Min mand er urimelig

Hvad gør jeg i forhold til min mand. Vi er for kort tid siden flyttet til et dejligt hus på landet.
Men min mand trives ikke på sit nye job, og lader det gå ud over mig og hans "papsøn" på 17 år. Den eneste han taler ordentlig til er vores fælles datter på 14 år. Hjælp ..... Platte kommentarer frabedes.

Min x-mand havde det også selv dårligt på sit job, og det gik rigtig meget ud over vores liv, og derfor var vi meget tit op at skændes.
Vi prøvede at få snakke tingene igennem og det hjælp ikke meget så i sidste ende måtte han skifte job, og da han endelig fik et andet job, faldt der mere ro på hjemme

Den er der vist mange koner og store hjemmeboende børn, der kan nikke genkendende til, men det gør den ikke mere sympatisk.
For det første skal du selv indse at det er fuldstændig utilladeligt at hans utilfredshed skal "smøres af" på dem der elsker ham. Hvad bilder han sig ind? Havde han forestillet sig at du skulle kompensere for hans rådne job? Nej vel og det er da helt ude i hampen at det skal gå ud over din søn.
Fordi man er utilfreds med sit job berettiger det altså ikke én til at forpeste andres tilværelse.
Forklar ham hvordan du oplever tingene og at du ikke vil accepterer dem. Bed ham så gøre noget ved sin egen situation - for det er det, det i virkeligheden er HELT HANS EGEN situation og den eneste der kan gøre noget ved den er vel ham. Det er vel ikke hans mening at du skal sige op på hans vegne for at få fornuftige forhold i hjemmet, vel?

Jeg har faktisk en veninde, der ringede til sin mands arbejdsgiver og sagde han ikke kom mere, fordi, som hun sagde, at så længe han (arbejdsgiveren) behandlede sin medarbejder som dørmåtte var han ikke til at holde ud at leve sammen med - og det skulle hun altså. Basta!!
Det skal så siges at det var et fritidsjob, men alligevel! Både arbejdsgiveren og "Polle" fik lært noget ved den lejlighed.

fra mig selv. Jeg har ingen kone eller børn, men jeg ved hvor meget arbejdet kan fylde til tider - især hvis man ligger meget energi i det og det så ikke lige går som man gerne vil ha det..
Mine personlige ambitioner nåede jeg ikke, og jeg har så måtte lære at være mindre perfektionistisk.. Det har fyldt meget og jeg har snakket med venner og forældre om det, mange gange.. Dog uden at overfalde dem...
JEg vil bare sige at manden der har probelemer på arbejdet, skal måske prøve at snakke åbent med sin kone om det - hvis hun da vil lytte?.. og ikke vrisse af hende og papsønnen..

Hej med dig
Her i huset er situationen af og til ligeså - bare med omvendt fortegn. Min kone har et sindsygt krævende job og hun er bare ikke altid ligegod til at skille tingene ad. Det må jeg så hjælpe hende med. Som regel ender vi ud i et eller andet med at hun synes at alle kræver for meget af hende (vi har 2 små børn) og at hun bare ikke har overskud og så ender det i bebrejdelser, skæld ud osv. fra hendes side. Men løsningen er at tale om det, at vise empati, at være praktisk, at tage noget af presset fra børnene og så ellers være kontant og sige FRA når det bliver for meget.....
Held og lykke med det.
Venligst 1-2-3