jeg elsker ham vanvittig højt

og aldrig i hele mit snart 39 årige liv har jeg været så vanvittigt forelsket før. han siger det samme om mig, men trods det, så kan vi ikke finde ud af det, vi er på nogle områder meget forskellige og har også nogle gange forskellige behov... der er nogle ting hos ham, som jeg ikke kan leve med og er alt for tit ked af det.
Vi skændes ofte, men alligevel kan vi ikke undvære hinanden, det hele er et mareridt. der er for mange ting efterhånden som vi hver især ikke kan leve med hos hinanden, så nu prøver vi igen at holde pause, men denne gang skal der gå mere end et par dage til 1 uge, vi har slidt hinanden op og vi kan ikke klare hinanden mere nu....
Mon 1 måneds tid ville gøre underværker???????? for så når vi hver især at tænke og mærke efter, måske savner vi hinanden vanvittigt og ser så anderledes på tingene, eller er vi hver hver især blevet klar over, at det går bare slet ikke at leve sådan og så siger vi endelig farvel...men hvor er det sørgeligt, at to mennesker som elsker hinanden så meget kan skændes så meget og gøre hinanden så ondt med alle de grimme ord vi siger...

Heldigvis da, for tænk hvis det var det.
Det er en tiltrækning, som bare ikke kan styres. I bund og grund, kan I hver især ikke lide den og det, den anden er.
Ved du, at det er en reflektion af dig selv? Alt det du ikke "kan leve med"?

Erkend at det forhold er slut.

Bor i sammen?
For så vil jeg da foreslå at i flytter fra hinanden!
Der er ingen der siger at i ikke kan have et forhold og nyde hinanden, men til gengæld er det ikke altid at man kan leve sammen, selvom man elsker hinanden. Nogen mennesker har en dyb kærlighed men går hinanden meget på i hverdagen og trives derfor bedst med at bo hver for sig og så være sammen når de har lyst og behov for det.
Det er i manges øjne kontroversielt og tegn på manglende kærlighed, men det synes jeg nu ikke. Hvis jeg ikke var i et forhold hvor de ting fungerer, så kunne jeg da snildt overveje det som en løsning.
Overvej om det kunne være noget for jer, og skid så på hvad andre siger, hvis i skulle vælge den løsning.

vi flyttede fra hinanden for nogle måneder siden i håb om, at tingene ville blive bedre, men det har det ikke gjort...
Vi flyttede sammen allerede efter 3 måneder og han er selvstændig, så omvæltningerne var alt for store for mig, men nu har jeg igennem 4 måneder vænnet mig til det hele og jeg savner rigtig meget at bo sammen med ham igen, han vil også gerne flytte sammen, men har det forbehold over at vi jo skændes så meget, ja, men hvorfor siger jeg til ham, fordi jeg føler han straffer mig hele tiden og ikke tør flytte sammen med mig igen..
Jeg er også overbevist om, at det ikke er tegn på manglende kærlighed, tvært imod, for så havde vi for længt smuttet fra hinanden....

I skændes, siger grimme ting til hinanden, har brug for pauser, der er ting hos den anden I ikke kan leve med, I har slidt hinanden op, I kan ikke klare hinanden, I har brug for at leve adskilt for at opdage om I savner hinanden ...
I min verden har det intet med kærlighed eller forelskelse at gøre - for mig lyder det som et forhold, der er slidt op.
Har I overvejet om parforholdsproblemerne bunder i personlige problemer hos jer begge? For at kunne respektere, elske og give plads til en partner kræver det, at man respekterer og elsker sig selv.
Jeg tror det ville være rigtig sundt for jer at aftale 3 måneder fra hinanden. 3 måneder uden kontakt. 3 måneder hvor I koncentrerer jer om jer selv, hvor I finder ud af hvad I hver især har lyst til, hvad I ønsker af livet, hvad I ønsker af et parforhold, hvordan I ønsker at leve, hvor jeres grænser går osv. Det vil give jer tid til at tænke over mange ting - ikke mindst over hvorfor det lige er, at netop I to er sammen.
Når tiden er gået kan I mødes og tage en snak om alt det I har fundet ud af - kan jeres ønsker og drømme forenes..
3 mdr er lang tid, men omvendt har I jo alt at vinde - som jeres liv er idag, er der jo ingen af jer der er glade.
Husk at man skal være glad med og ved sig selv, før man kan være glad sammen med andre.
Held og lykke [s]

i alle dine udsagn, men hvorfor har det ikke lige noget med kærlighed eller forelskelse at gøre... havde det ikke, så havde vi for længst gået fra hinanden....
Han sagde, om vi ik skulle mødes om 1 måneds tid og så se hvordan det hele så ser ud... jeg sagde nej fordi jeg nu er bange for at jeg i den tid vil gå og håbe på noget der ikke er realistisk og jeg er også bange for, at det hele starter forfra igen og det kan jeg ikke magte. Ja, vi har slidt hinanden op, helt ud til det yderste og jeg hverken kan eller vil mere nu og sådan har han det også, på nær af, at han gerne vil bibeholde det sexuelle imellem os, men det kan jeg ikke, jeg vil ikke kun bruges til sex...
Men det sker indimellem alle mine frustrerede tanker, at jeg alligevel har lyst til at mødes med ham om et godt stykke tid og så få et endelig farvel eller måske starten på noget nyt.... jeg har det ikke godt med at det sluttede som det gjorde i en hed mudderkamp. måske jeg alligevel skal sende ham en sms og sige at vi kan ses om nogle måneder....! som han selv siger, så er han stresset og har ikke styr på sit liv pt og det samme med mig, så vi er bestemt ikke gode for hinanden....og så vil jeg hellere stoppe nu, end at det kører endnu længere ud over kanten, hvor vi kommer til at hade hinanden som pesten. Når han har sagt de beskidteste ord, så hader jeg ham og tænker hvor er han bare ond, men jeg er jo ikke en skid bedre selv, jeg kaster også med smadder.... jeg har aldrig i mit liv haft det så dårligt over kæreste problemer, både negativt og positivt.....