Den revolutinære Jesus!
Jesus, Yeshua, revolutionær❓Den politiske Jesus.
( Det var måske en ide`, at downloade dette kompendium).
Den politiske Jesus høre vi ikke så meget om. Hvorfor ikke? Nogen vil sige, at Jesus ikke var politisk. Er det sandt, altså at han var politisk revolutionær?
Ja, det var han. Han var mere end det. Han var reformist.
Kan du forestille dig situationen? Efter 1500 år, med den kultur og religionshistorie vi bliver præsenteret for i Bibelens Hebraiske skrifter, er alt gået galt.
Du kender sikkert alle de heroiske bedrifter, som tilskrivers Israel og folket, men der var også en anden historie. Den får du her.
*
Fra begyndelsen, så alt meget tilforladeligt ud. Skabt af Gud, straffet af Gud, profeteret af Gud og endelig beskyttet af Gud.
Hele tiden strides mennesket med sig selv. Indadtil og udadtil. Og opadtil. Gud siger og Gud siger, men vi gør hvad det passer os, synes parolen at være. Det koster.
Nationen Israel bygger sin fremtid på Moseloven som fundament. Her er således tilknyttet en ”religionslov”, som i detaljer bestemmer over mennesket i sin kultur, sin hverdag, sin familie og slægtninge og så forholdet til Gud.
Hvem skal administrere denne lov? Det skal præsterne; i 500 år fra Moses præstedømme til den første Konge, kun afløst af en periode med Dommere, hvor folket nærmest gjorde hvad det passede dem.
*
Med den første konge Saul, startede en Nationalstat med alt hvad en moderne stat i dag kan fremvise. Det var et udtrykt ønske fra den samlede befolkning; kun præsterne var tvivlsomme overfor ideen.
Ja, det tror da ......, de ville jo så på en måde miste magt og indflydelse. Der dannede sig flere religiøse partier og nu begyndte det politiske spil for alvor.
Gud var kun med på sidelinien; og når det gik galt,
så angrede folket og modtog straffen og genopstod for til sidst, at måtte kæmpe til ”den sidste blodsdråbe”, for overhovedet at kunne overleve som et folk. Nationen blev lagt i ruiner af Rom i år 70 e.Kr. ( e.v.t. * efter vor tidsregning) og byen og templet i Jerusalem også fuldstændig lagt i ruiner.
Mere end 1 million blev dræbt i Jerusalem og mere end 700.000 blev ført til Rom som slaver. Den berømte Titusbue står i dag, som et tegn og minde om denne grusomme begivenhed.
*
Dybt nede under tempelbjerget med Den Gyldne kuppel over Islam moskeen, finder vi i dag årtusindernes ruiner eller soklen af de grundmurede fundamenter, som bar templet. Salomo`s tempel, Zerubabels tempel og endelig Kong Herodes tempel (Herodes den Store 73 - 4 f.v.t.), som jo altså var på Jesu tid. Det største og skønneste ( sørgeligt det ikke er genopstået).
*
Lad mig give dig eksempel:
Templet er ikke mere. Nogle ruiner er synlige iblandt dem ” grædemuren”, som i dag gør det ud for ” et tempel” fysisk. Men, under tempelpladsen, ligger ” templet” stadig. Det vil sige, fundamenterne, fundamentet. Grundmurene, som arkæologer har gravet fri og undersøgt/undersøger. Her har man fundet ” skatte” fra tiden hvor templet har fungeret.
Der er een ting jeg gerne ville fortælle, som en afklaring omkring dette kæmpestore tempel. En af de større byggesten, som blev brugt til denne grundmur eller fundament for templet og som kan ses i dag, vejer 458 tons.
Den ligger der stadig iblandt de andre klippeblokke.
Det var hvad der blev tilbage, da Romerne i år 70 lagde både byen og templet i ruiner.
*
Hvori bestod så Jesu revolution? Jo, det oprør Jesus stiftede var dels mod sine egne, men også mod besættelsesmagten. Det som er interessant er den måde han revolutionerede på. Det kan man kalde en ”fløjelsrevolution”.
30 år gammel og fuld af kraft og saft. Power. Enhver mors drøm om en svigersøn, men ingen var blevet kontaktet og ingen berørt.
Hvad var der med denne unge mand, søn af Maria og Josef? Der gik så mange rygter om Jesus, at der kunne skrive mange bøger om ham og det blev der også. Jfr. Thomas-Evangeliet.
Fra første færd blev han tiltrukket af sin fætter Johannes den døber og Esæersamfundet nær Qumram ved det Døde Hav. I sommertiden er her ulideligt varmt og kun ørken og klipper og sand kendetegner dette sted.
Her kan du læseom denne ”sekt”. http://latter-rain.com/ltrain/qum.htm
Lidt længere nede mod Det Døde Hav, er der mere ” frugtbart” og her dyrkede Esæerne grøntsager og frugter og korn og her holdt de deres dyr. På en måde var de selvforsynende og man levede ligefrem i et samfund med kvinder og børn, hvis man das ikke lige havde aflagt et Esæerløfte.
Her blev der sat skel mellem lysets sønner ( det kan man godt gætte hvem var) og så mørkets sønner, det etablerede præsteskab i Jerusalem, som nærmest i deres øjne ”gik Romerne til hånde”.
Det skulle der gøres oprør mod. Alt det, som var forfalsket af mørkets sønner ( præsterne i Jerusalem) og deres udvanding og fortolkning til egen fordel og for at tækkes Romerne, det skulle der gøres op med.
Disse unge mænd, hvoraf Jesus var een, blev i den grad ”tændt” af den Hellige ild, så intet var for stort og intet var for småt.
*
Imidlertid havde Johannes den Døber gjort et sådan postyr over ”Herodes Antipas”, (søn af Herodes den Store, opkaldt efter sin farfar og sin oldefar, Antipater); denne (Herodes Antipas) ”ægteskab” med sin nulevende bror Philips hustru ( Herodias) . jfr. Mattæus Evangeliet kap. 14 vers 1 til 3.
Han ( Herodes Antipas) var søn af Herodes den Store og Kleopatra af Jerusalem, og han var landsfyrste over regionen øst for Galilæa. Hans styre var ikke-jødisk, men derimod Romersk og Hellenistisk ( d.v.s. Græsk inspireret).
Filip nævnes sammen med Herodes Antipas i starten af Lukasevangeliet kap. 3 vers 1.
*
Herodes Antipas lod sig imidlertid skille fra sin kone (Phasaelis, datter af Aretas), for at gifte sig med sin bror
( Philip`s`) kone ( Herodias).
*
Herodias.
Herodias var faktisk Herodes Antipas' niece, idet hun var datter af Aristobulus, der blev henrettet af Herodes den Store år 7 f.v.t.) ,
Det var på foranledning af hende, at Johannes Døberen blev halshugget. Jfr. Mattæus Evangeliet kap. 14 vers 6 til 11.
............at Salome fik Johannes halshugget, som betaling for sin seksuelle dans for Herodes Antipas. Tydeligvis var hendes mor blevet jaloux.
*
Tilsyneladende er der divergerende opfattelser vedr. dette trekantsdrama. Det ser ud til, at slægtsforholdet ikke gav anledning til beskyldninger i henhold til Moseloven idet Herodias ikke var gift med Filip, men en helt anden bror, der også hed Herodes!
For det andet var alle tre brødre, men kun halvbrødre.
Filip's mor var Kleopatra af Jerusalem, Herodes Antipas' mor var Malthace, og Herodes' mor ( den anden Herodes som åbenbart var gift med Herodias i stedet for Philip) var datter af ypperstepræsten Sireoh.
Men det korte og det lange iflg. Johannes Døberen var ikke så meget om det var den ene eller den anden broder. I hans og altså de ortodokse jøders øjne var det en dyb synd, at gifter sig med en samtid levende broders kone.
*
Herodes Agrippa I, er ham, som du høre om i Apostlenes Gerninger (jfr. kap. 25 vers 13).
Liggeledes, hvor Paulus holder sin berømte ” forsvarstale” og hvor Agrippa udbryder: ” Der mangler kun lidt i at du får mig overtalt til at blive en Kristen”..
Ham ( Agrippa) er det også, som siger de berømte ord i Ap. G. Kap. 26 vers 32: ” Og Agrippa sagde til Festus: Denne mand kunne være løsladt, hvis han ikke havde indanket sin sag for kejseren ( i Rom) ”.
citat slut.
*
Agrippa var søn af den Aristobulus, som Herodes den Store lod henrette år 7 f.v.t. Det vil sige, at han var sønnesøn af Herodes den Store, bror til Herodias og nevø af Arkelaos, Herodes Antipas og Filip.
Agrippa tilbragte det meste af sit liv i Rom, og han var ven med Caligula. Da Filip døde, lod Kejser Tiberius hans (Filips) område blive indlemmet i Syrien, men efter Tiberius' død i år 37, blev Caligula den nye kejser og gjorde området til kongedømme igen - og gav det til Agrippa.
I år 39 prøvede Herodes Antipas (inspireret af sin intrigante kone, Herodias) at stjæle Agrippas kongetitel, og som en straf lod Caligula ham drage i eksil og gav Antipas' områder (dvs. Galilæa og Peræa) til Agrippa.
Senere fik Agrippa også Judæa og Samaria af Kejser Claudius, således at hans område nu - for en kort tid - mindede om
hans farfars, Herodes den Stores, område.
*
For at glæde både romerne og jøderne ( de der var modstandere af Jesus og derfor også ” de Kristne” jøder) startede
Herodes Agrippa med at forfølge de kristne, hvilket man kan læse i Apostlenes Gerninger, kapitel 12: vers 1: ” Ved den tid lagde Kong Herodes hånd på nogle fra menigheden for at mishandle dem”. ApG. kap. 12 vers 2: ”Og Johannes' bror, Jakob, lod han henrette med sværd”.
*
Imidlertid havde Johannes den døber formået at vække ilden i hjerterne på befolkningen og de havde flokkedes i tusindtal omkring ham i ørkenen hvor han døbte, og nu da han var blevet halshugget søgte de en ny guru.
Ingen andre end Jesus kunne udfylde denne plads. Til stor fortrydelse for både Herodes Antipas og Præsterne de ældste i Jerusalem dem, som Esæerne i den grad foragtede og kaldte ” Mørkets Sønner”..
Jesus var imidlertid en anden type end Johannes den døber. Hvor Johannes havde lignet en vildmand fra ørkenen, gik Jesus omkring i almindeligt ” pænt” tøj i datidens fasion.
Også et andet sind havde han eller han kunne beherske sit sind til fuldkommenhed. Når de andre kom i voldsomt oprør, var Jesu ord, som olie på et oprørt hav. Stille og med mildhed underviste han, så der blev fuldstændig stille omkring ham og de flokkedes for at suge hvert et ord i sig.
Her var virkelig lægedom for både sjæl og legeme og ånd.
*
Herfra og til evigheden; vil jeg fortælle næste gang om hvordan, Jesus i den grad revolutionerede sin tid, så det gav efterdøndinger ind i vor tidsalder.
Kristendommen bredte sig i de første 600 år og hvorfor der var sådan en krig og blodsudgydelse i forbindelse med Kristendommens udbredelse. Hvorfor gjorde ”de” hvad ”de” gjorde?
Igen vil jeg sige. Dette er skrevet af mig selv og før jeg går videre kunne det være, at du havde lyst til at kommentere det eller debattere det, men skån mig for fundamentalisme og middelmådighed.
Enoch
( Det var måske en ide`, at downloade dette kompendium).
Den politiske Jesus høre vi ikke så meget om. Hvorfor ikke? Nogen vil sige, at Jesus ikke var politisk. Er det sandt, altså at han var politisk revolutionær?
Ja, det var han. Han var mere end det. Han var reformist.
Kan du forestille dig situationen? Efter 1500 år, med den kultur og religionshistorie vi bliver præsenteret for i Bibelens Hebraiske skrifter, er alt gået galt.
Du kender sikkert alle de heroiske bedrifter, som tilskrivers Israel og folket, men der var også en anden historie. Den får du her.
*
Fra begyndelsen, så alt meget tilforladeligt ud. Skabt af Gud, straffet af Gud, profeteret af Gud og endelig beskyttet af Gud.
Hele tiden strides mennesket med sig selv. Indadtil og udadtil. Og opadtil. Gud siger og Gud siger, men vi gør hvad det passer os, synes parolen at være. Det koster.
Nationen Israel bygger sin fremtid på Moseloven som fundament. Her er således tilknyttet en ”religionslov”, som i detaljer bestemmer over mennesket i sin kultur, sin hverdag, sin familie og slægtninge og så forholdet til Gud.
Hvem skal administrere denne lov? Det skal præsterne; i 500 år fra Moses præstedømme til den første Konge, kun afløst af en periode med Dommere, hvor folket nærmest gjorde hvad det passede dem.
*
Med den første konge Saul, startede en Nationalstat med alt hvad en moderne stat i dag kan fremvise. Det var et udtrykt ønske fra den samlede befolkning; kun præsterne var tvivlsomme overfor ideen.
Ja, det tror da ......, de ville jo så på en måde miste magt og indflydelse. Der dannede sig flere religiøse partier og nu begyndte det politiske spil for alvor.
Gud var kun med på sidelinien; og når det gik galt,
så angrede folket og modtog straffen og genopstod for til sidst, at måtte kæmpe til ”den sidste blodsdråbe”, for overhovedet at kunne overleve som et folk. Nationen blev lagt i ruiner af Rom i år 70 e.Kr. ( e.v.t. * efter vor tidsregning) og byen og templet i Jerusalem også fuldstændig lagt i ruiner.
Mere end 1 million blev dræbt i Jerusalem og mere end 700.000 blev ført til Rom som slaver. Den berømte Titusbue står i dag, som et tegn og minde om denne grusomme begivenhed.
*
Dybt nede under tempelbjerget med Den Gyldne kuppel over Islam moskeen, finder vi i dag årtusindernes ruiner eller soklen af de grundmurede fundamenter, som bar templet. Salomo`s tempel, Zerubabels tempel og endelig Kong Herodes tempel (Herodes den Store 73 - 4 f.v.t.), som jo altså var på Jesu tid. Det største og skønneste ( sørgeligt det ikke er genopstået).
*
Lad mig give dig eksempel:
Templet er ikke mere. Nogle ruiner er synlige iblandt dem ” grædemuren”, som i dag gør det ud for ” et tempel” fysisk. Men, under tempelpladsen, ligger ” templet” stadig. Det vil sige, fundamenterne, fundamentet. Grundmurene, som arkæologer har gravet fri og undersøgt/undersøger. Her har man fundet ” skatte” fra tiden hvor templet har fungeret.
Der er een ting jeg gerne ville fortælle, som en afklaring omkring dette kæmpestore tempel. En af de større byggesten, som blev brugt til denne grundmur eller fundament for templet og som kan ses i dag, vejer 458 tons.
Den ligger der stadig iblandt de andre klippeblokke.
Det var hvad der blev tilbage, da Romerne i år 70 lagde både byen og templet i ruiner.
*
Hvori bestod så Jesu revolution? Jo, det oprør Jesus stiftede var dels mod sine egne, men også mod besættelsesmagten. Det som er interessant er den måde han revolutionerede på. Det kan man kalde en ”fløjelsrevolution”.
30 år gammel og fuld af kraft og saft. Power. Enhver mors drøm om en svigersøn, men ingen var blevet kontaktet og ingen berørt.
Hvad var der med denne unge mand, søn af Maria og Josef? Der gik så mange rygter om Jesus, at der kunne skrive mange bøger om ham og det blev der også. Jfr. Thomas-Evangeliet.
Fra første færd blev han tiltrukket af sin fætter Johannes den døber og Esæersamfundet nær Qumram ved det Døde Hav. I sommertiden er her ulideligt varmt og kun ørken og klipper og sand kendetegner dette sted.
Her kan du læseom denne ”sekt”. http://latter-rain.com/ltrain/qum.htm
Lidt længere nede mod Det Døde Hav, er der mere ” frugtbart” og her dyrkede Esæerne grøntsager og frugter og korn og her holdt de deres dyr. På en måde var de selvforsynende og man levede ligefrem i et samfund med kvinder og børn, hvis man das ikke lige havde aflagt et Esæerløfte.
Her blev der sat skel mellem lysets sønner ( det kan man godt gætte hvem var) og så mørkets sønner, det etablerede præsteskab i Jerusalem, som nærmest i deres øjne ”gik Romerne til hånde”.
Det skulle der gøres oprør mod. Alt det, som var forfalsket af mørkets sønner ( præsterne i Jerusalem) og deres udvanding og fortolkning til egen fordel og for at tækkes Romerne, det skulle der gøres op med.
Disse unge mænd, hvoraf Jesus var een, blev i den grad ”tændt” af den Hellige ild, så intet var for stort og intet var for småt.
*
Imidlertid havde Johannes den Døber gjort et sådan postyr over ”Herodes Antipas”, (søn af Herodes den Store, opkaldt efter sin farfar og sin oldefar, Antipater); denne (Herodes Antipas) ”ægteskab” med sin nulevende bror Philips hustru ( Herodias) . jfr. Mattæus Evangeliet kap. 14 vers 1 til 3.
Han ( Herodes Antipas) var søn af Herodes den Store og Kleopatra af Jerusalem, og han var landsfyrste over regionen øst for Galilæa. Hans styre var ikke-jødisk, men derimod Romersk og Hellenistisk ( d.v.s. Græsk inspireret).
Filip nævnes sammen med Herodes Antipas i starten af Lukasevangeliet kap. 3 vers 1.
*
Herodes Antipas lod sig imidlertid skille fra sin kone (Phasaelis, datter af Aretas), for at gifte sig med sin bror
( Philip`s`) kone ( Herodias).
*
Herodias.
Herodias var faktisk Herodes Antipas' niece, idet hun var datter af Aristobulus, der blev henrettet af Herodes den Store år 7 f.v.t.) ,
Det var på foranledning af hende, at Johannes Døberen blev halshugget. Jfr. Mattæus Evangeliet kap. 14 vers 6 til 11.
............at Salome fik Johannes halshugget, som betaling for sin seksuelle dans for Herodes Antipas. Tydeligvis var hendes mor blevet jaloux.
*
Tilsyneladende er der divergerende opfattelser vedr. dette trekantsdrama. Det ser ud til, at slægtsforholdet ikke gav anledning til beskyldninger i henhold til Moseloven idet Herodias ikke var gift med Filip, men en helt anden bror, der også hed Herodes!
For det andet var alle tre brødre, men kun halvbrødre.
Filip's mor var Kleopatra af Jerusalem, Herodes Antipas' mor var Malthace, og Herodes' mor ( den anden Herodes som åbenbart var gift med Herodias i stedet for Philip) var datter af ypperstepræsten Sireoh.
Men det korte og det lange iflg. Johannes Døberen var ikke så meget om det var den ene eller den anden broder. I hans og altså de ortodokse jøders øjne var det en dyb synd, at gifter sig med en samtid levende broders kone.
*
Herodes Agrippa I, er ham, som du høre om i Apostlenes Gerninger (jfr. kap. 25 vers 13).
Liggeledes, hvor Paulus holder sin berømte ” forsvarstale” og hvor Agrippa udbryder: ” Der mangler kun lidt i at du får mig overtalt til at blive en Kristen”..
Ham ( Agrippa) er det også, som siger de berømte ord i Ap. G. Kap. 26 vers 32: ” Og Agrippa sagde til Festus: Denne mand kunne være løsladt, hvis han ikke havde indanket sin sag for kejseren ( i Rom) ”.
citat slut.
*
Agrippa var søn af den Aristobulus, som Herodes den Store lod henrette år 7 f.v.t. Det vil sige, at han var sønnesøn af Herodes den Store, bror til Herodias og nevø af Arkelaos, Herodes Antipas og Filip.
Agrippa tilbragte det meste af sit liv i Rom, og han var ven med Caligula. Da Filip døde, lod Kejser Tiberius hans (Filips) område blive indlemmet i Syrien, men efter Tiberius' død i år 37, blev Caligula den nye kejser og gjorde området til kongedømme igen - og gav det til Agrippa.
I år 39 prøvede Herodes Antipas (inspireret af sin intrigante kone, Herodias) at stjæle Agrippas kongetitel, og som en straf lod Caligula ham drage i eksil og gav Antipas' områder (dvs. Galilæa og Peræa) til Agrippa.
Senere fik Agrippa også Judæa og Samaria af Kejser Claudius, således at hans område nu - for en kort tid - mindede om
hans farfars, Herodes den Stores, område.
*
For at glæde både romerne og jøderne ( de der var modstandere af Jesus og derfor også ” de Kristne” jøder) startede
Herodes Agrippa med at forfølge de kristne, hvilket man kan læse i Apostlenes Gerninger, kapitel 12: vers 1: ” Ved den tid lagde Kong Herodes hånd på nogle fra menigheden for at mishandle dem”. ApG. kap. 12 vers 2: ”Og Johannes' bror, Jakob, lod han henrette med sværd”.
*
Imidlertid havde Johannes den døber formået at vække ilden i hjerterne på befolkningen og de havde flokkedes i tusindtal omkring ham i ørkenen hvor han døbte, og nu da han var blevet halshugget søgte de en ny guru.
Ingen andre end Jesus kunne udfylde denne plads. Til stor fortrydelse for både Herodes Antipas og Præsterne de ældste i Jerusalem dem, som Esæerne i den grad foragtede og kaldte ” Mørkets Sønner”..
Jesus var imidlertid en anden type end Johannes den døber. Hvor Johannes havde lignet en vildmand fra ørkenen, gik Jesus omkring i almindeligt ” pænt” tøj i datidens fasion.
Også et andet sind havde han eller han kunne beherske sit sind til fuldkommenhed. Når de andre kom i voldsomt oprør, var Jesu ord, som olie på et oprørt hav. Stille og med mildhed underviste han, så der blev fuldstændig stille omkring ham og de flokkedes for at suge hvert et ord i sig.
Her var virkelig lægedom for både sjæl og legeme og ånd.
*
Herfra og til evigheden; vil jeg fortælle næste gang om hvordan, Jesus i den grad revolutionerede sin tid, så det gav efterdøndinger ind i vor tidsalder.
Kristendommen bredte sig i de første 600 år og hvorfor der var sådan en krig og blodsudgydelse i forbindelse med Kristendommens udbredelse. Hvorfor gjorde ”de” hvad ”de” gjorde?
Igen vil jeg sige. Dette er skrevet af mig selv og før jeg går videre kunne det være, at du havde lyst til at kommentere det eller debattere det, men skån mig for fundamentalisme og middelmådighed.
Enoch