Har været længe væk..

Har fået humør medicin, jeg fik så store bivirkninger jeg kunne ikke passe mit arbejde, psykiateren havde aldrig hørt om de bivirkninger , selv om det stod på indlægssedlen ved medicinen.. Så hende tror jeg ikke længere på, har afbrudt behandlingen, og har tænkt mig at klage over psykiateren, de må da i det mindste vide hvad de fylder i deres patienter..
Så jeg må indrømme jeg ikke længere kan se der er noget der kan hjælpe mig.. Psykolog, psykiater det sker bare ikke noget, Livet er noget LORT men sådan skal det bare være... Jeg skal havde fundet en anden behandling, jeg kan igen ikke tåle at se mig selv i spejlet har givet op, gidder ikke gøre noget ud af mig selv for jeg ligner et eller andet der aldrig skulle havde været til, og det ser jo ud til at tilværelsen giver mig ret.. Så hvorfor blive ved?? Jeg må komme til den konklution at jeg skal nok ikke andet end arbejde i det her man kalder et liv.. Heldigvis kan jeg og saktens arbejde hele tiden, der er rigeligt at lave... Der gør bare ondt at se alle de menesker som rent faktisk har et liv, og ikke lever for at arbejde men arbejder for at leve, og ja sådan en troede jeg faktisk jeg var men jeg kan se, at det var ikke de kort jeg har fået på hånden .. Jeg tror faktisk efterhånden på at jeg er så dårligt udstyret fra naturens side fysisk og psysisk at et kærlighedsforhold til et andet menneske er en umulighed og det bare er naturens måde at fortælle mig på at jeg ikke skal forplante mig..

Du har været uheldig at ha en uengageret psykiater, der skriver medicin ud på samlebånd, slug din pille og pas dig selv -
Sådan er vores behandlingssystem efterhånden mere og mere endt med at blive, sørgeligt nok -
Men heldigvis er det ikke alle, der er så sløset og ligeglade med det store ansvar de varetager som medicinsk behandler -
Ja livet er lort ind imellem, men sgu ikke altid, der er mørke sider, men så sandelig også lyse -
Dit fokus er på de mørke sider i øjeblikket og sådan som du punker dig selv, og er igang med at slide dit eget selvværd helt i bund. Så kan jeg godt forstå, det er svært at være dig at holde livet ud -
Ved godt det kræver lidt overskud, at tage sig selv i nakken, løfte hovedet og se himlen over dit hår stadig er sommerblå og fuglene synger -
Men et lille spark bagi vil jeg så give dig, måske du kan bruge det til noget -
Dette er ikke et spark som skal flytte dig nedad, tværtimod vil jeg gerne lodse dig opad, løfte dit blik væk fra dine egne nedvurderende tanker og din negative holdning til dig selv og dit eget værd, for du fastholder dig selv i tunge tanker og følelser -
Psykiateren kunne du ikke bruge, nå men så har du dig selv, til at tage ansvar for dig -
Frem med telefonbogen f.eks find hjælp hos en anden, eller en anden type behandler, der kan hjælpe dig, med at hjælpe dig selv -
Nu ved jeg ikke, hvad du fejler, om du i øjeblikket er depressiv eller du har en diagnose, som du behøver længervarende hjælp til, eller hvor længe du har været nede -
Så jeg gætter på du har en depression -
Med kærlige puf i ryggen og ønsket om at du må komme videre i dit liv og finde ud af, at det trods periodevise nedture og tungsind er det dejligste vi har, og det skal sgu nydes -
guller

at det etablerede system ofte er det dårligste der tilbydes.
Der findes sikkert et utal af muligheder, men jeg kender én af dem som effektiv.
Kontakt astrologen Vita Storborg, hun kan fortælle dig de svar du har brug for.

,jeg skal søge hjælp andre steder end ved det etablerede system, kikke mig om efter andre der kan hjælpe mig ud af min situation, jeg læser lidt om kognitiv terapi, det er måske det der skal til, mine tankemønstere er altid noget dystere, jeg mangler eksempler på ting der går godt for mig.. Hvis du altid forventer det værste ja så er du altid, parart men du lever jo faktisk ikke i nuet.. Og udsigten til noget bedre er der ikke, men jeg han bare ikke, tænke sådan.. Jeg ved jo hvordan går når jeg forventer noget.. Ja forventer noget jeg hader det udtryk! Jeg bliver altid skuffet så ja nu forventer jeg jo faktisk ikke noget, Jeg har ikke noget jeg kan se frem til! Før hen kunne jeg godt glæde mig til noget, det gør jeg ikke mere! Jeg er faktisk klar til jeg ikke når frem! eller noget kommer ivejen.. Jeg er stadig ulykkeligt forelsket, jeg ved jo også godt det aldrig bliver til noget.. Jeg kan ikke være det jeg gerne ville være for hende, og det piner mig, jeg er nærmest handlingslammet i hendes selvskab..

Jeg er syg med en kraftig forkølelse anden uge nu, har været hjemme fra arbejde et par dage i sidste uge, men nu går det ikke længere, der er alt for meget, der er kommet for langt bagud, så jeg har mega travlt, min familie ringer hvær andet øjeblik og skal havde hjælp med et eller andet og ja man skal jo hjelpe sine forældre, men når man ligger med 40 i feber så skal de måske lige tænke sig om en ekstra gang inde de ringer for 4 gang og kommer med skylds trikket.. Jeg har bare bukket under de for hjælp, jeg for fred.. Jeg kommer aldrig fri under dem.. Det kan jo kun blive værre de bliver jo ældre og skal bare havde mere hjælp.. Jeg er kun til for at servicere andre og andres.. Hvorfor overhovedet kæmpe imod, det er efterhånden lige som da man var en lille dreng de bestemmer hvorfor, hvornår, hvordan.. Jeg er kommet dertil hvor jeg gider hisse mig op over det længere.. det er nemmere bare og gøre det når de siger til også smide alt hvad jeg har i hænderene... Jeg blider mig selv ind jeg ind imellem har det lidt bedre, men jeg bliver trukket tilbage på jorden igen af realaiterene.. Hvorfor overhovedet blive ved.. Jeg er for helvede snart 30år gammel er totalt uerfaren inden ja næste alt her i livet. Jeg kan jo godt mærke hvad jeg gærne vil, men mangler åbenbart værktøjerene til det, bliver mere og mere trist hvær dag, Jeg er stadig slemt forelsket i HENDE, hvor ville jeg dog gerne være den' for hende som hun fortjæner.. Jeg sidder tidt og tænker når jeg oplever en fantasisk koncert eller ser en fantastisk film at ja det er så det jeg for tilbage for alle det slid og slæb, men undskyld det er bare ikke nok.. kald mig bare en utaknemmelig skarn men jeg vil sku havde mere!!
Eller skal jeg bare give op passe mine forældre og glemme alt om mit ejet liv... For hvad pokker det er jo ikke som om jeg har ret meget af en ejet liv alligevel..