Hvordan kommer man over ham?

Hej alle sammen. jeg håber virkelig at i kan hjælpe mig. Jeg har været sammen med min kæreste i et år, og vi har boet sammen i et halvt år.. Jeg kan ærligt sige at jeg aldrig har elsket nogen højere end ham. Han giver mig alt hvad jeg leder efter, og mere til. Giver mig en ro som jeg aldrig har oplevet. Nu er problemet bare lige det, at han ikke elsker mig mere.. vi har været igennem en del problemer og forstår godt at han har fået nok.
Men nu sidder jeg så her og tuder hver dag og altid. Jeg troede seriøst at det skulle være ham og mig for evigt og mine følelser for ham bliver bestemt ikke mindre....
Han vil gerne have at vi forbliver venner, så han kan finde ud af om det er det rigtige han har gjort. Men jeg kan jo ikke engang kigge på ham uden mit hjerte bliver knust, og savner bare at han er der for mig..
Så mit spørgsmål er om nogle har et godt råd til hvordan man bedst kommer over en der har betydet så meget? for jeg vil enormt gerne være hans ven, da han er en virkelig dejlig person der bare støtter en totalt...
Håber der er en der kan hjælpe..
På forhånd tak

Jeg tror at vi alle kender situationen og fornemmelsen ... den er bestemt ikke rar, og synes meget uoverskuelig.
Jeg tror ikke at det vil være en god idé, lige nu ihvertfald, at du ser ham som "gode venner". Du har vist mere brug for lidt tid for dig selv .... tid til at sørge og få sat tingene i perspektiv.
Han har brudt med dig, men ønsker at i skal forblive gode venner, så han kan finde ud af om han har gjort det rigtige ?
Det synes jeg er en meget egoistisk tankegang ..... lad ham finde ud af det for sig selv, uden at i ses - hvis han har lavet en "fejl", så finder han HURTIGT ud af det. Det tager ikke lang tid at fornemme på sig selv om man virkelig elsker eller ej.
Held og lykke ...

du har nok ret og har også flyttet ud til noget familie langt ude på landet.. hvor jeg har et helt hus for mig selv, hvor jeg bare kan gå og samle tankerne og stumperne af mit hjerte...
Men jeg glemte vist at sige, at han har sagt til mig at han ikke elsker mig mere... men samtidig har han sagt at han gerne vil forblive venner for at vi muligvis kan finde sammen igen, hvis følelserne dukker op.. at han bare har brug for at være sig selv...
Jeg synes at det han siger modsiger hinanden, og jeg kan ikke finde ud af ham....
Men mange tak for svaret, jeg forsøger at gøre det du siger da jeg selv havde på fornemmelsen at det var det bedste, men det gør bare så fanns ondt...

... gør det ondt af h....... til !!! Forståeligt ...
Men lige nu må du tænke på dig selv, og ikke på ham ...
Det du skriver at han har sagt - det lyder desværre i mine ører som om han prøver at holde "en dør åben" - og det er det jeg ikke synes at man kan være bekendt !
Du skal naturligvis afgøre hvad der er bedst for lige dig,- men min fornemmelse er stadig at du bør holde dig for dig selv, ihvertfald indtil du kan mærke at du kan tåle at møde ham, som gode venner .....
Mange hilsner ...

Hallo. Få dig et liv. Manden er skredet - og hva så... Fokuser på noget andet. Der er masser af fyre derude.

Hvad med om du klappede kajen, og holdt dig fra en debat du ikke er intelligent nok til at deltage i alligevel ???

Ja, der er mange fisk i havet, og alt det som folk siger. Men du har, taget dit svar i betragtning, aldrig elsket en person. Og i hvert fald ikke så højt så du kunne se en fremtid med dem. For hvis du havde gjort det, så kunne du forstå og var aldrig kommet med et så supidt svar! Så livsklog tror jeg ikke at du er!

Der var en gang en kvinde, der elskede en bestemt
vase over dem alle. Hun nussede og børstede støvet
af hver eneste dag, og blev den også vasket flere
gange om ugen. Til sidst blev glasuren slidt af, og
der kom revner i vasen. Efter et par år gik vasen itu.
Hvad kan du lære at denne lignelse?

- engang for nu 7 år siden. (ja, jeg lever og lever glad i dag :o) - uden ham ;o) - og jo, han er da stadig en dejlig fyr - men ikke en for mig...
.................................................
Jeg gik til en god præst og græd. Og fik gode råd:
Bla. at jeg i ½ år skulle helt undlade at have kontakt med ham. Fuldstændig. Ingen breve, ingen telefon, ingen møder... og sføli: ingen sex... ;o)
så ville jeg efter den tid være bedre i stand til at mærke om JEG virkelig elskede og savnede ham (som jo svigtede ved at melde fra)
Rent praktisk forløb det ca. sådan, at jeg i det første ÅR!!! efter bruddet ikke ku holde fingrene fra ham - vi sås ;o) Men selvfølgelig sjældent - og... kun når det passede ham. - jeg spurgte aldrig om vi skulle igen, fordi DET SKAL EN MAND NOK KOMME OG SIGE SELV HVIS HAN VIL! -vær ikke i tvivl om det. - og det sparer dig for gentagne ydmygelser ved at lægge dit hjerte foran en der ikke vil ha´ det...
Efter et år blev det for meget på mig, jeg blev faktisk vred. Så en dag, besluttede jeg at fortælle at jeg stadig elskede ham... - han svarede bare at han da syntes jeg var en god b-veninde... - og jeg knaldede røret på og talte ikke med ham ....... i - over et år.
I den tid - også i det år jeg så ham, sørgede jeg for at gøre ting, jeg kan lide (også selv om de hele tiden kun var ½ så sjove uden ham... du ve...) Men jeg gjorde dem! Og efterhånden blev de mange små oplevelser alligevel nogle der gjorde mig glad (stadig med smerten lurende nedenudner - men den fyldte ikke længere det hele!)
Selv da jeg mødte min nye kæreste var jeg ikke helt færdig med mine følelser for exen - han spøgte lidt i mig stadig. - men det lod jeg "ham" bare gøre/ gjorde mig ikke anstrengelser for at fortrænge "ham". Og efterhånden ebbede det ud. Jeg elskede ham ikke længere. Men syntes "bare" at han da stadig var en lækker fyr - men altså ikke for mig ;o) Og det er jo det der skal til for at lave et forhold. BEGGE skal være glade for hinanden... Ikke kun en. - det gir bare sorg.
Håber du kan bruge det i din egen version?
knus, og solen skinner idag. - Een god ting i dag!

Hej Mrs.
Gud, hvor jeg kender den situation. Jeg lærte, at hvor end jeg gerne ville, så kunne jeg ikke være venner med min eks, så længe jeg stadig havde følelser for ham. Jeg kunne ikke se ham, ikke være sammen med ham - ikke vide noget om, hvad han fik tiden til at gå med - uden det gjorde ondt.
Så jeg fandt en "erstatning". Lummert ja, og ikke den rette løsning, men nok til at jeg fik noget andet at tænke på. I dag kan jeg se, at jeg burde, have taget ud i et hus langt ude på landet og fundet mig selv, i stedet for at fjolle rundt med en tvivlsom personage. Men det virkede for mig alligevel.
Først da, jeg fik det hele så meget på afstand, at jeg kunne sige: OK det skulle ikke være os - og selvom han er den rareste fyr jeg kender, så kan jeg i dag godt se, at vores forhold nok ikke helt holdt i længden, selvom jeg elskede ham med hud og hår.
I dag er han en meget god ven. I dag kan jeg være sammen med ham uden problemer og uden sårede følelser og vi kan tale om alverdens ting - for vi kender trods alt hinanden meget godt.
Men det tog mig ca ½ år, uden kontakt med ham før jeg var ovre mine sårede følelser osv. Så jeg vil råde dig til at være standhaftig. Lad ham være. Du vil ikke kunne bære, hvis han springer rundt og prøver piger af, mens han finder ud af om du er den rette. Så fokuser på dig selv og noget helt andet. Skab dig et godt liv uden ham - og måske (rigtig meget måske) kan i mødes om ½-1 år og se hinanden an, for det kunne jo være gnisten kom igen. Men lad være med at hænge fast i ham - giv slip og tag hånd om dig selv i stedet.
Lykke til

Hej,
Jeg har erfaret det er svært at åbne en ny dør, hvis den gamle står på klem.
Hej hej
Nørgaard

min ville også gerne være "venner" efter vi gik fra hinanden, men det viste sig, at han blot lukrerede på dete "venskab", så han havde en, han kukke låne penge hos, en han kunne besøge med sine weekendbørn, og en, han kunne lukke sit lort ud over.
Nej, tilbyd ALDRIG dit venskab til en eks!!!

det er virkeligt ledt, når han slutter forholdet, men godt vil være venner...så kan du nemlig sidde der på hans reservebænk, mens han prøver livet af!
Det er enhver for god til. Drop,cut. Lås ham ude af dit sind, sådan en egoistisk idiot.

...-prøve at gøre som alle anbefaler; at holde ham på afstand. Men med det samme, han kommer i nærheden af én og evt. gerne vil være sammen "bare liiige i aften", så er det sq svært at sige nej!
Kender det alt for godt...-selvom det nok er det mest rigtige at holde ham på afstand, men hold k... hvor er det mega svært...
Mig...

hej alle...
mange tak for svarene.. jeg ved det i siger og prøver helt sikkert også på at gøre det.. men som i siger: det er svært og hårdt... meget hårdt...
men endnu engang, tak...

Tro på dig selv og den styrke du indeholder - du skal nok klare det ..... bare du gir´ det hele den tid det tager for dig !!