Gøgeungen
Das Kuckuksei!
Versöhnt scheid’ ich, wenn auch verfehmt
von meiner Umwelt und gehasst,
ein Fremdling, der nach hier nicht passt
und deshalb sich des Daseins schämt!
Wohl lieb’ auch ich dies schöne Land,
doch so, wie bei des Nächsten Weib,
geheim und mehr zum Zeitvertreib,
was aller Welt ganz unbekannt!
Doch niemand weiss, ob nicht ein Kind,
so ein’s, wie dies, uns einst verrät,
zur Rache wär’ es dann zu spät,
da längst mich hätt’ verweht der Wind!
21. März 1957.
Gøgeungen !
Forsonet lægger jeg fra mig, selv om jeg blev forhånet
og forhadt af min omverden
en fremmed, der ikke passer ind her
og derfor skammer sig over sin væren til !
Ganske vist elsker jeg også dette skønne land,
men sådan som med ”næstens hustru”,
hemmeligt og mere som tidsfordriv,
helt skjult for alverden !
Men ingen ved, om ikke et barn,
sådan ét som dette, en gang vil forråde os,
til hævn ville det være for sent,
da er jeg for længst borte med blæsten !
Ja, undskyld. Et meget deprimeret digt.
Selv denne digter kan være ramt, selv om hans optimisme normalt er ganske utrolig, set i forhold til, hvordan hans liv har formet sig.
Men valget er faldet på dette digt, fordi der har været dybt fortvivlede mennesker på debatten de sidste par dage. Og deres smerte synes jeg er så smukt udtrykt i linien "og derfor skammer sig over sin væren til".
Det gør ondt langt ind i sjælen. Intet menneske burde skamme sig over at være til. Vi burde være lykkelige over os selv, og over ethvert medmenneske, vi lærer at kende.
Hver eneste af os er et unikum, noget helt specielt. Der har aldrig været nogen magen til, der er ingen, der vil aldrig komme én præcis som os. Så når et menneske skammer sig over at være til, burde vi alle råbe op og sige: "Nej min ven, du er også en gave til os. Du er ikke som de andre. Du er værdifuld som dig selv".
Jeg er ikke noget klogt menneske, så jeg evner ikke at råbe højt nok, at slå igennem. Men hvor ville jeg ønske, jeg kunne.
Men måske, hvis jeg bruger (eller misbruger) digte af Frederik Göbelsmann alias Frederik Rosenkrantz Segelke til at sætte ord på, måske kan det hjælpe en lille bitte smule. Jeg håber så inderligt.
Versöhnt scheid’ ich, wenn auch verfehmt
von meiner Umwelt und gehasst,
ein Fremdling, der nach hier nicht passt
und deshalb sich des Daseins schämt!
Wohl lieb’ auch ich dies schöne Land,
doch so, wie bei des Nächsten Weib,
geheim und mehr zum Zeitvertreib,
was aller Welt ganz unbekannt!
Doch niemand weiss, ob nicht ein Kind,
so ein’s, wie dies, uns einst verrät,
zur Rache wär’ es dann zu spät,
da längst mich hätt’ verweht der Wind!
21. März 1957.
Gøgeungen !
Forsonet lægger jeg fra mig, selv om jeg blev forhånet
og forhadt af min omverden
en fremmed, der ikke passer ind her
og derfor skammer sig over sin væren til !
Ganske vist elsker jeg også dette skønne land,
men sådan som med ”næstens hustru”,
hemmeligt og mere som tidsfordriv,
helt skjult for alverden !
Men ingen ved, om ikke et barn,
sådan ét som dette, en gang vil forråde os,
til hævn ville det være for sent,
da er jeg for længst borte med blæsten !
Ja, undskyld. Et meget deprimeret digt.
Selv denne digter kan være ramt, selv om hans optimisme normalt er ganske utrolig, set i forhold til, hvordan hans liv har formet sig.
Men valget er faldet på dette digt, fordi der har været dybt fortvivlede mennesker på debatten de sidste par dage. Og deres smerte synes jeg er så smukt udtrykt i linien "og derfor skammer sig over sin væren til".
Det gør ondt langt ind i sjælen. Intet menneske burde skamme sig over at være til. Vi burde være lykkelige over os selv, og over ethvert medmenneske, vi lærer at kende.
Hver eneste af os er et unikum, noget helt specielt. Der har aldrig været nogen magen til, der er ingen, der vil aldrig komme én præcis som os. Så når et menneske skammer sig over at være til, burde vi alle råbe op og sige: "Nej min ven, du er også en gave til os. Du er ikke som de andre. Du er værdifuld som dig selv".
Jeg er ikke noget klogt menneske, så jeg evner ikke at råbe højt nok, at slå igennem. Men hvor ville jeg ønske, jeg kunne.
Men måske, hvis jeg bruger (eller misbruger) digte af Frederik Göbelsmann alias Frederik Rosenkrantz Segelke til at sætte ord på, måske kan det hjælpe en lille bitte smule. Jeg håber så inderligt.