Åbent brev om utroskab - afløb for følelser
Åbent brev til alle som er eller har været utro
Kære læser
Jeg har for nylig afsluttet et 9 måneder langt forhold, som stoppede grundet uoverensstemmelser, og skænderier. Det er som sådan ikke det, som jeg vil påpege i dette brev. Jeg vil forsøge at beskrive følelsen som utroskab giver den person det går ud over, i mit tilfælde et ret slemt eksempel.
Som sagt blev forholdet afsluttet efter 12 måneder, men ca. en uge efter fik jeg af vide, at min daværende kæreste havde været mig utro i 6 måneder ca, med omkring 7 andre personer, eller i hvert fald 7 gange – who knows med hvor mange, og det er for så vidt også sagen uvedkommende. Følelsen af at være blevet ført bag lyset, er noget af det mest ubehagelige, rystende, selvtillidsfjernende og væmmelige jeg nogensinde har prøvet. Vi har alle prøvet at få en dårlig nyhed, og mærket hvordan den der isklumpslignende tingest sætter sig i vores maver. Nu vil jeg gerne have dig til at forestille dig den klump, og så fornemme smerten – og herefter overveje at den sidder der i mindst en måned (så langt er jeg selv i processen). Den totale følelse af afmagt, ukontrollerbart følelsesregister og tristhed. Det er en følelse jeg ikke engang ønsker for min ekskæreste, da den er så forfærdelig at gå rundt og bære på. Jeg vil med dette brev to ting; jeg vil gerne afskrække folk fra at gøre sådan noget, og hvis de gør det, så i hvert fald fortælle det til jeres partner. Det er ikke fair overfor nogen som helst hvis ikke modparten får fortalt hvad man har at arbejde med, og alle er bedst tjent med i det mindste at vide at modparten har det skidt med det. Det gavner hverken et eventuelt fortsat forhold, kæresten eller jer selv at I ikke fortæller det. Fortæl det, tag de eventuelle konsekvenser, og så tag den derfra. Man får intet andet end dårlig samvittighed, forhåbentlig, og en mental byrde ved ikke at fortælle noget som helst.
Sandheden kommer altid frem – uanset om I fortæller det, og beholder det lille sandkorn af værdighed I nu havde, eller hvis I undlader at fortælle det, vil det altid komme frem af bagveje som enten hedder ”dårlig samvittighed”, ”venner/veninder” eller rygter. Der er ingen vej udenom. Plusset ved at fortælle det er selvfølgelig den mentale belønning som ren samvittighed er, og visheden ved at kunne sige ”Ja, jeg fuckede sgu op, men jeg var menneske nok til at fortælle min partner det. Det skal jeg sgu have kredit for”
Der er ingen følelse som kan erstatte følelsen af ren samvittighed.
For at vende tilbage til min konkrete historie, så kom jeg selv til at være min daværende kæreste utro til en fest, hvor jeg havde fået lidt for meget indenbords, og kyssede desværre med en anden. Dagen efter havde jeg dog selv for meget dårlig samvittighed, og sammensnøret mave til at holde det inde, og jeg valgte derfor at fortælle min kæreste det. Det skabte nærmest panik, som jeg dog nu mistænker for at være fuldstændig falsk, og ramaskrig hos kæresten. Jeg ser nu tilbage på den situation som noget værende nærmest spild af tid, og jeg er desværre selv nået til et punkt hvor jeg nærmest ikke fortryder at jeg gjorde det – for den sejr skal min ekskæreste sgu ikke have. Jeg fortæller som sagt ikke denne historie for at værne om min egen værdighed, overhovedet – for den er smuttet af sted for lang tid siden. Der er simpelthen ikke flere tårer at give af, og dette er min sidste udvej for at få afløb for eventuelle opfordringer til resten af dette samfund. At være utro kan ske, det kan vi alle være enige om. Utroskab er noget værre hø, som ingen vil udsættes for – det medgiver jeg. Men når det så er sagt, så er utroskab uden værdighed til at fortælle sandheden dog værre – efter min mening. Det er for mig ubegribeligt at man ikke kan sidde med en knude i maven, klump i halsen og have det rigtig skidt, mens man tænker ”jeg holder den her person, som jeg fortæller at jeg elsker højere end noget andet, for nar. Det her kommer til at ramme mig som en karma-boomerang, på et tidspunkt og måske ville det være smartest at få renset min samvittighed?”
Til slut vil jeg sige det, som jeg hele dette brev igennem har prøvet at få sagt:
Det er på ingen måde okay at være utro – men hvis det uheldigvis skulle ske, så fortæl for guds skyld jeres partner det. Det gør bare tillidsevnen, evnen til at se fremad og evnen til at komme i bedre humør, så ubeskriveligt meget sværere. Så fortæl det nu, få renset din samvittighed, giv klarhed til de mennesker du foregiver at holde af. Det gavner også dig i sidste ende at vide at du ikke kunne have gjort mere.
Jeg takker for din tid.
Kære læser
Jeg har for nylig afsluttet et 9 måneder langt forhold, som stoppede grundet uoverensstemmelser, og skænderier. Det er som sådan ikke det, som jeg vil påpege i dette brev. Jeg vil forsøge at beskrive følelsen som utroskab giver den person det går ud over, i mit tilfælde et ret slemt eksempel.
Som sagt blev forholdet afsluttet efter 12 måneder, men ca. en uge efter fik jeg af vide, at min daværende kæreste havde været mig utro i 6 måneder ca, med omkring 7 andre personer, eller i hvert fald 7 gange – who knows med hvor mange, og det er for så vidt også sagen uvedkommende. Følelsen af at være blevet ført bag lyset, er noget af det mest ubehagelige, rystende, selvtillidsfjernende og væmmelige jeg nogensinde har prøvet. Vi har alle prøvet at få en dårlig nyhed, og mærket hvordan den der isklumpslignende tingest sætter sig i vores maver. Nu vil jeg gerne have dig til at forestille dig den klump, og så fornemme smerten – og herefter overveje at den sidder der i mindst en måned (så langt er jeg selv i processen). Den totale følelse af afmagt, ukontrollerbart følelsesregister og tristhed. Det er en følelse jeg ikke engang ønsker for min ekskæreste, da den er så forfærdelig at gå rundt og bære på. Jeg vil med dette brev to ting; jeg vil gerne afskrække folk fra at gøre sådan noget, og hvis de gør det, så i hvert fald fortælle det til jeres partner. Det er ikke fair overfor nogen som helst hvis ikke modparten får fortalt hvad man har at arbejde med, og alle er bedst tjent med i det mindste at vide at modparten har det skidt med det. Det gavner hverken et eventuelt fortsat forhold, kæresten eller jer selv at I ikke fortæller det. Fortæl det, tag de eventuelle konsekvenser, og så tag den derfra. Man får intet andet end dårlig samvittighed, forhåbentlig, og en mental byrde ved ikke at fortælle noget som helst.
Sandheden kommer altid frem – uanset om I fortæller det, og beholder det lille sandkorn af værdighed I nu havde, eller hvis I undlader at fortælle det, vil det altid komme frem af bagveje som enten hedder ”dårlig samvittighed”, ”venner/veninder” eller rygter. Der er ingen vej udenom. Plusset ved at fortælle det er selvfølgelig den mentale belønning som ren samvittighed er, og visheden ved at kunne sige ”Ja, jeg fuckede sgu op, men jeg var menneske nok til at fortælle min partner det. Det skal jeg sgu have kredit for”
Der er ingen følelse som kan erstatte følelsen af ren samvittighed.
For at vende tilbage til min konkrete historie, så kom jeg selv til at være min daværende kæreste utro til en fest, hvor jeg havde fået lidt for meget indenbords, og kyssede desværre med en anden. Dagen efter havde jeg dog selv for meget dårlig samvittighed, og sammensnøret mave til at holde det inde, og jeg valgte derfor at fortælle min kæreste det. Det skabte nærmest panik, som jeg dog nu mistænker for at være fuldstændig falsk, og ramaskrig hos kæresten. Jeg ser nu tilbage på den situation som noget værende nærmest spild af tid, og jeg er desværre selv nået til et punkt hvor jeg nærmest ikke fortryder at jeg gjorde det – for den sejr skal min ekskæreste sgu ikke have. Jeg fortæller som sagt ikke denne historie for at værne om min egen værdighed, overhovedet – for den er smuttet af sted for lang tid siden. Der er simpelthen ikke flere tårer at give af, og dette er min sidste udvej for at få afløb for eventuelle opfordringer til resten af dette samfund. At være utro kan ske, det kan vi alle være enige om. Utroskab er noget værre hø, som ingen vil udsættes for – det medgiver jeg. Men når det så er sagt, så er utroskab uden værdighed til at fortælle sandheden dog værre – efter min mening. Det er for mig ubegribeligt at man ikke kan sidde med en knude i maven, klump i halsen og have det rigtig skidt, mens man tænker ”jeg holder den her person, som jeg fortæller at jeg elsker højere end noget andet, for nar. Det her kommer til at ramme mig som en karma-boomerang, på et tidspunkt og måske ville det være smartest at få renset min samvittighed?”
Til slut vil jeg sige det, som jeg hele dette brev igennem har prøvet at få sagt:
Det er på ingen måde okay at være utro – men hvis det uheldigvis skulle ske, så fortæl for guds skyld jeres partner det. Det gør bare tillidsevnen, evnen til at se fremad og evnen til at komme i bedre humør, så ubeskriveligt meget sværere. Så fortæl det nu, få renset din samvittighed, giv klarhed til de mennesker du foregiver at holde af. Det gavner også dig i sidste ende at vide at du ikke kunne have gjort mere.
Jeg takker for din tid.