En kamp vi ikke kan vinde
Der er ligesom to syn på narkotika - en blå og en rød (selvom der er tilhængere af den røde version i blå stue – og vice versa).
Først den røde:
Der er ikke noget, der tyder på, at forbuddet fører til en begrænsning af narkotika misbruget – tværtimod har det vist sig, at misbruget er vokset i takt med, at samfundet har brugt større og større ressourcer på at bekæmpe narkotika. Det skyldes bl.a, at der er så store penge i forbuddet, at kriminelle bagmænd markedsfører narkotika med entusiasme - fordi det kan gøre dem hovedrige. Der er ikke mange tegn på, at det er en kamp, som politiet kan vinde i et demokratisk samfund.
Der er skabt et illegalt marked, som omsætter for enorme beløb, og så længe vi har et lukrativt marked, vil der være organiserede kriminelle, som kynisk udnytter situationen.
Misbrugerne dør ikke af stofferne i sig selv, men af det liv de fører. De tvinges ud i kriminalitet for at skaffe penge, og de lever et stresset liv, hvor de ikke får regelmæssig sund kost. Stofferne er af meget svingende styrke og kvalitet (urene), og det giver en risiko for at overdosere narkotikaen ved en fejltagelse - eller en overdosis bruges som en metode til at slippe ustaffet fra drab, når virsomheden trues ved at nogen sladrer.
Kriminelle organisationer opfinder og markedsfører nye stoffer, fordi der er mange penge i det. Et eksempel er kokain, der egentlig oprindeligt blot var blade, som bønder tyggede for at blive mere udholdende, men som bagmænd forlængst har fundet på at raffinere og tilsætte knust glas, så det kan sniffes og give et sus - et andet eksempel er de syntetiske “designer drugs”. Hvad bliver det næste?
Hvis politiet “tager” nogle bagmænd, stopper det ikke salget, men der udbryder kampe i gaderne om markedet (indtil de “nye” organisationer har kæmpet færdig, og har delt markedet imellem sig). Den eneste måde at stoppe narkotikamisbruget på, er at gå efter pengene, og fjerne de kriminelles enorme profit ved at frigive stofferne (så narkotika ikke længere er mere attraktivt at handle med end alt muligt andet).
Man kan frygte, at organiserede kriminelle vil forfølge eller myrde de politikere, som vil frigive narkotika, fordi det vil ødelægge deres enorme profit.
USA er verdens største narkotikamarked, og spørgsmålet er, hvor klogt det er at kæmpe i Latinamerika imod narkobønderne - udkæmpe kampe i USA med puertoricanerne, sicilianerne, colombianerne, eller hvad de nu hedder. Hugger man hovedet af dragen, opstår der som allerede nævnt kampe imellem de kriminelle om markedet, og det er ikke hensigtsmæssigt. Ikke fordi det er synd for de kriminelle, men for borgerne er det ikke morsomt, når kuglerne fløjter om ørerne på dem, hvor de bor, og der hvor børnene leger.
Noget lignende kan man sige herhjemme om indvandrerbanderne og rockerne (selvom det ikke er helt så slemt, er det slemt nok).
Som en sidegevinst ved at ødelægge markedet, vil politiet måske genvinde kontrollen i gaderne i centrum af de store byer i USA.
Denne version er ikke sort/hvid, fordi samfundet har noget af skylden ved at indføre forbuddet (selvom det ikke har været i ond hensigt) - og det er altid svært at sælge et budskab om, at samfundet kan have skyld. Den røde version er også sværere at sælge til befolkningen for politikerne, fordi mange føler, at det vil være at opgive kampen - og det er ret let for tilhængerne af den “blå version”, at sælge et budskab om, at det vil medføre mere misbrug at frigive narkotika.
###
Så den blå version
Narkotika bagmændene er skyld i, at unge bliver lokket i fordærv og dør, eller i at misbrug ødelægger de unges liv fuldstændigt. Ingen straf kan være hård nok for den død og lidelse, som de kriminelle bagmænd er skyld i. Der bør slås ned med hård hånd, indtil det bliver stoppet.
Der er ikke brug for blødsødenhed eller misforstået medlidenhed over for narkotikaforbrydere. Vi skal have politiet til at matche de organiserede kriminelles organisationer, så politiet er bedre uddannede, trænede - og så politiet er bedre udrustede. Der skal ikke spares på, at politiet får bedre og mere moderne våben og udstyr, end de organiserede kriminelle har.
Kampen bliver hård, og den må og skal vindes, så politiet ikke helt mister kontrollen i gaderne. Det gælder om at hugge hovedet af dragen - og så dør kroppen.
Den blå version er ligesom sort/hvidt, hvor vi har de gode (os/samfundet), som kæmper for et bedre liv - og de onde (bagmændene), som ødelægger ungdommen. Modellen er let at sælge for politikerne, fordi den giver et indtryk af handlekraft, og den er nem at forstå.
For nogle er modellen desuden et ønsket skridt vejen henimod et totalitært samfund, hvor myndighederne kontrollerer befolkningen - for andre i blå stue er det et nødvendigt onde.
###
Det er tydeligt, at den blå version koster samfundet mange ressourcer, mens den røde version er gratis for samfundet - eller måske nærmere en gevinst, fordi narkomanerne ikke længere tvinges ud i kriminalitet for at skaffe penge til stoffer, og vi ikke har brug for så meget politi.
Hvad mener du?
Først den røde:
Der er ikke noget, der tyder på, at forbuddet fører til en begrænsning af narkotika misbruget – tværtimod har det vist sig, at misbruget er vokset i takt med, at samfundet har brugt større og større ressourcer på at bekæmpe narkotika. Det skyldes bl.a, at der er så store penge i forbuddet, at kriminelle bagmænd markedsfører narkotika med entusiasme - fordi det kan gøre dem hovedrige. Der er ikke mange tegn på, at det er en kamp, som politiet kan vinde i et demokratisk samfund.
Der er skabt et illegalt marked, som omsætter for enorme beløb, og så længe vi har et lukrativt marked, vil der være organiserede kriminelle, som kynisk udnytter situationen.
Misbrugerne dør ikke af stofferne i sig selv, men af det liv de fører. De tvinges ud i kriminalitet for at skaffe penge, og de lever et stresset liv, hvor de ikke får regelmæssig sund kost. Stofferne er af meget svingende styrke og kvalitet (urene), og det giver en risiko for at overdosere narkotikaen ved en fejltagelse - eller en overdosis bruges som en metode til at slippe ustaffet fra drab, når virsomheden trues ved at nogen sladrer.
Kriminelle organisationer opfinder og markedsfører nye stoffer, fordi der er mange penge i det. Et eksempel er kokain, der egentlig oprindeligt blot var blade, som bønder tyggede for at blive mere udholdende, men som bagmænd forlængst har fundet på at raffinere og tilsætte knust glas, så det kan sniffes og give et sus - et andet eksempel er de syntetiske “designer drugs”. Hvad bliver det næste?
Hvis politiet “tager” nogle bagmænd, stopper det ikke salget, men der udbryder kampe i gaderne om markedet (indtil de “nye” organisationer har kæmpet færdig, og har delt markedet imellem sig). Den eneste måde at stoppe narkotikamisbruget på, er at gå efter pengene, og fjerne de kriminelles enorme profit ved at frigive stofferne (så narkotika ikke længere er mere attraktivt at handle med end alt muligt andet).
Man kan frygte, at organiserede kriminelle vil forfølge eller myrde de politikere, som vil frigive narkotika, fordi det vil ødelægge deres enorme profit.
USA er verdens største narkotikamarked, og spørgsmålet er, hvor klogt det er at kæmpe i Latinamerika imod narkobønderne - udkæmpe kampe i USA med puertoricanerne, sicilianerne, colombianerne, eller hvad de nu hedder. Hugger man hovedet af dragen, opstår der som allerede nævnt kampe imellem de kriminelle om markedet, og det er ikke hensigtsmæssigt. Ikke fordi det er synd for de kriminelle, men for borgerne er det ikke morsomt, når kuglerne fløjter om ørerne på dem, hvor de bor, og der hvor børnene leger.
Noget lignende kan man sige herhjemme om indvandrerbanderne og rockerne (selvom det ikke er helt så slemt, er det slemt nok).
Som en sidegevinst ved at ødelægge markedet, vil politiet måske genvinde kontrollen i gaderne i centrum af de store byer i USA.
Denne version er ikke sort/hvid, fordi samfundet har noget af skylden ved at indføre forbuddet (selvom det ikke har været i ond hensigt) - og det er altid svært at sælge et budskab om, at samfundet kan have skyld. Den røde version er også sværere at sælge til befolkningen for politikerne, fordi mange føler, at det vil være at opgive kampen - og det er ret let for tilhængerne af den “blå version”, at sælge et budskab om, at det vil medføre mere misbrug at frigive narkotika.
###
Så den blå version
Narkotika bagmændene er skyld i, at unge bliver lokket i fordærv og dør, eller i at misbrug ødelægger de unges liv fuldstændigt. Ingen straf kan være hård nok for den død og lidelse, som de kriminelle bagmænd er skyld i. Der bør slås ned med hård hånd, indtil det bliver stoppet.
Der er ikke brug for blødsødenhed eller misforstået medlidenhed over for narkotikaforbrydere. Vi skal have politiet til at matche de organiserede kriminelles organisationer, så politiet er bedre uddannede, trænede - og så politiet er bedre udrustede. Der skal ikke spares på, at politiet får bedre og mere moderne våben og udstyr, end de organiserede kriminelle har.
Kampen bliver hård, og den må og skal vindes, så politiet ikke helt mister kontrollen i gaderne. Det gælder om at hugge hovedet af dragen - og så dør kroppen.
Den blå version er ligesom sort/hvidt, hvor vi har de gode (os/samfundet), som kæmper for et bedre liv - og de onde (bagmændene), som ødelægger ungdommen. Modellen er let at sælge for politikerne, fordi den giver et indtryk af handlekraft, og den er nem at forstå.
For nogle er modellen desuden et ønsket skridt vejen henimod et totalitært samfund, hvor myndighederne kontrollerer befolkningen - for andre i blå stue er det et nødvendigt onde.
###
Det er tydeligt, at den blå version koster samfundet mange ressourcer, mens den røde version er gratis for samfundet - eller måske nærmere en gevinst, fordi narkomanerne ikke længere tvinges ud i kriminalitet for at skaffe penge til stoffer, og vi ikke har brug for så meget politi.
Hvad mener du?