Fornægtelse

Fornægtelse, benægtelse, fortrængning.
Er der flere, der kender til det i familien? I vores familie er det nu så slemt, at jeg næsten ikke kan holde det ud mere.
Sætninger som "Jeg har aldrig gjort noget galt" og "Det forstår jeg ikke" og "Jeg er helt bange for det du siger" ryger jævnligt gennem rummet.
Hvad er det dog for noget? Almindeligvis kan man vel for det meste bare sætte sig lidt ind i andres smerte? Hver gang der er en der bliver såret eller krænket her, hedder det åbenbart bare "Det passer ikke".
Lidt ligesom man i psykologien taler om barnet der holder dynen for øjnene (hvis jeg ikke kan se det, er det der nok ikke).
Nogen erfaringer?

det du siger


..... undskyld men den var oplagt 😃

dig lidt nærmere 😖
Kan du sætte et eksempel på 🙂
Løvemor

Gider ikke! Har ikke kræfter til at tage mig af det!
Idet hele taget ikke at ville se sandheden da man er sig selv nærmest.
Det er desværre meget udbredt😖

"hvad er det for noget pjat", "det har jeg aldrig sagt", "det kender jeg ikke noget til", "det er den og dens skyld", osv osv.
Alle var naturligvis uskyldige i egne øjne, og i deres gode ret til at give de andre skylden, for alle ville jo de andre det bedste... så længe det gavnede deres egen skjulte agenda.
Allerede som barn følte jeg der var noget galt. SOm ung prøvede jeg med at være god og retfærdig - troede i al min naívitet at jeg på den måde kunne gøre en forskel i den rigtige retning, men det var en umulig kamp. Tabt på forhånd, fordi ingen så deres egne fornægtelser i øjnene. Og så var det jo dermed min skyld alt sammen.
Jeg "meldte" mig ud af denne "klan", så snart jeg kunne slippe afsted med det.