Hun overtog styringen totalt. . .
Jeg er 40 år og har en dejlig kone på 35. Vi bor i et stille villakvarter,og har ingen børn. Jeg arbejder som gymnasielærer og det samme var min kone til for tre år siden, da hun selv valgte at blive hjemmegående, fordi vi økonomisk var velstillede og godt kunne klare os med min løn.
Først vil jeg sige, at min kone er den, der har bukserne på hjemme hos os. Hun bestemmer det hele og det har jeg det ganske godt med, da jeg er en person der gerne tager imod ordrer og helst vil være den type, der gør som der bliver sagt.
Jeg bliver faktisk meget ophidset, når hun beordrer mig til dit og dat, og det er hun også meget tilfreds med, så gnidninger os imellem er meget sjældne.
Siden hun blev hjemmegående husmor, har hun simpelthen udnyttet den magt, hun har over mig, og har hersket og regeret som en enevældskonge over vores hus og dagligdag.
Jeg vil sige, at dette har gjort vores ellers gode forhold endnu bedre, da denne situation er noget jeg i mange år har drømt om at havne i.
Hun plejer om formiddagen at sende sms til mig om de gøremål, som jeg skal klare i løbet af dagen, f.eks. en liste over indkøb, der skal klares inden det bestemte klokkeslet, huset der skal støvsuges, græsplænen, der skal ordnes o.s.v.
Når jeg så kommer hjem, går eller ligger hun og daser og "nyder livet" som hun plejer at sige, mens jeg går igang med madlavning og diverse ting.
Om sommeren sidder hun i solen med et skævt smil og følger med i, havd jeg laver. "Nu har jeg dig lige hvor jeg vil have dig" er hendes yndlings bemærkning.
Igennem længere tid har hun haft til vane, hver fredag - og lørdagaften at "tage i byen for at hygge sig". Hun er aldrig hjemme igen før klokken tre eller fire om aftenen, og skal jeg være ærlig passer det mig meget godt, for så kan jeg få ordnet en hel uges hjemmearbejde - og lægge min plan for den kommende arbejdsuge.
Denne fredag aften, jeg vil berette om, var som den plejer at være.
Klokken seks startede hun sin proces inde på badeværelset, tog et brusebad og sad så foran spejlet og gjorde sig i stand til den ugentlige bytur.
Jeg, der ikke havde haft en særlig god dag på arbejdet, og derfor ikke var i særligt godt humør , havde travlt med at vaske klæder og gøre rent.
Tilfældigt kom jeg ind på badeværelset og i forbifarten kom jeg med en bemærkning , der skulle vise sig at få store konsekvenser for vores dagligdag i tiden, der kom.
"Jeg burde tage med dig i byen i aften", røg der ud af min mund.
Hun standsede sit forehavende og sad et øjeblik helt stille og stirrede ind i spejlet, som om der slog et lyn ned i hendes hoved.
Efter en temmelig lang pause, sagde hun mest som for sig selv: "Jamen, det var måske en god ide, at prøve det . . . ok, det kan du da godt!"
Jeg prøvede omgående at redde situationen, og sgade at det ikke var noget, jeg mente alvorligt, men hun svarede mig ikke.
Hun gik ind på vores soveværelse, og jeg kunne høre, at hun talte i telefon med en eller anden person.
Cirka en halv time senere kom hun ud i stuen, hvor jeg var ved at støvsuge, hun slukkede for støvsugeren og sagde til mig: "DU, jeg har lige bestemt mig for at tage dig med i byen i aften. Du skal omgående gøre dig klar, vi tager afsted om en halv time".
Jeg blev simpelthen så forskrækket, at jeg vidste hverken ud eller ind. men jeg kunne høre på stemmen, at jeg gjorde bedst i at føje hende, for ellers fik jeg ballade.
I hast fik jeg gjort mig lidt i stand og da jeg kom ud i stuen igen, råbte hun, at taxaen ventede udenfor.
Så afsted - hun på forsædet og jeg på bagsædet i taxaen. Igen var det hende der bestemte og jeg der betalte for taxaen og skulle følge hende i alt , havd der foregik.
Vi standsede ved et sted, hvor jeg kunne høre, at der lød høj musik og hvor mange mennesker var samlede.
Hvordan denne mindelige weekend forløb sig, vil jeg berette om næste gang.
Først vil jeg sige, at min kone er den, der har bukserne på hjemme hos os. Hun bestemmer det hele og det har jeg det ganske godt med, da jeg er en person der gerne tager imod ordrer og helst vil være den type, der gør som der bliver sagt.
Jeg bliver faktisk meget ophidset, når hun beordrer mig til dit og dat, og det er hun også meget tilfreds med, så gnidninger os imellem er meget sjældne.
Siden hun blev hjemmegående husmor, har hun simpelthen udnyttet den magt, hun har over mig, og har hersket og regeret som en enevældskonge over vores hus og dagligdag.
Jeg vil sige, at dette har gjort vores ellers gode forhold endnu bedre, da denne situation er noget jeg i mange år har drømt om at havne i.
Hun plejer om formiddagen at sende sms til mig om de gøremål, som jeg skal klare i løbet af dagen, f.eks. en liste over indkøb, der skal klares inden det bestemte klokkeslet, huset der skal støvsuges, græsplænen, der skal ordnes o.s.v.
Når jeg så kommer hjem, går eller ligger hun og daser og "nyder livet" som hun plejer at sige, mens jeg går igang med madlavning og diverse ting.
Om sommeren sidder hun i solen med et skævt smil og følger med i, havd jeg laver. "Nu har jeg dig lige hvor jeg vil have dig" er hendes yndlings bemærkning.
Igennem længere tid har hun haft til vane, hver fredag - og lørdagaften at "tage i byen for at hygge sig". Hun er aldrig hjemme igen før klokken tre eller fire om aftenen, og skal jeg være ærlig passer det mig meget godt, for så kan jeg få ordnet en hel uges hjemmearbejde - og lægge min plan for den kommende arbejdsuge.
Denne fredag aften, jeg vil berette om, var som den plejer at være.
Klokken seks startede hun sin proces inde på badeværelset, tog et brusebad og sad så foran spejlet og gjorde sig i stand til den ugentlige bytur.
Jeg, der ikke havde haft en særlig god dag på arbejdet, og derfor ikke var i særligt godt humør , havde travlt med at vaske klæder og gøre rent.
Tilfældigt kom jeg ind på badeværelset og i forbifarten kom jeg med en bemærkning , der skulle vise sig at få store konsekvenser for vores dagligdag i tiden, der kom.
"Jeg burde tage med dig i byen i aften", røg der ud af min mund.
Hun standsede sit forehavende og sad et øjeblik helt stille og stirrede ind i spejlet, som om der slog et lyn ned i hendes hoved.
Efter en temmelig lang pause, sagde hun mest som for sig selv: "Jamen, det var måske en god ide, at prøve det . . . ok, det kan du da godt!"
Jeg prøvede omgående at redde situationen, og sgade at det ikke var noget, jeg mente alvorligt, men hun svarede mig ikke.
Hun gik ind på vores soveværelse, og jeg kunne høre, at hun talte i telefon med en eller anden person.
Cirka en halv time senere kom hun ud i stuen, hvor jeg var ved at støvsuge, hun slukkede for støvsugeren og sagde til mig: "DU, jeg har lige bestemt mig for at tage dig med i byen i aften. Du skal omgående gøre dig klar, vi tager afsted om en halv time".
Jeg blev simpelthen så forskrækket, at jeg vidste hverken ud eller ind. men jeg kunne høre på stemmen, at jeg gjorde bedst i at føje hende, for ellers fik jeg ballade.
I hast fik jeg gjort mig lidt i stand og da jeg kom ud i stuen igen, råbte hun, at taxaen ventede udenfor.
Så afsted - hun på forsædet og jeg på bagsædet i taxaen. Igen var det hende der bestemte og jeg der betalte for taxaen og skulle følge hende i alt , havd der foregik.
Vi standsede ved et sted, hvor jeg kunne høre, at der lød høj musik og hvor mange mennesker var samlede.
Hvordan denne mindelige weekend forløb sig, vil jeg berette om næste gang.