Man burde lytte til Nobelprismodtageren!
Her er en god artikel af Danmarks bedste finansminister gennem tiderne, Mogens Lykketoft:
Kommentar af fhv. finansminister Mogens Lykketoft
Nobelprismodtageren i økonomi, Paul Krugman, har en ugentlig kommentar i New York Times. Hans tema lige nu er, at den aktuelle krise langt fra er forbi, fordi de rige lande fører en forkert økonomisk politik.
I begyndelsen af finanskrisen blev der handlet klogt ved at holderenten lav, redde bankerne og pumpe store offentlige midler ud i stimulans af økonomi og beskæftigelse.
Nu er især EU-landene gået i gang med at spænde livremmen ind via store nedskæringer i de offentlige budgetter. Men det reelle problem er stadig for ringe samlet efterspørgsel. Og for tidlig og for stærk stramning risikerer at udløse en langvarig depression, hvor millioner af mennesker fastlåses i arbejdsløshed.
Der er – siger Krugman – overhovedet intet bevis er for, at en kortsigtet finanspolitisk stramning i en lavkonjunktur vitterligt forbedrer økonomien: De offentlige nedskæringer fører ikke med nogen sikkerhed til mindre underskud: De kan tværtimod udløse nyt mismod hos forbrugerne og der igennem også nyt tilbageslag i erhvervslivets investeringer.
Jeg deler Krugmans bekymring for, at den aktuelle, ortodokst konservative politik forstærker krisen og øger arbejdsløsheden i stedet for at redde finanserne.
Men politikken er snarere resultatet af borgerlig ideologi og velhavernes grådighed end af rationelle overvejelser om at bekæmpe krise og arbejdsløshed: Der holdes fast i store skattelettelser til de rige, og krisen giver et påskud til at få disse lettelser finansieret ved nedskæring i velfærdsordningerne.
Krugman mener, at det er rent vås, når konservative republikanere i USA påstår, at de formidable underskud på de offentlige finanser kun kan mindskes ved straks at gå i gang med at afmontere velfærdsordningerne.
Ifølge republikanerne kan det ikke komme på tale i stedet at fjerne Bush’s enorme skattelettelser til de superrige – angiveligt fordi ’de har skabt ekstra arbejdsiver og aktivitet i samfundet’ og således i virkeligheden har finansieret sig selv!
Vi kender de samme bekvemme, udokumenterede argumenter for uddeling af skattelettelser til velhaverne og for besparelser på velfærden fra den hjemlige debat.
Krugman jorder disse påstande og påviser at USA’s erfaringer ikke tyder på, at skattelettelser er selvfinansierende: Reagan hævdede i sin tid det samme, så han lettede skatterne – og kom til at præsidere over en tredobling af statsgælden. Clinton derimod hævede skatten for de rige, opnåede alligevel høj vækst, og fik finanserne forbedret dramatisk. Derpå kom Bush med skattelettelser igen, og det førte til et nyt kæmpe underskud. Det prøver Obama i dag at rette op på – bl.a. ved at fjerne nogle af Bush’s skattelettelser til de allerrigeste!
Kommentar af fhv. finansminister Mogens Lykketoft
Nobelprismodtageren i økonomi, Paul Krugman, har en ugentlig kommentar i New York Times. Hans tema lige nu er, at den aktuelle krise langt fra er forbi, fordi de rige lande fører en forkert økonomisk politik.
I begyndelsen af finanskrisen blev der handlet klogt ved at holderenten lav, redde bankerne og pumpe store offentlige midler ud i stimulans af økonomi og beskæftigelse.
Nu er især EU-landene gået i gang med at spænde livremmen ind via store nedskæringer i de offentlige budgetter. Men det reelle problem er stadig for ringe samlet efterspørgsel. Og for tidlig og for stærk stramning risikerer at udløse en langvarig depression, hvor millioner af mennesker fastlåses i arbejdsløshed.
Der er – siger Krugman – overhovedet intet bevis er for, at en kortsigtet finanspolitisk stramning i en lavkonjunktur vitterligt forbedrer økonomien: De offentlige nedskæringer fører ikke med nogen sikkerhed til mindre underskud: De kan tværtimod udløse nyt mismod hos forbrugerne og der igennem også nyt tilbageslag i erhvervslivets investeringer.
Jeg deler Krugmans bekymring for, at den aktuelle, ortodokst konservative politik forstærker krisen og øger arbejdsløsheden i stedet for at redde finanserne.
Men politikken er snarere resultatet af borgerlig ideologi og velhavernes grådighed end af rationelle overvejelser om at bekæmpe krise og arbejdsløshed: Der holdes fast i store skattelettelser til de rige, og krisen giver et påskud til at få disse lettelser finansieret ved nedskæring i velfærdsordningerne.
Krugman mener, at det er rent vås, når konservative republikanere i USA påstår, at de formidable underskud på de offentlige finanser kun kan mindskes ved straks at gå i gang med at afmontere velfærdsordningerne.
Ifølge republikanerne kan det ikke komme på tale i stedet at fjerne Bush’s enorme skattelettelser til de superrige – angiveligt fordi ’de har skabt ekstra arbejdsiver og aktivitet i samfundet’ og således i virkeligheden har finansieret sig selv!
Vi kender de samme bekvemme, udokumenterede argumenter for uddeling af skattelettelser til velhaverne og for besparelser på velfærden fra den hjemlige debat.
Krugman jorder disse påstande og påviser at USA’s erfaringer ikke tyder på, at skattelettelser er selvfinansierende: Reagan hævdede i sin tid det samme, så han lettede skatterne – og kom til at præsidere over en tredobling af statsgælden. Clinton derimod hævede skatten for de rige, opnåede alligevel høj vækst, og fik finanserne forbedret dramatisk. Derpå kom Bush med skattelettelser igen, og det førte til et nyt kæmpe underskud. Det prøver Obama i dag at rette op på – bl.a. ved at fjerne nogle af Bush’s skattelettelser til de allerrigeste!