Er tiden løbet fra parforholdet?

Måske går tiden for hurtig, til vi kan følge med i forholdet. Er vi blevet så fokuseret på karriere, bolig og børn, at vi et sted i processen ignorerer parforholdets mangler og nødvendigheder??
Måske vi giver for let op, når man møder modstand hos sin partner og krisen virkelig melder sig. I nutidens samfund er det jo trods alt let, at komme sammen, droppe hinanden, komme videre, for så at komme sammen igen.
Hvilke værdier er det som vi virkelig ønsker at investere i vores parforhold?

I forhold til, hvordan det var før i tiden, er vi nok 'bare' blevet egoister i dagens samfund... før i tiden, så kæmpede man sq, hvor hårdt det end måtte være.
Idag får vi 'at vide' at vi ikke skal finde os i noget - at vi skal sætte os selv først.
Det er lige om at finde balancen midt imellem...

Ved ikke hvad der er galt med menneskeheden dag.Man ved jo naboens græs er grønnere end ens eget...men vel er det ej , det kan jeg fortælle, jeg er selv en af dem...har nok gjort det største fejl i mit liv, ved at flytte fra min mand....men som man siger "man ligger som man har redt"
Grædekonen....

egoismeteroien. Det er således, at man forledes til at tro, at folk sidder med en eller anden form for afkrydsningsliste. Min kæreste skal være sådan og sådan...Prøv læs en profil på en datingprotal. Sikke en masse krav... hun må højst veje bla bla..have langt hår ect ect også er der de personlige egenskaber...
Tja... jeg blev droppet af kæresten pga. uforligelige forskelle.. hvilke aner jeg ikke, men det var forklaringen... Du er bare ikke kvinden jeg skal være sammen med, beklager. Sådan lød smén...mit hjerte blev knust.

Hej MrJoel,
jeg kan se du har lagt et tilsvarende spørgsmål under "Utroskab", men svaret er nok den sammen.
Efter min mening har samfundet udviklet sig til en "smid væk samfund", forstået på den måde, at hvis ikke tingene dur, så smider vi dem bare væk, uden forsøg på at reparere dem.
Der ligger også tegn på at vi allesammen er møg forkælet, og hvis ikke tingene går efter vores pibe, så går vi.
Arbejder man et sted, hvor chefen eller kolleger er dumme, så skifter man job. Istedet for at prøve at få øje på sine egne fejl.
Hvis man har det svært i hverdan med manden/konen, så hopper vi bare ud af forholdet. Istedet for at blive og kæmpe videre.
Man er blevet en flok navlebeskuende individualister, der først og fremmest kun tænker på sig selv. Desværre går det her ud over børnene, og hvad lærer de? At det er i orden at "zappe" videre til noget andet.
Vi er selv medskyldige (selv om jeg ikke selv synes jeg opfører mig sådan), til at opdrage samfundet på denne måde.
Hvornår har du sidst ladet dit barn tabe i Ludo?
Det er i orden at give sine børn selvtillid, men det er ikke det samme som rundsave på albuerne. Du har al den frihed du vil, så længe du ikke træder andre over tæerne.
Jeg er måske faldet lidt uden for den oprindelig emne, men det hele hænger sammen. Samfundets normer bygges op fra barnsben, og vores børneopdragelse har og kommer til at have indflydelse til de næste generationer.

Hej,
Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. Giver dig så inderligt ret.
*knus*

Mennsker har altid givet op, og kommer altid til at give op. Men rammerne som mennesker lever i ændrer sig.
I gamle dag (hvor du mener at man ikke gav op så let), gav man op forhodlet, men blev i det. Med de konskekvenser det gav. Før var det det samfunds moralsk der bestemte for individet, men nu "bestemmer" mand selv.
Jeg tror ikke tingene er anderledes, blot åden det kommer til udtryk
/t