Forstår ikke livet

Det hjælper bare ikke længere at sige: se fremad, det hele skal nok gå, det bliver bedre. Hvornår bliver det bedre? Spørgsmålet rumsterer i mit indre, kan ikke forstå hvorfor alle bliver ved med at sige, det hele nok skal gå?
Det er svært alene, svært og håndtere alt det der gør så ondt, dét der smerter i det inderste. Men har man én at holde sig til, én at støtte sig op af, når det hele er gråt i gråt, og ligeså når det hele er lyst og dejligt, kan man klare alt, men hvor er den person man kan støtte sig op af, hvor er den der bare er der?
Når jeg lader en komme tæt på, åbner mig, og fortæller om mit dybeste, inderste triste sind, så bliver jeg kun forladt, gang efter gang. Igen og igen. men hvorfor ?
Jeg forstår det ikke længere. Jeg kan da umuligt være så slem, træls dum og grim, at ingen vil mig?
At ingen vil snakke med mig, høre på mig, som jeg hører på dem. Bare være der for mig, som jeg for dem?
Men nej, dét er jeg ikke værd. Åbenbart!
Så går alene rundt, påført en ydre maske som spiller et skuespil, og gør alt for, at ingen skal se mit sande jeg, for derfor ikke igen og blive forladt.
Det gør ondt, ondt at være en anden end den jeg er, men hvad andet kan jeg, når Ingen vil mig, når jeg er mig?
Så dét der mangler i mit indre, varmen, glæden, lyset, må blive ved med at mangle, men det gør ondt! Men jeg Kan ikke andet, for det gør mere ondt at blive såret, svigtet, hadet!
Men jeg er død træt af at alle, siger at alt nok skal gå, for derefter og vende mig ryggen, og lade mig stå der alene. Alene og forvirret tilbage, og ikke ane hvilken vej jeg skal gå!
Så helt alene er jeg, men er jo vant til, gør bare ondt at vide ingen vil mig, fordi jeg er mig!
Det tager tid, for mig og lukke en ind, og de få der kom ind, har vendt mig ryggen, og ladet mig alene, midt i en svær tid! Men hvorfor ?
Forstår bare ikke livet - Mit Liv!

Har det nogle gange på samme måde.
Hvordan kan man være andre end sig selv? Og hvorfor er man ikke god nok, som den man er?
Jeg har ikke nogen trylleformular eller råd, jeg kan gi' dig.
Det er pisse svært at forstå det...ville ønske jeg havde et svar til dig...

Selvfølgelig skal det nok gå.. andet kan jo ikke lade sig gøre.. om det så skal gå godt eller dårligt er så noed helt andet.. :P

Hold ud!
Der er mening med alt der sker i dit liv.Du lærer af alt du kommer ud fra. Selv det at stå alene, og føle at du lige så godt kunne være død. Måske er det meningen at du på en tidspunkt skal hjælpe en ven eller et familie medlem ud af en lign. situation. Hvis ikke det, så er det noget du skal bruge it dit næste dit.
Måske er der ingen mening i det overhovedet. Men jeg kan love dig!Lige pludselig er du kommet videre i dit liv, og du vil kigge tilbage, og ha en kæmpe erfaring i din taske. For du skal nok komme igennem det. Det er garenteret rigtig slemt lige nu, med det kedelige vejr. Der er langt mellem festlighederne, og du føler du står stille. Men det er ikke for evigt. Jeg vil ikke sige ''Det skal nok gå'' For det vil du ikke høre. Men hvad jeg kan sige, er der er mening i at netop du går gennem denne svære periode, selvom den måske er urimlig lang. En dag finder du ud af hvorfor. Bare vent. Du må ik forsvinde herfra før du har fundet ud af hvad meningen med dig er! ;o)

Det lyder som alvor.
Ensomhed er et helvede.
Har selv været der.
Men det kan læres at finde ud af det...
Som så meget her i livet er det svært.. men IKKE umuligt!
ring til livslinien... 70 20 12 01
- gør det nu.. de kan også give dig tips til løsninger.
Selvfølgelig er du god nok og selvfølgelig skal du ikke have det sådan.

precis som skrevet af min egen datter, for et par år tilbage, megen tvivl og det er ikke særlig let. Gætter på du er ung ca. 20, pige, og ikke har helt gode realationer til de "gamle".
Har jeg ret, ja så må du altså bare lige bide i dynen lidt. Så kommer livet pludselig og solen vil skinne for dig.
Men du må selv hjælpe den lidt på vej. Føler du dig afvist af alle, er det måske fordi du på forhånd har en trist holdning, glem det. vi er mange der er triste, men smilet eller tristheden, den vælger du selv. Mit råd er at du vælger smilet... så kan du altid komme med dine inderste følelser. men smil og vær positiv først.

Søde du.
Det er sent og jeg er træt, men jeg har alligevel lyst til at sige noget... hvis jeg ellers kan få formuleret mig.
Har du lagt mærke til hvordan du beskriver den du virkelig er, som en ulykkelig person. Tænk over det, er du dybest set en ulykkelig person? Du er ulykkelig, ja. Du føler alle disse svære følelser, ja, ingen tvivl om det.
Men... der sker noget indeni i folk når man møder en person. Man synes de er spændende, de sir een noget, man nyder deres selskab, man kan se de har det svært og man vil gerne være der for dem og vil gerne ha at de også er der for een.
Men, hov, så begynder hun pludselig at slå sig selv oveni hovedet, hun minder mig lidt om dobby fra harry potter. En underlig og kær lille alf der konstant straffede sig selv.
Der sker noget indeni folk når deres venner begynder at pine sig selv, når deres venner begynder at insistere på at de er altså ulykkelige. Ja, du er meget ulykkelig. Og hvert øjeblik er nyt, og du har mulighed for at sige "ja" hvert øjeblik, du har mulighed for at være noget for nogen, du har mulighed for at følge en gammel dame over vejen, du har mulighed for at lære dine venner rigtig godt at kende, så du ved hvordan du kan glæde dem, du kan ae en hund på vejen, du kan plukke en blomst, du kan søge kontakt overalt - finde frem til grupper for folk der føler sig ensomme og der har brug for at dele deres smerte med andre.
Det er ikke rart at være vidne til at folk mishandler sig selv.
Hvorfor accepterer de dig ikke, dem der vender dig ryggen? Jeg tror faktisk at de har set den livsglade og ærlige og humoristiske og søde side i dig, det var den de troede de skulle lege med - de har helt sikkert også set din sorg og grædt tårer sammen med dig... men de håbede nok at du var interesseret i at lege også. At du havde lyst til at ta imod den glæde de kunne tilbyde dig.
Kom du til at smide nogle gode tilbud væk?
Føler du at det er svært at give slip på ked af det heden i nogle øjeblikke?
Føles det falskt at være glad?
Jeg tror, at det er vigtigt at få bygget et overskud op indeni, for ikke at køre sig selv fuldstændig ned på bunden. At gennemleve og føle så intens sorg og opgivenhed og at mangle så meget overskud, det kræver at du fylder dig med vitaminer og mineraler, sund kost, masser af motion og frisk luft.
Din krop danner hormoner som gir dig ekstase og energi, når du bevæger dig til du blir forpustet. Når du dyrker sport, blir du fysisk og har lettere ved at mærke "nu´et".
Nu´et er fyldt med muligheder. Der kan du svare igen på et smil, følge en total spontan tanke om at besøge din gamle nabo Fru Hakkebræt.
Vær åben, tillad dig selv at undersøge muligheder.
Eller sæt tid på, græd 3 timer om dagen og derefter 1 times motion, derefter 1 times bare ligge og høre dejlig musik med tændte stearinlys, så må du godt græde 1 time til, og så del 3 timer i leg og hygge med en ven.
Hvad er dit sande jeg? Er du i virkeligheden og hvis alt var godt og hvis du ikke var så ked, var du så en givende og underholdende person?
Giv den side af dig selv opmærksomhed. Den blir sørme ked af det over at blive overset, så lad være med at overse den!

det dog bare var SÅ nemt

Jeg kan nemt forstå dig du er træt alt tar tid i livet , træt af og skulle være en anden for og have nogle og snakke med.
Jeg kan ikke give dig nogle gode råd på hvordan du får dine følser eller hvad nu vi skal kalde dem væk og være dig selv den person du nu er men jeg sagde til mig selv fuck jer mand men på et tidspunkt lukker man os den dør og bryder sammen og føler man ikke har nogle ander personer har bare alt hvad har man selv ingen ting der er godt nok , jeg ved ikke lige om du kan bruge det her til noget men håber du ved du ikke er det eneste der har det sådan som du har det

Hvis bare alt var anderledes, hvis bare alt var nemt. Men det er det ikke. Vi bliver forladt eller vi forlader. Andre synes noget om os eller vi selv synes noget om os.
Hvad skal man gøre? Hvad skal man gøre hvis der ikke er nogen til at elske een? Jeg har jo prøvet det på den måde at min mor var ikke i stand til at elske mig, hun kunne ikke rumme mig eller mine følelser eller min sorg eller frustration og vrede.
Men tænk over... er et menneske virkelig overladt til noget kærlighedsløst hvis der ikke er een der er der?
Er vores lykke afhængig af at der er nogen andre der skal føle på en bestemt måde for os? Og omvendt, er vi lisså afhængige af at være på den måde som andre oplever os?
Er vi dumme bare fordi nogen synes vi er det? Er vi grimme bare fordi nogen synes det?
Hvor kommer din kærlighed fra? Hvor mærker du mening med livet? Hvad stiller du op hvis der ikke er nogen skræddersyet til dine behov?
Jeg ved det ikke noget nemt sted at stå, at føle sig så ensom og uelsket. Jeg synes det er godt du skriver her om det.
Jeg tror jo på noget der er større end det, jeg kalder det Gud, jeg tror på jeg blir hørt når jeg ber, men det er ikke sikkert jeg selv kan regne ud i hvilken form svaret kommer tilbage, eller det vil sige, jeg kan aldrig regne ud, hvordan noget kommer til mig. Men jeg tror alting hænger sammen, jeg forsøger at bruge livet til at lære noget om mig selv og kærligheden og Gud.
Prøv måske at lån bøger hvor folk skriver om det at sidde lige præcis der hvor du er... og om forskellige måder man kan fokusere på i sådan en situation... det kan være der er noget der rammer dig.
Du spørger et stort spørgsmål lige nu, meningen med livet. Jamen, vil du gerne høre om det? Så sæt dig ned og lyt ind i dig selv.
Prøv at sætte dig ned og luk øjnene og slap af, og bare mærk din krop, mærk dit hjerte, mærk dit håb, dine ønsker, mærk hvor du begrænser dig selv. Forestil dig veje til at finde glæden i dit liv her hvor du er nu, på trods af at ingen andre dukker op og forærer dig den ubesværet.
Åbenbart er der noget din underbevidsthed prøver at fortælle dig, ved at holde dig fast i denne skruestik.
Jeg tror der er stor omsorg og kærlighed bag... jeg ved fra mig selv, at i en del af den erfaring jeg har med at min mor valgte at afvise mig, der troede jeg først at jeg var uelskelig, at jeg var fortabt, men samtidig tvang det mig til at se at al den kærlighed der er til mig i verden, den er ikke begrænset til een person (min mor). Jeg er ikke afhængig af bestemte personer til at udføre bestemte ting for mig og dække bestemte behov (selv om jeg virkelig ville ønske det kunne ha været så dejlig nemt!Helt oprigtigt - det ville jeg ønske).
Men samtidig er jeg egentlig taknemmelig for denne erfaring, som har bredt min "familiefølelse" ud til hele verdens befolkning på et eller andet dybt plan i mig.
Hm, det var lige en masse tanker

Kære Du
Som det også fremgår af de øvrige svar, er det vigtigste næsten at indse, at du ikke er den eneste der har det sådan, men at alle i større eller mindre grad "spiller et skuespil." Jeg tror at en erkendelse af, at andre også dækker over deres små mærkværdigheder, fejl og mangler, bekymringer og (præstations)angst er en god start en forsoning med sig selv. Det er frihed på godt og ondt.
Følelsen af hele tiden at skulle leve op til andres forventninger betyder som regel, at man kun fokuserer på de positive sider hos dem. Hvis man kun måler sig selv op imod disse sider af de andre, og prøver at leve op til dem, ja så kan man godt gå hen og blive rimelig presset! Jeg fristes til at citere Cyril Connollys lidt sarkastisk bemærkning: "Alle charmerende mennesker har noget at skjule, som regel deres totale afhængighed af andres beundring" – er det det liv, vi længes efter?
Men det handler selvfølgelig også, som du selv er inde på, om meningen med livet. Hvis man mangler mål og mening i tilværelsen er det ofte svært at fastholde relationer til andre, for mennesker er som regel samlet om "noget." Og lad os det i øjnene, det er kun selvhjælpsgrupper, der er samlet om elendighed – at lytte til andre menneskers følelser er et enormt ansvar, og mange føler måske, at de har nok i deres egne problemer. Det må være i noget mere positivt, man tager sit udgangspunkt.
At finde noget at leve for, noget hvor man kan sige til sig selv, at dette er mit livs projekt, er måden hvorpå man kan undgå hele tiden at skulle leve op til andres fremmede forventninger – og dermed vejen ud af ensomhed og meningsløshed. Dermed ikke sagt, at dette er let! Men vi må alle have noget substantielt at holde fast i.
Alle kan støde ind i en krise, men det er det daglige man løber sur i: Jeg kender udmærket din situation. Men jeg tror også, at meget af den bygger på mistillid til og misforståelser af andre menneskers intentioner. Fordi folk ikke spørger om ens mening i tide og utide, betyder det ikke nødvendigvis, at de ikke er interesserede. Jeg kan selvfølgelig ikke udtale mig om dine erfaringer, men hvis det er til nogen trøst overhoved, er du altid velkommen til at droppe en mail, så skal jeg nok bevise, at du ikke er alene i verden.
Denne side er for øvrigt altid god, hvis man er lidt trist en dag: http://www.theinterviewwithgod.com/popup-frame.html