Lars Larsen halshugget i Irak ??

Tjaa ... Ved sq egentlig ikke om der er så meget at sige. Det føles som om der er så meget man vil sige, og alligevel, så er man bare samtidigt så tom på ord. Hovedet, kroppen, hjertet, ja ... sq helt dybt langt ind i sjælen, sidder man med et overflod af følelser.
Sad sådan lidt, for en del timer siden, og pløjede en masse indlæg igennem, om alt og ingenting. Ting som lige i det øjeblik, fik hele Danmark til at gå i selvsving, nogle gange enda osse resten verden.
... der gik en dag ... der gik to ... der gik ... tjaa, der gik den "historie" i glemmebogen.
Det undrer mig meget, hvordan en episode, sådan med eet kan få verden i en slags "total fælles chok," for så blot få dage senere, nærmest være visket helt af lystavlen igen. Ikke blot undrer det mig, men det skræmmer mig ligeså.
Vi taler så meget om, hvordan vi evig og altid skal lære af vores fejl, lære af historien, således, at vi ikke gentager de samme fejl, igen og igen. Men hvordan skulle vi kunne det, når historien vi skal lære af, er væk fra vores hukommelse, ens langt før vi har forstået, hvad det egentlig var der skedte.
Skal vi lære af historien, så vi kan genkende den næste gang igen, og sige, "- Hey hvor pudsigt. Det har vi prøvet før." Eller er det meningen, at vi skulle lære af den, således at vi kan forhindre den i, nogensinde gentage sig igen.
Jeg er ikke ude efter at provokere denne gang. Snarere at få vendt tankerne lidt, prøve at lære, prøve ... ja, nok for at se, om jeg kan forstå det det. Derfor, så vil jeg ikke hentyde til en masse debatter her, om indland og udland. De fleste har vel sikkert læst dem alligevel. Dem der har interessen mener jeg.
Det siges jo, at hver man, står sig selv nærmest. Jeg tror der er langt meget mere sandhed i det, end vi mennesker egentlig bryder os om at erkende. Jeg kan så bare ikke forstå, hvorfor vi dog ikke gør noget ved det.
Det kan synes "oftopic" at sige, at jeg meget meget sjældent ser en gyserfilm. For hvor godt de så end er lavet, hvor meget der så end er lagt ned på den, af penge, af arbejde, og af alskens underlige computerskabte specialeffects. Så synes jeg bare de er platte, og mange gange totalt til grin. Det er faktisk sket, at jeg har taget mig selv i, at grine mere af en gyserfilm, end jeg normalt gør, af en rigtigt god komedie.
Når filmen så er slut, tjaa ... oftest kan jeg ikke huske ret meget af det der skedte i den. For så lidt koncentrerede jeg mig åbenbart om den.
Men jeg så et par videoklip her for et par måneder siden, som jeg ALDRIG nogensinde vil glemme. Eller jo, vil ville jeg faktisk godt. Jeg KAN bare ikke. Ikke sådan, at jeg har marreridt af det, slet ikke. Men billederne har bare brændt sig fast i hukommelsen, så jeg selv med lukkede øjne kan se dem for mig, som sad jeg og så dem på skærmen.
På samme måde, de lyde der var i disse videoklip, dem glemmer jeg heller ALDRIG.
Jeg så disse videoklip EEN GANG. Selv om de ligger her på harddisken, hvor jeg også vil blive ved med at gemme dem. Så vil jeg ALDRIG se dem igen. Jeg vil have muligheden for det, men nej, se dem igen, det gør jeg nok ALDRIG.
Et af de videoklip jeg taler om, er fra den 10 Oktober 2004. Altså ikke så længe siden. Hele den "civilicerede" verden hujede og gjorde ved. Få dage senere, var der ikke mange Danskere, der overhovedet kunne huske det navn, som vi alle havde hujet så meget om.
Kenneth Bigley.
Så er det lige jeg tænker ... mon vi Danskere ville husket bedre ... hvis Kenneth Bigley, havde været en almindelig Danskere, ved navn Lars Larsen (her ikke hendtydet til "Dyne Larsen")
Hvordan. Ja ... H V O R D A N !!! Kan vi mennesker virkelig tillade os, at kalde os selv medmenneskelige, når vi så let, så hurtigt, og helt uden skrupler, kan glemme en mand som Kenneth Bigley, der blev videofilmet af den Irakiske "terroristgruppe" Tawid wa Jihad, da han for sidste gang, fik lov at tale, inden 6 mand og en simpel lille lommekniv, for åben skærm skar hovedet af ham.
Kenneth Bigley's sidste ord var:
I am Ken Bigley from Liverpool in the Walton district. I am here in Iraq and I think this is possibly my last chance to speak to someone who will listen from Europe.
I need you to be as compassionate as you have always said you are and help me, help me to live so I can see my wife and my son and my mother and my brothers again.
I don’t want to die, I don’t deserve it and neither do those women held in the Iraqi prisons. Please, please release the female prisoners who are held in Iraqi prisons. Please help them, I need you to help Mr Blair You are now the only person on God’s earth that I can speak to.
Please, please help me to see my wife who cannot go on without me. She really can’t. And my son. (breaks down) Please help me .....please help me.
I also now realise how much the Iraqi people have suffered. The Iraqis have suffered, the Iraqi children who haven’t got their mothers, it’s not fair.
A child wants his mother, it’s of no use keeping a mother in prison, no use whatsoever ever. Let the mothers go back to their children, give these people a chance. Please I beg you.(breaks down)
My wife, she can’t even speak very good English. She doesn’t know anything, she rings Paul and asks, ‘Where’s Ken ?’.
Mr Blair, I am nothing to you, it’s just one person in the whole of the United Kingdom that’s all. With a family like you’ve got a family, with children, like your children, your boys, your wife.
Please you can help, I know you can. These people are not asking for the world, they’re asking for their wives and the mothers of their children.
Please Mr Blair, please show some of the compassion you say you have. Please, I don’t know what I can say. Please I wish you could talk back to me, I wish you could tell me what I’ve got to do. I’m nothing, am only a small man. I’m nothing, I have no political gains. I have no ambitions of grandeur. I made the mistake in coming here, but I’ve worked a long time in the Emirates.
I just didn’t have real fear, not like I have, today. Please, please help me Mr Blair. You know you can, you know you can. Thankyou, thankyou.
And (inaudible)....also if there’s anyone else that can can help me within the British political world, the Liberal party or the Conservative Party, if you can talk with Mr Blair and assist him.
I know things aren’t easy, I know things aren’t black and white, white and black, but we can overcome this. We can overcome it, I need to live. I need to see my family and these people here need to see their mothers and their wives back in their homes, they do.
I’ve been here a week and they’ve taken good care of me. They have, under the circumstances, they’ve taken very good care of me so please anybody, anybody in England, anybody at all that can talk to you Mr Blair and convince Mr Blair to help me and help the Iraqi people.
This is not only helping me, this is helping the Iraqi people who need help, they don’t need bully boys, they need help, they need care and they need compassion – the things you say you are Mr Blair. Please, anyone at all who can help and also to the British people, you are going to be watching because it is on TV I presume.
You look at yourselves and think of your wife or think of your husband not being home, not because they committed a crime but because they just get arrested and are guilty by association, just thrown inside a jail and the families want these people home like you would want your family, your mothers, your wives, your husbands home.
Please, please lobby Mr Blair. Please lobby all of the political parties that you are involved with and ask them to stop and have a look at the Iraqis plight.
Iraq is suffering and has been suffering too long and it needs its country like you. Would you like the Germans or any other country walking down the street with a gun, in England, in Scotland, I don’t think so. And the Iraqis don’t like foreign troops on their soil walking down the street with guns, it’s not right and it’s not fair. We need to pull the troops out and let the Iraqis run their own country, their own destiny.
And I ask you all, of course I need help, of course I do, that goes without saying but the Iraqis also need help, they need to be left alone to rebuild their country and their own futures at the speed they want to do it and not be pushed and shoved.
People of Britain and people of Liverpool particularly, you are very special people, you are people who can open your mouths and speak and say enough is enough. Enough is enough of playing with Iraq like a toy. Pack your bags and get out and let’s hope we can come back and visit the country as a guest, as a guest of the Iraqis
Please, especially all the people of Liverpool, we all know how important, how special Liverpool is to everybody, people who speak the truth. I’m not afraid to speak the truth, I never have been, that’s probably why all the Liverpudlians have suffered over the years.
I’m begging you, please, please talk to MPs, talk to the Government, talk to anyone. Please, please look at Iraq and help. Me, yes, I want to live, yes I want to live, but please look and help Iraq, Iraqi women and children, women and children.
I’ve been in Iraq some months now, believe me they have nothing, they have nothing only their pride. They’re kind people, please talk to, talk to everybody that you know who can influence people, can talk to politicians, can talk to anybody who can let the decision makers know, people who are close to the Government, who are close to the opposition, Amnesty International, the Red Cross, the Red Crescent, everybody. And the Asian community, the Asian community in England, please, please open your mouths and be listened to and speak up for the freedom of Iraq.
Please.

Sekundtet efter, lå Kenneth på gulvet, med 6 mand over sig. Han skreg af angst, af smerte, af chok, i næsten 47 sekunder, inden han blødte ihjel. Alt imens hans hoved blev skåret af med en lommekniv.
Hvad har vi lært?
Næste gang, er det måske din kæreste / ægtefælle, dit barn eller barnebarn, din mor eller far.
Ville det være en trøst, at vi Danskere kan stille os i samlet flok og sige,
"- Hey hvor pudsigt. Det har vi prøvet før."

Eftertænksome hilsner,
Lars

Kenneth Bigley, rest in peace

du siger Næste gang, er det måske din kæreste / ægtefælle, dit barn eller barnebarn, din mor eller far.
.......
tsk tsk.
det ville være umuligt da ingen fra min familie ville være så stupide at tage til et land hvor befolkningen hader os så meget og ikke ønsker os der.
og at tage dertil og så ende i sådan en situartion er da selvforskyldt når man så endelig får skåret sit hoved af med en lommekniv af islamister.
men når man tænker over det så har der altid været tåber...
selv hvide europærer der mødte indianernes hævn da de indvaderede amerika og bundet til en pæl klods op af en myreture og overhældt med honning.
der er også også tåber i danmark der lader sin mentale tilstand torturrer på det groveste ved at sidde ned og æde suppen mens FESTEN er rimelig klam og de etablerede partier lader pædofile der ofte får tilbagefald selv efter den accpterede behandling de får af systemet og så bliver udskrevet/løsladt ud blandt børn igen.
uretfærdighed er verdens HOFNAR.
uden den ville vi intet have der bragte menneskeheden ud af sin daglige trummerum.
og at være i sin daglige trummerum skaber jo desværre ikke fremgang men kun stilstand.

dit indlæg er er et af de allerbedste indlæg jeg noglesinde har set på nogle debatforummer.
http://www.danskantiparti.dk

...så skal vi da endelig heller ikke glemme lille Malene som blev dræbt af en pervers gammel gris tilbage i firserne.
Vi er sgu' da godt nok også nogle slemme nogle allesammen at vi sådan går rundt og glemmer alt sådan noget, og bare kommer videre uden at kigge tilbage og huske på alle dem der er døde i tidens løb.
Godt at vi kan blive mindet om det.

Hvad laver terroristerne i Iraq??( USA+dens undersåtter)? Akt det ondskab skabt i Iraq
er skabt af djævlen selv-USA.De krydset atlanten for at begå massakre på et folk, hvis eneste skyld er at de er muslimer og deres land har olie.
Tænker du mon også på ,hvordan Australiens ur-befolkning blev tilintet gjort af disse såkaldte civiliseret sataner ikke fir at nævne indianerne i Nord amerika. Man kan godt have sine holdninger ,men du er af beskidt tankegang ,der tænker racistisk...

Jeg så faktisk også den video her sidste efterår, men jeg har ikke gemt den, og ønsker heller ikke at se den igen.
Derimod har jeg aldrig før læst Kenneth Bigleys sidste ord, og jeg ved heller ikke hvad man skal lægge i dem.
De er jo ord udtalt af en desperat mand der er villig til at sige hvad som helst bare for at have en minimal chance for at undgå at blive myrdet, så jeg synes altså ikke jeg på nogen måde kan tage det for andet.
Hvis du vil have at jeg skal begynde at bebrejde Tony Blair at det her skete, må jeg melde pas.
Den terrorist der er ansvarlig for det her hedder Abu Musaab al-Zarqawi, og lad os håbe at amerikanerne og deres allierede (heriblandt Danmark) snarest får bragt orden i roderiet dernede, så Iraq kan komme tilbage til civiliserede tilstande hvor sådan noget her aldrig mere vil ske.
Der er mange der ikke ønsker demokrati i Iraq, og ligesom russerne i sin tid havde nyttige idioter til at udøve femte-kolonne virksomhed i vesten under den kolde krig , så har bin Laden og Co. det vel også.
Svendsen

Hejsa,
Nu tog jeg bevidst ikke selv de to begreber med, som ”anonym” nævner her. Nemlig hvorvidt det var selvforskyldt, eller om det var uretfærdigt, det Kenneth blev udsat for. Det gjorde jeg ikke af den simple grund, at de som sådan går ind under det, som jeg vil kalde for de ”hårde standpunkter.” Hvor det jeg med mit indlæg ville frem til, nok mere var de ”bløde standpunkter,” i det at netop disse, jo har været så meget fremme den seneste tid, i såvel medierne, som i samfundet.
Du viser selv med dit indlæg, at du er meget fornuftig, så jeg regner derfor stille og roligt med, at du således godt kan se og forstå min opdeling, mellem hårde og bløde standpunkter.
Jeg undlod også, at i mit indlæg nævne andre eksempler, på debatter hvor disse bløde standpunkter figurerer. Hvilket jeg netop gjorde, for at der ikke den vej skulle kunne opstå misforståelser. Her tænker jeg således på, hvorvidt nogen måske kunne få opfattelsen af, at jeg ville drage paralleler, eller lave sammenligninger. Noget, der selv for en gennemgående provokatør som mig, ville være alt for langt ude i hampen, samt helt ude af proportioner.
Det jeg her prøvede på, var nok også meget for egen del, at sætte de mange tanker og følelser, som den seneste tid har været fuld af, og som fylder så enormt i alles hverdag. At sætte disse, bare en smule i relief med tidligere episoder, der den gang de var, også fyldte mange af os på denne, eller om ikke andet, så på lignende måder. Men som i løbet af blot få dage, faktisk blev vasket ud af mangen hukommelse, og livet gik tilbage til sit normale igen.
For mig ”blev” Kenneth på en måde, mit livs værste oplevelse. Kenneth var hverken den første, og nok heller den sidste, der fik lide denne brutale skæbne. Men det at forsøge forestille sig, at nogen over hovedet kan gøre noget sådant, mod et andet menneske, er så ufatteligt og u begribeligt. At se det, med den viden i baghovedet, at det man så på, faktisk var ægte. Det var så vildt og voldsomt, at det slet kan ikke forklares i ord.
Lidt på samme måde, har vi jo gennem den sidste tid, fået være vidner til flere ting i verden, der på hver sin egen måde, er lige så vilde og voldsomme, og som nok sikkert føles ligeså totalt u begribelige for de fleste af os. Nogle af dem er nok sikkert, for mange af os, allerede pakket godt væk i hukommelsen.
Vi kan ikke, skal ikke, og må ikke, forsøge at huske ALT det tragiske der sker rundt om os. Det må være logik for hvem som helst. Vi skal ikke leve i fortiden, det kommer vi ikke videre af. Men det er for mig ganske uforståeligt, hvordan man den ene dag, kan gå helt i selvsving, over noget så vildt og voldsomt, at man ikke har ord for det. For næste dag, glemme alt om det. Således, at man tredje dag, er klar til at gå i selvsving igen. Nu er det meget groft lagt ud her, men det er nu også mere for at illustrere meningen i det.
Enhver der har prøvet at være forelsket, ved så udmærket godt, at følelser ikke bare er noget der lige sådan forsvinder igen. Det kan derfor undre mig, hvordan man den ene dag, kan føle noget så stærkt og intenst, som de ting vi her snakker om, for så at kort tid efter, have glemt alt om det. Det er ikke det at vi ”glemmer,” som jeg har svært ved her. At ”glemme,” eller fortrænge hvis man vil, er også en måde hvorpå vi kommer videre, efter noget så voldsomt. Men så hurtigt? Så ”let”?
Det er hastigheden i det, der får mig til at tvivle på, at vi overhovedet lærer noget af det vi oplever. Lærer vi ikke af det, så er risikoen jo også det større, for at vi gentager vores oplevelser.
Jeg tænker også på de mennesker, der når det er, har oplevelserne helt tæt ind på livet. Dem der det ene øjeblik har verdens opmærksomhed, dem der får omsorg, dem der kommer videre ved hjælp af vi andres ”medmenneskelighed.” Hvad sker der med dem, hvordan påvirker det dem, at ligeså pludseligt få stå der, ”glemt” af alle vi andre. Kan vi selv være det bekendt? Kan vi virkelig retfærdigøre det over for os selv, ved at bare sige, vi ”glemmer” for selv at komme videre? Burde vi så ikke, allerede første gang vi ”oplever” det, lære af det, så vi næste gang kan sige, - Nej, jeg ved jeg ikke magter det i længden. Jeg ved jeg vil ”falde fra.” Så jeg må hellere lade være med at blande mig, at forsøge skabe fornyet håb hos andre.
Som I nok alle kan se på mine indlæg her, så er det mange tanker og følelser der farer igennem her. Det kunne måske også godt se ud til, at jeg bare generaliserer alle over en kam her. Det er slet ikke sådan jeg mener det. Jeg tænker vidst nok bare højt, og håber på, at nogen kan hjælpe mig få redt disse tråde ud.
Jeg synes det er så flot og imponerende, den medmenneskelighed som vi jo jævnt tit viser, at vi et eller andet sted besidder. Men jeg synes også, at denne medmenneskelighed, den bliver altså lidt for plat og blasfemisk, når den kun kan strække sig, over så alt for kort tid af gangen.
Hilsen,
Lars

Det var virkelig en melding jeg blev glad for at høre.
Tak :o)
Hilsen,
Lars

du kalder det den hårde holdning og den bløde holdning.
men tror faktisk samfundet kalder det regnbuens farverige holdning.
samfundet og verden har med al magt prøvet at gøre os alle til folk med mange farverige forskeillige holdninger.
men jeg vil påstå der kun er 2 farver.
sort og hvid, og så længe folk ikke vil indse at i alle spørgsmål....alle. er der kun den sorte eller hvide farve. vil vi intet lære men bare fortsætte vores forvirring og stilstand.
hvis man acceptere der er en sort farve hvor ens egen er hvid så kan man bedre sætte en dagsorden.
og omvendt.
men så længe man bliver indoktrineret til at tro der er 100000000000000000 farver kan man ikke engang sætte første punkt.
jeg har den såkaldte hårde holdning og acceptere folk kan have den bløde. men jeg kan ikke og vil ikke acceptere folk der ingen holdning har=farverig.

Så uddyber vi lige det hårde og det bløde.
De hårde standpunkter, er dem som vi mennesker tager, i forhold til ting som skyld, ansvar, hvem gjorde hvad, og den slags.
De bløde standpunkter, er dem vi bærer i os, i form af følelser, empati, og den slags ting.
Din mening om sort og hvidt, den kan jeg ikke sige at jeg er enig med dig i. Med mindre du mener det noget i stil med, at græs er grønt, men der er forskellige nuancer af grøn. Det tror jeg så dog ikke du mener, hvis jeg har forstået dit indlæg rigtigt.
Hilsen,
Lars

Hej Tiny,
Synes nu ikke du lyder naiv overhovedet da. Faktsik er jeg mere end blot fuldt ud enig, i alt du skriver her.
Det jeg skrev om historien, var nu ikke ment som sådan, at vi KUN skulle se på det der var os nærmest. Det jeg menede var nok mere, at vi skulle lære af historien, om det så var den del vi stod i her og nu, eller den del der forgik for længe siden. Historie er fortid, hvad enten fortiden er en dag gammel, eller 100 år gammel. Så der er vi skam helt enige.
Ligesom dig, synes jeg også selv, at man får et langt stærkere indtryk af Bigley's sidste ord, når de står på skrift, end som når man hører dem på videon. Men er det ikke altid sådan, med de skrevne ord vi selv skal læse, end hvis nogen læser dem op for os.
Men det var nu egentlig ikke af den grund, at jeg lagde det ud som tekst, og ikke som link til et videoklip på nettet. Det var nu af hensyn til, at der jo også er mange meget unge brugere her på sol.dk debatten, hvor af nogle sikkert ville kunne synes det var spændene at se. Jeg ved godt, at kan jeg finde den slags på nettet, så kan de nok sikkert også godt selv. Men jeg vil bare ikke selv være ham, der giver dem adgangsbiletten til det. Når selv jeg synes, at det er mere end bare en tand for mavestærkt at se. Så kan jeg kun gisne om, hvordan det så kunne påvirke andre.
Hilsen,
Lars

næmest tiggede om at få den krig prøv at spørge en irakker her i landet sadam var meget værre