"Ældrebyrden" er en myte.
"Ældrebyrden" er en myte
Der forekommer praktisk talt ingen stigning i antallet af de ældre de næste tyve år
Samtidigt trækker arbejdere sig fra arbejdsmarkedet på et stadigt senere tidspunkt, mens børnetallet er stigende
De ældre er udset til at være en byrde for samfundet; - på linie med arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, flygtninge og indvandrere.
- Vi har ikke råd til at forsørge vore ældre. I de næste tyve år bliver der flere ældre og færre unge til at skabe de nødvendige ressourcer til pasning, pleje og forsørgelse, lyder den gentagne påstand fra stort set hele det politiske spekter.
I øjeblikket står pensionerne og efterlønnen for skud; men i mange år har udsagnet også været et alibi for at skære i ældreplejen over en bred kam; - herunder behandlingen på landets sygehuse.
Baggrunden for nedskæringerne og de kommende angreb er bygget på løgne. Det er en bevidst skabt myte for at skabe et alibi for stadig dårligere leveforhold, der på skift rammer forskellige grupper, der i sin helhed udgør hele arbejderklassen fra vugge til grav.
Socialforskningsinstituttet (SFI) har netop begået en undersøgelse, der påviser, at antallet af 60-årige de næste 20 (skriver tyve) år stiger fra 66.000 til 74.000, hvilket svarer til en vækst på ca.13 pct. over tyve år - eller 6 promille om året.
SFI fastslår samtidigt, at flere arbejdere i 50-års alderen har ændret holdning til, hvornår de vil trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, hvilket forklares med to faktorer: Forringelsen af efterlønsordningen og den vedvarende offentlige debat om de "få unge, der skal forsørge de mange gamle".
SFI´s undersøgelse bekræfter, at forrykker deres efterløn med to år, - fra 60 til 62 år, hvilket klart dokumenterer, at Nyrups indgreb har haft sin virkning. Antallet af efterlønnere er desuden ikke så voldsomt stigende, som debatten og påstandene får det til at se ud. På 20 år er antallet steget fra 20.000 til 49,000; men kurven er fladet kraftigt ud siden 1999, hvor indgrebet fandt sted.
Det er et latterligt lille antal, når man tager i betragtning, at mere end én million mennesker er sat udenfor arbejdsmarkedet, fordi der ikke er arbejde, hvoraf 173.000 er officielt registrerede arbejdsløse.
Hvori består problemet?
Burde enhver politiker med respekt for sig selv ikke vente med at rejse debatten om "ældrebyrde" til, der er skaffet adskillige flere hundredtusind flere arbejdspladser? De kunne jo passende starte med at forbedre ældreplejen.
Der forekommer praktisk talt ingen stigning i antallet af de ældre de næste tyve år
Samtidigt trækker arbejdere sig fra arbejdsmarkedet på et stadigt senere tidspunkt, mens børnetallet er stigende
De ældre er udset til at være en byrde for samfundet; - på linie med arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, flygtninge og indvandrere.
- Vi har ikke råd til at forsørge vore ældre. I de næste tyve år bliver der flere ældre og færre unge til at skabe de nødvendige ressourcer til pasning, pleje og forsørgelse, lyder den gentagne påstand fra stort set hele det politiske spekter.
I øjeblikket står pensionerne og efterlønnen for skud; men i mange år har udsagnet også været et alibi for at skære i ældreplejen over en bred kam; - herunder behandlingen på landets sygehuse.
Baggrunden for nedskæringerne og de kommende angreb er bygget på løgne. Det er en bevidst skabt myte for at skabe et alibi for stadig dårligere leveforhold, der på skift rammer forskellige grupper, der i sin helhed udgør hele arbejderklassen fra vugge til grav.
Socialforskningsinstituttet (SFI) har netop begået en undersøgelse, der påviser, at antallet af 60-årige de næste 20 (skriver tyve) år stiger fra 66.000 til 74.000, hvilket svarer til en vækst på ca.13 pct. over tyve år - eller 6 promille om året.
SFI fastslår samtidigt, at flere arbejdere i 50-års alderen har ændret holdning til, hvornår de vil trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, hvilket forklares med to faktorer: Forringelsen af efterlønsordningen og den vedvarende offentlige debat om de "få unge, der skal forsørge de mange gamle".
SFI´s undersøgelse bekræfter, at forrykker deres efterløn med to år, - fra 60 til 62 år, hvilket klart dokumenterer, at Nyrups indgreb har haft sin virkning. Antallet af efterlønnere er desuden ikke så voldsomt stigende, som debatten og påstandene får det til at se ud. På 20 år er antallet steget fra 20.000 til 49,000; men kurven er fladet kraftigt ud siden 1999, hvor indgrebet fandt sted.
Det er et latterligt lille antal, når man tager i betragtning, at mere end én million mennesker er sat udenfor arbejdsmarkedet, fordi der ikke er arbejde, hvoraf 173.000 er officielt registrerede arbejdsløse.
Hvori består problemet?
Burde enhver politiker med respekt for sig selv ikke vente med at rejse debatten om "ældrebyrde" til, der er skaffet adskillige flere hundredtusind flere arbejdspladser? De kunne jo passende starte med at forbedre ældreplejen.