Hvad får en mand til at forlade sin gravide kæreste ?

Kære solfolk ,først og fremmest rigtigt godt nytår til alle :)
Må spørge jer mænd til råds om hvad der foregår når en mand på en periode over 14 dage pludselig går fra a være en livsledsager til at forlade sin gravide kæreste ?? Er nogen af jer derude gået i panik på samme vis ?

At den gravide ikke lever op til mandens forestillinger om en gravid kvinde, at manden har fået kolde fødder, at manden har fundet noget mere interessant, eller måske er der gået panik i den stakkels mand :-)
Det er næsten umuligt at svare entydigt på, den eneste der kan besvare det spørgsmål er vel den mand som forlod sin gravide kæreste.
Ernst

, men du bliver nød til at spørge ham, hvis du vli have svar. Mit gæt er at han føler sig alt for fastlåst og måske for ung til at få børn også selv om han skulle være over de 30. Eller at han har meget svært ved at indgå i længervarende forpligtende relationer.
Min egen biologiske far smuttede nede efer cigaretter omkring min fødsel og kom aldrig tilbage. Heldigvis fandt min mor så en anden mand der siden adopterede mig og på alle måder er min 'rigtige far'. Så hvis det kan være dig en trøst så findes den slags mænd altså også.
Jeg var heldig, men det giver altså børn en grundfølelse af enormt svigt, hvis en forælder gør som han gør. Der findes også mødre som dropper deres børn fx en af mine ex'er som efter 4-5 år med sin kæreste skred og lod ham stå med dem helt alene, fordi hun havde mistet interessen for dem.
Så hvis din ex ikke er fuldstændig uansvarlig så vågner han op på et tidspunkt og tager sig af barnet på deltid. I mellemtiden så prøv at finde en ny mand som gerne vil have familie. Det kan tricke nogen mænd, fx min far, at der allerede er en baby i hjemmet, så skal han 'kun' lave en eller to til for at få en hel lille familie ,)

Det kunne være en årsag. Vel at mærke hvis han ryger....ellers er det en svær opgave du der stiller. Men en vis ubalance må der være i det forhold. Det er jo ikke alle mænd der finder sig i kvinders lunefuldheder.
;-))

1. Han er umoden, og dermed slet ikke sit ansvar bevist.
2. En gravid kvinde, hun kan være VIRKELIG STRID at være sammen med, og derfor har han forladt hende, for det ville han ikke stå model til, jeg taler her med egen erfaring, jeg forlod hende dog ikke, men havde lyst til det.
Men sådan kan det alså gå, når de unge mennesker har så travlt.
Hej

som andre også har påpeget - at du også må se på dig selv og spørge om du har været for strid? Ville styre hele forløbet etc. At mine svogre gider være sammen med mine søstre er mig en gåde nogen gange, når jeg ser, hvordan de behandler og taler til deres mænd. Især den ene er virkelig grov og udnytter at han er en flink fyr til at kommandere rundt med ham som en hund.

- Den her artikel, tror jeg, er lige hvad du står og mangler.
Hold dig langt væk fra kvinder i 30erne
af Tim Ray
Hold dig langt væk fra kvinder i 30erne. Kvinder i 30erne er det værste. For når en kvinde er i 30erne tror hun fuldt og fast på at det søde liv, det gode liv, det perfekte liv, er lige rundt om hjørnet, hvis bare hun arbejder hårdt nok og er god nok. Hun tror fuldt og fast på at hvis bare hun arbejder hårdt nok skal hun nok snart få det perfekte liv som alle månedsmagasinerne stopfodrer os med er vejen til evig lykke. Den perfekte mand, det perfekte parforhold, de perfekte børn, den perfekte familie, det gode sexliv, den flotte og sexede krop, den gode karriere, det gode job, det hyggelige hjem med alle designermøblerne, de gode weekender, de gode ferier, livskvalitet, livskvalitet og mere og mere livskvalitet. Det er så opslidende at være i nærheden af en kvinde i 30erne at det er til at brække sig over (og jeg har altså været kæreste med en del!). Så hver gang jeg møder en kvinde i 30erne ser jeg mig nu om efter den nærmeste udgang. For jeg ved at et parforhold med en kvinde i 30erne betyder big-time stress.
Nej du, jeg holder mig til kvinder i 20erne eller i 40erne eller ældre. For ser du, selv om kvinder i 20erne stadig tror på illusionen om at hvis de arbejder hårdt nok vil de en dag opnå alle disse ting, og så vil de være lykkelige - har de fleste kvinder i 20erne heldigvis indstillingen: ”Men ikke endnu. Jeg skal lige have det lidt sjovt i nogle år før jeg melder mig ind i kvindernes version af Fremmedlegionen-Frømandskorpset-Iron-Woman-Miss-Bo-Bedre-Perfect.” (selv om jeg da helt sikkert også har mødt kvinder der allerede i 20erne var ramt af denne næsten dødelige form for sindssyge).
Og så er der kvinder der er over de 40. Åh ja! Gud ske tak og lov for kvinder over 40! De er næsten endnu sjovere end kvinder i 20erne. For kvinder over 40 har som regel ingen illusioner mere. Kvinder i 40erne eller ældre har nu i adskillige årtier slidt sig selv ihjel dag og nat for at leve op til illusionen om at hvis bare de opnår det og det, skal de nok blive lykkelige. Og nu er de 40 eller ældre, og gæt hvad? Nu er illusionen brast. Enten har de ikke opnået det meste af det som de troede der skulle til for at gøre dem lykkelige – en mand, børn, familie, job, karriere, hus, designermøbler, veninder, spændende storbyferier, og så videre og så videre – og de er ulykkelige, stressede og nedbrudte af alle de årtiers intenst slid. Eller også så har de opnået det meste af det de troede der skulle til for at være lykkelige - og må erkende at de stadig ikke er lykkelige. Og nu begynder det at gå op for dem at det er ovre, løbet er ved at være kørt. På trods af alle deres ihærdige anstrengelser bliver de bare ikke yngre eller smukkere eller sundere eller raskere, børnene bliver bare ved med at vokse, ægtemændene og kæresterne bliver bare ikke mere intelligente, når de har anskaffet sig den eller den sidste nye ting, kommer der bare endnu flere nye ting at anskaffe sig, det bliver bare ikke bedre. Alle de år, alt det slid. Og nu er det ved at være for sent. Det går op for dem, at hvis de ikke begynder at leve livet og have det sjovt nu, vil de aldrig leve livet og have det sjovt nu. De begynder at slippe kvindernes version af Fremmedlegionen-Frømandskorpset-Iron-Woman-Miss-Bo-Bedre-Perfect og fokusere lidt mere på at slappe af, trække vejret og nyde livet. Og det er derfor det er så sjovt at være sammen med kvinder der er 40 eller ældre (med mindre de selvfølgelig stadig stædigt holder fast i månedsbladsdrømmen – og jeg har da mødt adskillige sørgelige eksemplarer der stadig kæmpede en brav kamp for at holde illusionen i live). Don’t worry, tænker jeg, de skal nok kollapse og give op før eller siden.
Det er derfor jeg siger, hold dig langt væk fra kvinder i 30erne. Og hvis du er kvinde i 30erne, hold dig langt væk fra at være (samfundets idé om) en kvinde i 30erne – hvis du da vil komme igennem 30erne med din forstand bare nogenlunde intakt!

Hold dig langt væk fra kvinder i 30erne – 2. del
af Tim Ray

Nogle af jer som har læst første del af dette indlæg, tænker måske at det blot er en 35-årig mands sure opstød mod sine ekskærester eller mod kvinder i 30erne generelt. Men det er det selvfølgelig ikke - faktisk synes jeg at kvinder i 30erne er noget af det smukkeste og dejligste i verden! Mit indlæg er tværtimod et forsøg på at belyse noget langt dybere og mere fundamentalt. Nemlig:

* At vi lever i et samfund hvor vi (både kvinder og mænd) fra barnsben af og resten af livet bliver tæppebombarderet og hjernevasket af vores omgivelser med de mest vanvittige forestillinger om alt det der skal til for at leve et lykkeligt liv, for at være okay, god og elsket.

* At de meget stressfulde konsekvenser af disse vanvittige forestillinger ofte ser ud til at nå deres højdepunkt i kvinder i 30erne (men helt sikkert også i mænd i 30erne – inklusive undertegnede!). Det kan der selvfølgelig være mange grunde til, ikke mindst det faktum at en kvinde i 30erne i dag forventes eller forventer af sig selv på én gang at kunne jonglere både at være nybagt mor, hustru/kæreste, sexet elskerinde, se drøngodt ud og levere hjemmebag til børnehaven, gøre succeskarriere, bo i det lækre hjem med designermøblerne, være god veninde, og generelt bare være det som jeg kalder for den feminine version af Fremmedlegionen-Frømandskorpset-Iron-Woman-Miss-Bo-Bedre-Perfect.

* At de stressfulde konsekvenser af disse vanvittige forventninger ofte ser ud til at blive fulgt af forskellige grader af:

- Sammenbrud eller alvorlig krise (ifølge pålidelige kilder omkring 37-års alderen) er meget typisk. Man kan ikke mere.

- Desillusionering (som regel de næste 5-10 år. I de sidste mange år har jeg givet mange foredrag, workshops og private sessioner i både ind- og udland om hvordan vi kan leve mere lykkelige liv. I begyndelsen undrede jeg mig over hvordan det kan være at langt størstedelen af deltagerne er kvinder i alderen 35-45 år? Hvorfor er der næsten ikke nogen mænd? Hvor er alle dem i 20erne? Hvor er alle dem i 60erne eller ældre? Indtil det gradvist begyndte at gå op for mig hvorfor.).

- Opvågnen (hvis det gør ondt nok!).
Så mit indlæg er ikke på nogen måde et angreb mod kvinder i 30erne, men tværtimod et nødråb til os alle sammen. Lad os se at gøre noget ved vores kollektive vanvid før ikke bare alle kvinder i 30erne, men hele menneskeheden og hele Planeten Jorden går ind i Det Store Sammenbrud – hvilket meget jo allerede tyder på!

Tak for de mange bud.. selvom sagen er så kompliceret kan mænd tit forklare det enkelt. Brnets kommende far fortæller mig han glæder sig til at blive far, men ikke kan magte vores forhold, dette har ændret sig væsenligt siden jeg blev gravid. Vi var kun sammen i 5 måneder så alt er gået ret stærkt.. set i bakspejlet har jeg været uudholdelig/strid til tider, men alle forhold oplever jo udfordringer som man må takle sammen..

Det er jo noget jeg har vidst i mange år, og mange andre med mig, men ok jeg er jo også godt og vel over den farlige alder :-)
Da jeg læste dit indlæg gik det pludselig op for mig hvorfor mit ægteskab gik i stykker, den model af en kvinde i 30'erne er et billede af min ex, og ja, jeg prøvede at leve op til det, vi havde nemlig et flot hjem, eget hus, eget firma, men lykken i ægteskabet forduftede desværre.
Til en forvirret anonym:
Det at du har været strid er meget normalt, gravide kvinder får så mange underlige ideer, men jeg er sikker på der er en anden årsag til at han skred, mænds veje kan være lige så uransagelige som kvinders.
Selv kvinder som ikke er gravide kan opføre sig så de er u-udholdelige, og mænd er faktisk ikke bedre og at det er gået så hurtigt kan indikere at det ikke har været hans ønske at blive far nu, men måske han vender tilbage med anger og indser at han burde have handlet anderledes.
Med Champagneboblende nytårshilsen
Ernst

- tænk, jeg troede du var på vej på lette fjed...o)))

Ikke mere, hun fik 10 kolde tæer i rumpetten i fredags, hun er ikke gravid, men opfører sig som den værste af slagsen :-)

- Det kan da ikke være slut med gudinden???

Jeg bad hende rende mig der hvor min ryg får et grimt navn, i fremtiden, årsagen vil jeg ikke skrive offentligt da jeg ikke ønsker at såre hende.
Så nu er jeg single igen og jeg vil så nok bruge mere tid her på SOL debat til stor irritation for flere antirygere og hysteriske kvinder :-)
Hav et rigtig godt Nytår
Med Champagneboblende nytårshilsen
Ernst

lige least din kommentar og ved du hvad? Jeg genkender mig selv fuldt ud da jeg var i 30`erne.Nu er jeg 54 og tror ikke leangere paa "det perfekte" som jeg jo gjorde da jeg var i 30`erne.Mon ikke meget har at gøre med,at man bliver hjernevasket af medierne og naar man er i 30`erne,ja saa tror man paa det.Jeg har saa fundet ud af,at ingen er perfeke ,hverken aegteskabet,designerboligen og alt det andet.Det findes ikke.Naar man saa naar min alder,slapper man af og en indre ro kommer over en.

men som mange andre er det desværre for sent.
Ja vi bliver tæppebombet med reklamer der fortæller os hvordan vi skal leve vores liv og ve den arme stakkel der ikke vil være med, vedkommende bliver omgående tilbudt psykisk behandling, vedkommende må da være psykisk ustabil, skønt netop det at sige fra overfor det vanvid er et sundhedstegn.
Når yngre mennesker spørger mig til råds, fortæller jeg altid at de lige skal klappe hesten og se på deres liv, er belønningen passende for den indsats de gør, og i de fleste tilfælde mener de nej, men presset fra venner, familie og kolleger er så stort at de ikke kan sige fra, også fordi man engang havde den filosofi, at alle skulle lære at arbejde og leve i grupper, der var ikke plads til de individuelle, de er sære, de er farlige for de er i stand til at tænke selvstændigt.
Jeg nåede til den konklusion længe før jeg blev 30, men min daværende kone og den efterfølgende havde den indstilling, at vi skulle overbevise naboen og familien om at vi magtede det hele, og som en rimelig uerfaren mand midt i tyverne var jeg jo ikke klog nok til at sige fra.
Med hilsen
Ernst

- at noget så fantastsk, kan få så brat en ende. Det giver jo ikke nenneskene meget håb.
- Håber champagnen vil boble under alle omstændigheder!! Godt Nytår Ernst.
//Dulkis

nej intet varer evigt, men det var mig der stoppede det så det er mit eget valg, hun blev ikke just glad for mit valg, men jeg ved jeg har gjort det rigtige :-)
Jo det giver nemlig håb for menneskene, håbet om at undgå at såre andre mennesker, derfor jeg gjorde det forbi, for ikke at såre hende senere hen.

Hvis udtryk som det her
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=16&conference=28&posting=1220924
ikke bunder dybere, hvor er vi så henne? Så ER der da ikke håb om at man kan regne med nogen mand overhovedet. Det virker bare som overfladegejl og "tomme ord".

Sådan set er jeg enig med dit indlæg. Der ér noget om at både mænd og kvinder stræber enormt højt og bliver mere og mere indebrændte af det... Men hvem er det egentlig der skaber de krav?
Udover at jeg helst vil slippe for at være deprimeret hele tiden, så har jeg forsøgt at gå imod mange af de "almindelige" krav som du oplister der skulle føre til lykken. Men, det er dælen-duleme svært også før man kommer i 30´erne!
Venner, kolleger, familie og forældre er utroligt gode til at presse på og fortælle hvad et "godt" liv er, ja selv kærester kan gøre det. Faktisk har jeg flere gange måtte hugge bremsen i (og to gange bryde) et forhold, fordi kæresten havde ALT for tralvt med at tjene mange penge, opnå en masse status og så i øvrigt glemte at have det sjovt eller være til stede. Vi har skabt et samfund hvor det at præstere er mere vigtigt end at være i balance, og det er desværre ikke nemt at bryde den onde cirkel hvis man er havnet i den.
Der er en tendens til at man betragtes som umoden og uoplyst hvis man ikke ønsker/skaber sig de idealer som andre forventer af en, og jeg tror det er rigtig svært at håndtere hvis man ikke kan eller vil det. Især som kvinde er presset rigtig stort; man skal simpelthen ALT for at blive betragtet som "rigtig" kvinde. Der er stadig nogle rigtig grove fordomme om kvinder som ikke evner at styre "sin mand", "sin karriere", "sit hjem" osv. Der ligger et utrolig stort forventningspres på kvinder fordi de forventes at få det hele til at hænge sammen. Jeg ved ikke hvorfor, men det er i hvert fald ikke velset bare at forsøge at have det godt efter egne standarder og melde sig ud af det der præstationsræs.
Men det synes jeg nu ikke er nogen undskyldning for at skride fra en gravid kæreste. Både barn, far og mor bør altså forsøge at få tingene til at fungere hvis det er kommet så langt. Så skal man måske opgive nogle af præstationerne det kræver bare at den anden part også er villig til at give slip og støtte op om det, så man ikke står mutters alene.

Han glemmer bare lige at nævne at mænd i 30'erne ofte selv er mindst lige så slemme ;o)
Har selv opgivet mænd i 30'erne pga. jeg ikke gad hører om vi skulle flytte sammen, få familie ect. og alt skulle gå så fandens hurtigt.
Har fundet den perfekte mand - han er også også noget ældre end mig, men hvor det rart med en der bare nyder livet og hvor alt ikke skal gå så fandens stærkt og hvor det er lidt ala sker det, så sker det, sker det ikke, så sker det ikke...
Men bortset fra det tror jeg den passer rigtig godt på mange mænd og kvinder i 30'erne.

jeg bliver nød til at spørge folk herinde hvordan i ville tackle en gravid kvinde
som mener det er ens ansvar dag efter dag at køre 30 kilometer(hver vej) for at hente saftevand, chokolade, mcd mad og lign. til hende på vilkårlige tidspunkter af døgen da hun jo har det hårdt og det er min skyld at hun er gravid, låne penge til hende til mad (som hun selvfølgelig nægter at betale tilbage), hjælpe med indkøb, hente hendes 5årige barn i børnehaven osv osv.
alt sammen vel og mærke efter at hun har slået op 25-30 gange for derefter at klistre sig til en igen ligeså snart det har brændt på og hun har haft brug for hjælp.
når hun så fået dækket sine daglige behov så skider hun på en lige indtil næste gang hun har brug for hjælp.
nu har jeg været så dristig at sige fra i ny og nå og det har resulteret i trusler om at jeg ikke må få samkvem med mit barn, om at jeg ikke må være med til fødslen osv osv.. (listen af trusler fylder nok 2-3 a4 ark)
nu har jeg op til 100 gange haft lyst til bare at kaste et håndtegn og skride, men har fundet mig i det da jeg ikke gider ha samvittighedskvaler senere omkring barnet.
er det alment at kvinder bliver så sindsyge når de er gravide? eller har jeg virkelig formået at trække det korteste strå i bunken❓:)

Der er desværre lige sket det samme med mig, er gravid i 5 uge og min kæreste er skredet for 3 dage siden.
MÆND!!!!!

Min man er gået fra mig her for en måned siden, vi har været sammen i 7¨år, gift i 3år og forsøgt i 4år at få barn. Nu er jeg endelig blevet gravid, var i 6.måned og så finder han en anden, det havde bare slået klik for dem begge som han fortæller. Nu skal vi skilles, huset skal sælges og jeg skal være allene mor.....og dette skete fra den ene dag til den anden, jeg så det ikke komme overhovedet..Gad godt at vide hvad der foregår i sådan en mands hoved??????????