Barndomshjemmet
En dag jeg var på indkøb i det lokale supermarked i staden i bunden af fjorden, mødte jeg min gamle nabokone fra den gode tid i landsbyen ude på spidsen af fjorden. Hun synes, det var længe siden, at vi havde set hinanden og foreslog, at jeg kom og besøgte dem lørdag eftermiddag. Jeg forsøgte ivrigt at takke nej, da stedet derude straks ville gøre mig sørgmodig og trist. Der ligger mit barndomshjem, som var mit et og alt, men for snart et år siden blev jeg tvangsforflyttet derfra. Jeg vil næppe kunne bære at se det igen, vel viden at nogle fremmed mennesker levede der.
Nabokonen har altid haft en god overtalelsesevne, så jeg magtede ikke i længden at undgå konfrontationen. Heldigvis var det weekenden, hvor min datter skulle passes hos sin far, så hun ikke også skulle opleve bedrøvelsen.
Det blev lørdag, og jeg ruller ind i flækken. Selvom jeg prøver at holde synet væk fra mit gamle hjem, undgår mine øjne ikke at se, at det ligner sig selv, da jeg passerer langsomt fordi for at stoppe ved det næste hus. Skyndsomst trasker jeg hen og ringer på og bliver lukket ind hos Agnes og Kurt, hvor jeg ikke længere kan se den uopnåelig længsel.
Efter lidt kaffe og kage, samt snak om gamle minder, går vi på terrassen og ned til fjorden. Agnes forklarer, at den familie, der overtog huset for et år siden, ikke længere bor der, nu er det enlig ung mand. Men han er ikke hjemme i dag, så jeg kan godt tillade mig at gå ind i haven og fornemme gamle dage. Jeg forsøger at stritte imod, men det lykkes heller ikke. Jeg runder hækken, der når næsten ned til strandbredden, og vader et stykke op på modsatte side.
Pludselig træder den nye ejer ud gennem terrassedøren og tilspørger mildt: ”Hvem er du?”
Efter at have overvundet forskrækkelsen, går jeg til bekendelse og forklarer, hvorledes det hænger sammen. Det mildner ham straks helt og aldeles. Han tilbyder tillige, at jeg blot skal se mig så meget omkring, som jeg har lyst til. Også indendørs, hvis det har nogen interesse. I første omgang har jeg mest lyst til flygte, men indser så, at i morgen ville jeg fortryde dette, nu jeg er kommet så tæt på. Så takker ja, og bliver vist rundt i huset.
Manden ligner ikke ligefrem nogen Eroll Flynn, nærmest temmelig nørdet. Langt fra noget, jeg ville falde for, hvis han bød mig op til dans i forsamlingshuset. Men bedst som vi bevæger os ud i køkkenet, finder han gryde og pande frem for at sætte over til aftensmaden. Han lægger blot en kotelet i det smeltede smør. Jeg får lidt medlidenhed med ham og giver mig til at komme diverse krydderier oveni, så der også kommer lidt smag ud af det.
”Jeg har en kotelet mere, hvis du vil spise med,” spørger han nøgtern. Jeg ryster let på hovedet, men mærker, at jeg faktisk er lidt sulten, så: ”Nåh ja, okay, tak.”
Under måltidet fortæller han om sit arbejde, som er ligeså nørdet, som jeg formodede. Jeg kan ikke gengive det her, for jeg fattede ikke spor af det. Af uransaglige årsager får vi talt så meget sammen, at klokken pludselig er tæt på midnat, og jeg afbryder ved at nævne, at jeg hellere må komme hjem; hvortil han tilbyder mig at overnatte.
Pludselig tænker min hjerne rationelt, og jeg siger ja tak. Han foreslår, at han kan sove på sofaen i stuen, men det afviser jeg nødvendigheden af. Mens han børster tænder i badeværelset ovenpå, træder jeg ud i rummet med bar overkrop. Han bliver lettere forfjamset og undgår synet af mine attributter.
Efter han har lagt sig i sengen, affører jeg resten af mine klæder og kryber ned ved siden af. Han ligger blot helt strunk, så jeg ved, at jeg bliver nød til at tage initiativet. Det blev ikke det bedste knald denne verden har oplevet, men vi fik det gennemført, og sidenhen er han blevet ganske ferm til det.
Således kom jeg tilbage til mit uundværlige barndomshjem, og min nye mand tager sig også godt af min datter. Og en ting er helt sikkert. Han vil aldrig som min første mand pludselig finde en anden og tage hævn ved at sælge huset hen over hovedet på mig. Omvendt har jeg nu taget hævn over for ham, ved at være hjemme igen. Mens han nye veninde har bragt ham ud i sumpen, så han har mistet forældrerettigheden for datteren hver anden weekend.
Nabokonen har altid haft en god overtalelsesevne, så jeg magtede ikke i længden at undgå konfrontationen. Heldigvis var det weekenden, hvor min datter skulle passes hos sin far, så hun ikke også skulle opleve bedrøvelsen.
Det blev lørdag, og jeg ruller ind i flækken. Selvom jeg prøver at holde synet væk fra mit gamle hjem, undgår mine øjne ikke at se, at det ligner sig selv, da jeg passerer langsomt fordi for at stoppe ved det næste hus. Skyndsomst trasker jeg hen og ringer på og bliver lukket ind hos Agnes og Kurt, hvor jeg ikke længere kan se den uopnåelig længsel.
Efter lidt kaffe og kage, samt snak om gamle minder, går vi på terrassen og ned til fjorden. Agnes forklarer, at den familie, der overtog huset for et år siden, ikke længere bor der, nu er det enlig ung mand. Men han er ikke hjemme i dag, så jeg kan godt tillade mig at gå ind i haven og fornemme gamle dage. Jeg forsøger at stritte imod, men det lykkes heller ikke. Jeg runder hækken, der når næsten ned til strandbredden, og vader et stykke op på modsatte side.
Pludselig træder den nye ejer ud gennem terrassedøren og tilspørger mildt: ”Hvem er du?”
Efter at have overvundet forskrækkelsen, går jeg til bekendelse og forklarer, hvorledes det hænger sammen. Det mildner ham straks helt og aldeles. Han tilbyder tillige, at jeg blot skal se mig så meget omkring, som jeg har lyst til. Også indendørs, hvis det har nogen interesse. I første omgang har jeg mest lyst til flygte, men indser så, at i morgen ville jeg fortryde dette, nu jeg er kommet så tæt på. Så takker ja, og bliver vist rundt i huset.
Manden ligner ikke ligefrem nogen Eroll Flynn, nærmest temmelig nørdet. Langt fra noget, jeg ville falde for, hvis han bød mig op til dans i forsamlingshuset. Men bedst som vi bevæger os ud i køkkenet, finder han gryde og pande frem for at sætte over til aftensmaden. Han lægger blot en kotelet i det smeltede smør. Jeg får lidt medlidenhed med ham og giver mig til at komme diverse krydderier oveni, så der også kommer lidt smag ud af det.
”Jeg har en kotelet mere, hvis du vil spise med,” spørger han nøgtern. Jeg ryster let på hovedet, men mærker, at jeg faktisk er lidt sulten, så: ”Nåh ja, okay, tak.”
Under måltidet fortæller han om sit arbejde, som er ligeså nørdet, som jeg formodede. Jeg kan ikke gengive det her, for jeg fattede ikke spor af det. Af uransaglige årsager får vi talt så meget sammen, at klokken pludselig er tæt på midnat, og jeg afbryder ved at nævne, at jeg hellere må komme hjem; hvortil han tilbyder mig at overnatte.
Pludselig tænker min hjerne rationelt, og jeg siger ja tak. Han foreslår, at han kan sove på sofaen i stuen, men det afviser jeg nødvendigheden af. Mens han børster tænder i badeværelset ovenpå, træder jeg ud i rummet med bar overkrop. Han bliver lettere forfjamset og undgår synet af mine attributter.
Efter han har lagt sig i sengen, affører jeg resten af mine klæder og kryber ned ved siden af. Han ligger blot helt strunk, så jeg ved, at jeg bliver nød til at tage initiativet. Det blev ikke det bedste knald denne verden har oplevet, men vi fik det gennemført, og sidenhen er han blevet ganske ferm til det.
Således kom jeg tilbage til mit uundværlige barndomshjem, og min nye mand tager sig også godt af min datter. Og en ting er helt sikkert. Han vil aldrig som min første mand pludselig finde en anden og tage hævn ved at sælge huset hen over hovedet på mig. Omvendt har jeg nu taget hævn over for ham, ved at være hjemme igen. Mens han nye veninde har bragt ham ud i sumpen, så han har mistet forældrerettigheden for datteren hver anden weekend.