der faste, let genkendelige mønstre for social omgang og kurmageri. Der var en fast fremgangsmåde, og et sæt almindelige regler for god opførsel, og hvis man bare fulgte dem, så gik det nok ikke så galt endda.
Disse faste former var tryghedsskabende, men samtidigt snærende, derfor blev de efterhånden afskaffet med hele ungdomsoprøret etc.
I dag er vi nået til et punkt, hvor individet er det absolutte centrum for alt. Vi er alle stjerner i vore egne solsystemer, ikke længere planeter, der drejer rundt om det samme centrum. Imidlertid er der længere mellem solsystemer end der er mellem planeter, og de krav, der stilles, for at opnå kontakt er større. Ikke alene skal man skabe sin egne personlighed, nej denne personlighed skal passe ind i den andens. Hvis man bare er en smule excentrisk er ens chancer for at finde en aventuel partner forsvindende små. Det paradoksale ved individualiseringen er, at der er langt mindre plads til originalerne og excentrikerne, hvad end deres 'afvigelse' så måtte bestå i.
Ligeledes skal man selv skabe sine egne netværk. Ganske vist har man mulighed for at møde folk fra hele verden, men man skal selv gøre alt arbejdet - der ligger ikke noget socialt netværk, i landsbyen, i fagforeningen, og venter på en.
Men hvad kan der så gøres? Man kan ændre samfundet, men det er umuligt at gøre for individet. Man kan også ændre sig selv, men det er en enorm opgave at løfte, da personligheden fastlægges i barndommen og puberteten.
Man kan så forsøge at finde sammen med andre, der kender til situationen, men da problemet ufrivillig enlighed er så tabuiseret som det er, er det svært, at finde andre at støtte sig til.

Hej Palin.
jeg føler at jeg er begyndt at kende dig. Ikke fordi jeg gør det men fordi at det du skriver minder så meget om mit eget liv og mine tanker.
Jeg må sige at jeg synes at du er modig i at sidde og lave de beregninger. Jeg tør ikke men det er fordi jeg er nok er bange for at se det trælse resultat.
Og ja man kan ingen steder gå hen uden at man bliver mindet om sin elendighed. Alle vegne er der par, og det skjules ikke. Men igen hvorfor skulle de. De er lykkelige, det er ikke deres skyld at vi ikke er. Men ja jeg misunder dem, og ville ønske at det var mig.
Sandt at alt er til to. Man kan ikke engang gå ned og købe mad svarende til en så man ender op med at have mad til flere dage. Hvis der en konkurrence til et eller andet sted så er det for to!!!
Og ja så er der den med boligen. Kender det godt. Jeg er på SU og bor på et værelse i en dele lejlighed. Det i sig selv er fint nok da der så er andre omkring en men det er et par og de vil være sig selv. Jeg har prøvet at finde noget andet at bo i da der er sundhedsskader i lejligheden tilligemed. Men det er umuligt for en enkelt at betale de priser. Jeg fandt godt nok noget i weekenden men det var ude på lars tyndskids marker og så kunne jeg jo så isolere mig endnu mere og blive mere ensom, så nej heller ikke denne gang.
Mange hilsner Drømmeren
PS.: det er rigtig dejligt at have en at snakke med det om, og så en som forstår!!!! Pludselig føler man sig ikke så ene om det længere.

Hej N.N.
At skulle være vidne til at ens gode venner bliver til en tosomhed er svært og det er endnu sværre at skulle være glad på deres vegne. men man sætter et lidt, til tider, påsat smil på for at glæde dem da man kan se hvor glade de er. Når de så begynder at plabre løs om det så er det at vi bliver sat på en prøve. Vi skal nu sidde og smile og fortælle dem hvor dejligt vi synes det er, og være vidne til deres kærtegn.
På visse punkter synes jeg at det er okey for det er ikke deres skyld at vi sidder tilbage som de gode gamle bænkevarmere, men jo det kan så sandelig også blive for meget.
Mens jeg læste din tekst kom jeg til at tænke på mine forældre som har sølvbryllup her til sommer. To mennesker der giver en håbet om at den eneste ene findes derude. Grunden til at jeg tænkte på dem er at måden de fandt hinanden, alderen da de blev gift og de efterfølgende år de virker til at være så forskelligt fra det vi gennemlever lige nu, ellers er det bare mig der ser anderledes på det efter at jeg selv er blevet voksen og må indse at jeg kigger langt efter mine forældres glæde i mig selv.
Og ja det er et tabu at være ene men det mønster skal og må brydes, spørgsmålet er blot hvordan?
Jeg må sige jeg er typen der høre til kategorien at være mig selv. Jeg er ikke et mode dyr og jeg hader alt hvad der minder om PT'er. Jeg gider ikke at gøre ting fordi andre gør det men fordi jeg selv vil det og ja hvis det er grunden til min ensomhed så vil jeg hellere være ensom end bare at være en i mængden. Selvfølgelig er der nogle ting man er nødsaget til at ændre når man går i et forhold da man ikke længere kan leve under at være ene men hvis man skal ændre sig for meget for at det fungere så er det nok ikke lige der man skal være.
Mange hilsner Drømmeren

Vores verdener er ikke så forskellige, tror faktisk at der er mange som os derude i samfundet. Ikke at det ligefrem er opløftende at tænke på, men sikkert bare den kedelige sandhed.
Om jeg er modig? Det er en overdrivelse af dimensioner, jeg er nok mere realist end modig. I starten var jeg også bange for resultaterne af hvad jeg regnede på, men er kommet til den konklusion at jeg faktisk er mere bange for ikke at kende resultaterne end at vide sandheden. Lidt skræmmende...
Den med maden kender jeg kun alt for godt, hvad konkurrencer angår er det sjældent at enlige har en chance for at deltage på lige fod. Par har normalt en eller anden fordel. Bare lige for at tryne os enlige endnu en gang. Som om de ikke vader nok i det i forvejen.
Da jeg studerede startede jeg med at bo hjemme, men det var for langt fra mit studie, fik endelig et kollegieværelse, men det var på et tvivlsomt kollegie med store interne problemer. Alt der ikke var boltet fast blev stjålet eller smadret. Stoffer i alle afskygninger var let tilgængelige og kommunen brugte stedet til at placere folk i der lige var færdige med at afsone fængselsstraffe. Normalt var der larm/fester hele døgnet hele ugen og politiet var på besøg et par gange om dagen. Hvad er det for et miljø at byde studerende? Endte som dig i en dele lejlighed, men det fik en brat ende da udlejer døde og hans børn overtog, de satte huslejen op med 4500 om måneden og inddragede alle vores rettigheder til andet end selve lejligheden. Tidligere kunne vi bruge haven og vaske tøj hver anden dag. Vi flyttede omgående, dog hver til sit. Flyttede på endnu et kollegie, men der kunne jeg jo ikke blive boende efter jeg var færdig med at studere. Bor i dag i 2 værelser (51 kvadratmeter i alt) med eget køkken og adgang til bad og wc. Det ligger ikke ligefrem centralt, der er 17 km til nærmeste S-tog og en bytur er samme distance væk. Vil gerne flytte, men har ikke råd til at give den husleje som forlanges i det område, de billigste boliger over 30 kvadratmeter koster fra 4800 og opefter. En to værelses er helt udelukket, de starter ved 6500. Selvfølgelig er disse priser uden nogen form for forbrug. Giver i dag 3200 med det hele, tøjvask undtaget.
Savner en at komme hjem til efter arbejde, en at snakke med om dagen og høre om hvordan andre har haft det den dag. En at tilbringe aftenerne sammen med og hygge om i weekenderne. Bare en at være sammen med og kunne forkæle bare en lille smule. Er det for meget at forlange? Åbenbart i dagens meget stressede samfund.
Læste i dag at flere af de radiostationer hvor man kan ringe ind og vinde noget er der krav om at man skal være i noget der ligner et forhold for at kunne deltage. Blev ked af det, følte mig trådt på og holdt uden for.
Er glad for at finde andre i lignende situation der har overskud til at dele erfaringer.

Jeg kender følelsen af at føle sig forkert, fordi man ikke er i et forhold, jeg ved hvor træls det er at ligge i sin ensomme enkeltseng og ikke have nogen at holde om.
Jeg ved også hvor træls det er (særligt som fattig, forgældet studerende) at skulle smide mad ud, fordi de fleste daglige fornødenheder bliver solgt i mængder, der passer til par eller familier.
Det er sjældent, man kan blive fri for hele tiden at blive mindet om, at man er 'mærkelig'. Næsten al musik er kærlighedssange, det offentlige rum flyder med reklamer, der tager det at have en partner som lige så stor en selvfølgelighed som det at have to arme og to ben. Reklamerne er ondskabsfulde. Når ikke de fortæller historien om det lykkelige (og selvfølgelige) parforhold, så kommer de med deres evindelige seksuelle undertoner. Tak kære reklamefolk, jeg havde lige glemt, at der fandtes spånplader med et mere interressant sexliv end mit, tak for at minde mig om det!
Når man så som (ufrivillig) enlig bliver stillet overfor det ultimatum, som samfundet stiller: Få en kæreste eller bliv udstødt, så kan man ikke undgå at spørge sig selv: Er jeg unormal? Måske endda syg? Og hvis jeg er syg, er der så en kur? Og hvor finder man så dén? Eller er det hele bare en sund reaktion på et sygt samfund?
Nu vil nogen sikkert sige, at jeg bare er bitter og vred, og det er ganske rigtigt. Jeg ER bitter, har jeg grund til andet, når et så rimeligt og naturligt ønske som nogen at holde af ikke kan opfyldes? Og ja, jeg ER vred over at samfundet skal behandle os enlige som pariaer, fordi vi ikke har været så heldige at møde den rigtige endnu. Det med radioprogrammerne vidste jeg ikke, men jeg er desværrre ikke overrasket, vi er åbenbart ikke fine nok til at være med i deres quizzer, men vi må da hjertens gerne betale vores licens.

Jeg synes blot at når man kigger rundt så er der så mange der ser så glade og veltilpasse ud. Det er måske fordi vi har for travlt med at missunde de lykkelige og derved overser andre som os selv.
Jeg kan ikke huske præcist hvad jeg skrev om det at være modig men mine tanker gik nok mest på at jeg synes at det var modigt af dig og lave undersøgelsen og derved være tvunget til at se resultatet i øjnene. Jeg synes ikke det er lidt skræmmende jeg vil hellere sige at jeg synes at det er meget skræmmende.
Jeg var 16 år da valgte at flytte hjemmefra grundet problemer på hjemmefløjen som senere er blevet løst men har ikke siden boet hjemme da jeg ved at det vil ske igen. Jeg flyttede dengang på kostskole, men da jeg blev student i 2000 valgte jeg at finde mit eget som er der hvor jeg bor nu. Jeg har haft overvejet kollegier, men jeg har brug for ro til at lave lektier og det er ikke fedt at have hund på et kollegie med al den druk fest og farver. Jeg synes kollegier er en god opfindelse det er bare ikke noget for mig.
Synes at det er vildt at du bor 17 km væk fra alting, jeg bor ti min fra centrum af min by, men alle boligere/ udlejnings værelser er vildt dyre priserne ligger fra 2500 for 14 kvm ekskl forbrug og op efter det er vandvittigt. Nu har kommunen lige bygget tre nye beboelses egendomme men de bliver alle ejer og andelsboligere hurra hvor jeg ingen chance har. Men du slipper billigt i leje, jeg har 16 kvm fælles bad og køkken, og ingen tøjvask. Der er godt nok vaskerri i nærheden men der koster det mig 130 kr at vaske og tørre to maskiner tøj....glem det siger jeg bare.
Kender det med at savne en at komme hjem til. Specielt med de to jeg bor sammen med. Savner en at holde om mens vi sidder og ser en film savner i det hele taget meget ved at være to. Men jeg vil heller ikke tage en bare for at have en! Jeg mener jo ikke at det er for meget at forlange at amn kan få lov at være to!
Og ja kender det med radioprogrammer. Så idag en annoce hvor man kunne vinde harry potter billetter til forpræmiere, igen for to!
Jeg tænkte hvis du har lyst er du velkommen til at skrive til min email istedet, det kunne være hyggelig med en ny ven. Håber ikke dette virker for pressende vi virker blot til at snakke godt sammen.

Man føler sig forkert når men sidder som single blandt sine venner i forhold. Eller når hele familien har partner)-; Jeg hader det med maden. Jeg er ved at være meget træt af en slags mad når jeg har fået den samme ret tre dage i træk da min fryser er mikroskopisk lille og derfor er nødsaget til at spise det. kan ikke få mig slev til at smide det ud da det er mad som jeg kan spise mig mæt i, olg da slet ikke med tanke om hvor mange der sulter rundt omkring i verden.
Jeg ved ikke om vi er mærklige vi er bar meget uheldige. Jeg hører så til de uheldige som er vild med kærlighedsmusik og det hjælper mig ikke lige frem!
Og jeg hader det med reklamer, jeg er vild med stork reklamerne men får også tåre i øjnene hver gang da jeg bliver mindet om hvad det er jeg mangler i mit liv. Specielt det at jeg gerne vil have en at blive gammel med.
Jeg vil sige at jeg tror ikke at du er unormal, men som du siger at det er en normal reaktion på et lausigt samfund.
Jeg er squ også bitter og vred, og jeg vil sige jeg har fundet en måde at lukke noget af det ud på. Jeg er blevet fodbold fan og bruger mine søndage på at stå at råbe og skrige af spillerne, det gør at jeg føler at de værste frustrationer er ude. Ja det er ikke de problemer som jeg har der er kommet ud men det letter noget alligevel.
Du skal være hjertens velkommen til at skrive til min mail istedet når vi nu alligevel skriver så meget sammen.

Alle dem der går rundt og ser glade og veltilpasse ud kan sagtens have store problemer inden i. Kender et par stykker af slagsen. Om vi overser andre der er mere som os selv ved jeg ikke, men det er videnskabeligt bevist at folk der allerede er i et forhold har meget lettere ved at etablere kontakter til andre mennesker og derigennem et andet forhold. Det er ikke fair syntes jeg, men det er nu en gang sandheden!
Resultatet af min lille undersøgelse er ikke blevet offentliggjort før end her på SOL.dk. Indtil jeg skrev om den her har ingen andre end jeg kendt til den. Syntes ikke at det var noget alle behøvede at vide, men kan nu se at der er mange andre som mig og derfor mener jeg at det er min pligt at vise hvilke muligheder der er for at undersøge deres forhold til deres omverden. For at starte i den blide ende er familien altid et let mål for den type undersøgelser.
Bor i en mindre by med rimelige handelsmuligheder, men der er ikke alle de butikker som man kan have brug for i dagligdagen. Derfor er alle der bor her enten nødt til at tage det offentlige til en anden by eller køre i bil. Det er de færreste der har mod på at cykle.
Prisen på det vaskeri du bor i nærheden af er fandens dyrt.
Din hverdag må være noget af et helvede, de to du bor sammen med er sikkert ikke ligefrem tilbageholdende over for hinanden selv om du er til stede i jeres fælles områder. For mig ville det være noget i retning af tortur at bo under de forhold.
Mange af livets allermest elementære ting er fra fabrikanternes side af klargjort til 2 personer, derfor får vi enlige enten mere end vi har brug for eller vi har ikke råd til det da prisen er baseret på to indtægter, tænker her især på bolig og bil.
Naturligvis ville det da være rart med flere venner/veninder, syntes ikke at det er at presse på, bare en naturlig forespørgsel til en som er på samme bølgelængde.

Det er rigtigt at ikke alle er glade indeni til trods for deres ydre smil jeg er en af dem. Jeg har i årevis øvet mig i at smile ud ad til mens jeg græder indad til og tja jeg må sige jeg er ved at være rigtig god til det, det burde bare ikke være sådan.
Jeg kan sige at i bund og grund er jeg en ret lattermild pige/kvinde som går meget op i at andre mennesker har det godt.
Du har ret det er ikke fair! Og gud hvor ville jeg ønske jeg kunne gøre noget ved det men hvad?
Det er rigtigt der er visse ting som man bare ikke busser ud med til alle og enhver, der er de ting man gerne vil holde til privatlivetsfred. Netop derfor synes jeg at det er stort at du har valgt at ligge det ud når der nu er så mange der følger med i vores debat(dog uden at svare).
Kender det med ikke at have mod på at cykle. Jeg er vejer ikke just 60 kilo(men er på vej dertil, langsomt men på vej), og har indtil oktober sidste år afskyet alt der var lig med at skulle røre mig. Nu både cykler, går, svømmer, stepper og ja til tider løber jeg. Dette sender også et positivt signal til omverdenen. Ikke at det er min grund til at gå ned i vægt det er personlige grunde fra min side, men en side gevinst er folks blikke når de ser jeg laver noget. Det giver mig et pluds.
Uh ja det er dyrt. Pt kan jeg vaske gratis på mit praktiksted men når det er slut må jeg rejse fire kilometer hjem til min farmor og låne hendes vaskekort for der kan jeg vaske og tørre fire maskiner for ca 95 kr.
Nej det er ikke sjovt at skulle se de to være sammen. Jo jeg er da glad på deres vegne men......det minder mig dagligt om det jeg mangler....
Uh jeg glæder mig til den dag jeg sammen med en kæreste skal ud og kigge på hus og bil, det bliver jo vildt, næsten drømmeagtig*ss*
Min email er vist øverst/under overskriften. Så kan vi fortsætte vores debat der. Så lige at 257 har læst vores indlæg de kommer nok til at savne os;-)

Jeg glemte helt at skrive at jeg har valgt at gå ind i frivilligt arbejde som besøgsven for at komme ud. Jeg besøger en gang om ugen en ældre dame. Ikke kun for hendes skyld også for min da jeg så har en at snakke med. Og ja så er jeg fodboldfan(går ind i min 5. sæson som fan). Der har jeg som sæsonkortholder også mødt nye mennesker ikke som venner men som nogle man kan snakke lidt med når man er der inde.

Om folk kommer til at savne os, det ved jeg nu ikke. Der er andre tråde at lure på, vores her er ikke lige den bedst besøgte. Andre har haft over 4000 inde og kigge. Hvis der er nogen der kommer til at savne os, så er det deres problem, de kunne selv have deltaget og dermed givet deres besyv med i debatten.

Det er så sandt som det er sagt sidder her og nikker samstemmende. Ses på mailen

Hej "Drømmeren" og I andre...
Tusind tak for jeres ærlighed - jeg synes, det er beundringsværdigt, modigt og alt muligt andet, at I tager disse svære emner op og deler jeres følelser og tanker med hvem, der vil "kigge forbi"... -Så "TAK"!
Hvem I end måtte være derude (bare for at hente lidt stemning fra p3's natradio) tykke, tynde, høje, lave, gamle, unge, kvinder, mænd, så lyder I da som nogle sympatiske mennesker, der viser omsorg for hinanden samt tager jer selv og hinanden alvorligt, og det er for mig noget af det største, livet kan byde på! -Så; respekt!
Tænk hvad ord kan gøre i denne sammenhæng!
Jeg kender også til emnerne, og så er
man da ikke "alene" om det...
Mkh. Bamse

Hej Bamse.
Takker ydmygt for dit indlæg. Det er altid rart at hører et par positive ord til det man har at sige og vide at man ikke er ´kørt helt af sporet.
Den nemmeste måde at fungere her i livet er når vi behandler folk som vi selv ønsker at blive behandlet så ja det er ikke så svært at gætte hvordan jeg selv ønsker at blive behandlet.
Alle mine positive tanker sendes til dig på denne blæsende dog solrige dag.
Mange hilsner Drømmeren.

Først og fremmest dyb respekt for jeres indlæg - det må være en god hjælp både for jer og for andre i samme situation. Når jeg skriver nu, er det dog blot for at give dig et lille tip, Palin, og det er:
www.dba.dk
Jeg hjalp for nylig min storebror med at søge i Kbh. (hvor S-togene jo er) ud fra kriterierne max. kr 3500,-, min. 20 kvm., og der var altså masser af værelser og lejligheder, der matchede disse kriterier. Sågar med udsigt over søerne :-) Så held og lykke med det!
Hvad angår konkurrencerne for to, så er det jo netop for, at folk ikke rejser enlige/ensomme afsted, men tager en betydningsfuld person (familie, ven/inde, kæreste, børn)med, så man har een at dele oplevelserne med. Det betyder jo ikke, at man ikke kan deltage som single!
Og så er der altså efterhånden masser af kvalitative tilbud til både ensomme og singler (især i de større byer) - det er bare med at kaste sig ud i det!
Mange hilsner
Marianne

Har arbejde i Køge området og bor ude på landet, her ude er huslejen til at betale.
Har været skrevet op i Køge og nærmeste omegn i 6½ år og har kun fået 2 tilbud, begge på 5 værelsers lejligheder til over 8000 om måneden uden forbrug. Har ringet og rykket for at få noget at bo i, svaret er ens i alle 4 selskaber, de vil gerne give mig en bolig, men de skal tage deres del af enlige mødre og indvandrere først. Alle henviser til den generelle mangel på billige boliger og beklager, men lille Ali har stået på deres liste i 2 dage og nu er kommunen begyndt at brokke sig over at han endnu ikke har fået en bolig!
De nævnte priser er hvad jeg ellers har kunnet finde i aviser og på nettet.
Derfor min indstilling til det at finde en egnet bolig for enlige. Det med kvalitetstilbud for enlige og singler er der ikke noget af her hvor jeg bor. Det er kun for pensionister og kørestolsbrugere, eller de helt unge under 18 år.
Angående konkurrencerne, læste en gang i maj at der var krav om at deltagerne skulle være i noget lignende et parforhold for at deltage. Dette manede flere radiostationer i jorden. For at teste ringede jeg i starten af juni til Voice for at deltage i en af deres konkurrencer og det hele var fint indtil de stillede spørgsmålet: Hvem skal vi skrive på som din sambo?
Da gik det galt for mig, de tog det som en selvfølge at jeg levede i et forhold og hende jeg snakkede med blev faktisk noget underlig da jeg fortalte hende at jeg var single. Så var jeg pludselig ikke berettiget til at deltage i deres konkurrencer længere. Hun lagde derefter røret på.

Så kan jeg godt se, at det ikke er så ligetil. Men hvis det kan være en trøst (omend en ringe een af slagsen), så ville min kæreste og jeg heller ikke have (eller tage os) råd til kr. 8000,- om måneden eksl. forbrug, yieks! Vi ville nu heller ikke have brug for så meget plads, men det er jo en anden side af sagen.
Men stadigvæk: Prøv dba.dk. Du kan jo også selv indrykke en gratis annonce deri, evt. på både "søges" og "til bytte"?
Jeg var lige ind og kigge, og fandt den her:
"Kbh.; Stor lys 2 vær. lejl. 68 m2 centralt beliggende i Køge tæt på strand, skov, indkøb, offentlig transportmidler (leje inkl. varme 3.350) byttes m.leje- el. andelslejlighed i Kbh (max leje 4.000)"
...og det ku' da ikke skade at ringe til dem og spørge, om man kunne overtage den, hvis ikke de får byttet sig til en i Kbh....
Hvad Voice-konkurrencen angår, lyder det umiddelbart meget bedrøveligt, hvis det er det gængse i deres konkurrencer. Der findes jo konkurrencer også for vennegrupper, småbørnsfamilier, hunde-ejere etc.etc., men jeg ved ikke, om det var den slags, du løb ind i, eller om det bare ér sådan med Voice?
Held og lykke :-)