Langtids-sygemelding?

Hej
Vi er meget frustreret og har lige brug for nogle indput.
Vi har en søn på 15 år og har indlæringsvanskeligheder. Han har alle dage gået i en specialklasse på en alm. skole, hvor han ikke har fået den store indlæring fra skolens side, til trods for vi har kæmpet for det.
I Januar iår sagde han selv stop....nu ville han gerne på efterskole og vi bakkede ham 100 procent op. Han skal derfor på en specialefterskole efter sommerferien. En efterskole han selv har været med til at vælge.
Vores frustration ved alt det her går ud på, at vores søn i perioder har været/er meget frustreret/mut/indelukket og negativ. Sådan en periode er han inde i igen nu, samt at han nu bliver meget moppet af de andre elever i klassen. (Måske fordi han skal derfra og de er misundelige?)
Vores søn er flere gange i ugen de sidste mdr. kommet hjem og sagt at nu kan han ikke mere, men vi har trukket ham igennem indtil nu.
Min mand og jeg snakkede om igår, hvornår vi skal sige at nu er nok, nok.
Vi snakkede om at tage vores søn hjem på en langtidssygemelding (De sidste 6 uger op til sommerferien), give ham et lille pusterum (max en uge) og så selv undervise vores søn de sidste uger.
Vi kan bare ikke lige finde ud af hvornår vi skal trække den grænse og sige at nok er nok.
Er der nogen af jer der kan komme med nogle gode indput, vi vil gerne hjælpe vores dreng så godt som muligt.
På forhånd tak for hjælpen!

At I vil undervise jeres dreng hjemme, har intet med sygemelding at gøre.
Der er ingen skolepligt i Danmark, så hvis I vil undervise jeres dreng hjemme, så siger I det bare til skolen, og klarer det selv. Sådan, det er der intet hokus pokus i, og sådan er der jo flere forældre som gør - af den ene eller anden grund.
'Vores søn i perioder har været/er meget frustreret/mut/indelukket og negativ'
- sådan en dreng bliver aldrig et socialt samlingspunkt, og vil få det svært i en klasse, hvor han er et oplagt mål for udstødning og mobning.
Det vidner om, at du ikke vil indse problemerne, når du tror at mobningen skyldes at de andre er misundelige på, at klassens negative og indelukkede moment forsvinder ud af klassen.
Den bedste måde i hjælper jeres dreng på er dels at gribe i egen barm og samarbejde med skolen (som jeg er sikker på, gør hvad de kan for jeres dreng, selv om man kan læse det modsatte ud og sammen med dem, lave en vurdering af, hvad der er bedst for jeres dreng.

Du skriver: Den bedste måde i hjælper jeres dreng på er dels at gribe i egen barm og samarbejde med skolen (som jeg er sikker på, gør hvad de kan for jeres dreng, selv om man kan læse det modsatte ud og sammen med dem, lave en vurdering af, hvad der er bedst for jeres dreng.

Bare mig: VI vil gerne samarbejde med skolen, det er skolen der ikke vil samarbejde med os. Skolen har store problemer med at vi forlanger og har ret til ved lov at vores søn får en ordentlig undevisning. Skolen gør INTET for de elever der går i de specialklasser.
1) Eleverne har ALDRIG lektier for hjemme. (vi har ikke lavet andet en banke i bordet overfor skolen for at vores søn fik lektier for, det har ikke hjulpet)
2) Eleverne har ALDRIG lært udsagnsled, grundled, navneord, udsagnsord og alt det der er normal grunddlære. (Også det har vi påpeget, det har ikke hjulper)
3) Eleverne har ALDRIG haft frilæsningsbøger. (vi bad tidlig i forløbet om at han fik en frilæsningsbog, men det kom aldrig)

Det er bare lidt af det vi har bedt om, så "Bare mig" kom ikke og sige mellen linierne at VI ikke samarbejder med skolen.

Det hjælper ikke at vise drengen at det er okay at flygte fra problemerne.
Hold fast i at han skal læse, også selvom skolen mener det er ligegyldigt.
Alle kommuner har et åbent rum med meget kompetente psykologer o.lign. et sådan sted ringer man til eller møder bare op. "Familiehuset". Søg under kommunens/byens navn efterfulgt af ordet familiehuset. De kan og vil gå ind i jeres problemstilling lige nu og her, og de første 5 møder er uforpligtende og gratis. derefter vælger i selv og der er så meget at tage fat i at der skal laves en sagsmappe osv.
Jeg håber at dette kan hjælpe jer lidt på vej, det virkede for mig/os..
Pøj pøj, og giv ikke op!!

jeres dreng siger jo selv, i sine meldinger, at nu kan han ikke mere.
Tag ham hjem og giv ham det pusterum, han helt sikkert har brug for. Hvorfor køre ham længere ned og trække ham igennem de sidste uger, med store ar på sjælen til følge?
Vi har selv en søn 17 år, på special efterskole og både han og vi er rigtig glade for det. Han har dysleksi og en snært af adhd.
Han har mange ar på sjælen efter mobberi og har haft/kan stadig få perioder hvor han, ligesom jeres dreng, er sortseer/mut /indelukket og bare dybt fortvivlet over sin situation.
Det var rigtig godt at få ham på efterskolen og han er blevet mere posetiv og prøver at komme sig psykisk, for det er hårdt at blive moppet meget.
Tag jeres drend hjem og dæmp forventningerne ( vedr stavning,frilæsning m. m.) til ham der er jo en grund til han har gået i specialklasse.
Held og lykke med jeres dreng håber at han bliver glad for sin efterskole.

grunden til at han har svært vad at lære ting er at der ligge et forstort præs på ham, det er tildels mor og faren der har skylden i sådan en sag, når hans person er ked af det han er mudt og ikke særlig glad så er det fordi at ham prøver at finde et stå sted , men det kan han ikke for det får han ikke fred til og når han ikke gør det så kan han ikke konsentrere sig om indlærening og denne har cikler bliver bare støre ind til han har fådet nok og bliver gal og sætter en grænse for anders indblanding i hans liv , jo længer han bliver kørt ned jo svære er det for ham at finde en stå sted og hvis han skal finde det så bliver han nød til at sætte en grænse og blive gal når folk ikke forstår ham, i gør det kun være ved hele tiden at forkucere på det og nej det er ikke skolens problem der er jers problem og i hjælper ham ikke ved at gøre det i gøre nu , giv ham noget luft og fred så skal i bare se vad der sker vh slim

Undervisningen vil jeg ikke kommentere. Det ligger helt uden for, hvad jeg kan gøre mig klog på.
Men mobning, nej, nej, og atter nej. Det skal drengen ikke tåle. Min søn blev også mobbet, da han var 15 år. Jeg anklager mig selv for ikke at have set, den var gal. Han brød helt sammen en dag. Vi flyttede ham øjeblikkelig. I hans tilfælde var det lykken.
Lyt ikke efter de, der siger man skal holde ud og hvad de ellers kan finde på. Mobning er så alvorligt, at man skal tage sig af det. Det kan få varige følger, hvis man ikke gør noget. Min søn var lidt gammelklog og det tålte de andre åbenbart ikke.
Den forbandede skole mente ikke han kunne klare noget, men da han blev flyttet blev han helt anderledes. En lærer fik ham til at blomstre op. Han fik studentereksamen og har en stor uddannelse i dag. Det var aldrig gået på den anden skole. Ned med mobbere.

Jeg ved ikke om du har ret. Men forældrene burde jo overveje om de stiller for store krav til deres søn. Men mobningen, nej, det skal man ikke finde sig i.

Din holdning til skolen er gennemsyret af negative holdninger og ikke oplæg til samarbejde.
Hvis skolens pædagogik for målgruppen er anderledes end den i ønsker for jeres barn, er det måske en forkert skole i har valgt?
Skolens pædagogik skal imidlertid ikke hindre jer i selv at læse lektier med drengen - se på, hvad de har lavet i løbet af skoledagen; der er forskel på skoles vægtning af grammatik - lån bøger på biblioteket og få ham til at læse dem selv eller læs dem sammen (det gør vi andre jo også).
I vikeligheden lyder det som om du forlanger mere af skolen end tilbuddet er i den klasse han går i. Det kan sagtens være han kan leve op til den læring du gerne vil have han skal have, det kan jeg i sagens natur ikke vurdere.
Men at du 'forlanger' og stiller krav til skolen om andre tilbud end opholdet i specialklassen indebærer er for mig det modsatte af samarbejde med skolen.
For at jeres dreng har ret til undervisning, som du skriver, skal han være i stand til at modtage den, og afhængig af hvilke ting som nu gør ham uegnet til livet i en normal klasse, hvor normal indlæring foregår, har tilbuddet jo altså været der, og I har i stedet valgt en specialklasse - hvor jeres krav om tilbud måske ikke matcher jeres drengs kompetence og skolens tilbud.

nu teenager med alt hvad der følger af humørsvingninger osv.Det er normal opførsel.Prøv at være mere positiv overfor ham ( når han kommer med hans problemer ),og lad være med at sygeliggøre ham.Han er helt sikker en rask gut ,men med humørsvingninger,en dag er han oppe og næste dag nede.Man kommer altid læmgst ved at være positiv indstillet.Han skal nok klare den!

Jeg kan udmærket forstå at forældrene her vil skifte til en anden skole. For det første lyder det da underligt at han ikke får lektier for. Jeg har selv en dreng i special klasse og han får da lektier for. De går også på bibliotektet i skolen og låner bøger.....
"har tilbuddet jo altså været der, og I har i stedet valgt en specialklasse."
Man vælger ikke at ens barn skal gå i special klasse. Det er da groft at skrive sådan engang vås. Tror du ikke man som forældre til et barn med vanskeligheder ville ønske at ens barn kunne gå i en såkaldt "normal" klasse.

Din holdning til FORÆLDRE, er gennemsyret af negative holdninger og ikke oplæg til samarbejde.
Sådan virker det på mig, det du skriver.

Hvordan skal vi kunne læse lektier med drengen når han dag efter dag ikke får nogen for?
Vi forlanger ikke mere af skolen end hvad vi har krav på og man vælger ikke selv at få sit barn i en specialklasse.
Du aner tydeligvis ikke hvad du snakker om.
Han har de sidste 1½ år siddet fast på 5-6 klasses niveau og så har vi vel for pokker da lov til at banke i bordet og forlange noget af skolen.
Men vi er også bare nogen skrækkelige forfærdelige forældre der vil vores søn det bedste.
Han har en matematikbog som de i hele dette skoleår aldrig har haft åben. En anden matematikbog er kun halvfærdig og læreren har end ikke gidet rette i den så vi kan se hvad han har rigtig og hvad der er forkert.
En obligatorisk læsebog i dansk har de heller aldrig haft åben. Lærerne gider ikke.
Bare mig: Alt det kan du da for pokker ikke se bort fra, med mindre du selv en en af de lærer der også bare dumper de elever der har vanskeligheder.

er det jo ikke forbudt selv at finde nogle lektier, eller gå på biblioteket og finde en bog han kan læse.....Men jeg ved godt at det kan være svært, vi har selv lige været igennem et forløb med mobning og et overfald af min datter. Meget af det du beskriver handler om en utrolig svag ledelse. Kontakt i første omgang ledelsen og spørg ind til deres undervisningsplaner. Hvis det ikke hjælper så kontakt undervisningsministeriet.

For det første, hvis vi selv skal finde alle lektier til han, kunne vi jo lige så godt fra starten have taget ham hjem til hjemmeundervisning, men der er altså love og regler omkring undervisning som skolen skal overholde.
Ledelsen på skolen er desværre ligeglad med alle eleverne i de specialklasser, vi har været den vej, så der er ikke noget at komme efter.
Vi har også været vejen igennem hos den afdeling på kommunen som har med undervisning at gøre. De er også ligeglade.
Undervisningsministeriet er desværre også ligeglade med alle de svage elever vi har i Danmark. Så der er heller ikke noget at komme efter.
Så om du tror det eller ej så vasker de alle deres hænder på en snedig måde og derfor er vi nød til at tænke på at trække en grænse det sidste stykke tid.

er på ingen måde ligeglade, og skolen er ikke ligeglade om i kontakter undevisningsministeriet.....Jeg må indrømme at i ikke lyder specielt samarbejdsvillige

hvis de har en matematik bog de ikke har haft åben hele året, så kan jeg sgu ikke forstå at i ikke selv har åbnet den, men bare har siddet og ventet på at der skulle ske noget. I virker inaktive og ugidelige, og det lyder som om det kun er skolen der skal gøre noget. I som familie har en forbandet pligt til at arbejde tæt sammen med skolen, og i forhold til jeres søn vise positivitet overfor skolen. Jeres negativitet smitter af på jeres søn....

jeg er selv blevet mobbet som barn både af familie og i skolen men jeg syntes det er fejt og de skulle selv prøve Dem der gør det de tænker ikke så langt jeg blev flyttet til Rudolf-steiner skolen og der har man mange kreative fag og eyrytmi det er en form for stille gymnastik.

har I overhovedet forudsætninger for det??
Lytter I overhovedet til knægten - det kunne jo være han har andre kvaLifikationer og ønsker end de rent boglige?
Hvorfor hopper I med på populationsbølgen, at boglige problemer skal sygeliggøres og have en eller anden bogstavsygdom??

er helt sikkert:
Du kan trække hesten til truget - men du kan IKKE tvinge den til at drikke!
At sige lærerne ikke gider er for nemt!
Vi har haft plejebarn i specialklasse - hun havde sørme heller aldrig lektier for!!
det vil sige; efter hendes EGET udsagn. Hvad hjælper det at have en hæfte, hvor lektier skal skrives ind - hvis det ikke BLIVER GJORT? At man lige ikke havde tid/kunne ikke liiiige nå det(?) Selv i en specialklasse har man vel lov at forvente, at barnet/den unge i det mindste er så ærlig, at den skriver sine lektier i ind uden at læreren står og ånder en i nakken - eller hvad?
Hos os endte det med at læreren skrev hendes lektier ind - og så smed hun bogen væk/glemte den o.s.v.
I slår i bordet og forlanger - er det alt hvad I gør?? I skal sq selv være på tæerne 24-7, ellers kan skolen pumpe penge og lærerkraft i til INGEN verdens nytte!
Til orientering kan jeg så fortælle, at skal børn/unge udover 5-6 klasses niveau, kan det KUN gøres hvis barnet/den unge (og forældre) selv går 100% PROCENT ind for det - for det er lige netop der bukkene skille fra fårerne. Det er lige netop der, hvor den unge selv skal ind og udvise en ekstraordinær indsats - og vise vilje samt evne!

Jeg har selv været i samme situation hvor min søn som går i specialklasse blev drillet af nogle af de andre i klassen. Jeg kontaktede da min søns sagsbehandler på kommunen og fik et møde i stand med lærererne i hans klasse. Vi sagde til dem at vi ønskede at skifte skole hvis ikke de kunne finde en løsning på problemet. Vi fik lavet en løsning hvor vores søn hver dag skulle udfylde et stykke papir og fortælle om han havde haft en god dag. Samtidig var lærerne meget fokuseret på at der kunne opstå problemer imellem børnene og hvis der var nogle konflikter snakkede de det igennem med børnene og jeg fik besked om at der have været en konflikt og kunne tale det igennem med min søn. Idag kommer min søn glad og smilende hjem hver dag og er for længst holdt op med at skrive om han har haft en god eller dårlig dag, for alle dage er næsten gode.
Samtidig går vores søn til en psykolog hver uge som hjælper ham med de problemer han har.
Selvfølgelig skal i ikke acceptere at jeres søn kommer hjem og er ked af det hver dag. Der skal gøres noget fra kommunens side og især fra lærernes side. Og selvfølgelig kan man forlange at lærerne løser de konflikter der er i skolen imellem børnene. Og det kan godt lade sig gøre, men det kræver at lærerne gør en indsats for ellers bliver det jo aldrig bedre........
Jeg kan forstå at i har prøvet at snakke med lærerne og kommunen og det ikke har hjulpet.
For ellers ville jeg sige at i skulle indkalde til et møde med kommunen og med lærerne og se om i kunne finde en løsning. For det ville jo nok være bedst at jeres søn kunne gå i den samme klasse ihvertfald indtil sommerferien.
Held og lykke med det hele.......

Jeres dreng har store indlæringsvanskeligheder, og alligevel gør I et stort nummer ud af, at han skal lære udsagnsled og grundled, have lektier for osv. Stakkels dreng. Han har brug for anerkendelse og for signaler fra jer om, at man godt kan få et godt liv og klare sig, selv om man ikke er bogligt stærk - ikke for, at I puster ham i nakken og forventer, at han skal trækkes igennem bogligt stof, som han ikke er motiveret for og ikke har evner for.
Selvfølgelig er han ked af skolen. I fokuserer jo på, at den skal lære ham "normalt" stof for "normale" elever, og på den måde mærker han jeres forventninger om, at han skal få et fagligt udbytte, som han ikke magter at få. Hvad skal han med grundled og udsagnsled - og lektier?
I skriver kun, hvad skolen IKKE gør, og hvad eleverne IKKE lærer. Hvad gør de så? De spiller vel ikke kort og hyggesnakker dagen lang? Er I åbne og begejstrede, når han fortæller om, hvad de har lavet i stedet for dansk grammatik?
Han er i en svær alder, hvor mange er kede af det og indadvendte. Det er lige nu, han har mest brug for, at I styrker ham i, hvad han kan og hvad han har lært, og ikke, hvad han ikke kan. Hvis han føler sig som en fiasko, fordi han ikke er dygtig i skolen, påvirker det selvfølgelig hans måde at opføre sig på, og hvis han er meget mut og negativ, er det måske ikke så underligt, at de andre elever også er negative over for ham. Henvender han sig til dem? Taler han med dem om, hvad de går og laver, og hvordan de har det?
Hvis I tager ham hjem nu og sætter ham til at lære udsagnsled og grundled, er I helt sikre på, at han får bekræftet, at det vigtigste at lære er det, han har sværest ved, og det, han sikkert også synes er allerkedeligst. Man lærer heller ikke at omgås andre ved at være sammen med mor og far dagen lang. Forestil jer lige at tulle rundt med mor og far i 12 uger - de sidste 6 uger plus sommerferien - og så skulle på efterskole med 100 andre elever døgnet rundt. Det bliver en barsk omvæltning.

Din søn har virkelig ikke brug for flere nederlag eller mere modgang i skolen, og han lærer alligevel intet under de vilkår han har der. Lad ham derfor holde sommerferie fra skolen allerede fra nu af, dog med krav om, at han SKAL foretage sig et eller andet, så han ikke bare hænger foran pc/tv dagen lang.
Har I mulighed for at hjælpe ham til et fritidsjob? Kan I sætte ham igang med opgaver hjemme? Havearbejde, et rum der skal males eller lignenede?
Kontakt evt. kommunen og spørg om de kan hjælpe med "aktivering" indtil I skal holde sommerferie. Kontakt ikke skoleforvaltningen, men din søns sagsbehandler. Sig at ikke længere kan tvinge ham i skole, og at I er bekymret for om han ender som en dovnlars hvis ikke han på en eller anden måde bliver aktiveret, og spørg om hvilke foranstaltninger kommunen har for at sikre, at unge ikke bliver tabt.
Lad være med umiddelbart at sige at det bare er indtil august, for så risikerer I at kommunen ikke gør noget hurtigt - og jeres søn kan sagtens tabes, hvis han får lov at daske rundt de næste knap 3 måneder. Bare bed om hjælp til aktivering af ham så hurtigt som muligt, så han ikke ryger ind i en gænge hvor han tror at det er OK at lave ingenting.

for han er den, der er ved at opgive det hele.
Jeg har en datter, der som din søn måtte trækkes med elever og lærere, som ikke evnede at forstå, hvor stor skade mobning og udelukkelse af fællesskabet gør ved et barn, ungt menneske. Samt at hun havde problemer med stavningen og svært ved at høre lydene i ordene; jeg har gennem alle årene undervist min datter sideløbende med det, hun skulle have lært i skolen.
Din søn kan kun lære meget lidt fagligt i skolen, når han bliver mobbet.
En der bliver holdt uden for, mobbet er et dybt sorgsfuldt ungt menneske. Lyt til ham, for når han siger: han ikke magter det mere, så er han nået til bundgrænsen.
Min datter var så langt ude, at hun hellere ville være død, end at gå på den skole, som i så mange år havde forvoldt hende så megen sorg, smerte og foragt. Den ensomhed et ungt menneske kan opleve i et ukærligt læringsmiljø, kan gøre større skade, end at undervise derhjemme.
Og der skal overordentlig meget til, at få ham til at lære noget som helst i et miljø, hvor han ikke er accepteret.
Min datter blev ustandseligt anklaget for at være ukoncentreret i timerne og "sur". Nej hun var ikke sur, hun var dybt ulykkelig, men jeg kunne ikke få lærerne og skoleledelsen til at ændre indstilling, og erkende at de havde en del af ansvaret for min datters situation. Hvem kan koncentrere sig, når alle tankerne kredser om, at om lidt er det frikvarter og - hun/han mest af alt ønsker, der ikke fandtes frikvarter, for når lærerne er uden for synsvidde bryder helvede løs. Alle tankerne er ligeledes optaget af, at man har venner og nogen at gå sammen med, nogen at være sammen med i det hele taget - så man kan slippe ud af den ensomhed, som er ved at æde den unge op indefra.
Men efterhånden rykker adfærden ind i klasseværelset, for dem der mobber har observeret, at lærerne heller ikke har alt for positive tanker om det barn, der mobbes.
Hvis vi voksne ikke trives på vores arbejdsplads, ved vi hvor svært det er at opmane os til at komme afsted om morgenen. Sådan har din søn det uden tvivl også.
Hvis en voksen mobbes gennem en periode på sin arbejdsplads, kan hun/han få hjælp i alle ender og kanter, de kan tilmed få arbejdsskadeerstatning, fordi mobningen har medført, at de ikke er i stand til at arbejde. Kan vores børn/unge mennesker få samme hjælp, når det viser sig at de ikke kan optage den læring, der er nødvendig for at afslutte folkeskolen, tage en ungdomsuddannelse mv.? Jeg har ikke hørt om det! Har du/I?
Jeg valgte at tage min datter ud af efter 8.kl. og hun kom på efterskole. Som heller ikke var en udelukkende succes. Til gengæld var 10.kl. på en friskole en absolut succes, fordi de ikke bare opbyggede hendes tro på sig selv, hjalp hende med at indgå i relationer, de opbyggede også hendes faglige kompetencer så hun kunne begynde på HTX.
Så der kan være lys forude.
Sajuse

Tak for dit gode svar.🙂
Du har da forstået hvad jeg skriver om og er kommet med et ordentlig svar. 🙂
Jeg har det meget dårlig med mange af de andre svinske svar der er kommet🙁 for jeg kan ikke se at vi er dårlige forældre fordi vi kæmper for vores søn.

man skal have prøvet at være i den forfærdelige situation, som det er når vores barn, den, vi elsker allermest mistrives, og ikke kan se nogen mening med livet, for at kunne sætte sig ind i din og din søns situation.
Jeg fandt ud af, at min rolle som forælder blev sat på hård prøve, da min datter blev mobbet. Jeg kunne næsten ikke rumme, at min dejlige pige blev behandlet så forfærdeligt.
Men det er ikke os forælder, der er noget galt med - der er derimod noget galt med de voksne, forældre og lærere, som stiltiende accepterer, at et barn eller ungt menneske holdes uden for, mobbes og/eller fysisk skades. Og dem, der stiltiende accpeterer dette, har ingen ide om, hvor stor skade det kan medføre barnet/den unge.
Hvordan kan man støtte ens barn i at behandle et andet menneske dårligt? Frygt! Jeg tror de er bange for at det næste gang er deres eget barn, det går ud over. Og som en pige sagde til min datter, da hun forlod folkeskolen: "jeg har altid rigtigt godt kunne li' dig, jeg synes du er en super sød pige. Jeg ville gerne have været veninde med dig. Meen.. jeg turde ikke gå imod de andre, for jeg var bange for det så gik ud over mig".
Måske sidder der elever i din søns klasse, der tænker og har det som pigen, der sagde disse ord til min datter. Det er blot en tanke!
highnlife

have ret i og mange af de grimme svar jeg har fået herinde handler måske også om frygt fra forældrenes side.
Men helt ærlig, det er altså ikke farligt at sige fra som forældre.😉