Konfrontere forældre med rå barndom?

Jeg er 23 år nu. Har haft 4 søskende, der var omkring 5 år ældre og yngre end mig.
Jeg voksede op i en familie, hvor der sjældent gik mere end 2 dage før, der var et megaskænderi mellem mine forældre.
De blev skilt, da jeg var 16, og først her kom der en lille smule fred.
De her skænderier var totalt offentlige for os. Det foregik på den måde, at min mor pga. et eller andet fik et fuldstændigt psykotisk vredesudbrud, så hun skreg så højt, at man ikke kunne være inden for 5 meters afstand, mens hun trampede fuldstændig sindsygt i jorden. Nogle gange skubbede de til hinanden - og jeg husker på et tidspunkt, at min mor tog en kniv frem.
Jeg vidste ikke altid, hvad de skændtes om, for jeg lukkede mig inde på mit værelse og lukkede ørene, indtil det var slut.
Når det så var slut, kunne man ikke sige noget til min mor den næste time, da et forkert ord ville udløse en lussing. Eller bare ens tilstedeværelse eller manglende støtte til hende ville kunne provokere hende.
Min far gav også lussinger, men de var ikke så hårde, og de var forudsigelige, fordi man ofte havde opført sig skidt.
Jeg turde ikke invitere venner over, da jeg ikke ville udstille min familie på den måde. Jeg turde ikke sige noget derhjemme, da hvert et ord kunne bruges til at starte et voldsomt skænderi.
Jeg lukkede mig meget inde i gymnasiet og havde store problemer med mit selvværd og mine venner forduftede. Jeg stolede ikke på nogen.
Indtil jeg for 3-4 år siden fandt modet og arbejdede og arbejdede virkelig hårdt på mig selv. Byggede en facade op som efterhånden blev min personlighed. Jeg fik nogen få venner og en dejlig kæreste.
Idag har jeg dog stadigvæk mén. Selv om jeg er flyttet hjemmefra, har jeg det utrolig dårligt ved at invitere venner over... og så alle de helvedes minder, der dukker op, når folk taler om konfirmationer og børnefødselsdage og ture i tivoli, så tænker jeg skænderi, skrigeri, vold og ulykke!
Min far er relativ stille og rolig og kan bevare overblikket. Min mor vil stadigvæk idag bebrejde os for ikke at have støttet hende i kampen mod min far.
Jeg kan ikke fortrænge minderne rigtigt. Det er enormt svært. Bør jeg konfrontere mine forældre med det, de har gjort for at få en undskyldning eller noget, jeg kan leve videre med? Er rigtig bange for, jeg har fået men for livet.

Desværre har jeg haft nogenlunde samme barndom som dig🙁 Minus søskende.
Min historie er for lang til at skrive her, men jeg kan fortælle dig hvordan jeg har
haft det bagefter, fordi jeg er en HEL del ældre end dig, så du muligvis kan se hvordan
det kan gå, og måske tage forhåndsregler før tingene går for galt...
Jeg har også mén efter de ting som skete i min barndom, og det tog utrolig mange år
før jeg fik nogenlunde fred i sindet, det er først efter mange lidelser som har ført
til erfaring at jeg har det nogenlunde godt nu.
Løsningen (for mig) var at droppe familierelationerne næsten 99%. Den eneste jeg holdt kontakt med var min mormor (som stod mig nærest), alle andre havde jeg droppet, da de - som dig - alle peger fingre ad hinanden og giver alle andre skylden, det spil vil jeg ikke være en del af (det forstod jeg først MANGE år senere efter lidelser og alt det som følger med)
Jeg flyttede til et andet land, gik min helt egen vej med alt, droppede tilmed al støtte fra A-kasser og stat, og arbejder mig helt op fra bunden af, ja det er BENHÅRDT men tro det eller ej - jeg har det MEGET bedre. Det er som at starte helt på frisk, som at blive nyfødt og starte helt forfra.
Der er ingen anger, ingen triste tanker, kun NYE venner og en fremtid uden fortid.
Det tog lidt tid at komme over, men det hjælper virkelig at droppe absolut ALLE relationer, jeg har ikke angret en eneste dag.
Held og lykke, håber det lykkes for dig.

Er det ikke konfrontationer, du mener du lider under? Der er vel ikke nogen grund til at konfrontere, de var der jo selv. Du kan gå direkte til undskyldning, hvis de mener at have oplevet det samme som du har. Hvad siger dine søskende? Hvad var deres oplevelse? Det er nemlig sjældent at søskende har samme "minder" om deres fælles barndom.

Jeg tror ikke at nogen kan give dig det korrekte svar. Man kan fortælle dig, hvad man selv har gjort, men ikke give dig en løsning. Dog synes jeg at kunne læse ud fra det du skriver, at du har brug for at få sagt til dem, hvor meget din utrygge opvækst påvirker dig.
Hvis du synes, at det er for svært at stå ansigt til ansigt med dem, så kunne du evt skrive et brev om alle de tanker og følelser du har omkring det.
Min opvækst var heller ikke supergod og det har fulgt mig hele livet. Mange gange forsøgte jeg at tale med min mor om det, men hun afviste at tale om det. Til sidst slog jeg i bordet, og sagde at jeg havde brug for at tale om det.
Vi fik en meget følelsesladet snak. Og jeg sagde til hende, at jeg godt vidste, at hun heller ikke har haft det let i sit liv. Og jeg vidste godt, at hun skammede sig over, at hun ikke var en god mor for min søster og mig.
I dag har jeg tilgivet min mor og vi har fået et mere afslappet forhold til hinanden.
Jeg har en idé om, at det måske kan være svært for dig at få en ordentlig snak med din mor, når hun, som du skriver, bebrejder jer for ikke at have støttet hende.
Det, som din mor måske har svært ved at se er, at i var børn, og i ikke skulle stå i situationen, hvor i skulle tage den ene eller den andens parti.
Den bebrejdelse skal du aldrig acceptere.
Jeg kan forestille mig, at du altid gik med en klump i maven, fordi du aldrig vidste, hvornår skænderierne brød ud.
Har du det sådan i dag, at du bliver nervøs når du hører nogen råbe højt eller hvis du kan fornemme, at der er en vred tonefald.
Jeg kan forestille mig, at du ar antennerne ude altid og forsøger, at aflæse folks kropssprog, om den er negativ.
Ovenstående kender jeg fra mig selv, og jeg bliver meget påvirket det. Og det er ret irriterende, for det dræner en for energi. Og det samme som du skriver med ikke at stole på nogen.
Du lyder som om du er på rette ved med at arbejde med dig selv. Og som sagt, du kan bedst selv mærke, hvor meget du har brug for at konfrontere dine forældre. Hvis du føler at du har brug for det, skal du gøre det. Det ville være skidt for dig, hvis du ikke kan komme af med det og det sætter sig til bitterhed. Tro mig, det er meget ødelæggende for en selv.
Jeg ønsker dig held og lykke med din fremtid og med hvad du bestemmer dig for at gøre mht. at få sagt til dine forældre, hvor meget deres skænderier har påvirket dig og stadig gør.

Hvis minderne fylder så meget i dit eget liv er en af måderne konfrontation. Problemet er nok om dine forældre vil påtage sig ansvaret .... hvis ikke hvad vil der så ske ?
Men det var nok en idé at snakke med en professionel om alt sammen. Det skriver du ikke noget om at du har gjort eller ej.
For mig lyder det sku som at have opvokset i en fangelejr ... med isolation, fysisk og psykisk straf ... det er ikke sundt for NOGET barn.
Jeg bliver hidsig over at høre sådan noget 🙁

du er bleven 23 nu og du er flytte hjemme fra så du er bleven er stor pige og kan bestemme over dig selv og det vikker til du kan snakke med din fra så hvad med at gøre det og glem alt om din mor
smid hende ud af dit liv

hej
du beskriver en smule fra mit eget liv, blot var det en del værre hjemme i min barndom.
de er meget svært at komme videre med det der er sket. jeg er i dag stadig meget alene i mit hjem idet jeg har svært ved at få mig selv til at invitere mine venner hjem. ganske enkelt fordi jeg ikke tror på at de har lyst til at komme hvis de en gang har sagt nej tak fordi de dkule noget andet. mine forældre (ihvertfald min mor) hader hinanden. efter 34 års skilsmisse!!!
jeg selv er 50 år og lider stadig under det skete så jeg valgte for nogle år siden at konfrontere min far med hvad det de gjorde mod mig, har gjort ved mig. samtidig har jeg været nødt til at afbryde kontakten til ham således at han ikke har hverken fysisk eller psykisk indflydelse på mit liv i hverdagen.
det har hjulpet mig rigtig meget til at finde hvile i mig selv og troen på at jeg er go nok som jeg er.
min mor er så fyldt med had og bitterhed at hun benægter al form for skyld, og her har jeg på umærkelig vis mistet al form for kærlighed eller andre følelser. de er ganske enkelt væk, og hun er for mig i dag bare en ældre kvinde jeg kalder mor. besøger hende kun for at få lov til at besøge hendes mand der er utrolig rar og god i mod os søskende. desværre er han alvorligt syg og derfor er besøgene gået fra ca 1 om året til en 4-5 stykker.
pas på dig selv for dine forældre kan du ikke bruge....

Hej Sason,
det er et meget aktuelt indlæg du er kommet med her for jeg går og tumler med de samme problemer som dig selv om jeg er 36 i dag og selv har 2 små børn.
Jeg har haft en barndom som din men i min var der også alkohol sammen med den fyskiske og psykiske vold. Vi var 3 søskende og først en far der drak og derefter en stedfar der drak og en masse skænderier m.m.
Jeg er også endt ud med manglende selvværd, selvtillid, manglende tror på andre mennesker og alle de andre følgesymtomer der følger med.
Jeg har prøvet at konfrontere min mor og det der kom ud af det var at hun erkende at hun måske havde gjort nogle dumme ting og taget nogle dumme beslutninger som vi børn kom til at betale en høj pris for. Men mere kunne jeg ikke bruge det til. Jeg er nået dertil at det ikke drejer sig om hvad de har gjort i min barndom for den kan ikke laves om igen og mine problemer forsvinder ikke ved at de erkender deres ansvar i sagen (selv om det er rart at vide). Men jeg tror at det handler om at jeg må se ind i mig selv og forholde mig til havd der er sket og havd kan jeg lære af det og hvad kan jeg bruge det til. Jeg ville ønske jeg bare kunne få det til at gå væk men det er jo en så stor del af mit liv og jeg tror at man skal finde sin egen måde at forsone sig med barndommen. Der i ligger nok en overvejelse om hvordan du i fremtiden vil forholde dig til dine forældre (husk at de også kun er mennesker og ikke guder), søskende og ikke mindst dig selv og din barndom.
Der hersker vel ingen tvivl om at du har fået det ud af det at du ved hvad du ikke skal byde dine egne børn og fammilie når den tid kommer;)
men ellers drejer det vel sig om at se ind i dig selv og finde en måde at forsone sig med det på. Det kunne måske være at erkende eller accepter at din mår måske ikke besider/ rummer de sider som du forbinder med en god mor og at du må revuder din mor til at hun bare ikke har kunnet give/ opfylde dine behov og at du måske må finde en måde selv at finde en anden person eller selv opfylde de behov på en eller anden måde da din mor ikke kan.
Jeg vil gentage det en gang til det hele drejer sig i dag om hvad der sker inde i dig selv og hvordan du forholder dig til det. Måske proffessionel hjælp ville kun forløse noget af det.
håber at du kunne bruge lidt af det.
Ellers god nytår til alle.
;)

Hej Sason !
Det er trist at høre om din barndom - men hvor er det dejligt, at du har fundet modet - og kræfterne - til at arbejde med dig selv,og alt dét, som oplevelserne har gjort ved dig...
Jeg tror, at anonymmmm har ret.... Det er kun dig selv, der véd, hvad der er bedst for dig...
MEN - jeg kan ikke lade være med at opfordre dig til at undersøge om EFT, Emotional Freedom Technique, måske er noget for dig ! Det er en fantastisk alternativ behandling, som kan sammenlignes med akupunktur - uden nåle..... Du kan finde en masse om det på nettet - f.eks. på EFTcentret.dk
Det er hjælp til selvhjælp, for du lærer en teknik, som du kan arbejde videre med derhjemme ! Du vil f.eks. blive ved med at kunne huske dine minder - men de vil ikke gøre ondt på samme måde mere...
Du vil blive FRI - ligesom navnet EFT antyder !!
Held og lykke fremad !
Kærlig hilsen fra agsi...

at din mor var den værste i det her.
Jeg ved ikke om alt det der med konfrontation hjælper - jeg har selv prøvet det mange gange med min egen mor, men hun benægter også det meste. Det skal man ikke bebrejde dem for, det er vel deres opretholdelse af sig selv. Jeg vil gætte på at din mor sikkert har haft et ret hårdt liv selv, og derfor prøver på at forholde sig til sin egen virkelighed uden at se andres.
Er nogenlunde på alder med dig, og jeg har opdaget at det er en rigtig svær tid i ens liv.
Ikke at jeg ved hvordan det ser ud om fem-ti år, men har på fornemmelsen at der kommer mere ro over tingene når man bliver ældre. Ergo står vi i en svær tid, os omkring midten af tyverne. Man er hverken ung eller gammel, man er ung, men er også voksen og skal tage ansvar. Og dette kan være svært, når man har mange konflikter bag sig.
Jeg har også tit fået at vide at man skal konfrontere folk.
Jo, men det er så ikke altid der kommer noget konstruktivt ud af det - og igen - hvad skal man bruge det til? Det er måske bare en bekræftelse af tingenes tilstand.
Og de fleste indrømmer jo ikke så gerne deres egne fejltagelser og deres blindhed.
En undskyldning hjælper sjældent som plaster på såret, jeg ved det, det har jeg prøvet alt for mange gange, for har ofte konfronteret folk med det de har gjort mod mig.
Du er nødt til at starte i dig selv.
Vi har selv ansvaret for det vi siger og gør og vores eget liv.
Du må spørge dig selv hvordan du vil leve dit liv og med hvilke øjne du vil se det.
Og så er du nødt til at være tro mod dig selv.
Hver gang du taler med folk omkring dig (din familie, og især forældre) skal du blive ved dig selv. Dette har i hvert fald hjulpet mig meget. Uanset hvad de siger, har du din egen sandhed, for du er i dag et voksent menneske, der - forhåbentlig - elsker dig selv.

Hej Sason...
Du har med garanti både men og ar for livstid. Dog har du også erfaring og menneskelig kendskab som du ikke ville have fået uden...
Jeg er hverken psykolog eller læge, blot pædagog med livserfaring.
Mit råd er at du bør søge hjælp til bearbejdelse, selvom det nok er noget de fleste med den baggrund, ikke har lyst til...
Hvilken form for hjælp, ved kun du selv... Alternativet er at det vil følge dig negativt resten af livet... Er ihvertilfald min erfaring.
En konfrontation... Ja, når både du og dine forældre eklar. Det lyder som om din morikke har megetselvindsigt, eller fornægter egen rolle i det der har været...
Hilsen MissDi

Særligt med min mors skrigerianfald stort set hver eneste dag, skænderier konstant, både mellem min mor og far, og min mor og mig. Jeg fik ofte at vide jeg ikke kunne finde ud af en skid, og ikke duede til noget som helst, og at hun ville gå ned på togskinnerne og begå selvmord. Jeg er 28, og flyttede hjemmefra da jeg var 22. Min mor drak også, og drikker stadig, hun var maniodepressiv, og man vidste aldrig hvilket humør hun var i, når man stod op om morgenen, eller kom hjem fra skole, eller hvor meget hun havde drukket. Det ene øjeblik var hun pisseirriterende, og skulle spille smart og totalt dum fordi hun havde drukket, og det næste øjeblik da fuldskabet var ved at lægge sig lidt mere, begyndte hun at råbe og skrige som en gal, og hele hytten fløj rundt. Min far er meget stille og rolig, og har altid fundet sig i det hele, har aldrig sagt hende imod.
Min mor har altid sat facaden på, overfor andre mennesker, så når vi var ude var hun glad og smilende, og alt fremstod som fryd og gammen. I skolen blev jeg mobbet stort set hver eneste dag, og mine forældre vidste det godt, de gad bare ikke gøre noget ved det. Så nede i skolen var det hele et helvede, og derhjemme var det ikke meget bedre. Jeg har altid haft meget svært ved at snakke med andre mennesker, har fået diagnosen socialangst. Jeg har to søskende som også har psykiske problemer. Jeg har dog altid selv syntes jeg er god til mange ting, og ser bestemt ikke mig selv som et nul. Nogen gange bliver jeg sur når jeg tænker på min mor, og faktisk også min far, som intet gjorde ved noget som helst, og jeg har lyst til at sige det til dem. Nogen gange er jeg begyndt at snakke lidt om det, og spørge min mor hvorfor hun opførte sig sådan før i tiden, men så ignorerer hun det bare og snakker om noget andet, eller bliver sur og går sin vej.
I dag har min mor ikke rigtig sine raserianfald mere, men er faldet totalt sammen, og render rundt og ligner en der er død, og sover konstant. Jeg ved ikke hvor længe hun lever endnu. Hun er 54. Hun spiser næsten intet, og når hun gør er det kage og franskbrød, og hun lever af sprut og piller. Det bliver værre og værre med hende, og jeg tror hun er begyndt at blive alkoholdement. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg bekymrer mig alligevel om hende, og ville gerne have hun fik det godt, men jeg ved jo godt det er umuligt for hende at droppe øl og piller, og komme ud af sine problemer. Selvom jeg tit har lyst til at konfrontere hende med det, tænker jeg også at jeg jo ikke får noget ud af det, hun er jo simpelthen så langt ude.
Jeg har gået på mange uddannelser, som jeg ikke har gennemført pga mine psykiske problemer. I dag går jeg på et hold sammen med andre med psykiske problemer. Jeg kan ikke holde ud at være i et fuldtidsjob, og at skulle være sammen med andre mennesker. Men jobcentret vil bare have jeg skal ud i et job her og nu, og kan ikke forstå at et helt livs problemer ikke bare forsvinder som dug for solen, fordi jeg har gået på det hold. Men jeg har fået det bedre og bedre gennem tiden, det går bare meget langsomt.

Hej, jeg vil bare lige sige/skrive, at jeg virkelige føler med dig, især det med at dine forældre skændes og at du ikke stolede på nogen.
Jeg er 16 år og jeg har kun to jeg føler mig tryk og hos, og det min hund og min mormor.
Jeg kender det godt, det med forældre skændes, mine er skændes næsten hver dag, ellers er de vildt sure rigtig tit.
Jeg vil ikke tage de nye veninder jeg har fået på min nye (ikke så ny mere) med hjem, fordi det ville være pinligt hvis min forældre skændes.
Jeg frygter, at når jeg bliver voksen, vil tænke tilbage og huske, at jeg i mine teenager år, ikke have særlig mange venner, som jeg stolede på, og at jeg ikke var glad, aldrig fik det jeg ønskede aldrig fik ros og at ingen kunne forstå at jeg ikke havde det godt.
Jeg frygter også at jeg vil få det lige som dig.
Jeg ved virkelig ikke hvad man kan gøre, så jeg har kun en ting at sige,
Held og lykke, håber du vil få det bedre, og jeg føler virkelig med dig.
[f]

hej med dig...
alle har sin historie....jeg en osse.
jeg konfronterede min mor på et tidspunkt, bevidst om at hun havde gjordt hvad hun i tden havde været istand til, men som havde sat sine præg.
jeg vil jo altid elske mine forældre for dem de er eller var og for at de lavede mig.
men deres pædagoiske sans, kune ha været bedre...
jeg synes du skal sige til dem på en pæn måde at den opvækst du har fået har været hård og sat sine spor og det er sgu for dårligt af dem, det kunne de sgu ha gjordt bedre..... men det formåede de åbenbart ikke..... du ved godt de elsker dig og at du elsker dem,,, men det vigtigeste er at du får det sagt....så kommer du af med det og det er godt.... du får dig sat fri på en måde.....det kan være svært, der er skyldfølelse og skam osv...... men tag snakken. ryd og læg kortene på bordet......og bliv gode venner bagefter.....
men de har altså trods alt gjordt deres bedste, eller det de var i stand til på det tidspunkt..
husk nu osse på at de altså er voksne mennesker og det var de osse dengang....
og tro mig du vokser fra de mén der, de varer ikke hele livet. men det er bare en ting i livet man skal igennem....man skal osse lige lære at sige fra over for sin moder og fader. smat turde tage en konfrontation med dem...bare husk at gøre det på en god måde... det er skide svært eller kan være det....men man lærer noget at det og det giver noget selvtillid..
held og lykke med det...og rigtig godt nytår😉

🙂optiman🙂

Hej
Jeg har selv haft en barndom hvor jeg i en periode blev slået, og udsat for omsorgssvigt, så det er nemt for mig at sætte mig i dit sted.
Jeg har gået i terapi i 4 år, og det har hjulpet mig videre, det har fuldstændigt ændret mit liv, og givet mig et selvværd, fordi jeg har turdet se på mig selv.
Jeg vil derfor kraftigt råde dig til at gøre det samme. Jeg tror virkelig du har brug for at bearbejde minderne, for som du siger, kan du ikke fortrænge minderne, og det lader til at du skal bruge megen energi på at holde dem nede, og det tapper dig for energi.
Jeg vil ikke råde dig til at konfrontere din mor, jeg tror ikke du får noget ud af det, siden hun stadigvæk kun er der, hvor hun vil bebrejde dig for ikke at have støttet hende. Hun er tydeligvis ikke kommet dertil, hvor hun tør se i øjnene at I børn har taget skade af at have være involveret.
Vælg en kropsspyke terapeut, feks. Carl-Mar Møller, det er ham jeg har gået hos, han er meget dygtig, tag dig ikke af hvad der evt. bliver sagt om ham, han er enormt dygtig.
Jeg ønsker dig held og lykke.

ja, du har helt sikkert fået men som du kalder det, men det behøver ikke være en dårlig ting. jeg er en af de mange, der voksede op i et hjem med en alkoholiker. det sætter sine spor, og jeg vil altid være præget af det. Men jeg nægter at lide under det. min fars druk ødelagde de første 21 år af mit liv, resten er mine! Jeg har som du siger også fået men, men jeg har lært at vende det lidt på hovedet, og sige at jeg har nogle erfaringer som jeg kan bruge fremover. Når mine venner møder deres første store krise i livet...tja det er jeg ovre. Der vil altid være nogen ting, som aldrig bliver godt, men så længe du arbejder med det, så kan den onde spiral vendes.
hvorvidt du skal konfrontere dine forældre kan du kun selv afgøre. Først skal du lige overveje hvad du håber at opnå ved det, og om det er muligt at opnå. En undskyldning skal du nok ikke regne med, og selv om du får den, så fjerner den jo ikke mange års svigt. Husk det er dit liv, og dit ansvar at det bliver som du vil have det! Held og lykke med det.😉

Hej Sason,
Faldt over følgende der giver svar på nogle af dine spørgsmål.
Det drejer sigf om at tage ansvar for sit eget voksenliv og udvikle sig selv end at give alle andre skylden.
Undgå selvsabotage
Er du generelt lykkelig? Nyder du livet? Får du udført de ting, du gerne vil? Hvis nej, så er du bestemt ikke den eneste. Og hvis du tror, at årsagen altid skal findes i dine omgivelser: dårlig økonomi, manglende tid, manglende støtte, manglende evner, utilfredse børn, dårlig opvækst (indsæt selv flere), så er du heller ikke alene om det. I langt de fleste tilfælde, skal årsagen dog slet ikke findes i vores omgivelser, men derimod indeni os selv. Ofte handler det nemlig om ubevidst selvsabotage - du vil gerne én ting, men gør af uvisse årsager noget andet. Og det kan du lære at undgå, hvis du kender de værste fælder, og styrer udenom dem.
Selvsabotage fælde nr. 1: Du tror, at du skal være perfekt
Den første selvsabotage fælde som mange falder i, er, "jeg skal være perfekt" fælden. Du dropper sundhedskure og slankekure undervejs, hvis du kommer til at gøre noget, som kuren ikke tillader ("nu er det hele alligevel ødelagt"). Du afholder dig selv fra at gå til zumba, ridning eller fransk madlavning, fordi du ikke er god til det (kan du se ironien i det?). Du tillader ikke dig selv at nyde sex, fjolle rundt på stranden iført ganske lidt tøj, lege rundt i haven osv. fordi du tænker, at du nok ser dum ud eller tyk ud. Find selv på flere! Inderst inde ved du jo godt, at ingen er perfekte – og at ingen i virkeligheden ved, hvad det overhovedet vil sige at være perfekt. Du er ikke perfekt. Og du bliver aldrig perfekt. Det er de hårde fakta.
Til gengæld har du mulighed for at forbedre dig selv ud fra dine egne værdier og principper, men det kræver altså, at du slipper tanken om det perfekte, og kommer i gang – for det er tanken om, at du skal være perfekt, som forhindrer dig i at blive bedre! Tænk over det: der er større chance for, at du taber dig, hvis du gennemfører en komplet slankekur med 90% perfektion, end hvis du dropper den fuldstændig. Og du bliver helt klart bedre til både zumba, ridning og fransk madlavning, hvis du går til det, end hvis du ikke gør. Og pointen med sex, strandture og leg er nydelse, og din krop er altså i stand til at nyde, hvis du ellers slipper tanken om, at nydelse kun er forbeholdt bikinibabes og strandløver.

Selvsabotage fælde nr. 2: Du tror, at du kan tankelæse
Den anden selvsabotage fælde som mange falder i, er, "jeg ved, hvad andre tænker" fælden. Når nogen er i dårligt humør, så ved du bare, at det har noget med dig at gøre. Det er helt sikkert noget, som du må have gjort forkert, og nu tænker de noget dårligt om dig. Når nogen kigger på dig, så ved du bare, at der er et eller andet galt med dig. Du har nok noget siddende mellem tænderne eller dit tøj er helt forkert, og nu tænker de noget dårligt om dig. Du ved bare altid, hvad andre tænker – og deres tanker er negative, og deres tanker handler om dig.
Selvfølgelig kan du ikke tankelæse! Og sandheden er, at du slet ikke er så interessant for andre, som du måske går rundt og tror. Heldigvis! Tænk hvis alle gik rundt og dømte dig så hårdt, som du dømmer dig selv. I virkeligheden er det vores egen indre stemme og kritiker, som vi bilder os selv ind, sidder i hovedet på andre. Hvis vi selv synes, at vi er "forkerte", så tror vi, at andre tænker det samme. Med andre ord er de tanker, som vi tror, sidder i hovedet på andre spejle af vores egne tanker.
Lad os tage et eksempel: en kvinde kommer cyklende på vejen, og en mand der går på fortovet, kigger efter hende. Hvis kvinden har meget selvtillid, tænker hun måske, at han kigger på hende, fordi han synes, at hun ser godt ud. Hun bliver glad. Hvis hun derimod har lav selvtillid, tænker hun måske, at han kigger på hende, fordi hendes bagdel ser alt for tyk ud. Hun bliver ked af det. Og måske kiggede manden på hende, fordi han et øjeblik troede, at det var hans lillesøster, der kom cyklende!
Pointen er, at du ikke kan vide, hvad andre tænker, og at det også er totalt ligegyldigt, for det er din egen, indre stemme og kritiker som du kan høre i dit hoved. Problemet med en indre stemme som altid er meget negativ, er, at du ikke kan nyde livet, fordi du hele tiden holder dig selv tilbage, i alt hvad du gør eller gerne vil gøre. Derfor er du nødt til at arbejde med at lukke munden på den indre kritiker med masser af egenomsorg og selvkærlighed. Du skal med andre ord forkæle dig selv med sund mad, frisk luft, sol, bevægelse, søvn, alenetid, lækre omgivelser, gode arbejdsforhold osv.

Selvsabotage fælde nr. 3: Du taler negativt til dig selv
Den tredje selvsabotage fælde som mange falder i, er, "pessimist" fælden. Den hænger tæt sammen med tankelæser-fælden, for igen er det den indre stemme og kritiker, som er på spil. Du har en indre, negativ dialog kørende hele tiden. "Det kan jeg ikke finde ud af", "jeg har ingen viljestyrke", "jeg får aldrig succes", "jeg er for gammel/grim/uerfaren", "jeg har ikke råd". Og med sådanne dystre tanker vil du selvfølgelig holde dig selv tilbage, i alt hvad du gør eller gerne vil gøre. For hvad nytter det? Din redning er den samme som ved tankelæser-fælden: du skal lukke munden på den indre kritiker med masser af egenomsorg og selvkærlighed. Du skal med andre ord forkæle dig selv med sund mad, frisk luft, sol, bevægelse, søvn, alenetid, lækre omgivelser, gode arbejdsforhold osv.

Selvsabotage fælde nr. 4: Du tror, at du skal nå alt muligt
Den fjerde selvsabotage fælde som mange falder i, er, "jeg har så sindssygt travlt" fælden. Du har simpelthen så mange aftaler, pligter og arbejdsopgaver om ørerne, at der ikke er tid til dig og dine drømme og mål. Måske har du endda så travlt, at du ikke engang ved, hvad dine drømme og mål er! Du lever knap nok – du overlever bare. Og hvis du endelig får lidt tid for dig selv, så er du i så lidt kontakt med dig selv, at du nok ikke kan mærke dine egne følelser, og hvis du kan, vil du sandsynligvis skynde dig at dulme dem med TV, internet, cigaretter, alkohol, sukker eller lignende.
Og du aner faktisk ikke, hvor alle de aftaler, pligter og arbejdsopgaver kommer fra. De er simpelthen bare kommet dumpende ned i din kalender. Du har aldrig rigtig taget stilling til, hvorvidt det overhovedet er noget, du har lyst til. Du gør det bare. Måske for at hjælpe andre. Måske fordi du er bange for at sige nej. Måske for at opfylde andres forventninger til dig. Måske fordi, at det gør man altså bare, hvis man er en "ordentlig" forælder/ægtefælle/kæreste/husejer/chef/ansat/ven/samfundsborger.
Det kræver rigtig meget mod at slippe ud af denne selvsabotage fælde. Det kræver nemlig, at du tør at føle og mærke efter inden i dig - og handle derefter. Er du i det rette parforhold? Har du lyst til at deltage i alt, hvad du bliver inviteret til? Arbejder du med det, som du brænder for? Det kan godt tage lang tid at nå ind til din egen kerne, hvis du i mange år har overhørt dine egne følelser, lyster og behov. Du kan genfinde dig selv over tid ved at lytte til din mavefornemmelse hver dag og i øvrigt give dig selv uendelig meget egenomsorg og selvkærlighed.

Selvsabotage fælde nr. 5: Du tror, at du forkæler dig selv med en usund livsstil
Den femte selvsabotage fælde som mange falder i, er, "nu fortjener jeg virkelig en kage/chokoladebar/cigaret/øl" fælden. Du og din krop har haft en lang dag med stressende arbejdsopgaver, mange timer foran computeren, vasketøj, indkøb, madlavning og sure familiemedlemmer, og så tænker du, at nu fortjener du da lidt selvforkælelse, hvorefter du synker ned i sofaen med din foretrukne stimulans. Det kan godt være, at det føles dejligt nu og her, men set fra kroppens synspunkt, så er det bare endnu en usund stressfaktor oveni alt det andet, som den er blevet udsat for i løbet af dagen. Du "takker" altså din krop for en hård dag med "en spand lort i hovedet". Og din krop "takker" dig tilbage med dårlig søvn, overvægt, stress, hovedpine, dårligt humør osv.
Vejen ud af denne fælde er at finde nye, sunde måder at forkæle dig selv på. For ja, du fortjener selvforkælelse, men stimulanser er bare ikke en god idé. Mildt sagt. Du kan f.eks. læse en god bog, gå tidligt i seng, snuppe et karbad, gå en lang tur i skoven eller dyrke en kreativ hobby. Der findes mange sunde måder at afkoble på og finde indre ro. Du skal bare finde ud af, hvilke der virker for dig.

Selvsabotage fælde nr. 6: Du tror, at du er et offer for omstændigheder
Den sjette selvsabotage fælde som mange falder i, er, "jeg er et offer for omstændighederne i mit liv" fælden. Du tror simpelthen fuldt og fast på, at du ikke selv har nogen indflydelse på dit liv og din nuværende situation. Du føler dig fanget, men er overbevist om, at du ikke selv kan gøre noget ved det. Du tænker rigtig mange "hvis bare..." sætninger. "Hvis bare jeg havde flere penge", "hvis bare min kæreste ville støtte mig", "hvis bare jeg havde haft en nemmere barndom"... "så kunne jeg starte min egen virksomhed", "så kunne jeg tabe mig", "så kunne jeg føle glæde".
Du kan først slippe ud af denne fælde, den dag du begynder at tage ansvar for dit eget liv - virkelig tage ansvar for dit liv. Og husk: det handler ikke om skyld. Det er f.eks. ikke din skyld, hvis du har haft en dårlig barndom, men det er stadig dit ansvar, at du får et godt voksenliv på trods af en dårlig barndom. Det er f.eks. heller ikke din skyld, hvis finanskrisen har barberet halvdelen af din virksomheds omsætning, men det er stadig dit ansvar at indrette din økonomi derefter eller tage nye tiltag som øger omsætningen igen. Den dag du begynder at tage ansvar for dit liv, vil du opdage, at du faktisk har uendelig meget indflydelse på dit eget liv, og at du ikke er et offer for nogen eller noget. Du har masser af muligheder og masser af frihed til at skabe dit drømmeliv.

Tak for dit svar!
Jeg fik det det desværre til at lyde lidt som om, jeg spiller offer.
Det gider jeg naturligvis ikke, og jeg er ansvarlig for min egen succes.
Jeg har arbejdet mig godt ud af mit hul. Jeg er rent faktisk snart færdig med at læse statskundskab, er i fantastisk fysisk form og spiller håndbold på højt niveau, har et rigtig godt studiejob. Nej, jeg er absolut ikke én, der ikke når mine mål og skyder skylden på alle andre.
På alle områder har jeg rent faktisk succes. Jeg mangler BARE det sociale. Og her vil jeg enormt gerne ud af mit sociale handicap, som jeg er 100 % sikker på er begrundet i mine gamle oplevelser. Oplevelserne kommer frem som minder i min barndom, der giver mig rumlen i maven over at have folk på besøg osv. Er det derfor en god idé at konfrontere forældrene med minderne, når det er dem, der er skyld i det.

hi kære Sason - kan søreme godt forstå dynamikken i din familie forfølger dig...
Der er et par ting i dit skriv som slår mig, jeg skal komme ind på dem og jeg vil gerne sige
at der findes massere du kan gøre med dig selv for at opnå større personlig frihed ift. venner,
kærester etc samt for at du kan få lov at opleve harmoni og tryghed...
- synes også det lyder som
om dine søskende virkelig kunne trænge til noget støttte - helt utroligt at i ikke
taler sammen om noget som har præget jer hver især så uendelig dybt - sådan er det desværre bare tit.
Du skriver at du i en årrække, fra du var 19 - 20 år arbejdede hårdt på dig selv - det er en næsten umulig opgave.
Hvor imod det at arbejde MED sig selv er anderledes tilgængeligt...ingen som helst i denne verden kan
ændre dine minder, din angst og eller basale utryghed MEN - disse oplevelser har også givet dig gaver...
jeg vil æde et æsel på at du er særligt sensitiv, at du er knivskarp til at læse kropssprog, super god til
at tune ind på hvor andre er, eller fange vibrationer i et rum fyldt med mennesker...dette er enormt
stærke ressourcer at have til sin rådighed....har du nogensinde tænkt over det?
Desuden kan du, som jeg nævnte, arbejde med din angst og fornemmelse af isolation - fik du mon hjælp
af en psykolog ell. gestaltterapeut under dit tidligere arbejde...for jeg synes du fortjener et virkelig begavet hovede
til at hjælpe dig på vej....din praktiserende læge kan og skal hjælpe dig med tilskud til en sådan...
når du er præget som du er...vi er så ufatteligt heldige her i DK...at vi alle går ind for at hjælpe og afhjælpe
lidelse for dem som lider...vi tror på retten til glæde - gør brug af det!
Når man er udsat for noget så voldsomt, som du har været i din opvækst familie - dem som skulle have lært dig
om tolerance, næstekærlighed, venskab, støtte, nærhed og intimitet...sætter det sig som minder....
- Ala de minder vi har fra feriebilleder og lignende...blot sidder dine minder i din krop og kan udløses af alle mulige
triggere, som du sikkert ikke har styr på...da en stor del af din overlevelsesstrategi som dejlig unge har været
fortrængning....en gestaltterapeut kan hjælpe dig med at forløse disse fysisk forankrede dårlige minder...
så du kan åbne dig for det du tror på er nærhed, intimitet ell hvad du gerne vil have skal træde istedet
for det din familie formåede at bringe videre til dig...
Du er så heldig at du tidligt er gået i gang er gået i gang med at finde veje til at heale dig selv - jeg mener heldigvis er du ikke
50 før du tør tage hul på dine personlige dilemmaer og det er godt...allerede her viser du dig selv
at du godt kan have tillid til at der i hvertfald er et menneske som vil dig det bedste - DIG[l]
Du skriver at du har arbejdet på at skabe en facade som gradvist er blevet dig - for mig lyder det lidt new age, som
"fake it till you make it" og bevares det virker bestemt i visse situationer....men de mén du stadig har kommer
af ikke at have fået fat i kernen...tror jeg.
Konfrontation er egentlig noget jeg godt kan gå ind for - i din sårbare situation er jeg bange for at du får flere mentale
smæk end en egentlig forløsning...det er ikke sikkert din mor kan give dig hvad du vil have, men det kan du til gengæld
v at arbejde med dig selv....det er svært at acceptere sine forældre som de nu en gang er, for hvad hvis de i virkeligheden
ikke kan acceptere sig selv...så løber man panden mod en mur og får intet igen - MEN man kan arbejde med
sin godt begravede vrede mod dem, man kan tage vare på det afsavn man er blevet påduttet af deres manglende formåen,
man kan lade dem vide at man arbejder pga dem....jeg ved dette lyder utopisk, men en dag vil man så ikke
have brug for denne konfrontation...for man har selv forandret sig og synet på ens forældre har også ændret sig....
Tag det du kan bruge til dit liv, kære Sason, og smid resten af det jeg har skrevet langt væk.
Kærligst [s][s][s]
A

...og får Du det ved at konfrontere dem?
Jeg har prøvet at "sige det ligeud" og trængte slet ikke igennem med det. Så prøvede jeg med et langt brev plus kontaktstop og min far rendte efterfølgende rundt og fortalte alle at jeg var blevet underlig.
I al fald skal man være på det rene med sig selv og holde konflikten ud, at forældrene benægter Din sandhed. Er Du klar og stærk nok til at tydeliggøre denne konflikt mellem din og deres version, og har Du brug for at få det ud, kan Du prøve. Så får Du taget stilling og stikker dit territorie af.
Men hvis Du vil have at de siger "iih, jamen Du har jo fuldstændig ret, jeg er så ked af det og undskylder 1000 gange" så vil Du med stor sandsynlighed blive såret endnu en gang. De vil nok på en eller anden måde svare, at Dine følelser nu som dengang er irrelevante.
Så en gang til: hvad er formålet, og hvor meget af det vil Du få opfyldt?

Håbet om at "det hjælper" kan være en tveægget sag, for så er det stadig dine forældres ansvar om Du får det bedre - alt efter om de accepterer Din sandhed eller ikke.
I mit tilfælde var det kontaktstop der hjalp, lære at holde det ud at være væk fra det sædvanlige drama, hvor man trods alt havde sin plads og kendte sin rolle. At turde nye, selvansvarlige ting. Det var sådan at jeg blev klar til at få det ud uden angst og uden tryglen om accept.
Du skal finde fred for at blive klar til konflikten. Det kan Du med stor sandsynlighed ikke sålænge Du bevæger Dig i deres omkreds.
Har Du prøvet ikke at ringe bare en måned? Sige til resten af familien at Du ikke vil høre om hvad far nu har sagt og hvad mor har bedt dem om at fortælle Dig? Det kan faktisk være at de selv spørger "hvorfor" på et tidspunkt? Og jeg tror at Du vil falde til ro.