en mærkesag!

Ærede debattører og gode borgere.
Nu må det da efterhånden være gået op for de fleste. Jeg er blevet konfronteret med et behageligt spørgsmål, som tilsyneladende ikke kan besvares.
Forklaring følger her:
Samtidig mener du (Diskussionstøsen) , at jeg, ”…at når du bringer gud ind i videnskaben, så vil du stå overfor muligheden, at gud ikke eksistere”. Citat af Diskussionstøsen slut.
Mit svar.:
Det er ikke korrekt. Jeg vil ikke ”stå overfor den mulighed”, fordi som du siger selv,”…at når videnskaben ikke kan bekræfte eller afbekræfte Guds eksistens; er det jo en faktisk en umulig opgave, at tabe den diskussion altså, at Gud ikke er.
Og så er Gud en absolut dersom jeg siger det og jeg må så give dig det medhold, at for dig er det altså relativ fordi du siger det.
Konklusionen er altså subjektiv. Men i virkeligheden er den det ikke. Der findes kun én forklaring og det er den jeg giver jer.
-----------------------------------------------------------------------------------------
Jeg forsøger imidlertid, at finde ud af hvad du mener, at videnskaben mener at Gud er (som altså i dine forfatning ikke er)?
Det I (du mener) at afvise, hvad er det?
Det du (Diskussionstøsen) mener, at videnskaben mener ”ikke eksistere” og ”ikke kan bekræfte eller afbekræfte eksistere”; hvad er det?
Kan du (Diskussionstøsen) med egne ord fortælle ”hvad Gud” du mener videnskaben mener, ikke er? Så ville denne debat blive lidt mere seriøs.
Nu har jeg forsøgt, at få dig til at fortælle i det mindste hvad du mener det er, ”der ikke er”, men det ser ikke ud til, at jeg kan få dig til at fortælle mig det?
Derfor spørger jeg nu jer andre ateister eller gudsfornægtere:
Hvad er det der ikke er? Hvad Gud er ikke? Vil du / I fortælle mig det? Så skal jeg nok svare jer.
Venlig hilsen
Ven af Sandheden.

Fornuften.
Den er der ikke, Gud er ikke fornuften, bare spørg i Afghanistan.
[l]
Nick

Hej Ven af Sandheden🙂
Jeg kan da prøve, selvom jeg tror mange forskellige mennesker har en forskellig mening om hvad "gud" er, som man f.eks. kan se på de mange forskellige fraktioner af kristendommen der findes. Igen kommer det an på, hvorvidt man tror på den abrahamske gud eller en deist gud.
Jeg håber det er ok, at jeg tager udgangspunkt i hvad jeg engang selv troede på.
Som barn troede jeg på den abrahamske gud, altså et bevidst væsen som havde skabt alt det vi ser omkring os osv. og holdte øje med os... sådan set den gud, der bliver beskrevet i biblen.
Det er altså dette bevidste væsen, jeg mener der ikke eksistere.
Men igen, nogle ser gud når årstiderne skifter og andre mener, at der er mere mellem himmel og jord end vi umiddelbart kan se. Så man kan sådan set selv definere, hvad man mener der er gud.
Håber det gav svar på dit spørgsmål🙂

[l]
Diskussionstøsen

Hej Diskussionstøsen,
Tak for dit svar. Du har ret i, at der er mange forskellige meninger om hvad Gud er. Det kan man ikke se af ”de mange fraktioner af kristendommen”, men det kan man se af ”de mange forskellige religioner” der findes.
For de Kristne er der kun én Gud, for ”andre religioner” er der tusinder af guder. Der er også naturfolk, animisme.
Den Abrahamitiske Gud er ”den Gud Abraham troede på”. Deisten vil jeg kalde en form for videnskabstro der hviler i sig selv, hvor det næste skridt er teosofien.
Du skriver.
”Som barn troede jeg på den abrahamske gud, altså et bevidst væsen som havde skabt alt det vi ser omkring os osv. og holdte øje med os... sådan set den gud, der bliver beskrevet i biblen”.
Citat af Diskussionstøsen slut.
Kommentar:
Ja, jeg kan godt følge dig lidt hen ad vejen. Det du siger er, at den Gud der skildres i Bibelen og som Abraham forstod og derfor troede på var et ”bevidst væsen” (som vel også Bibelen lære, altså er et bevidst væsen).
Du skriver videre:
”Det er altså dette bevidste væsen, jeg mener der ikke eksistere”. Citat af Diskussionstøsen slut.
Kommentar:
Igen vil jeg sige, at jeg vil følge dit lidt hen ad vejen.
Hvorfor jeg spørger som jeg gør er, at ingen; ikke Abraham, ikke Moses, ikke de Kristne eller nogen anden aner ”hvem eller hvad Gud er”. OK?
De tror på en Gud, på Gud, men ingen aner ”hvem eller hvad Gud er”.
Når vi (man) så alligevel tror og taler om Gud og hvem man mener (tror) og hvad Gud kan og hvad Gud vil og hvad Gud har gjort, er det ”grundet omstændighederne”.
Hvilke omstændigheder? Jo, de omstændigheder man i fortiden ikke vidste hvordan var eller hvordan var kommet og ej heller hvorfor og hvem vi selv er i den sammenhæng.
Hvorfor og hvorfor var det eneste man kunne udtrykke. Så grundet menneskets afhængighed af Universet (planeten Jorden og Solen og månen o.s.v.) erkendte man, at ”nogen” var højere, stærkere og ”klogere” end os mennesker for slet ikke at tale om dyrene.
I hvert fald blev det naturen (Universet) der blev menneskets parameter. For 250.000 år siden mener arkæologerne, at have peget på at Neandertalere havde disse tanker eller skulle jeg hellere sige følelser.
Dette blev udtrykt i deres ”kult” samfund, bopladsen og deres livs forløb i den symbiose mellem naturkræfterne, naturen og deres egne vilkår.
Ritualer. Ja.
Efterhånden som mennesket blev mere og mere sofistikerede udvikledes disse tanker og følelser. Efterhånden som der blev flere og flere mennesker og der opstod fjernere samfund og ”nabosamfund” steg betydningen af de ritualer der havde at gøre med det forgange ritualer.
Man så at sige videre udviklede disse. Nu var det jo ikke den udbredte enighed (som du selv er inde på) der prægede de forskellige lokalsamfund og det førte til forskellige opfattelser af ritualskikken og ritualbetydningen.
Alt i deres liv drejede sig om naturen, naturkræfterne og derfor deres liv indbyrdes, men også i forholdet til de omkringboende.
Der begyndte at komme uoverensstemmelser (krige) og ritualerne blev efterhånden nødvendige for overhovedet at kunne holde sammen på tanker og følelser i gruppen, stammen og eller samfundet.
Man kunne jo ikke blive ved med at sige de samme ritualer dersom man mente de ikke virkede. Så da man endelig nåede til menneskets højeste stade (i sin udvikling) var storheden ikke nok med hensyn til bygninger, ejendom, tøjmode (smykker) eller stammens, samfundets overlegenhed i forhold til de andre stammer og eller samfund.
Derfor blev det man havde forestillet sig konkretiseret i forhold til Universet. Al forskning forklare, at sådan gik det til.
Da menneskets afhængighed af naturen og naturkræfterne, plantelivet og derfor afgrøderne og dyrene og dyreholdet, opstod ”besværgelserne” i forhold til dette.
For at gøre det ”så godt som muligt” udviklede man nogen i stammen eller i samfundet til at ”tage sig ag disse ting”. Andre havde travlt med markerne, handlen, undervisningen, indbyrdes stridigheder og endelig krigene.
Så symboler, ritualer og besværgelser vandt større og større indpas. Derfor Gud og derfor Bibelens beretninger. OK?
Efterfølgende blev disse Guder personlig gjorte. Så først blev Guderne opfundet og dernæst ophøjedes visse mennesker, f.eks. herskeren til Guder.
Når de døde, blev hele forestillingen om ideerne og derfor troen på ideerne og ritualerne fuldstændig tydelig gjort og myter og forestillinger blev en integreret del af alt hvad folk gjorde. Det kunne man godt lide.
Når vi i dag tror på Gud, Bibelens Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud er det fordi de ritualer og skikke og hændelserne i livet og de forhold jeg har skildret der påvirkede folk og myterne og forestillingerne og ritualerne så hænger det sammen med, at vi indser betydningen af dette i forhold til det samfund vi selv lever i.
Hebærernes tanker som vi kan læse i den første del af Bibelen har man uden tvivl komponeret deres religion (som jo altså er deres kultur og folks forestillinger om det jeg har beskrevet) over det man havde lært i Ægypten og Abraham havde lært i Babylon.
Disse kulturer og derfor religioner er endnu ældre end Bibelens beretning nedskrevet af Moses for ca. 3.500 år siden.
I dag kan vi heller ikke sige, hvem eller hvad Gud er, men vi tillægger vores opfattelse af livet og meningen med livet Gud, vores ritualer, besværgelser, riter og forestillinger, tro og drømme og det sammenhold i det pågældende samfund, samfundsgruppe vi lever i, iblandt.
Grunden til, at man altså har personlig gjort Gud er, at vi har tillagt alle gode intentioner, egenskaber, glæder og kærlighed og alt hvad vi mener er godt for mennesket, det har vi personlig gjort Gud med.
Så vi gentager og gentager i vor religion, de ritualer og tanker og følelser og drømme og tro for, at opretholde disse drømme og forestillinger og for at fastholde vort samfund, vor stamme eller vor gruppe.
Det er meningen, at det skal komme samfundet til gode. Ingen lever deres liv uden at gøre som jeg her har beskrevet.
Man kalder det måske for andre ting eller bruger andre betegnelser eller har andre skikke eller forestillinger eller drømme, men det er nøjagtig det samme man gør og formålet er også nøjagtig det samme.
Grunden til, at vi her personlig gjort ”den eller det ” vi ikke ved hvad er, er altså for at løfte samfundet (menneskene) op over dyrene.
I dag må vi indrømme, at ingen ved hvad der er årsagen til Universet, men vi må erkende, at Universet er et faktum, en realitet.
Årsagen kender vi ikke, men vi ved Universet er der og vi kender til dannelsen af Universet og da dette ikke er kommet af ingenting ej heller af sig selv, men i et forløb der er betinget af de forhold der er, betegner vi årsagen for værende Gud.
Gud er altså årsagen.
Når jeg siger, at Gud er forholder det sig til Årsagen. Den betegner vi Gud og derfor tillægger vi Gud alt had der er og årsagen til dette er hvad vi kalder for Gud.
Så at sige at Gud ikke er, er det samme som at sige, at der er ingen årsag til Universet. At der ingen årsag er til vore handlinger og at vi ikke har behov for ritualer og besværgelser og riter og drømme og følelser og tanker for at og om hvem vi er, hvorfra vi er kommet og hvorfor vi er kommet og at vi ikke er interesseret i et sammenhold iblande de samfund vi lever i.
Du skriver: ”….. man kan sådan set selv definere, hvad man mener der er gud”. Citat af Diskussionstøsen slut.
Svar: Ja det er korrekt.
Venlig hilsen
Ven af Sandheden.
PS. Der er mere.

´

og andre mennesker har et behov for, da det altid er nemmere at give andre/noget andet /et eller andet skylden, der så udmøntes i - "DET VAR GUDS VILJE" - - De fleste Troende er derudover tilbøjelige til at takke GUD når noget lykkes, og blive sur på sig selv når det mislykkes - Faktisk en psykologisk meget dum ide, det modsatte ville rent psykisk være langt sundere for den enkelte ... Især hvis der bliver ved med at gå "ged" i ens liv, for så kommer den Troende ofte til standpunktet "Min GUD har forladt mig"! - Hvilket er/kan være en katastrofe for den Troende ..
Personlligt mener jeg ikke man kan hverken bevise eller afvise en "GUDDOMMELIG EKSISTENS" -
"Guddommelig eksistens" her i mening af, hvad vi ikke (endnu) kan bevise af kræfter der ligger i universet.
Jeg afviser Bibelens GUD som den Truende bestemmende alfader i GT - og i NT tvivler jeg på at JESUS nogensinde har eksisteret - Det er muligt at denne FIGUR Jesus har eksisteret som en sammenblanding af flere forskellige skikkelser fra omkring AD30-33 - MENNESKER har altid været lynhurtige til at øjne Nye SKIKKELSER at "tilbede" og andre skikkelser (Præsterne) lynhurtig til at profitere af samme -
Et eksempel på dette giver Bibelen jo selv re.: Præsternes foretagsomhed via 5.Mosebog, som givet er en opfindelse og en Genistreg af rang lavet af Ypperstepræsten Hilkija - 2.Kongeb.22:8-14. - Og i moderne tider en som Benny Hind.

med venlig hilsen
jalmar