Hvad skal jeg gøre med min gravide kæreste?

Min kæreste og jeg har været sammen i ca 10 måneder nu, og hun er (ikke planlagt) 10 uger henne i sin graviditet, før hun blev gravid kunne jeg virkelig mærke hun elskede mig med hele sit væsen - Men her på det seneste er det gået mere og mere ned ad bakke, og det er desværre kommet dertil, hvor hun siger hun ikke ved om hun har nogen følelser tilbage for mig, da jeg har været alt for omklamrende med kærlighed og hele tiden har villet være sammen med hende og villet gøre alt for hende, det ved jeg dog godt har været for meget, hvilket jeg også har undskyldt overfor hende og lovet hende det bliver meget bedre mht. at give hende plads. Men hun tror ikke på mig og vil hellere have vi ender det end at prøve igen (Vi har også skændtes meget igennem de 10 måneder vi har været sammen, men for hver ting hun har fundet der har været et problem med mig, har jeg rettet på, så jeg har virkeligt vist hende jeg godt kan ændre mig) Kan det være hormonerne der kan spille ind? Eller skal jeg bare give hende en masse plads? Eller hvad skal jeg gøre? Jeg tænker på hende dag og nat, og det er virkeligt hårdt at holde mig fra hende, men jeg forsøger alt det jeg kan

Det er jo en uheldig situation at stå i, når man virkelig elsker en anden og der pludselig er et barn involveret...og følelserne så ikke virker gengældte.
Du spørger om hendes hormoner kan virke ind? Det skal jeg ikke kunne svare på - det er da en mulighed...men måske skal du overveje om hun egentlig har været sådan hele tiden? Du skriver I har skændtes en del gennem de 10 mdr i har kendt hinanden - så måske er det et generelt tegn?
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at du siger du har gjort alt for at ændre dig og vise du kan være som hun vil have...du forsøger at vise din kærlighed og kommer til at virke omklamrende...
Min generelle regel til livet er at man ikke skal ændre sig for at 'please' en person man er forelsket i...men selvfølgelig skal man kunne gå på kompromis med ting for at komme videre. Man kender jo ikke hinandens fejl i starten - det kommer løbende og måske har det at hver gang hun har sagt noget ikke er i orden med dig og du så har ændret med det samme gjort at hun føler hun er manden i huset? Måske undrer hun sig over hvor manden i dig blev af? Ham der ikke virkede eftergivende på alt og bare indrettede sig? Kan du have kvalt hende i for megen velment kærlighed?
Mit forslag er at du giver hende ro og begynder at være overfor hende som du er som person og ikke som hun vil have du skal være, for hvis forholdet skal overleve fremtiden, så må hun tage dig for den du er...

Kære C-K
Jeg unskylder mit sene svar.
Jeg kan godt forstå, at du er frustreret. Gravide kvinder kan være rædselsfulde, for pludselig er man for alvor i hormonernes magt. Nogen gange kan man godt selv se, at man er hamrende urimelig, men det forfærdelige er, at man bare ikke kan stoppe sig selv. Man skal helt derud, hvor man er lige ved at falde ud over kanten, og i sidste øjeblik er der en, som griber en og hvie e nop igen, så kan man komme tilbage i sig selv. Mange kvinder oplever det samme, når de er præmenstruelle. Jeg forstår udmærket, at I mænd bliver hamrende frustrerede og ikke forstår noget som helst, men tro mig, det gør vi kvinder heller ikke selv. Det er så frustrerende at føle, at man ikke selv kan kontrollere sin egen krop og følelser.
Men tilbage til dig og din kæreste. Er I enige om at skulle have barnet eller har det slet ikke været til diskussion? Og hvordan skal I klare det rent praktisk, når barnet kommer til verden? Skal I flytte sammen eller?
Det allervigtigste for dig er, at du skal holde fast i dig selv. Du skal ikke lave om på dig selv, for at blive til den, som din kæreste ønsker. Hun faldt jo for dig, da du var dig. Der kan selvfølgelig altid være ting, som man kunne ønske sig anderledes, men man skal aldrig prøve at lave den anden om. Det eneste man kan gøre, er selv at ændre på nogle ting, og den vej igennem håbe at påvirke den anden. Kort sagt, man kan ikke ændre på andre, men kun sig selv.
Så du skal være DIG og holde fast i det. Ellers mister hun totalt respekten for dig og så ønsker hun alligevel ikke at være sammen med dig. Og giv hende så plads og fortæl hende at du elsker hende, men ikke vil være hendes lille hundehvalp mere. Gør de ting, som gør dig glad, spil fodbold med vennerne, gå i biffen eller hvad du nu kan lide. Så går det måske op for hende, at den dejlige mand, som hun forelskede sig i, ikke bare står stand by og afventer hendes næste kommando, og forhåbenligt vil det få hende til at tænke sig om. Tænke over, om hun ønsker at stå alene med det ansvar, som det er at få et lille barn.
Jeg ønsker det allerbedste for dig, din kæreste og jeres kommende barn.
Mange kærlige hilsner
Solveig [s]