Hans eks vil begå selvmord

Jeg har et problem som jeg har svært ved at finde ud af hvordan jeg bedst skal tackle..
Jeg har et forhold til en mand der er blevet skilt fra sin (eks)kone for 1 år siden, og de har to (små) børn sammen.. Alt fungerer upåklageligt mellem os og jeg elsker ham overalt på jorden, men eksen er blevet et stort problem..
Hun har forsøgt at begå selvmord en gang før lige da han gik fra hende ved at hoppe ud fra en bro, men han fik hende talt ned igen ved at love at de stadig kunne snakke sammen for at få talt ud om tingene.. Hun sagde hun stadig var forelsket i ham.. Jeg ved han var rigtig ked af den episode, men at han troede det var blevet bedre..
Her i går ringede hun så til min kæreste og sagde at hun havde spist et glas piller og ikke ville leve mere fordi han ikke vil have hende (Hun havde børnene på det tidspunkt) og min kæreste kørte selvfølgelig derover med det samme og fik hende på hospitalet og børnene hjem til hans mor i mellem tiden..
Alt det her tager frygtelig hårdt på min kæreste og han rigtig ked af at hun er så ked af det.. Jeg er rigtig ked af at det skal være sådan i mellem dem, men ved ikke hvordan jeg bedst kan hjælpe ham til at komme over det og hans skyldfølelse over at være gået fra hende når hun er så ulykkelig?
Jeg ved hun går til psykolog og at hun har en depression..
Skal jeg bare vente og være der for ham? Og hvornår er det rimeligt at bede andre end ham om at tage over mht til hende? Er det hans ansvar resten af livet?

Jeg ved ikke, hvornår det er "rimeligt" at bede andre om at "tage over". Hvis hun dør for egen hånd, vil han bebrejde sig selv resten af livet, så jeg forstår godt, han reagerer. Han ønsker selvfølgelig heller ikke, at hans børn skal miste deres mor, fordi han ikke troppede op, da det gjaldt.
Jeg synes, det er nederdrægtigt ud over alle grænser at lægge sit liv i andres hænder på den måde, hun gør - og ingen af os kan jo vide, om hendes selvmordsønske var reelt, eller om hun ville have kontaktet andre, hvis han ikke var troppet op i går. Samtidig med, at jeg fordømmer hendes opførsel, har jeg forfærdeligt ondt af hende, fordi hun er i en situation, hun ikke kan overskue.
Jeg ved jo ikke, hvad der gik forud for deres skilsmisse, men at forlade sin kone og to små børn er en meget, meget skelsættende handling, som knuser mange hjerter. Det er ikke noget, man bare kan lægge af sig efter x antal måneder eller år, og da slet ikke, når den forladte reagerer så voldsomt. Jeg håber virkelig, han kan se sig selv i øjnene og sige, at det var hans nye lykke værd.
Hun skal videre i livet - det er hun nødt til, også for børnenes skyld, men det kan nok tage en rum tid, før hun kan slippe ham. Hvis jeg var dig, ville jeg vente og være der for ham, væbnet med grænseløs tålmodighed, indtil hun nåede videre. Han har efter min mening et moralsk ansvar, når han - tilsyneladende - aktivt har splintret hendes liv. Forhåbentlig var du ikke en medvirkende årsag til bruddet? Hvis det er tilfældet, har du et moralsk medansvar og bør holde lav profil, til stormen er redet over.

det er en led situation at være i,,,,jeg synes bare du skal støtte ham så godt du kan, men osse lade ham vide hvordan du har det med det,,,,,jeg håber hun stopper sine selvmords tanker, så dig og din mand kan få fred for hende.
hun skal jo have ændret sine tanke gang og få lyst til livet igen...
vis ham den her tråd, måske du skulle vise den til eks-konen osse....
en god tanke herfra....[:|]

Hun skriger jo efter opmærksomhed hans eks-kone. Der plejer sjældent at være hold i bag selvmordstanker især hvis de bliver sagt højt, men hvor han hun lagt en stor byrde over på din vens skuldrer, som er dybt urimeligt.
Det er ikke at elske sin eks-mand det hun gør, for mig beviser det mere at det er en kvinde i krise, som ikke kan overskue sin egen livssituation. Jeg synes der er et problem med at hun har børnene i forhold til den krise hun er i. Umiddelbart vil jeg vurdere hun ikke er egnet til at have børnene i denne periode, så måske din ven skulle overtage ansvaret i en periode indtil hun er så meget på benene igen, at hun kan se der er masser at leve for f.eks. de dejlige unger hun selv har sat til verden. Dette er bestemt ikke en permanent løsning det med overtagelse af børnene, men kun i denne periode hvor alting er ser sort ud. Øv, hvor er det en svær situation i alle står i. Kan I ikke få råd og vejledning et eller andet professionelt sted, så I kan takle situationen på den mest rigtige måde for alle parters skyld.
Du skal være der for din mand, så længe du har overskud, han få stor brug for en skulder at græde ud ved og tale med.
Pas godt på dig selv og din ven. Du kan ikke gøre meget andet end at være der for ham og det skal han selvfølgelig vide du er.
Og jeg som jeg troede jeg var i livskrise i øjeblikket, som jeg også er, men nogen gange skal man sætte tingene i perspektiv og det har du lige gjort for mig.

Hvad er der med den mand, siden han afleverer børnene til sin mor. Han kan åbenbart ikke passe dem.
Jo, der kan være hold i selvmordstanker, når de bliver sagt højt.
Nogle truer flere gange med det, før de gør alvor af det. Min første mand truede flere gange med det, før han begik selvmord.
Jeg har ondt af den kvinde. Hun trænger til nogen tager sig af hende indtil hun er ovre det hele. Jeg har stået i næsten samme situation. men jeg kom over det.
Min daværende mand fortrød bitterligt hans brud med mig, men jeg ville på det tidspunkt ikke have ham tilbage, derefter hængte han sig efter flere trusler.

Hvad skulle der dog komme ud af at vise hende det. Du ved vist ikke hvad det vil ,at være så deprimeret. Alene det du skriver: så dig og din mand kan få fred for hende., kunne være nok til hun gjorde alvor af det.

Hun ter sig som en opmærksomhedssøgende møgkælling lige indtil, hendes metode ikke virker længere. Hun skal bare ignoreres. For alles skyld.

Jeg forstår bestemt også godt at han reagerer og jeg ønsker også at han reagerer! Hverken børnene eller ham kan være tjent med at hun ikke er her mere og jeg ønsker på ingen måde hun er så ulykkelig.. Samtidig med bliver jeg vred på hende fordi jeg synes det er utrolig egoistisk overfor hendes børn.. Deres dreng på 3 er meget mærket af det :/
Det er en blanding af følelser jeg kan have svært ved at håndtere ind i mellem..
Og ja.. det er da bestemt et svært valg han har gjort ved at gå fra hende, men udover at jeg selvfølgelig er glad for det fordi jeg nu er sammen med ham, så har jeg også den holdning at ingen af dem kan være tjent med at blive i et forhold hvor en af parterne ikke er lykkelige - op til deres skilsmisse havde de rigtig mange problemer og skænderier der ikke kunne afhjælpes ved parterapi..
Jeg synes bestemt ikke han har gjort noget "galt" ved at forlade hende i sidste ende og give dem begge plads til at blive lykkelige igen (og nej - jeg mødte ham først under seperationen og vi startede først noget efter skilsmissen)

Tusind tak for den gode tanke!
Han er heldigvis også meget åben om hele situationen og jeg prøver at hjælpe så godt jeg kan - det er bare ikke altid jeg ved hvordan den hjælp er bedst?
Hans ekskone er meget vred på mig, da hun mener jeg har været med til at tage ham fra hende, så vi har absolut ingen kontakt :/

Det værste er at jeg ind i mellem kan tænke sådan: Får vi ikke snart fred for hende.. Og så får jeg rigtig dårlig samvittighed - Jeg ved jo godt hun er dybt ulykkelig, men ind i mellem bliver jeg stadig rigtig gal på hende når jeg tænker på hvor egoistisk og også rigtig manipulerende hun kan være!

Tak tak tak for dit svar! Det er en trøst at andre også synes det er en svær situation at håndtere, da jeg nogen gange er ved at blive tosset af alle de modsatrette følelser jeg har..
Det er helt sikkert et råb om hjælp, men jeg er bare i tvivl om hvordan han/jeg kan hjælpe hende bedst muligt?
Han har tilbudt at tage børnene, men det vil hun slet ikke gøre tale om, da hun så mener at hun slet ikke har noget at leve for.. at "vi" tager hele hendes liv fra hende, og jeg forstår godt hvad hun mener, men er sikker på det ville være en god løsning for hende at få noget tid til hende selv og måske en frivillig indlæggelse, så hun kunne få alt den hjælp hun har brug for..
Men hun er i det hele taget meget svær at tale med om det hele - Det eneste hun siger er at hun vil have ham tilbage og at hun savner/elsker ham osv.. Hun kan ikke se andre løsninger end at han flytter ind igen..

Han stod jo lidt i en akut situation, da han skulle have hende på skadestuen for at sikre at hun ikke fik held med sit selvmordsforsøg, og så bor hans mor tæt på og kunne komme og tage børnene - Jeg synes det var den helt rigtige løsning, da det ville være en voldsom oplevelse for en 3årig at komme med på skadestuen ret akut..
Har du et foreslag til hvem der kan støtte op om hende og hjælpe hende? Hvad havde du selv brug for?
Jeg er rigtig ked af at høre det gik så galt for din eksmand..
Mange tanker..

Hvad så hvis hun faktisk gør alvor af sine trusler og har held med sine forsøg? Så tror jeg han ville føle at han havde været med til at slå hende ihjel?

Man har bare ikke godt af at være alene. Jeg gik til en psykiater, fordi jeg græd hele tiden. Han sagde, jeg skulle gå i byen og danse.
Jeg gjorde det sammen med nogle venner, men det var svært, at tage sig sammen.
Det hjalp mig faktisk til at indse, der var andre mennesker, at mit liv ikke var forbi.
En rejse ville være godt, men der skal jo penge til. Selv om man ikke har lyst, så hjælper det alligevel.
Bare det man kommer ud og oplever en smule. En veninde, der gider slæbe en med ud at spise. Bare det, der sker noget. Og forresten så mødte jeg også min nuværende mand.
Jeg må sige, jeg har ikke dårlig samvittighed over for min afdøde eksmand, for det var ham, der gik først .

Har hun ikke noget famile eller nogle nære venner din mand kan kontakte og bede om hjælp, så de kan tage over? Jeg tror at din mand er nødt til at stoppe med at drage omsorg for hende, hvis hun skal frisgøre sig følelsesmæssigt, og komme videre med sit liv.

Hun går allerede ved en psykolog, og har nu lige i dag fået konstateret Bordeline..
Er der nogen af jer der har styr på det?
Hmm.. Jeg ved ikke så meget om hendes venner og veninder, men hun siger at hun ikke stoler på nogen af dem.. At den eneste hun stoler på er ham og at han er den eneste der nogensinde har taget sig af hende og forstået hende..
Jeg ved bare ikke hvordan vi (ham og jeg) kan gøre noget for det? At hun ser sine veninder?

Hendes forældre er ikke specielt omsorgsfulde så vidt jeg har forstået.. Og hun siger hun ikke har andre end ham?
Jeg ved det ikke.. Hele situationen hænger mig snart langt ud af halsen og det frustrerer mig frygteligt det hele! [:*(]

I skal heller ikke tage ansvaret for hende, det er jo ganske umuligt. Men tale venligt til hende om børnene f.eks. Jeg tror ikke, du skal tale med hende. Det vil få det til at blusse rigtigt op. Jeg husker, hvor rasende jeg var over "hende".
Tage jer så meget af børnene, som muligt. Det er ganske forfærdeligt synd for dem. Måske farmor kan hjælpe. Det ville børnene også have godt af, fred og ro. Hvis det kan lade sig gøre. Måske farmor kan tage sig lidt af hende. Ja, jeg kender jo ikke familien, men taler ud fra det, jeg selv har kendskab til.
Vi besøgte farmor, som var glad for at se os.
Det lyder da vist ikke så godt med den sygdom. Jeg har slået dem op på google, for det er noget, jeg ikke har kendskab til. Jeg havde det selv forfærdeligt, men kunne dog tage mig af børnene.

Men hun kan sikkert ikke selv tage kontakten. Det var bedre, hvis der var noget til at sørge for, hun kom lidt ud.

men din mand kender jo hendes netværk efter at have været i forhold med hende, derfor må han da vide om der er nogen i hendes omgangskreds der holder af hende og kan hjælpe.
I sidste ende må han vel forsøge at få hende til lægen.

Ja.. og det er også frygteligt at være "hende den nye" ind i mellem, for jeg har jo ikke gjort så meget andet end at forelske mig i en mand - der også blev forelsket i mig, efter han ikke var i det gamle forhold mere..
Vi tager os så meget af dem som vi "må" - hun er virkelig ikke glad for at jeg er der med dem, så jeg forsøger at give ham plads til at have dem, men også se dem så jeg ikke er noget de skal frygte eller komme til at hade..
Ja.. Måske hans mor var en ide - at hun kan snakke lidt med hende.. Min kæreste er bare ikke glad for det, da han ikke har lyst til at de knytter sig endnu mere..
Nej det er noget skidt, men i det mindste er der ting der kan gøres ved det - Psykolog, medicin osv..

skal sørge for det?

Det der er problemet - og også har været det i deres forhold, er at de to har lavet alt sammen og ikke haft mange venner eller aktiviteter ud over dem selv og familien..
Har kørte hende til lægen i dag og hun fik konstateret Borderline..

Jeg forstår ikke, at en psykolog kan give hende diagnosen Borderline (eller nogen som helst anden diagnose). Heller ikke, at han/hun kan give hende medicin. Et andet sted skriver du, at hun har været ved lægen i dag og fået diagnosen.
Er du sikker på, at det ikke er en psykiater, hun går hos? Jeg ville være MEGET utryg ved, at en suicidaltruet person med en diagnosticeret sindslidelse "kun" var i berøring med en psykolog og den praktiserende læge.

Det kan sagtens være det var en psykiater - Det ved jeg faktisk ikke.. Ved bare at de var ved "lægen"? Og at han sagde hun fik konstateret borderline?